Personal space

konkurrence bidrag til fan fiction konkurrencen, med twistet shipping. //Monsterland i er gået i stå, og både Dean og Sam undrer sig over, hvad problemet kan være. Men da Dean begynder at knytte sig tæt til engelen Castiel, mister han lidt interessen for research, og glemmer måske lidt sin bror. Men hvis monsterland er gået i stå, er der vel også tid til at more sig lidt? - eller er der?

9Likes
0Kommentarer
1098Visninger
AA

2. Kapitel 2

"Sammy." råbte jeg til Sam, som lige var steget ud af badet. Efter få sekunders venten, kom han ud iført håndklæde om livet og en tandbørste i munden. Han kom over til mig og tog børsten ud af munden.

"Hvad har du fundet ud af?" sagde han, og stak med et samme børsten i munden igen.

"Vi kan ikke bare lade det Cas sagde glide mellem fingrene, vi bliver nødt til at undersøge det."

"Har du snakket med Bobby?" sagde han, og gik derefter over til håndvasken og spyttede ud. Han skyllede børsen, og tog derefter en tår direkte fra hanen. 

"Ja, og han har heller ikke set noget lignende. Men han er ved at undersøge det. Han har lovet at ringe så straks han finder ud af noget."

Han nikkede, tog derefter børsten og gik ud på badeværelset igen. Længe sad jeg og tænkte på Castiel, og det han sagde igår. At han ville tjekke at vi var sikre. Han behøvede ikke at besøge os, for at tjekke om vi var sikre - ham af alle vidste godt, at Sam og mig kunne tage vare på os selv. Han kunne ligeså godt sidde op i Himmelen og lure, i stedet for at bruge tid og kræfter på at lægge et visit her hos os i bunkeren. Men hvis han ikke var her for at spilde Sams og min tid, hvad lavede han her så? Det var en af de ting, som jeg ikke vidste om jeg stolede på ved Cas. Han kom og gik som det passede ham, og når man kaldte på ham var det ikke lige altid med det samme han reagerede. Sam afbrød mig i mine egne tanker, da han kom tilbage i køkkenet fuldt påklædt. Han fandt sin macbook frem, som lå gemt nede i en af skufferne, og satte sig godt til rette overfor mig ved køkkenbordet.  

"Hvis vi skal sidde og researche hele dagen, skal jeg godt nok have booze."

Jeg tog fødderne ned fra bordet, rejste mig og gik hen til køleskabet. Jeg åbnede køleskabsdøren og kiggede ind, og som jeg frygtede, havde vi ingen øl tilbage. Jeg kiggede på uret og klokken var lige slået 11, så butikkerne havde for længst åbnet. Jeg greb fat om bilnøglerne, smilede til Sammy og hev min læderjakker over skulderen.

"Forsyning?"

Jeg nikkede, og vandrede over mod hoveddøren. 

***

"Dean." kom det det fra bagsædet, og jeg bremsede med det samme hårdt op. Jeg kiggede bagom, og så Castiel med et kæmpe smil på læben, hvilket var sært, da jeg aldrig havde set ham smile. Jeg var heldig, at jeg ikke havde en anden bilist kørende i røven, ellers havde det endt grimt.

"Hvad laver du her?"

"Har I fundet ud af noget, omkring monstrenes pludselige forsvinden?"

Jeg rynkede brynene, og begyndte stille og roligt at trille ned af vejens tomme gader igen. Hvorfor ville Cas vide, hvordan det gik med vores sag? Det var jo ikke fordi, at der var gået mindre end 12 timer siden hans sidste visit.  Jeg kiggede op i bakspejlet, vendte mig derefter om og kiggede ind i hans dybblå øjne. Aldrig havde jeg set noget lignende. Det var ikke til at forklare, men de var så tomme, men alligevel fuld af glimt. Vi sad sekunder, minutter eller længere og stirrede ind i hinandens øjne. Impala'en som gav et sving i sig afbrød vores stirren, og jeg greb med det samme fat om rettet igen og gispede.

"Er du okay, Dean?"

"Vi har ikke fundet ud af noget omkring de forsvundne monstre."

"Hvor er du så på vej hen?"

"Ud for at hente booze."

"Jeg forstår ikke hvad du mener. Booze?"

Jeg rullede øjnene, og greb fat om en af de tomme flasker der lå under føresædet. Han løftede brynene, som om det ikke undrede ham. Jeg smilede og grinede, og få hundrede meter henne skimtede jeg "OK" tankens skilt lyse op. Jeg trykkede sømmet i bund det sidste stykke, og trillede derefter elegant ind på tanken. Jeg steg ud af Baby, og det samme gjorde Cas. Hvad lavede han her endnu? Han havde jo spurgt hvad han skulle spørge om, så det undrede mig, at han for længst ikke var forsvundet. 

"Ville du andet?" sagde jeg, og kiggede endnu engang ind i hans havblå øjne. Han smilede, og lagde derefter en hånd på min højre skuldre. Jeg spærrede øjnene op, og tog med det samme et skridt tilbage. 

"Wow, wow, Cas, det her har vi snakket om."

"Hvilket?"

"Ja." sagde jeg, og kiggede ned på hans hånd. Han tog sine hænder ned i lommen på sin beige trenchcoat, og tog selv et skridt tilbage.

"Jeg beklager." sagde han, og smilede igen derefter.

Jeg smækkede bildøren hurtigt i, og proppede nøglerne ned i min læderjakke. Castiel fulgte efter mig som en lille hundehvalp ind på tanken, og kiggede forvirret rundt på det ene og det andet. I ny og næ tog han tingene ned fra hylderne, gennemstuderede dem og lagde dem tilbage på tilfældige steder. Jeg fandt min medicin og betalte i kassen, imens Castiel smed rundt med både æg og chips poser. Kassedamen stirrede og holdt godt øje med ham, og det samme gjorde jeg.

"Øh ja, lægerne kan ikke finde ud af hvad han fejler." sagde jeg til hende, og hun nikkede og smilede tilbage til mig.

Jeg tog min 24 pack til mig, mine snickers og kiggede hen på Castiel, som kom kluntet gående hen mod mig med det største smil på læben. Jeg gav ham elevator blikket, og hans trenchcoat var smurt ind i æg og mayonaise. Jeg kunne ikke lade være med at grine, som han stod der og så så uskyldig ud.

"Kom, så tager vi hjem og vasker dit tøj." sagde jeg, og vi satte os ind på forsæderne. Vi kiggede på hinanden i et stykke tid, og derefter lod jeg Baby glide ned af vejen med musikken i ørene. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...