Personal space

konkurrence bidrag til fan fiction konkurrencen, med twistet shipping. //Monsterland i er gået i stå, og både Dean og Sam undrer sig over, hvad problemet kan være. Men da Dean begynder at knytte sig tæt til engelen Castiel, mister han lidt interessen for research, og glemmer måske lidt sin bror. Men hvis monsterland er gået i stå, er der vel også tid til at more sig lidt? - eller er der?

9Likes
0Kommentarer
1101Visninger
AA

3. Kapitel 3

"Sammy!" råbte jeg med det samme jeg trådte ind i bunkeren, stadig med Cas lige i røven på mig med min 24 pack i armene. Sam kiggede på mig, og spærrede øjnene op da han fik øje på Castiel indsmurt i både det ene og det andet. 

"Spørg ikke." sagde jeg, og kastede en mars bar hen til ham. 

"Cas." sagde han, imens han stille åbnede mars baren og smilede skævt til Castiel med et smørret grin på læben. Jeg smed resten af godterne på bordet, og gik over til køleskabet imens jeg vinkede Cas hen. Han sloges med at få rammen ind, men opgivende trak han på skuldrene og stillede rammen på gulvet foran køleskabet. Idét han skulle til at gå over mod køkkenbordet, tog jeg fat om hans skulder, og han stoppede brat op. 

"Hjælper du mig lige med at få dem ind?" sagde jeg, og slap grebet om hans skuldre. Han kiggede undrende på mig, og kradsede sig selv i hovedbunden.

"Hvordan? Jeg kunne jo ikke få den ind?"

Jeg stod i et stykke tid med et skævt smil på læben, men til sidst kunne jeg ikke holde masken. Jeg grinede, og det samme gjorde Sam. Castiel stod stadig overfor mig, med de samme rynkede bryn og sit uskyldige lille look.  Jeg bøjede mig over, og klaskede mig selv på lårene. Jeg begyndte langsomt at åbne rammen, stadig med et smil på læben. En efter en, stillede jeg dåserne ind i køleskabet, og efter et stykke tids med Cas' undren, hjalp han mig med at stille dem ind. 

"Hvad siger du til, at vi får vasket det tøj?" sagde jeg, imens jeg stillede de to sidste dåser ind i køleskabet.

"Jamen, jeg har jo ikke noget tøj."

"Vi finder ud af noget."

Jeg kiggede over på Sam, som så yderst koncentreret ud. Dette virkede ikke som en af de sædvanlige jobs med slåskampe, våben og unaturlige dødsårsager. Måske var det faktisk en god ting? Måske havde vi lagt vores øjne på det sidste monster, udryddet det. Måske betød alt det her, et nyt liv? Et nyt liv, uden jagt og uden bekymringer om verdens undergang. Jeg ville ikke lade håbet stige mig til hovedet, men hvis dette var noget positivt, havde jeg kun det bedste i vente. Men hvis det var fordi at monstrene forberedte sig til krig, skulle vi nok finde en løsning på det. For det gjorde vi altid. 

***

"Ræk mig din trenchcoat."

Castiel hev frakken af, og kastede den derefter hen til mig. Jeg smed den ved siden af vaskemaskinen, og kiggede derefter ned af den sorte habit som egentlig også kunne trænge til en tur, efter den vilde æggekastning. 

"Lad os bare vaske det hele." 

Han kiggede på mig i et par sekunder, og begyndte stille og roligt at knappe knapperne op i habitjakken. Han hev den af, og kastede den over til trenchcoaten. Jeg betragtede hans endnu langsommere bevægelser, da han begyndte at knappe op i det øverste af den hvidgrå skjorte. Jeg fangede mig selv i at stirre, og før jeg vidste af det, havde han smidt skjorten over til det andet. Jeg rynkede brynene igen, bøjede mig ned og begyndte stille og roligt at smide tøjet ind i maskinen imens han smed bukserne. Da jeg vendte mig om, stod han med de sorte bukser i hånden kun iført hvide boxere. Han rakte mig bukserne, hev fat i underbuksekanten, og skulle langsomt til at hive dem ned. 

"Wow wow, Cas. Jeg tror, at det er rigeligt."

Han rynkede brynene, og kiggede derefter op på mig.  Jeg vendte ham ryggen igen, og stoppede bukserne ind i maskinen. Da jeg vendte mig om, stod han ikke mere end få meter fra mig. Jeg kiggede ned af hans krop, hans behårede bryst og store overarme. Jeg ved ikke hvad det var, men det gjorde et eller andet ved mig. Noget uforklareligt. Jeg kiggede på hans ansigt, ind i hans havblå øjne. Og han kiggede ind i mine. Jeg kunne ikke beskrive denne følelse, når vi kiggede på hinanden, eller hvorfor jeg kunne lide det. Jeg vidste bare, at jeg kunne kigge ind i de blå øjne hele dagen.

"Øh, du har ikke noget tøj til mig, vel?" afbryd han vores stirren. Jeg kløede mig i håret og smilede skævt til ham, som stadig stod og stirrede mig dybt i øjnene. 

"Jo, vent. Jeg kommer med noget til dig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...