The Christmas ❄️ One Direction

Hun elskede julen som lille, men meget har ændret sig i årerne. Hun starter på en ny skole d. 1 December, da hun blev mobbet på den anden skole. Hendes bror går stadigvæk på den gamle, da det ikke noget problem for ham. Hun bliver hurtigt mobbet igen. En dag ser Harry det, og beslutter sig for at hjælpe hende. Hvad kommer der til at ske? Kan han hjælpe hende, eller vil det bare blive værre? Vil der ske noget mellem dem, og vil Harrys venner hjælpe Isabella, ligesom ham? Julen er jo miraklernes tid, er det ikke det man siger?

13Likes
6Kommentarer
7267Visninger
AA

11. 10 december

Harrys synsvinkel

 

¤

 

Vækkeurets irriterende lyd vækker mig fra min ellers så behagelig søvn, men alligevel vågner jeg med et smil på mine læber. Jeg ved godt, hvad det skyldes. Det skyldes Isabella. Jeg kan ikke lade vær med, at tænke på de sidste par dage sammen med hende. De har været helt fantastiske.

 

Jeg sukker, og slukker for mit vækkeur, da lyden virkelig er irriterende. Men heldigvis skal den her uge bare være slut, så skulle den næste uge bare overståes, og så er der ferie! Jeg kan ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig. Jeg har virkelig set frem til det i virkelig lang tid. For i ferien kan jeg tilbringe mere tid med Isabella.

 

Jeg rejser mig op fra min ellers så behagelige seng, og går hen til mit skab. Jeg tager et par sorte bukser ud. Jeg tager bare de første bukser, som er i bunken. Jeg er doven i dag. Sådan nogle dage, må man altså godt have. Jeg tager også bare den første trøje i bunken ovenover. Hvilket viser sig, at være en helt normal hvid t-shirt. Kender I ikke det, hvor folk spørger om man aldrig vasker tøj, fordi man har det samme på hele tiden ik? Der er altså noget der hedder, at have det samme stykke tøj flere gange. Måske kender de ikke til det, det ved jeg ikke. Men jeg har fx flere hvide t-shirt, flere sorte bukser, og alt sådan noget.

 

Jeg smider det hen til sengen, eller jeg prøver. Det lander i hvert fald på gulvet. Jeg sukker svagt, og finder så et par rene underbukser og strømper. Det er ligesom ret vigtigt I hvert fald for mig. Jeg lukker skabet i, for derefter at gå hen til mit tøj, som så ligger fint på gulvet. Med underbukserne og strømperne i hånden, samler jeg mine bukser og t-shirt op fra gulvet, og lægger det på min seng.

 

Jeg trækker t-shirten over hovedet. Ja, jeg sov uden noget på overkroppen i nat. Jeg kaster mit blik hen mod spejlet, og blinker kort til mig selv. Jeg griner kort over mig selv, og ryster så på hovedet af mig selv. Jeg tager mine beskidte underbukser af, og smider dem hen i min vasketøjskurv. Jeg tager selvfølgelig de rene på, efterfulgt af mine bukser, som så også kommer over min lille numse. Ej okay, nu lyder jeg som en pige. Stop med det Harry.

 

Jeg ryster endnu en gang på hovedet af mig, hvad sker der lige for mig idag? Jeg går hen til spejlet, og sætter så mit hår godt. Eller så godt man nu kan sætte det. Jeg er egentlig ligeglad med, hvad andre tænker, jeg kan godt lide mit krøllede og okay lange hår.

 

Jeg sukker stille for mig selv, mens jeg går gennem skolens gange. Heldigvis er det torsdag i dag, hvilket betyder at det snart er weekend. Jeg kan ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig. Jeg glæder mig til at tilbringe tid med Isabella, altså hvis hun vil. Jeg kan bare ikke lade vær med at tænke på hende. Jeg smiler, hver gang hun er i nærheden, udover hvis nogen gør hende ondt, så føler jeg den her smerte, sorg og vrede.

 

Jeg drejer om hjørnet for at komme til timen. Jeg skal have matematik, jubi. Eller noget. Som jeg har sagt før, så hader jeg matematik, som i hader virkelig meget. Jeg kan bare ikke udstå det. Okay, jeg tror, I har fattet, at det ikke lige er mit ynglingsfag. Langt fra. Nå men videre til sagen.

 

Jeg går ind i klassen, og sætter mig bagerst i klassen. Som altid. Det er stadigvæk ikke noget nyt. Min yndlingsplads er efterhånden bagved. Så langt væk fra lærerne som overhovedet muligt, og eftersom det er den bagerste plads, kan man ikke komme længere bagud. Hvilket faktisk er meget ærgerligt, jeg vil ikke have noget imod at rykke et par pladser længere ned. Langt fra faktisk. Kan I fornemme, hvor meget jeg virkelig elsker at være her lige nu? Hvis det ikke var for Isabella og mine andre venner selvfølgelig, var jeg blevet hjemme, helt sikkert. Jeg ved ikke hvorfor, men idag har jeg bare en af de dage, hvor jeg ikke ved, hvad humør jeg er i, og jeg kan virkelig ikke lide det. Det er virkelig mærkeligt, gud hvor jeg dog hader det.

