Flere øjne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 okt. 2015
  • Opdateret: 27 okt. 2015
  • Status: Igang
Dette er flere noveller der alle omhandler et skænderi imellem fem forskellige piger. Victoria, Mika, Katrina, Sky og Raven. Den samme historie omhandles i alle kapitlerne, blot beskrevet fra hver af pigernes synsvinkel.

0Likes
0Kommentarer
77Visninger

1. Victoria

"BAGHOLDSKRAM!" Og i næste øjeblik blev jeg løftet op af en grinende Mika. "S-sæt mig ned" lykkedes det mig at fremstamme. "Skal vi virkelig igennem det her hver eneste dag?" Spurgte jeg hende smilende. "Du ved da godt at jeg ikke kan lade være, du er sempelthen så kawaii." Grinede hun. "Og det er jo også derfor du elsker mig." Det passede, Mika og jeg havde været bedste venner så længe jeg kunne huske, vi var som skabt for hinanden. Mika med hendes åbne og positive sind, og mig den mere rolige og indadvendte type. Det bedste ved Mika er at hun aldrig ville dømme andre. Hun kunne gå hen til fremmede personer og begynde at tale med dem, som var de hendes bedste venner. Måske var det på grund af hendes eget usædvanlige udseende, hun ikke ville dømme andres. En ting der kunne beskrive hende bedst var nok farven pink. Mika var altid iført pink, fra hendes lange silkeglatte hår til hendes sko, det eneste i en anden farve, var nok hendes hvide miniskørt og så et pandebånd med en gylden krone på. Jeg selv havde det på samme måde bare med farverne sort og rød, men hva så, Vi har vel alle nogle ynglingsfarver, ikke? Som sagt kunne jeg godt lide Mika, som i virkelig godt! Jeg tog mig selv i at blive jalou når hun talte med andre, og jeg ville aldrig lade nogen så meget som forsøge at tage hende fra mig! Det var ikke let, hvorfor skulle hun dog også være så god med mennesker? Nå, men det er heller ikke vigtigt.

På daværende tidspunkt stod vi på en af skolens gange, igang med at gøre os parate til næste time. Jeg kunne beundre hende til evig tid, hun var jo så smuk. Men der skulle til at ske noget der vendte op og ned på hele min verden. En pige med kort lilla hår og en blå sweater, kom selvsikkert hen til os. Hun smilede og spurgte om vi havde set en grøn computermus, da hun desværre havde mistet sin. Jeg fortalte hende at vi ikke havde set den, men at vi nok skulle holde udkig. Jeg regnede med vores samtale var slut, desværre gik det ikke så let, for pigen der forresten hed Kristina, åbnede sin mund igen: "Hvad hedder i forresten?" Jeg svarede så venligt som muligt at jeg hed Victoria og at det var Mika. Jeg tog Mikas hånd og skulle til at gå, men Mika fulgte ikke med. Det var i stedet blevet hendes tur til at tale "Er du ny her? Jeg syntes ikke jeg har set dig før." Kristina grinede: "Nej ikke rigtigt, jeg er bare mest på den anden ende af skolen." Hun pegede ned af gangen. "Der er nogle tomme lokaler vi bruger." Jeg afbrød deres samtale ved at fortælle at vi var sent til timen, men det lykkes dem alligevel at lave en aftale om at mødes senere. Jeg sagde ikke noget på vej til og i timen, jeg havde pludselig mistet mit ellers så gode humør.

Der gik nogle dage og Mika og Kristina var blevet venner, de talte sammen og var også begyndt at være sammen i pauserne mellem timerne og om eftermiddagen. Jeg blev inviteret med til deres arrangementer, men det var slet ikke sjovt. Kristinas og hendes venner var en flok freaks, der brugte alle deres vågne minutter på at spille online spil, og arrangere Lan parties. Hvorfor kunne Mika ikke se hvor underligt det var? En flok ynkelige nørder der isolere sig for omverdenen. Jeg var da lige glad med, hvor høj en level de var i, jeg ville bare have min veninde igen! Var det virkelig for meget at forlange? Det fortsatte sådan i nogle uger, jeg var ved at dø over det.

