Alone

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 okt. 2015
  • Opdateret: 27 okt. 2015
  • Status: Færdig
• Maybe life isn't for everybody • Jeg har skrevet denne novelle ud fra citatet "Maybe life isn't for everybody" af Larry Brown.

1Likes
1Kommentarer
114Visninger
AA

2. Når der ikke er en anden vej ud


Mine hænder rystede. Hvad hvis de sagde nej? Hvad hvis de ville se ID? Jeg skulle bare have selvtillid. De havde givet mig lov i de andre butikker. Selvfølgelig ville de også her. 
Jeg trak vejret dybt og trak ned i mit frakkeærme. Jeg ville gøre dette. Ingen kunne sige mig i mod mere. Ingen kunne fortælle mig, at jeg bare var teenager. At det var derfor jeg følte, som jeg gjorde. "Det er bare hormoner" eller "Du er bare træt". Jeg gned mine øjne. Jo, min krop var træt, men det var ikke derfor, at jeg ville gøre dette. Jeg var træt af livet. Jeg var træt af, ikke at føle mit til rette. Træt af ikke at føle, at jeg hørte til. Nogle mennesker kan ikke finde ud af at lave mad og andre at spille klaver. Jeg kunne bare ikke finde ud af at leve. Maybe life isn't for everybody. 

Drengen bag kassen sagde intet omkring ID. Han kørte bare pillerne igennem uden at tænke over det. Han smilede endda og sagde "Ha' en god dag".
'Min dag bliver meget bedre om lidt' tænkte jeg. Om få timer ville alt være perfekt. Jeg ville gøre det, jeg havde været for bange for at gøre i så lang tid. Det ville endelig være overstået. Jeg ville ikke tænke mere på skole, familie, pligter, job. Alle de ting som mange tager som en del af livet, passede bare ikke til mig. 

Jeg steg om bord på toget. Der var næsten ingen mennesker. Det plejede der ikke at være en tirsdag aften. Jeg kunne mærke en enkel tåre prøve at snige sig ud af min øjenkrog, men jeg blinkede den væk. Jeg kiggede ned i min taske. 6 pakker, 2 flasker vand og en lille bunke breve. Jeg trak vejret dybt og tog brevet op til min lillebror. 

"Kære lillebror. 
Du er for ung til at huske særligt meget om din skøre storesøster.
Dette brev er til dig, til at læse når du er ældre. Når du er gammel nok til måske at kunne forstå.
Du skal først vide, at dette ikke har noget at gøre med dig eller resten af familien.
Dette er noget, jeg gør for mig selv. Noget jeg er nød til at gøre.
Måske føler jeg mig endelig til rette efter livet. Jeg vil i ihvertfald vente på dig.
Vente på den dag at du er klar til at møde mig igen.
Forhåbentlig har du fået alt ud af livet, som du gerne ville.
Forhåbentlig har du nået alt det, som du gerne ville nå. 
Alt det jeg aldrig nåede.

Pas nu godt på det hele for mig. Jeg elsker dig.
"

Jeg følte, at jeg skulle efterlade et eller andet i denne verden. Derfor havde jeg skrevet en håndfuld breve til familie og venner. Retter sagt så havde jeg skrevet breve til min familie og nogle bekendte. Måske ville nogle af dem kalde mig deres ven, men jeg følte ikke at nogle af dem var mine. Jeg kom aldrig tæt nok på mennesker til at kalde dem venner. De ting jeg følte, var jo ikke noget andre skulle høre eller finde ud af. De var mine.
Jeg lagde brevet ned i min taske igen og kiggede ud af vinduet. Hvad mon der skete efter livet? Himlen? Helvede? Uanset hvad, håbede jeg, at jeg ville finde en eller anden form for fred. Et sted jeg hørte til. Møde nogle der var ligesom mig. 

Jeg stod af ved endestationen og gik mod stranden. Jeg ville ikke gøre dette derhjemme. Hvis min lillebror fandt mig livløs i min seng, ville han være arret for livet. Lidt fornuft havde jeg da tilbage. 
Jeg ville dø en smukt sted. Jeg ville have, at det sidste jeg så, var solen over vandet. Mærke det kolde sand i mellem tæerne, med min ynglingsang på repeat. Det kolde forårs luft på min hud. 

Der var ingen mennesker på stranden. Jeg satte mig ned på en lille bakke, hvor jeg havde en flot udsigt over hele stranden. Jeg strøg mit hår bag øret og nød det hele. Det var snart forbi. Jeg ville ikke være her mere.
En fremmed ville finde mit lig og ringe til en ambulance. Min familie ville blive ringet op af midaldrende sekretær, som var ligeglad med at en fremmed pige var død. Det kom jo ikke hende ved.
Min familie ville måske være nedtrykte det første stykke tid, men de ville også komme videre. Mine forældre ville få et barn mere, og så ville savnet til mig allerede være mindre. De ville holde en begravelse, hvor alle mulige mennesker, som bare ventede på at begivenheden blev overstået, ville sige hvor kede af det de var. Hvor sørgeligt det var, at sådan et ungt menneske ville gøre noget så frygteligt. 
Jeg fandt en af pakkerne frem, og glædede mig til at finde fred.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...