Sommerhaven

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jan. 2016
  • Opdateret: 4 jan. 2016
  • Status: Igang
Historien handler om pigen Isa. Hun bor i en plejefamilie sammen med sine søskende Daisy og Caleb. Isa har en drøm om en have kaldet sommerhaven. I drømmen møder hun en fe, som fortæller hende at hun i sommerhaven kan finde en ting, som kan hjælpe hende med at finde hendes forældre. Hun får også besked om, hvordan hun finder frem til denne sommerhave, men der er et problem. For at komme ind i sommerhaven skal børnene bruge en nøgle. Den der er vogter af nøglen er et andet barn i verden, men vedkommende ved det ikke selv. Det er Isas og hendes søskendes opgave at finde ud af hvem det er, og det er jo slet ikke nemt når vogteren kan være ethvert barn i den store vide verden.

1Likes
2Kommentarer
153Visninger
AA

1. Drømmen

Hun løber ned ad en lang, lang gade. Hun nærmest flyver af sted. Forude ser hun et skilt. Sommerhaven står der. Hun løber alt hvad hun kan hen til skiltet. Da hun kommer nærmere skiltet opdager hun at det er placeret over en dør. Hun rækker ud for at åbne dørhåndtaget. Døren er låst. Hvorfor er døren mon låst tænker hun? Lige idet hun undrer sig over hvorfor døren er låst dukker en meget lille pige op. Pigen er lille, lysthåret og har lysende vinger. Vingerne lyser som solstråler i en lys gylden farve. En fe, tænker hun. ”Er du en fe?” spørger hun. Den lille pige med de lysende vinger nikker. ”Hvorfor er døren låst?” spørger hun feen. Feen svæver tættere på hende. Hun har en lysegul kjole på. ”Døren fører til sommerhaven. Hvis du finder nøglen til den kan du åbne den,” hvisker feen med en lille lys stemme. Hun ser undrende på feen. ”Hvad er sommerhaven for et sted?” spørger hun feen. Feen basker med vingerne. ”Hvis du finder nøglen til sommerhaven, så vil du finde noget der, som kan hjælpe dig med at finde dine forældre”, svarer feen. Pigen lyser op i et smil. ”Mine forældre?!” Feen svæver lidt højere op i luften, fordi hun ikke er vant til at nogen råber af glæde. ”Ja, jeg ved ikke hvad du kan finde i sommerhaven, som kan hjælpe dig med at finde dem. Jeg er blot vogter af døren indtil sommerhaven. I sommerhaven findes en anden vogter, som ved hvad det er du skal lede efter, og som kan hjælpe dig med at finde dine forældre. Feen svæver lidt ned igen. ”Dog ved jeg at den nøgle du skal finde for at åbne døren til sommerhavne bæres af et andet barn. Han eller hun ved det dog ikke selv. Det er din opgave at finde ud af dette. Du får brug for hjælp fra dine to søskende.” Pigen ser undrende på feen. ”Et andet barn siger du? Mener du et hvilket som helst andet barn? Og det kan både være en dreng eller en pige?” Feen smiler til pigen. ”Ja, jeg mener det jeg siger, jeg ved ikke hvilket barn det er, det kan være et hvilket som helst barn”. Pigen tager sig til hovedet, som om hun er blevet svimmel. Hvilket hun rent faktisk også er. Et hvilket som helst andet barn tænker hun, det må da godt nok være noget af en svær opgave. Pigen ser på feen og siger så, ”det lyder godt nok som noget af en umulig opgave”. Feen smiler blot til pigen. ”Du vil kunne mærke når den rigtige person er nær.” Pigen undrer sig over, hvordan hun vil kunne mærke det, men da hun spørger feen får hun blot det svar at hun ikke vil være i tvivl om, hvis vedkommende kommer i nærheden af hende. Pigen rækker ud efter feen for ligesom at give hende hånden. Feen tager imod hendes hånd og pigen trykker den. ”Åh tusind mange gange tak. Har du nogen anelse om hvor meget jeg savner mine forældre? Jeg har ikke set dem i 10 år, de forsvandt da jeg var 4. Og i lørdags havde jeg fødselsdag. Jeg blev 14 år. Hver år til min fødselsdag håber jeg at de dukker op, men de kommer aldrig”. Hun ser ked af det ud og tørrer et par tårer væk fra sine øjne. Feen prøver at trøste pigen. Hun smiler til feen. ”Det er okay, jeg skal nok klare mig, jeg bliver ved med at kæmpe indtil jeg har fundet dem”. Feen nikker. ”Det er en god ide, du virker som en klog og modig pige. Men sig mig, hvad er dit navn?” Pigen tørrer nogle tårer væk fra øjnene. De er halvt glædeståre, halvt tåre fra savnet af hendes forældre. ”Isa,” svarer hun.

