The Christmas ❄️ One Direction

Hun elskede julen som lille, men meget har ændret sig i årerne. Hun starter på en ny skole d. 1 December, da hun blev mobbet på den anden skole. Hendes bror går stadigvæk på den gamle, da det ikke noget problem for ham. Hun bliver hurtigt mobbet igen. En dag ser Harry det, og beslutter sig for at hjælpe hende. Hvad kommer der til at ske? Kan han hjælpe hende, eller vil det bare blive værre? Vil der ske noget mellem dem, og vil Harrys venner hjælpe Isabella, ligesom ham? Julen er jo miraklernes tid, er det ikke det man siger?

13Likes
6Kommentarer
7282Visninger
AA

2. 1 December

Isabellas synsvinkel 

¤ 

I dag er det første december. Første dag i en ny skole. Sneen er begyndt at falde, og jeg er bange for at komme i skole. På min gamle skole var sne lige med, at jeg blev smidt ud i sneen. Jeg blev låst ude fra skolen, og jeg ved ikke hvad. Det var i hvert fald ikke sjovt. Men her står jeg i mine sorte bukser, min røde store sweater, fordi der er koldt udenfor. Mit lysebrune hår hænger løst ned over mine skulder og krøller let. Jeg går ikke med makeup, så det har jeg ikke taget på. Jeg gør det kun i sjældent tilfælde. Jeg har ikke sovet ret meget i nat, da jeg er bange og nervøs for i dag. Hvilket kun bliver værre for hvert minut, der går.

Jeg tager en dyb indånding og går hen til mit natbord, hvor min mobil lægger. Jeg tager min mobil op fra natbordet, og putter den i min højre baglomme. Jeg tager min taske, som er henne ved siden af senge, for en sikkerhed skyld, man kan vel ikke være alt for sikker vel? Jeg går stille ned af trappen og går ud i køkkenet, hvor min mor og bror sidder. Vi er nu egentlig tvillinger. Der er pyntet op med julepynt over det hele. Det har, der egentlig været i noget tid nu, min mor er i god tid. Hun elsker virkelig julen, og det samme gør min bror, men han har nu heller ikke været det igennem, som jeg har været igennem, så det er forståeligt nok. 

"Godmorgen søs" siger min tvillingbror, Simon, med en meget glad stemme, hvilket er til at få stress over. Jeg er ikke glad, jeg er bange og nervøs. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal foretage mig. 

"Godmorgen bror" siger jeg, mens jeg går over i køleskabet og tager yoghurten ud af det, for derefter at hælde det op i den skål, jeg har fundet. Jeg tager en ske i skuffen med den ene hånd, og putter yoghurten ind med den anden, da jeg har fået fyldt noget i min skål. Jeg tager fat i skålen med min venstre hånd, og sætter mig hen på en stol ved spisebordet, ved siden af min mor. 

"Er du okay skat?" spørger min mor om. Jeg smiler svagt til hende. 

"Ja" siger jeg, selvom jeg egentlig ikke er. Jeg vil bare ikke gøre min mor ked af det længer, det er nok med det, der skete på den gamle skole, det må bare ikke ske igen. 

"Godt" siger hun med et smil, mens jeg spiser videre. Hun sidder bare og kigger ud i luften. Ikke helt fantastisk spændende, hvis jeg skal sige det. 

"Skal jeg køre dig hen til skolen?" Mit blik finder hurtigt hen på min bror, da det var ham. der spurgte. Jeg smiler svagt til ham og nikker. 

"Ja tak" siger jeg. Jeg bliver færdig med at spise og sætter skålen og skeen i opvaskemaskinen. 

"Okay, vi kører nu så", han smiler blidt til mig, og giver vores mor et kys på kinden, jeg smiler dog bare til hende.  

"God dag skat" siger hun til mig, og jeg kigger på hende, mens jeg tvinger mig selv til at frembringe et lille smil. 

"Tak mor" siger jeg, mens jeg bevæger mig ud i gangen og tager mine vinter sko på. De er lige så lange som mine converse, dog er det ikke converse, men nogle der minder om det. De er brune og har sådan noget uld inden i, så de er dejlig varme. Jeg fryser ikke om mine tæer, når jeg har dem på, hvilket heller ikke er meningen, at jeg skal. Jeg får min vinter jakke på, som går mig til lige under røven og som er sort. 


