ROMMA ~ Er Det Ægte Kærlighed?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 okt. 2015
  • Opdateret: 30 okt. 2015
  • Status: Igang
Rose har det svært i skolen. Hun føler sig virkelig tynget ned af alle lektierne, og det hjælper ikke at hun er elendig til dem. Niklas og Elena er ikke den store hjælp. De svæver mildesttalt over alle skolens problemer. Men Amma er der for hende i gennem det svære. Rose har mange ting hun tænker over. Og ligesom mange andre hormonforstyrede teenagere, stiller hun spørgsmål til alt, også hvem hun i virkeligheden er.

1Likes
0Kommentarer
88Visninger
AA

2. Kapitel 2

 

 

 

”Jeg fatter stadig ikke hvorfor i gjorde det?” udbrød Elena irriteret.

Rose så over på Amma, og de brød begge to ud i grin. ”Hvorfor ikke?” sagde Amma drillende.

Et smil gled langsomt over Elenas røde læber. Hendes glimtende øjne lyste af glæde. Over hvad, var ikke helt sikkert. Man kunne aldrig helt vide med hende.

Dengang Amma og Rose havde prøvet at komme i kontakt med Elena, havde hun været meget indelukket. Det var sjovt at se hvordan den facade langsomt var gledet af i løbet af de sidste par måneder. Elena var en lav, leverpostejshårfarve pige, som elskede bøger og serier. Hun var også bare en af de klogeste på skolen. Hun var rigtig sød, men til tider også lidt bedrevidende.

”Hvor er Niklas egentlig?” spurgte Elena, og så rundt i klasseværelset.

Rosa så på Amma og trak så på skuldrene. ”Sikkert inde ved B’erne.”

Elena nikkede let. Niklas var bare sådan en person som var venner med alle. Han var virkelig nem at synes om. Med hans pinke hår og store brune øjne, kunne han få alt hvad han pegede på. Og så var han til drenge – bare lige en detalje som også skulle nævnes.

Elena dumpede lige pludselig ned på Ammas skød. Amma fnes forskrækket, og slog en sød latter op da Elenas gamle samsung telefon blev stukket op i hendes ansigt.

Rose smilede fornøjet, men kunne ikke undgå at lægge mærke til en ulmende følelse i hendes mave. Hun havde ikke rigtig lyst til at se på dem sammen. ”Jeg skal have lavet nogle lektier til i morgen,” mumlede hun, og tændte sin computer.

Elena røg pludselig op af stolen med et skrig. ”AMMA!”

Den anden pige hvad åbenbart kildet hende i siden. Amma tog sin telefon fra bordet. ”Kom Elena, nu går vi på biblioteket!”

Roses smil falmede så snart de var ude af døren. De havde ikke været sammen med Elena i over en måned, og det var som om at alt var anderledes nu.

I samme øjeblik kom Niklas ind af døren. ”Heii, Rose… øh, hvorfor sidder du bare på facebook? Hvor er de andre?”

”Biblioteket,” mumlede hun, imens hun stirrede ind i skærmen. Hvis bare hun viste nok interesse for det hun lavede, så ville han nok lade hende være i fred.

”Jamen lad os finde dem! Nu!” udbrød han og tog fat i hendes håndled.

Hun rev det hurtigt til sig. ”Nej Niklas. Jeg skal lave lektier!”

”Lektier? Rose, vi har været i skole i…” han blev pludselig afbrudt at Amma og Elena som om væltende tilbage, skrigene af grin. 

”Se hvad vi har fundet, ”fnes Amma og rakte hende en lille tynd bog. Rose tog den og så på forsiden.

”Seriøst! Origami? Hvor er i nederen,” sagde hun og de andre grinede.

”Vi var sådan lidt; skal vi gå tilbage til Rose eller låne en origami bog? Vi skal selvfølgelig låne en origami bog!” fniste Elena, og Amma nikkede godkendende.

Rose havde svært ved at holde den glade maske. Hvorfor ville Amma hellere være hos hende. Var Rose pludselig ikke god nok nu? I samme øjeblik ringede klokken ind, og Elena sagde hurtigt farvel til dem.

I løbet af dagen sad facaden højt, og hendes humør helt i bund. Da sidste time endelig sluttede, var alle de andre hurtigt ude af klassen. Til sidst var det kun hende og Amma. Rose undgik hendes søgende blikke. Hun koncentrerede sig kun om langsomt at pakke sine ting ned. Hvorfor kunne den anden pige ikke bare lade hende gå.

Til sidst sukkede Amma. ”Rose, jeg kan godt se at det er noget galt! Hvorfor vil du ikke fortælle mig det?”

”Du er her jo ikke! Hvordan skal jeg fortælle dig noget, når du bare hænger ud sammen med Elena hele tiden,” udbrød hun og tog sig til hovedet. Tårende pressede på, og hun følte at hun kunne bryde grædende sammen hvert øjeblik.

Amma så forvirret på hende, ”Vent… Er du jaloux?”

”Nej… jeg… Arh det her er så forvirrende!” Rose så væk, men følte lige pludselig hendes hjerte skippe et slag, da Ammas slanke, fine hænder greb fat i hende.

”Jeg ved hvad du mener Rose. Jeg har altid forstået dig!”

Og så kyssede hun Rose.

I starten var det bare et lille let kys. Men det udviklede sig hurtigt og lidenskabelig til noget mere. Noget smukt. Roses hænder begyndte langsomt at efterforske Ammas krop og…

 

 

AD! NEJ! STOP! NU TOG JEG DEN FOR LANGT….

JEG HÅBER AT DU KAN STYRER DINE SYGE LYSTER NU SALKIN!!!!

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...