”Isa, Isa, Isa, vågn op, vågn op, du drømmer!” Det er Isas lillesøster Daisy der prøver at vække hende. Isa føler det som om hun er kommet ud på et gyngende hav. Hvor er feen? Hvor er indgangen til sommerhaven? Hvorfor er hun lige pludselig ude på havet, hvor bølgerne skvulper og alting gynger. ”Isa!” siger Daisys insisterende stemme. Isa slår med et sæt øjnene op. Hun kigger forvirret rundt og stirrer så lige op i Daisys mørkebrune øjne. Isa befinder sig i sin seng, og Daisy sidder ved siden af hende. ”Var det dig der lavede bølgerne?” spørger Isa søvnigt og lidt irriteret. Daisy ser uforstående på Isa. ”Hvilke bølger? Jeg hoppede da bare i din seng for at få dig til at vågne”. Daisy smiler uskyldigt. Isa kan ikke lade være med at grine af hende. Hendes 8-årige lillesøster er lidt af en plageånd nogle gange, men hun elsker hende også virkelig højt. Isa smiler til Daisy, og så siger hun: ”Jo ser du, jeg havde en drøm, men så da du begyndte at hoppe i min seng, så skiftede drømmen og jeg var lige pludselig ude på havet, men kun meget kort tid, for så vågnede jeg selvfølgelig”. Isa klør sig på hagen. ”Ja, du sover også rimelig tungt.” Isa strækker sine ben ud. ”Det er jo klart, jeg har været ude og luge ukrudt i haven i går og så var vi jo den tur i svømmehallen, hvor vi svømmede om kap mindst 100 millioner gange.” Daisy griner ved mindet om turen i svømmehallen. ”Så mange gange var det jo heller ikke lige frøken overdriver, vel.” Isa sukker. ”Det var i hvert fald mange gange. Daisy stopper med at grine. ”Du er i det mindste heldig fordi du er så god til at svømme. Jeg er slet ikke god til det”. Isa ser hen på sin søster. Daisy har ikke lært at svømme endnu, så hun svømmer stadig med svømmebælte. Isa har gået til svømning siden hun var 4 år gammel og har derved meget nemt ved at svømme. Hun kan også flyde og springe ud fra den højeste vippe uden problemer. Isa giver sin lillesøster et kram. ”Du skal nok lære det Daisy. Jeg så hvor god du var i går, hvis du fortsætter med at øve dig, så er jeg sikker på at du snart kan svømme uden bæltet. Desuden kan vi godt melde dig til svømning, hvis du vil.” Daisy smiler til Isa. ”Det vil jeg rigtig gerne, men så er det først når skolen starter igen, ikke?” Isa smiler. ”Jo, det er det, indtil da vil vi bare nyde vores sommerferie”. Børnene har lige fået sommerferie. De har set frem til de 7 ugers ferie i længe. Meget længe. Faktisk har de talt ned lige siden juleferien sluttede.
Isa ser på Daisy. ”Jeg har noget vigtigt at fortælle dig og Peter. Det er om min drøm”. Daisy ser igen uforstående på Isa. ”Den med bølgerne?” Isa griner. ”Nej, en anden, jeg har ikke sagt noget om den endnu, og den betyder sikkert ingenting, men jeg vil gerne have at i får den at vide alligevel”. Daisy nikker. ”Okay, men kan vi ikke lige spise morgenmad først? Jeg er skrupsulten.” Isa ser ud som om hun tænker sig om. ”Jojo, så meget haster det vel heller ikke, men det er nu ret vigtigt tror jeg.” Daisy hopper ned fra sengen. ”Okay, så hører vi den, så snart vi er færdige med at spise morgenmad.”