Men så skete der noget. En dag havde jeg fået nok, jeg mødte ikke op til vores aftale, gik istedet ud på en af gangene, bare for at være der. Jeg var i dårligt humør og skreg til en forskrækket pige at hun skulle skride af vejen. Da jeg havde stået der i lidt tid, hørte jeg en slesk stemme bag mig. "Nådada, problemer i paradis? Det var da ærgerligt." Jeg vendte mig om, blot for at se et Emokid, stående med en sjofel mime. Jeg vendte mig igen, dette vedkom ikke hende! "Vil du da slet ikke tale med mig?" Spurgte hun med i en falsk bebrejdende tone. "Ha! Nu forstår jeg da meget bedre at Mika forlod dig." Jeg stivnede. Hvordan kunne hun vide noget om Mika? Jeg havde jo aldrig set hende før. Hun kunne mærke min forvirring, gik frem foran mig og kiggede derefter på mig med hånlige øjne. "Hvordan kan du vide noget om Mika?" Jeg følte mig svag, men var ikke villig til at lade hende manipulere med mig. "Hvordan jeg kender til Mika? Du vil vide hvordan jeg kender til Mika!?" Hendes ellers så glatte udstråling blev hurtigt afstattet af et arrig udtryk, hun Træk sine læber tilbage og gjorde sine øjne til smalle sprækker. Hendes stemme forandrede sig med et, til en lav hvæsen hun brutalt tvang ud gennem sine sammenbidte tænder. "Tror du jeg er blind?! Tror du at fordi jeg forholder mig alene, har jeg ikke den fjerneste ide om hvad der sker? Hvor ynkeligt! Jeg er vel også bare en af den slags piger man bare kan behandle som man vil. Jeg kunne knuse dig så let! Hver du hellere glad for at jeg ikke en fjollet gås som dig." Jeg var rædselsslagen, havde hun ikke lige lagt op til jeg skulle spørge? Var det en form for underlig måde at få venner på? Jeg tvivlede! Jeg svarede stammende at jeg ikke havde ment det som en fornærmelse. Hun rettede sig op, skød et par fingre igennem sit sort stribede hår og fortsatte derefter: "Hvis jeg var dig, ville jeg ikke lade hende Katrine komme imellem jer!" "Hun er ikke imellem os!" Protesterede jeg: "Mika taler da tit med andre, det betyder da ikke at hun ikke elsker mig." Jeg prøvede at fremstå sikker, men min stemme knækkede over. Pigen træk på skuldrene: "Jaja, så længe du selv tror på den." Derefter gik hun. Jeg var forskrækket, hvordan kunne hun vide så meget om mit liv? Efter hendes råd skulle jeg slippe af med Katrina. Nu da det var på plads, måtte jeg bare gøre Katrina så upopulær at ikke engang Mika ville tale med hende. Tanken strejfede mig flere gange at det måske var lidt hårdt, men min fornuft vandt altid. Når noget var så uretfærdigt, måtte jeg jo tage kampen i egen hånd, så dette var jo egentlig det eneste rigtige at gøre! Hun kunne da bare have holdt sig væk, ikke? Havde hun ikke venner nok, behøvede den tyv virkelig at sjæle andres?! Og hvorfor lige en så smuk og sød som Mika? Men så med et slog det mig, hvad ville Mika ikke sige? Hun ville sikkert ikke kunne forstår det, hun kunne jo ikke se hvordan Katrina var. Der var så mange spørgsmål, jeg tænkte over det resten af dagen og om natten lå jeg søvnløs. Jeg husker hvordan jeg lydløst græd ned i min hovedpude. Jeg ønskede at skade Katrina, det var hendes skyld, hun havde forvoldt mig alt dette, vendt Mika mod mig. De havde ikke engang spurgt til hvorfor jeg ikke mødte op til vores aftale. Katrina havde sikkert sagt at de andre ikke behøvede at skrive til mig, og løjet om at jeg var et andet sted henne. Jeg kunne se det for mig, søde Mika havde selvfølgelig stolet blindt på hende. Heksen havde gjort det med vilje, hun prøvede at rydde mig af vejen!

Der gik et par dage, jeg havde arrangeret en aftale med Mika, jeg ville fortælle hende om hvordan jeg følte. Hvis hun var afvisende, ville jeg hurtigt skabe et rygte omkring Katrina. Det var en onsdag eftermiddag, vi gik en tur rundt om en stor sø der lå nær skolen. Mikas lyserøde hår glimtede hver gang vinden tog i det og hun smilede som altid. Hun var så smuk, man skulle tror hun havde gjort sig ekstra umage med sit udseende netop i dag. Det havde jeg selv i hvert fald. Jeg var iført mit bedste sæt tøj, det bestod af en sort bluse med sort miniskørt til og røde knæstrømper under. Vi talte lidt tid, jeg kunne ikke rigtigt holde koncentrationen og kan desværre ikke huske så meget af hendes vidunderlige stemme. Så med et skete det. "Jeg kan lide dig, kan du lide mig?!" Jeg nærmest skreg det. Jeg ønskede af hele mit hjerte at jeg kunne tage det tilbage. Jeg havde ønsket at stille dette spørgsmål i så lang tid, o-og nu var det hele ødelagt. Tårrene pressede sig på, og min stemme forsvandt. Mika kigge på mig med et undrede udtryk, svarede derefter: "Ja selvfølgelig, du er da en af mine bedste venner." Det var der jeg brød sammen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...