Personal space

konkurrence bidrag til fan fiction konkurrencen, med twistet shipping. //Monsterland i er gået i stå, og både Dean og Sam undrer sig over, hvad problemet kan være. Men da Dean begynder at knytte sig tæt til engelen Castiel, mister han lidt interessen for research, og glemmer måske lidt sin bror. Men hvis monsterland er gået i stå, er der vel også tid til at more sig lidt? - eller er der?

9Likes
0Kommentarer
1100Visninger
AA

4. Kapitel 4


Sam og mig havde brugt de sidste par dage med det rene research. Vi havde intet hørt fra Bobby, og jeg havde prøvet at skaffe mig forbindelse til Crowley, desværre uden held. Lige nu sad jeg plantet i sofaen med en oldgammel bog, som garanteret heller ikke ville give mig noget. Ligesom de 20 andre bøger jeg havde kigget i. Måske stod svaret heller ikke stående i en bog - dem der havde skrevet dem, havde nok ikke overvejet at monstrenes forsvinden nogensinde ville komme til at ske. Var de mennesker alligevel så negative, at de troede at Jorden hele tiden ville være plantet med både det ene og det andet monster? Så de virkelig ingen positiv ende på det hele? Det spørgsmål stillede jeg tit mig selv. Om Sams og mit liv, nogensinde ville få en positiv ende, eller om vi ville dø i kamp. Men det gjorde mig intet, hvis jeg døde med colt'en eller en knivsav i hånden, for så ville jeg dø på det jeg er bedst til. Og selvom at man ønsker, at det hele skal have en positiv ende, kan jeg ikke forestille mig en happy ending, selvom at det er noget jeg inderst inde bilder mig ind i, er det jeg ønsker mig.  

Castiel kom stadig som det passede ham, men han var begyndt at blive lidt længere end hvad han egentlig havde brug for. Han ville ikke sige noget, kun sidde og stirre og smile som han plejede at gøre. Men det gjorde mig intet længere, for på en måde nød jeg det. De sidste par uger, havde jeg funderet over om Castiel var troværdig eller ej, og jeg var efterhånden kommet til den konklusion, at han rent faktisk var cool nok. Mor sagde altid, at englene holdt øje med mig, og hun havde så sandelig ret.

Jeg kiggede over på Sam, som sad fast i en omgang scrabble på iPad'en. Efter en omgang lang research, fortjente han også lidt selvforkælelse, hvilket i hans øjne var nørdede spil eller film. Men så længe at han hyggede sig, var det vigtigste. Nu havde jeg til tider fjantet lidt rundt, og nu var det hans tur til at gøre det han bedst kunne lide. 

Jeg lagde bogen fra mig, hev mit Busty Asian Beauties frem, lagde mig godt til rette i sofaen og bladrede alle skønhederne igennem. 

"Er deres tøj også til vask?"

Jeg smed bladet fra mig, og rejste mig hurtigt op fra sofaen. Bag mig stod Cas bøjet forover og lurede mig ind over skulderen. 

"Cas, forhelvede. Du må ikke forskrække mig sådan!" sagde jeg til ham, imens jeg samlede bladet op igen og lagde det på stuebordet ved siden af min Tiger. Han stirrede på mig, og som sædvanligt sagde ingen af os noget for en stund. De sædvanlige blå øjne, som jeg aldrig tror at jeg nogensinde kunne blive træt af at kigge ind i. Jeg kunne stadig ikke sætte en finger på, hvorfor de var så fantastiske. Jeg vidste blot, at jeg fik en indre ro inde i mig når jeg kiggede ind i dem, og det var som om, at verdenen uden for gik i stå, når jeg stirrede ind i de dybblå øjne. 

"Undskyld, Dean." sagde han, og kiggede derefter ned i jorden. Jeg prøvede at fange hans blik, men det var som om, at en skuffelse havde ramt ham. Havde jeg sagt noget, jeg ikke skulle have sagt? Eller sagde jeg det for hårdt? Jeg troede ikke, at engle kunne blive skuffede eller kede af det, men måske dette var et tegn? Et tegn på, at engle godt kan være menneskelige alligevel? Selvom jeg udfra alle de historier, har hørt om englenes umenneskelighed, måtte jeg ærligt indrømme at Cas havde bevist mig det stik modsatte.