Ude i køkkenet er Isa og Daisys lillebror Peter ved at stille frem til morgenmad. Han er 12 år gammel. "Godmorgen, jeg tænkte at jeg lige så godt kunne begynde at stille morgenmaden frem," siger Peter. Isa tænder for vandhanen og finder en stor kande frem. "Tak, Peter, nu skal vi nok hjælpe." Børnene hjælper med at sætte morgenmaden på bordet. Deres plejeforældre er allerede taget af sted på arbejde, for de arbejder meget tidligt. Deres plejemor er læge og deres plejefar er bankdirektør. Isa kigger på uret. "Klokken er allerede halv otte! Vi er nød til at skynde os mega meget, hvis vi ikke skal komme for sent i skole." Daisy sukker dybt og lader sig dumpe ned på en stol ved køkkenbordet. "Hvorfor skal man også gå i skole? Jeg er så stresset," siger hun med en påtaget irriteret mine". Peter smider nogle havregryn og bananer hen på bordet. "Vel er du ej, hold op med at pive sådan, spis noget havregryn og se at få tøj på!" Børnene skynder sig at spise og bagefter er der krig om badeværelset. "Hvorfor er der også kun et badeværelse!" siger Peter irriteret mens han står ude ved køkkenhåndvasken og børster sine tænder. Da børnene er færdige er klokken blevet fem minutter i otte. De tager deres skoletasker og stormer ud af døren. Daisy låser sin cykel op. "Hvorfor har mennesket ikke evnen til at flyve? Eller til at teleporterer sig rundt?" spørger hun irriteret sine søskende. Isa lyser op. "Hey, jeg glemte at fortælle det om min drøm, der var en fe og hun fløj". Peter kigger bare uforstående på Isa, da han ikke har hørt noget om hendes drøm før nu. Isa ryster på hovedet og siger så: "Lige meget, når vi kommer hjem skal vi holde rådsmøde på mit værelse, det er meget vigtigt!" Børnene når lige hen til skolen et minut i otte. Det er godt vi ikke bor særlig langt væk fra skolen, tænker Isa taknemmeligt. Børnene giver hinanden et hurtigt kram og løber nu til hver deres klasse.

Isa har billedkunst. Det er et af hendes yndlingsfag. Hun elsker at tegne, male og være kreativ, men i dag er det som om der er noget der bliver ved med at komme ind i hendes tanker. Drømmen. Engang drømte hun at hendes far ville komme til skade. Hun så at hans hånd blødte og at den skulle syes. Næste dag skar hendes far sin hånd på rundsaven i hans værksted. Sådan har der været flere drømme. Flere drømme som er blevet til noget i virkeligheden. Til at starte med havde hun bare slået det hen som tilfældigheder, men nu er hun begyndt at tænke på om hun i stedet skulle prøve at lytte til drømmene. Det er som om de prøver at fortælle hende noget. Men synsk? Hun kan jo ikke lige frem være synsk kan hun? Ingen af hendes forældre lader til at have nogle særlige evner. Da Isa var mindre kunne hun se et gult lys omkring hendes musiklærer. Hun så også noget lyserødt om hendes hoved. Dengang vidste hun ikke hvad det var, hun synes bare at det var flot. Nu ved hun at der er noget der hedder aura, men hun kan ikke længere se nogen farver rundt omkring mennesker mere. Selv om hun nogle gange prøver. Måske er det en evne som kun små børn har. Måske er hendes evne forsvundet. Hun bliver bange. Hun vil ikke have at noget af hende skal forsvinde, også selv om det er sådan en mærkelig evne, som at kunne se farver omkring andres hoveder.

"Hallo, jorden til Isa!!" Det er Isas bedste veninde Mille der sidder og vifter med den ene hånd ind foran hendes hoved. "Er du der?" spørger Mille. Isa vender tilbage til hendes maleri og stirrer ned på de mange pastelfarver der slynger sig i alverdens mønstre. "Ja. Ja, selvfølgelig er jeg her. Jeg sad bare lige og tænkte". Mille smiler til hende. "Hm, okay, det virkede bare lidt som om, du var i en anden verden.

Bagefter billedkunst har de dansk, så matematik og til sidst idræt. Isa er god til idræt. Hun scorer tre mål da de spiller fodbold. Hun skynder sig ud i omklædningsrummet for at bade. Hun skal hjem så hun kan holde rådsmøde med Daisy og Peter. Hun er meget tæt med sine søskende. De kan fortælle hinanden alt. Hun elsker dem. Uden dem vidste hun ikke hvad hun skulle gøre. Hun kan altid snakke med dem. Hun ved at de altid vil være der for hende, og det er hun meget taknemmelig for.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...