Jeg sidder lige nu i bilen og kigger hen på skolen gennem vinduet. Min nervøsitet kan helt klart mærkes nu. Ikke at den ikke kunne før, den er bare meget værre nu.

"God dag” siger Simon til mig, i det åbner jeg døren og går ud. Jeg smiler svagt til ham og lukker derefter døren efter mig. Jeg bevæger mig ind ad hovedindgangen, mens jeg tager mine høretelefoner i mine ører og sætter noget musik på. Jeg sukker stille for mig selv og sætter Skyscraper med demi lovato på. Folk bliver ved med at stirre på mig, det er vildt ubehageligt. Jeg går ned gennem gangene, med blikket rettet mod jorden. Jeg skal da godt nok ikke se nogle i øjnene her, hvad nu hvis de har tænkt sig, at springe på mig, lige når de vil, og de bare venter på det ene forkerte trin til, at gøre hele mit liv til et helved. Jeg drejer til højre og er lige ved at støde ind i en person. 

"Se dig dog for!" råber en stemme af mig. Altså jeg tror da, personen råber, for jeg kan hører det selv med mine høretelefoner i. Jeg kigger ned i jorden, og personen er hurtigt væk fra mig. Jeg puster ud, hvilket undrer mig, for så vidt jeg ved, holdte jeg da ikke vejret, men det må, jeg så have gjort alligevel. Jeg går videre, vel vidne om at folk kigger endnu mere på mig og hold kæft, hvor har jeg lyst til at sige noget til dem, men jeg kan ikke. Jeg kan virkelig ikke. 

Jeg kommer til en dør, hvor ordet 'kontor' står midt på døren. Jeg tager en dyb indånding og åbner så derefter døren. Jeg tager mine høretelefoner ud af ørerne, da det vil være ret uhøfligt at have dem i. Der sidder en dame bag disken, med briller og som tygger tyggegummi. Det her skal da nok blive et perfekt halv år indtil sommerferien. Hun kigger op på mig og smiler så. 

"Du må være Isabella Parker", hun kigger på mig, uden at smile til mig den her gang. Okay, tag en lykke pille, helt ærligt. Jeg nikker i stedet for at sige noget, da jeg følte, det var bedste lige nu. Hun rejser sig op og finder et skema frem. Hun skriver mit skabsnummer og kode ned på et papir, og giver mig derefter mine bøger. Det er jo vildt overdrevet så meget, der er. 

"Du skal ud af kontoret her, lige ud, ned til højre, så til venstre, venstre igen, til højre og så til venstre igen, så skulle du være ved dit skab. Klasseværelset ligger lidt længer væk, men kig på kortet du har fået over skolen også" fortæller hun, alt i mens jeg står med åben mund. Jeg kan bare ikke lige, tror det der, det var jo sygt. Jeg ender med at nikke, og begynder så at gå ned mod mit skab. Det her skal nok blive en lang dag. 


Jeg har været for mig selv næsten hele dagen, og det er faktisk gået meget godt. Jeg vil bare være for mig selv, så kan der jo ikke ske noget. Lige nu er jeg på vej hen til mit skab, da vi endelig har fået fri. Hvilket er fantastisk, så kan jeg komme hjem og lægge i min seng, det trænger jeg til. Jeg mærker en, der rammer mig, og jeg lander på jorden med et bump. 

"Se dig forhelved for din ko!", råber person efter mig, og jeg bliver siddende på jorden. Ko..  Det blev, jeg kaldt på den gamle skole. Den her er ikke meget bedre. Det er bare typisk, men jeg kan ikke sige det til min mor, hun vil bare bekymre sig og sigem vi skal flytte, det kan vi ikke. Min bror har det godt på den gamle skole og, det vil, jeg ikke tage fra ham. 

Jeg rejser mig op og når hen til mit skab. Jeg smider mine bøger ind og smækker skabslågen. Jeg går hurtigt mod udgangen og kommer udenfor i den kolde vinter luft. Jeg skynder mig hen til bilen, som min mor sidder i og sætter hurtigt et falsk smil op, min mor må ikke vide noget om den her dag. Hun skal tro den har været perfekt. 

"Hvordan var din dag?" spurgte min mor om, da jeg kom ind i bilen. Jeg spændte min sele, imens vi kørte. 

"Den var fin" siger jeg og smiler så ægte, som jeg overhovedet kan. Min mor kigger på mig og smiler sit mor smil. 