 

Jeg bliver trukket ud af mine ellers så dybe tanker, da klokken ringer ud til frikvarter. Gud man, endelig. Hvor tog det lang tid. Det føles i hvert fald længere tid end ellers. Jeg føler mig virkelig mærkelig i dag, og jeg ved ikke hvorfor. Jeg føler, at der snart vil ske noget forfærdeligt. Ikke ved Isabella, men ved mig. Det kan selvfølgelig være noget med, at jeg skrev Jake tilbage igår fra Isabellas telefon, men alligevel. Jeg har aldrig følt sådan her, og jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv.

 

Jeg pakker mine ting sammen, og rejser mig for at komme ned til kantinen. Jeg kommer ud på gangen, og eleverne er allerede på vej ned til kantinen. Jeg kigger rundt, men kan ikke få øje på nogle af mine venner eller veninder. Jeg sukker stille for mig selv.

 

Jeg går ned af gangen sammen med så mange andre elever. Man kan næsten ikke hører sig selv tænke. Folk råber og skriger. Det er da godt nok irriterende. Jeg maser mig lige så stille gennem de mange elever, da jeg gerne vil væk fra alle de her mennesker. Jeg vil gerne hen til de andre. Jeg vil gerne hen til dem, jeg snakker med. Jeg føler mig virkelig udsat her, men jeg ved også godt hvorfor. I morges var jeg rigtig glad og i godt humør, men det ændrede sig hurtigt, da jeg tænkte på dem. Jeg ved godt, at jeg ikke skal lade dem påvirke mig, men det er bare ikke så nemt.

 

Jeg puster ud, da jeg kommer ind i kantinen. Her er mange mennesker, men ikke lige så proppet som ude på gangen. Gangene er sjovt nok ikke så store som kantinen. Jeg går lige så stille ned mod det velkendte bord, og ser de alle sammen sidder der. Selv Isabella.

 

“Hej” siger jeg, og finder et smil frem. Jeg ved ikke, hvad der går af mig. Jeg er glad, så er jeg ikke, så er jeg glad igen. Det her er en mærkelig dag, og det er en vildt mærkelig følelse. Jeg kan virkelig ikke lide det her. Jeg sætter mig ned ved siden af Isabella og Liam.

 

“Hej” siger de alle sammen i kor. Okay har de øvet på det eller? De kigger alle sammen på mig, og jeg kigger forvirret på dem alle sammen.

 

“Hvad er der med dig i dag?” spørger Liam om. Liam har altid opført sig som en far eller en storebror for os alle sammen.

 

“Ikke noget, synes bare jeg har det mærkeligt i dag” siger jeg og smiler svagt til dem alle sammen. De nikker alle sammen, og lader det så ligge. Det er jeg glad for, for jeg ved ikke, hvad jeg ellers skulle fortælle dem, det her er også underligt og irriterende for mig. Virkelig meget.

 

“Har I så haft nogle gode timer?” spørger jeg om for at skifte emne.

 

“Ja” siger de alle, undtagen Isabella. Jeg smiler til de andre, men kigger så på Isabella, som sidder ved siden af mig.

 

“Isa?” spørger jeg hende om. Hun vender sit hoved mod mig og kigger på mig.

 

“Hvad?” spørger hun om, som om hun var i sin egen verden.

 

“Jeg spurgte bare om, I har haft nogle gode timer” siger jeg til hende, og giver hende et smil. Hun nikker dog bare, og vender hovedet væk. Jeg kan mærke, at der er noget galt. Jeg får i hvert fald en underlig følelse i mit bryst, som om at mit hjerte langsomt bliver trukket ud.

 

Jeg åbner hoveddøren til huset, og banker sneen af mine sko. Isabella blev ved med at sige, at der ikke var noget galt, men jeg ved, der er. Det irriterer mig, at hun ikke vil fortælle mig det, når jeg ikke vil andet end godt for hende. Men selvfølgelig, hvad ville jeg gøre, hvis jeg var i hendes situation? Jeg prøver at sætte mig ind i det, men det er ret svært, når jeg ikke oplevet det.

 

Jeg sukker for mig selv, efter jeg har taget alt overtøjet af, og bevæger mig så ud mod køkkenet.

 

“Hej skat” siger min mor, og jeg kigger bare på hende. Hvad laver hun her?

 

“Hvad laver du her mor?” spørger jeg hende undrende om. Hun plejer da aldrig at være hjemme nu. Det er faktisk sjældent, jeg ser hende, i sær her i juletiden.

 

“Jeg tog lidt tidligere fri” siger hun til mig, og sender mig et smil.

 

“Hvorfor?” spørger jeg, da det faktisk undrer mig. Hvorfor tog hun tidligere fri?

 

“Det er så lang tid siden, at jeg har været sammen med jer børn, at jeg gerne ville tilbringe tiden med jer” siger hun og sender mig endnu et smil. Jeg nikker bare på hovedet. Det er ikke fordi, at jeg er helt vildt tæt med min mor, jeg ser hende jo næsten aldrig. Jeg nikker bare til hende, og bevæger mig så mod mit værelset.

 

I tænker sikkert over, hvorfor jeg ikke blev nede ved min mor, efter det hun sagde. Sandheden er, jeg har ikke noget tæt forhold med hende, selvom jeg kalder hende for mor, føler jeg ikke, at hun er min mor. For at være ærlig føler jeg slet ikke, at jeg har nogle forældre, og har jeg heller aldrig følt.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...