Personal space

konkurrence bidrag til fan fiction konkurrencen, med twistet shipping. //Monsterland i er gået i stå, og både Dean og Sam undrer sig over, hvad problemet kan være. Men da Dean begynder at knytte sig tæt til engelen Castiel, mister han lidt interessen for research, og glemmer måske lidt sin bror. Men hvis monsterland er gået i stå, er der vel også tid til at more sig lidt? - eller er der?

9Likes
0Kommentarer
1103Visninger
AA

5. Kapitel 5

Castiel hev langsomt den hvidgrå skjorte over hovedet, og smed den på gulvet sammen med habitten. Han omfavnede mit ansigt, kyssede mig derefter blidt på munden og stirrede mig dybt ind i øjnene. Længe lå han og stirrede og kørte sin finger op og ned af mit bryst, imens han lavt nynnede en smuk melodi jeg aldrig før havde hørt. Ingen af os sagde noget længe, men inderst inde, forstod vi hinanden fuldt ud. Jeg vidste ikke hvor længe, vi lå og stirrede på hinanden, men det var den mest fantastiske følelse jeg længe havde haft. Jeg havde ikke lyst til andet, end at ligge og stirre ham ind i de havblå øjne. Jeg greb fat om hans lænd, og kyssede ham derefter på panden. Mit hoved begav sig nedad, med små kys ned ad næsetippen som endte ud i et lidenskabeligt kys på munden. Han greb fat i mig, rullede mig om på ryggen, knappede min røde skovsmandskjorte op og kyssede mig forsigtigt på brystet.

"Dean!" kom det fra stuen, og jeg vågnede med et sæt. Jeg kiggede mig omkring i soveværelset, og Castiel var ikke til at se nogen steder. Havde jeg drømt? Jeg kiggede over på clockradioen, som næsten lige var slået 18. Ved siden af clockradioen, stod en halvtom Tiger, som jeg i et bællede og smed over i skraldespanden under skrivebordet.  Jeg steg ud af sengen, og gik ud til Sam, som var igang med at stille tallerkenerne frem på spisebordet. 

"Sov du godt?" 

"Hvad mener du?"sagde jeg, og spærrede øjnene op.

"Du sov jo i flere år." sagde han, og grinede, imens han placerede både kniv og gaffel på hver sin side af tallerkenenerne. Jeg gik over i køkkenet, kiggede på komfuret som havde fyret op i nogen saftige røde bøffer. Jeg vendte dem hurtigt, og hev to glas ned fra højskabet.

"Bobby har ringet." sagde Sam, og gik over og slukkede for komfuret. 

"Ja, har han fundet ud af noget?"

"Nej desværre, han ville bare høre hvordan vi havde det. Hamselv har også givet lidt op i sagen, og han havde vist fundet sig en Islandsk kvinde at hygge sig med, eller sådan noget." sagde han med et skævt smil på læben. Det undrede mig ikke, den gode gamle Bobby. Han var ligesom Sam og mig, selvom vi på ingen måde var blodrelateret. Han havde den samme syge humor, smag for damerne og var en kanon jager. Jeg savnede hans selskab, at jage med ham og sidde i sofaen med en kold i hånden og skåle livet ind. Nu da monstrene var pist væk, var det længe siden at vi havde set ham og hørt fra ham. Han ringede da i ny og næ, og vi til ham for at spørge hvordan det gik, men ellers intet.

Jeg greb fat om to Tigers i køleskabet, og satte mig over ved køkkenbordet. Kort efter, skænkede Sam en medium bøf op på min tallerken, og et kæmpe smil fremtryllede sig på mine læber. Jeg kiggede på Sam, som satte sig overfor mig med et tilfreds smil på læben. Jeg nød dette øjeblik, bare ham og jeg med en god bøf og en øl, uden nødvendigvis at skulle hverken skynde sig, eller bekymre sig om det ene eller det andet. Det hele virkede efterhånden som det liv, vi begge havde ønsket os siden vi var små, hvor vi ikke lige skulle stoppe på og hugge hovedet af en vampyr eller suge kræfterne ud af en Djinn. Vi var som to almindelige brødre, der havde tid til hinanden og hinandens selskab, uden at den ene lå døden nær i den andens arme. Med årene var det nogen slag og skrammer vi havde fået os, og jeg kunne ikke sætte ord på, hvor fyldig min krop var med både ar og huller. Min krop var fysisk smadret, og jeg gik hver dag og frygtede at jeg midt i det hele bare ville falde sammen. Jeg var bange for, at når jeg blev ældre var så skrøbelig, at jeg ikke kunne bevæge mig rundt uden at skulle støtte mig op af noget. Dette var en af de ting, jeg ikke bekymrede mig om lige nu. For hvis monstrene havde sagt farvel, kunne det måske stadig være, at der var plads til at passe lidt på mig selv. Selvom det godt nok var svært at tilpasse sig selv dette almindelige miljø, brokkede jeg mig ikke. Hele vores liv havde vi haft en kniv eller en pistol i bæltet, men disse bekymringer var formindsket, og jeg var ikke urolig længere for om jeg ikke ville vågne næste morgen. Jeg følte mig tryg.

***

"Dean!" råbte Sam fra stuen, imens jeg stod på badeværelset og fjernede min ansigts behåring. Dette var en af de ting, jeg nød ved friheden, at pleje mig selv i stedet for at skulle skynde mig så meget. Jeg tog længere bade, brugte næsten op til to timer dagligt på at pleje mit hår, og nåede rent faktisk at gennemtjekke det tøj jeg tog på, inden jeg gik ud af døren.

"To sekunder Sammy." råbte jeg igen, og lagde barbermaskinen op i skabet. Jeg vaskede mit ansigt, tørrede det derefter og smed håndklædet til vask.

"Pak dine ting, vi skal til Wisconsin." sagde han idet jeg passerede stuen.

"Hvorfor?" sagde jeg og rynkede brynene.

"Vi har en sag."

"Kom igen?"

"Øh ja, de havde fundet en ældre kvinde, hvor hendes hjerte var revet ud."

"Så du tænker en varulv? Sam, det er jo ikke sikkert...."

"Det skader ikke at kigge." afbrød han mig. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle have det med dette. Hvis det viste sig for at være en varulv, hvad så? Var al morskaben lige pludselig forbi så? Jeg vidste ikke, om jeg skulle være glad eller irriteret, for jeg var endelig begyndt at holde af friheden og afslapningen. Men jeg kunne jo ikke ud i det blå, sige at jeg ikke havde lyst til at tage med. Skuffelsen i hans ansigt, ville jeg ikke kunne leve med. Og efter at vi havde brugt så lang tid på at finde ud af hvad problemet var, ville han nok også undre sig over hvorfor jeg lige pludselig havde skiftet mening. Jeg gik op i køkkenet hvor jeg havde smidt min læderjakke på køkkenbordet, greb fat i mine nøgler, og kiggede på Sammy som så næsten lykkelig ud. Han var nok den eneste, der håbede på, at monstrene havde fremvist sig selv igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...