Personal space

konkurrence bidrag til fan fiction konkurrencen, med twistet shipping. //Monsterland i er gået i stå, og både Dean og Sam undrer sig over, hvad problemet kan være. Men da Dean begynder at knytte sig tæt til engelen Castiel, mister han lidt interessen for research, og glemmer måske lidt sin bror. Men hvis monsterland er gået i stå, er der vel også tid til at more sig lidt? - eller er der?

9Likes
0Kommentarer
1098Visninger
AA

6. Kapitel 6

Sammy sad ved siden af mig på vej hjem fra Wisconsin, med en skuffelse i ansigtet. Det viste sig for, at der ingen vareulve havde været til stede, men en sindssyg morder der dræbte sin mor for at få arven, som nu havde fået livstid. Jeg ved ikke hvorfor, men det lettede mig faktisk. Jeg var glad for ikke at skulle ud i marken igen, men kunne få afslapning hjemme i sofaen med en kold, uden at skulle være bekymret over noget som helst. I starten savnede jeg det, at jage og dræbe monstre med min bror, men det ændrede sig lige pludselig. Jeg ved ikke hvad det var og hvorfor det ændrede sig, men en ting jeg ved er, at jeg blev lettet over at det ikke var en varulv. 

Vi kørte op og placerede Impala'en over bunkeren. Sam steg ud, uden at sige en lyd og gik mut ind. Jeg vidste hvor meget dette betød for ham, og at se skuffelsen i hans ansigt kunne jeg ikke bære. Måske jeg skulle snakke med ham om det? Det var længe siden at vi havde siddet og snakket om tingene, og nu da der ingen fare var, opstod der heller ingen problematikker. Men jeg forstod ham godt - hvis jeg havde ventet på noget og været så tålmodig længe, var jeg nok også blevet skuffet i sidste ende.

Jeg åbnede døren, og da jeg steg ud gik jeg direkte ind i Cas.

"Cas, forhelvede! Hvad sagde jeg ikke til dig for nogen dage siden?"

"Øh, undskyld. Men jeg havde brug for at se dig."

"Ja, hvad så? Har du fundet ud af noget?" sagde jeg og rynkede brynene.

"Himmelen har sparket mig ud, og jeg har ingen steder at tage hen."

Sparket ham ud? Af visse årsager? Som jeg forstod på det, var Castiel en af Himmelens mest loyale engle, så det gav på ingen måde mening at smide ham ud, overhovedet. 

"Hvorfor?"

"Englene var begyndt at tvivle min loyalitet overfor dem, så de blev sammen enige om at jeg ikke længere kunne blive."

"Det er jo det rene bullshit! Hvorfor?"

"Som jeg sagde sidst, mistænkte de mig for at dele Himmelens store hemmeligheder med dig og Sam."

Det hele gav lige pludselig ikke mening længere. Himmelen havde brug for mig og jeg skulle engang blive en stor kriger eller noget i den retning, og så kommer de og smider Castiel ud, som hev mig ud af Helvede. Deres mest loyale engel, som ikke havde bestilt andet end at gøre sit job. Jeg var simpelthen så vred, og jeg havde ingen anelse om hvad jeg skulle sige. Jeg kunne ikke sætte ord på, hvor skuffet jeg var over englenes opførsel, især under disse mærkelige tider vi befandt os i. Himmelen havde brug for vores hjælp til dette store monster mysterium, og så valgte de at smide Castiel ud på grund af tvivl. Nu havde Sam og jeg lige pludselig gode grunde til, at englene intet skulle bestille fra os længere.

"Så du håbede på at kunne søge ly her?"

"Ja, hvis det ikke er til besvær."

"Selvfølgelig Cas, men øh vi har ingen steder du kan sove." sagde jeg, og gik på vej ned mod bunkerens indgang.

"Engle sover ikke." kom det bagfra. Hvor var jeg dog dum, selvfølgelig sov engle ikke. 

"Så er problemet løst." sagde jeg, med kinderne så røde som tomater.

***

"Tak for at I vil lade mig blive."

"Altid, Cas."

Castiel smilede, og lagde hånden på min skulder. Denne gang fjernede jeg mig ikke eller sagde noget, men sad bare og kiggede ind i hans blå øjne. Her på det seneste, var det gået op for mig hvor meget han egentlig betød for mig. Jeg nød når han var i nærheden af mig, når han smilede til mig og kiggede mig i øjnene. Ingen af os sagde noget længe, men sad bare og kiggede hinanden ind i øjnene og trak vejret dybt. Han tog hånden fra min skulder op til mit ansigt, og kærtegnede det blidt. Jeg trak vejret dybere og dybere, og prøvede at fremstille et smil, hvilket næsten var umuligt på grund af spændingen. 

"Dean."

"Sh." sagde jeg, og plantede min pegefinger på hans læber. Jeg greb fat om hans hofte, og trak ham tættere ind til mig. Vores ansigt kom tættere og tættere, og vi kunne mærke hinandens åndedrag. Vi sad igen og kiggede hinanden dybt ind i øjnene - hvor længe vi sad der, vidste jeg ikke. Når jeg var sammen med ham, var det som om at tiden gik i stå. Langsomt mødtes vores læber, og vi endte ud i et blidt, men lidenskabeligt kys.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...