"Undskyld, Cas. Det var ikke ment sådan. Jeg er glad for at du er kommet." sagde jeg, og han kiggede op på mig igen med et skævt smil på læben.

"Har I fundet ud af noget?"

"Som sædvanligt, nej."

"Hey Cas!" råbte Sam, imens han kom gående ind i stuen med en kop varm te i hånden. Han var munter og i vældig godt humør, men det havde måske også noget at gøre med, at vi endelig var kommet ind i en ordenlig soverytme. Det var nok noget af det bedste disse dage, hvor monstrene havde givet op - søvnen. Jeg havde aldrig i mit liv, sovet så meget som jeg gjorde her for tiden. Min hverdag var blevet bedre, vi var begyndt at lave mad hjemmefra, mit alkohol forbrug var blevet mindre, og jeg havde en engel der holdt øje med mig. Jeg kunne huske for ikke så lang tid siden, hvor jeg vågnede midt om natten, og Castiel sad på sengekanten. Jeg sagde ikke noget, jeg lå bare og kiggede, og få minutter efter faldt jeg i søvn igen. Da jeg vågnede var han der ikke længere, og han sagde aldrig noget til mig omkring det. Men han havde sagt lige fra dag et siden, at han ville beskytte os, uanset hvad der skulle til. Var det dette han mente?

"Hej, Sam." sagde Cas, og smilede til Sam som satte sig i lænestolen ved siden af stuesofaen. 

"Jeg kan forstå på Dean, at I stadigvæk ikke har fundet ud af noget?" 

"Sandt, hvad med dig?"

"Der er stille i Himmelen, de snakker slet ikke om det. Jeg ved ikke om det er fordi, at der er noget de ikke fortæller mig."

Jeg rynkede brynene. Hvorfor ikke? Jeg troede, at de var bare den mindste smule nysgerrige om, hvordan deres patienters dødsårsager stod til, selvom det godt nok var høstmændendes job - men derfor måtte englene da stadig have en vis indflydelse om, hvem de tager ind og hvad deres baggrund er? Og hvorfor skulle de ikke fortælle Cas noget? Af hvad jeg hørt og læst, var han en af de mest loyale og troværdige engle, så hvis der var nogen der skulle vide noget, var han da en af de første til at få det at vide.

"Hvorfor skulle de ikke fortælle dig noget Castiel?" sagde Sam, imens han kneb øjnene sammen og kiggede over på mig, som jeg måske skule have en anelse. Jeg trak på skuldrene, rystede på hovedet og kiggede igen over på Cas.

"Jeg ved det ikke, men jeg tror det har noget at gøre med mine besøg hos jer."

"Hvordan?" sagde jeg, med et kæmpe spørgsmålstegn i hovedet. Hvordan kunne vi, have nogen indflydelse på, hvad englene fortæller ham, og hvad de ikke gør? Så vidt jeg havde forstået på det hele, var englene på vores side. De trak mig ud af helvede, de skulle bruge mig til et eller andet og ifølge dem var jeg vigtig. Så det gav lige pludselig ingen mening, at hans besøg hos os skulle påvirke noget som helst.

"De er bange for, at jeg ender med at afsløre alle vores hemmeligheder for jer."

Sam og jeg kiggede på hinanden, og rullede vores øjne i kor. Jeg bællede resten af min Tiger, og stillede den derefter tilbage ved siden af mit blad. 

"De undrer sig sikkert over om jeg fortæller jer vores allerstørste hemmeligheder lige nu." sagde han med en sarkastisk tone, hvilke slet ikke lignede Castiel. Sarkasmen over ham kunne slet ikke stoppe mit ansigt i at smile, og da han kiggede hen på mig, kom han med et sødt lille grin hamselv.

"Det var godt at ser jeg drenge." sagde han, og kiggede kun på mig. Hans øjnede borede sig fast i mine, hvilket næsten fik mit hjerte til at stoppe. Efter et par sekunders stirren, var Castiel væk - og jeg savnede ham allerede.

Det var også godt at se dig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...