Personal space

konkurrence bidrag til fan fiction konkurrencen, med twistet shipping. //Monsterland i er gået i stå, og både Dean og Sam undrer sig over, hvad problemet kan være. Men da Dean begynder at knytte sig tæt til engelen Castiel, mister han lidt interessen for research, og glemmer måske lidt sin bror. Men hvis monsterland er gået i stå, er der vel også tid til at more sig lidt? - eller er der?

9Likes
0Kommentarer
1102Visninger
AA

7. Kapitel 7


Jeg åbnede langsomt øjnene, og kiggede med det samme på Castiels bryst, som jeg med hovedet lå på. Jeg rynkede brynene, og kiggede op på ham, som sad lysvågen og kiggede forvirret rundt. Jeg kiggede over på clockradioen, hvor klokken havde slået lidt over 9. Havde han siddet her hele natten? Lysvågen, uden at sige noget eller prøvet at vække mig? Jeg kiggede igen op på ham, og gned mig derefter i øjnene efter en lang og behagelig søvn.  

"Har du siddet her hele natten?" sagde jeg, og Castiel kiggede med det samme ned på mig med et smil på læben.

"Godmorgen, Dean. Og ja, det har jeg."

"Hvorfor?"

"Jeg skulle sikre mig, at du var okay."

Jeg sagde intet, men smilede blot til ham. Jeg lagde mit hovede på hans bryst igen, imens jeg lå og tegnede ham på maven med fingeren. Jeg kunne ikke fatte at han havde siddet der hele natten og holdt øje med mig, og sikret sig om jeg var okay. Jeg puttede mig godt ind til ham, og kyssede ham derefter på brystet. Han nussede mig i håret, og kiggede mig dybt ind i øjnene.

"Sam var herinde lige før."

Det gav et sæt i mig, og jeg spærrede med det samme øjnene op. Havde han set os sammen?  Hvad havde han ikke tænkt? Vidste han noget? Jeg hoppede hurtigt ud af sengen, og hev en tshirt over hovedet. 

"Hvad sagde han?"

"Øh, han sagde ikke noget. Han kom bare ind, og gik igen med det samme."

Jeg tog mig til hovedet, og begyndte at gå frem og tilbage på værelset. Sam vidste ikke at jeg følte for Cas, og hvis det var sådan han fandt ud af det, var det direkte frygteligt. Jeg stoppede med det samme op - følte jeg for Cas? Jeg kiggede over på ham, som så forvirret ud, garanteret fordi han ikke forstod mine bekymringer. Følte jeg for ham? Det gjorde jeg da ikke, eller gjorde jeg? Bare fordi vi havde puttet i nat og fordi vi havde kysset et par gange, betød det da ikke at jeg følte for ham. Eller gjorde det? Jeg kiggede på den halvlukkede dør, rystede hovedet og gik med det samme ud.

Jeg kiggede på Sam, som sad bed benene svinget op på bordet, og sin macbook i skødet, garanteret igang med et spil poker eller noget i den dur. 

"Godmorgen, Sam."

Han kiggede på mig, smilede fjoget og klappede sin macbook i. Jeg gik over i køkkenet, som om jeg intet vidste, og hev en Tiger ud af køleren, for der fandtes virkelig intet bedre end en kold lige fra morgenstunden. Jeg tog den med over i stuen, og satte mig ved siden af ham.

"Sovet godt?" spurgte jeg.

"Jo tak, har du?" sagde han med et lille grin på læben.

"Jeg har sovet fint." 

Jeg tog en tår af min Tiger, og kiggede over på Castiel som kom gående ud af soveværelset.  Jeg spærrede øjnene op, og rystede på hovedet. Han rynkede brynene, og et par sekunder efter var han forsvundet. Jeg kiggede forvirret rundt, og han var heldigvis ikke til at finde nogen steder. Sam havde intet opdaget at han kom ind i stuen og forsvandt, men det var måske også det bedste. Jeg kunne ikke overskue at skulle snakke med Sam om dette lige nu, så jeg håbede inderligt at han ikke bragte det op på banen. Hvis jeg ville snakke om det, skulle jeg nok selv tage snakken op.

"Jeg har lige snakket med Bobby." forstyrrede han mig i mine egne tanker.

"Ja, hvad så?"

"Han har intet, som forventet. Men han har også fået en masse jagere på sagen."

"Hvad tror du det er, Sam?"

"Hvad mener du?"

"Helt seriøst, hvorfor tror du, at monstrene holder strejke? Vi har kun prøvet at undersøge det ihærdigt, uden egentlig at snakke om det."

"Rigtig nok. Men jeg ved det ærlig talt ikke. Som du selv siger, jeg tror de holder strejke eller venter på en big boss til at vise sig frem. Eller gør sig klar en kæmpe krig - noget i den retning."

"Tror du ikke at der kunne være nogen chance for, at monstrene bare er uddøde?" 

Sam grinede, og smækkede igen benene op på bordet imens han rystede på hovedet. Han havde nok ret, selvom at det inderst inde var det jeg ønskede. Hvorfor skulle monstrene også bare gå over og uddø så pudsigt? Før problemet kom op, var der masser af sager, og lige pludselig ud i et, stoppede det hele. Men det ville ikke være ringe, hvis monstrene pludselig tog sin afsked. Jeg var vænnet mig til dette liv uden monsterjagt og dødbringende våben, og jeg brød mig om det. Jeg var glad for dette, og jeg følte lige pludselig ikke at der var dette kæmpe ansvar over mig. Siden jeg var lille, havde jeg altid set mig selv som den der skulle redde verdenen for alverdens Apocalypser. Men hvad nu hvis det var stoppet? Intet ansvar længere, bare fri leg. Fri til at gøre hvad jeg vil.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...