"Dejligt" siger hun og resten af vejen hjem, kører vi i stilhed. Da vi endelig kommer hjem, hopper jeg ud af bilen og er inde af hoveddøren inden for få sekunder. Jeg smider mine sko i gangen, og hænger min jakke op, hvor jeg bagefter går op på mit værelse. Jeg går op af den lange og hårde trappe, hvor jeg så åbner døren ind til mit værelse. Der står et lille juletræ i det ene hjørne af mit værelse. Jeg smider tasken lige ved siden af døren, og smider mig i sengen, lige i det hører jeg, det banker på døren. 

"Kom ind" råber jeg, så person kan høre det, og ikke bare bliver ved med at banke på døren, for det er da godt nok irriterende, hvis de bliver ved med det. En person åbner døren, og så viser min brors ansigt i døren. Jeg sætter hurtigt et smil op på mit ansigt. Han kommer ind og sætter sig tungt ned ved siden af mig. Han vender hovedet mod mig. og kigger mig lige ind i mine brune øjne, som minder så meget om hans. 

"Er du okay?" han kigge bekymrende på mig, og lægger hovedet på skrå. Jeg kan mærke at mit humør synker, men det vil jeg ikke vise ham. 

"Ja helt fint, det var en god dag i skolen", jeg kigger ham dybt inde i øjnene, mens jeg sætter min facade på. Han kigger på mig med et hævet øjenbryn, men jeg smiler bare til ham, så han måske tror på mig, hvem ved, måske gør han. 

"Okay..", han trækker ordet langt ud, så jeg udemærket godt kan hører, at han tvivler på mig, men bare lader det ligge. 

"Fik du nogle gode venner og veninde?" spørger han lige bagefter. Han giver hvis ikke bare lige op, med det samme må man sige. 

"Lidt, snakkede med en der hed... Øh.. Vanessa" siger jeg og smiler til ham. Han kigger lidt skeptisk på mig, men nikker så lidt. 

"Okay, jeg tror på dig" siger han og smiler til mig. Jeg smiler igen og er lettet over, at han tror på mig. Måske er det ikke lige det bedste at lyve overfor ham, men jeg kan ikke gøre andet, han vil bare sladre til mor, og det kan jeg ikke have sker. Vi sidder bare og snakker om alt mellem himle og jord, indtil vores mor afbryder os, hun banker på døren. 

"Der er mad" siger hun og smiler til os. 


Jeg lægger lige nu i min seng med min mobil i hånden. Jeg er på facebook, men det er ikke, fordi der sker noget spændende. Min mobil vibrere, og jeg ser, jeg har fået en besked fra JackJeg sukker, og går ind på den for at læse, hvad der står, men jeg fortryder det med det samme, i det jeg begynder at læse det. 

Hej din fede so.

Gik det godt på din nye skole i dag, eller blev du mobbet igen? Du er jo ikke værd, så selvfølgelig har du ikke fået venner, hvad tænker jeg dog på. Ingen vil nogensinde savne dig, så kan du ikke bare skride fra verden? Verden vil blive et langt bedre sted, hvis du ikke var her. 

Kys og kram
Jack 

Det kan godt være, at den besked ikke var så slem, men den ramte mig alligevel. Tårerne begyndt at trille ned af mine kinder, mens en stikkende fornemmelse ramte mit hjerte, vil jeg tro. Jeg lægger hurtigt min mobil fra mig. Jeg lægger og krammer min dyne, mens jeg mærker, hvordan tårerne langsomt triller en efter en ned på den. Der gik ikke lang tid, før jeg havde grædt mig selv i søvn.

 

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Glædelig første december! Vi håber, at I vil tage godt i mod den her julekalender, det vil i hvert fald gøre os rigtig glad. Vi håber forresten også, at I får en god første december :) 

Nu har I fået et lille indblik I Isabellas liv. Jeg kan mærke, at jeg allerede glæder mig til den her historie, og det tror, jeg også Cindi gør. Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at udgive hver dag, men da vi går på gymnasiet begge to og har nogle pligter, der hvor vi bor, har vi lidt travlt, men vi gør alt, hvad vi kan :D vi skiftes fra Isabellas synsvinkel og Harrys synsvinkel. Så ulige dage er Isabellas synsvinkel, og de lige er fra Harrys synsvinkel :) 

Vi vil så godt som muligt prøve, at holde den her længde, men det er ikke altid nemt, men vi vil prøve :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...