Katrine (Læseren bestemmer)

Katrine er træt af at være singel, men da hun fylder 16 og begynder på et nyt gymnasium, begynder der at ske ting og sager. Vil det lykkes hende at finde romantik? Tja, det er op til dig at finde ud af, når du udlever Katrines dagligdag, og det er din opgave at træffe Katrines valg. Er du klar til at få et helt nyt liv - eller til at skabe et? Træf de rigtige valg for at få en så lang historie som muligt, eller prøv igen, for at opdage nye sider af de forskellige drenge, du møder! (Opdaterede kapitler vil komme løbende - har du en drømmefyr, du gerne vil møde i bogen, så skriv det i kommentarene)

16Likes
46Kommentarer
2226Visninger
AA

5. Biblioteket

1Jeg kommer i skole resten af ugen og passer mig selv, møder nogle nye veninder og har det egentlig hyggeligt nok. Jeg snakker en del med Emma, som også er min tutor i denne uge. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes om skolen. Timerne er selvfølgelig kedelige men Lukas og Akira virker nu meget interessante...

   Torsdag har jeg fritime i sidste modul, og jeg går på biblioteket for at finde noget til en historierapport, vi skal skrive til på onsdag.

   Biblioteket er kæmpestort, men jeg finder hurtigt historiesektionen. Vi skal skrive om Den Franske Revolution, gab! Jeg sætter mig ved et øde bord, der kommer ikke så mange her. Bogen, jeg har lånt, indeholder gamle rapporter og bemærkninger.

   Jeg har kun læst to sider, da en stemme fanger min opmærksomhed:

   "5 plus 8x ganget med 29 minus kvadratroden af 42, øhm... Eller, måske, øh..." Der lyder et højt bump fra den anden side af en reol. Jeg rejser mig forsigtigt op, lister hen til reolen og ser gennem nogle bøger.

   Lukas sidder bøget over matematikbøger og ark med kruseduller og ligninger, hans hår stritter frustreret, han river i det og lukker øjnene sammen for at koncentrere sig.

   "Kom nu, Lukas, du kan det jo godt!" Han snakker med sig selv... Jeg rynker panden. Lukas tager en dyb indånding. "Okay, øh... Noget nemt, øhm..." Han roder rundt i sine lektier, finder et ark. Han læser op for sig selv med en svag mumlen: "Hvis linje a er 23 centimeter, og vinkel C er 32 grader, så er linje b..." Et lille klynk glider ud mellem hans læber, han visker frustreret ud.

   "Hvad kigger du på?" Jeg farer sammen, ser på Akira. Tøver.

   "Øh... Jeg leder bare efter, øh... en bog om middelalderen."

   "Hvilken del?" Jeg ser lidt på ham.

   "Ahva?"

   "Hvilken del? Renæssancen, oplysningstiden, det keltiske rige eller pestens tid? Jeg hjælper til her på biblioteket engang imellem." Selvfølgelig gør han det... Jeg synker en klump.

   "Øhm, den franske revolution." Han nikker, ser på reolen. Smiler skævt.

   "Det er slet ikke her. Kom, det er herhenne." Han tager mig med hen til den reol, jeg allerede har taget en bog fra. Han får øje på bogen på bordet, smiler skævt til mig. "Du har allerede fundet bogen?"

 

Hvad vil du svare?

A) (Fortæl Akira hele sandheden) - bliv i stykke 1

B) (Lyv) "Det er ikke den rigtige bog. Du må meget gerne gå nu, jeg klarer det selv, tak..." - ryk til stykke 2

C) "Ja, men... har du et bedre forslag?" - ryk til stykke 3

 

Jeg fortæller Akira sandheden. Han nikker og lytter til mig. Da jeg er færdig, smiler han overbærende.

   "Så du spionerede altså?" Jeg rødmer, ryster på hovedet.

   "Nej! Nej, det var overhovedet ikke det!" Akira nikker, han mener det ikke, det kan jeg se. Jeg får ret og han får fred...

   "Kom - skal jeg ikke hjælpe dig med din rapport?" Jeg smiler. Nikker.

   Akira og jeg sidder og arbejder på min rapport, lige indtil skolen skal til at lukke. Lukas er gået, jeg så ham slet ikke forlade biblioteket. Jeg er overrasket over, hvor sjovt jeg har det med Akira.

   "Skal jeg følge dig hjem? Det er blevet mørkt udenfor." Jeg ser ud af vinduerne, som vi går forbi på gangen, nikker.

   "Ja tak. Det er ikke rart at gå hjem selv." Akira sætter armene bag nakken, fnyser.

   "Det kender jeg godt. Mørke er overhovedet ikke rart, vel?"

 

Hvad vil du svare?

A) "Faktisk mente jeg nu selskabet. Det er da kun pattebørn, der er bange for mørke." - bliv i stykke 1

B) (Gyser og gnider mine arme) "Jeg hader mørke! Det er så ubehageligt!" - ryk til stykke 1b

 

Vi er nået til  gymnasiets indgang, Akira stopper op og ser forurettet på mig.

   "Der er faktisk også mange voksne, der ikke kan lide mørke. Man ved jo aldrig, hvad der gemmer sig derude!" Hans stemme er en smule lysere end før, jeg tror, jeg har fornærmet ham. Jeg krummer tæer.

   "Er du da bange for mørke?" Det er svært at se i det svage lys, men jeg tror nok, hans kinder bliver røde. Han slår flovt blikket ned, putter hænderne i lommen og begynder at gå.

   "Kom!" Jeg må småløbe for at følge med. Akira ser ikke på mig resten af turen hjem. Han nikker kort til mig, da vi står uden for huset, og traver så hjemad selv. Jeg ser efter ham. Han går hurtigere nu. Måske er han virkelig bange for mørke?

 

 

1b Akira smiler. Vi er nået til skolens indgang, han ser på mig, da jeg krymper mig lidt for det uudgrundelige mørke udenfor.

   "Hey..." Jeg ser på ham. Han tager forsigtigt min hånd. "Vi er sammen, ikke? Så kan der ikke ske os noget." Jeg smiler. Nikker og tager en dyb indånding.

   "Okay..." Vi går hjemad hånd i hånd. Akira ser ikke tryg ud ved at gå udenfor efter mørkets frembrud, men han samler sit mod for min skyld. Hvor er det sødt af ham.

   "Så... Hvorfor er du bange for mørke?" Jeg smiler skævt, trækker på skuldrene.

   "Aner det ikke. Jeg kan ikke se så godt i mørke. Hvad med dig?" Akira synker en klump. Ser ligefrem med skinnende brune øjne.

   "Jeg fór vild i skoven nær vores hus, da jeg var lille," siger han. "Jeg gik og gik, og så faldt mørket på, og jeg kunne ikke finde stien. Mor og far ringede efter politiet, som fandt mig inden klokken blev tolv. Jeg var kravlet op i et træ, fordi jeg var bange for at blive spist af ulve." Han fnyser, smiler og ser forlegent ned. "Undskyld, jeg ved godt, det lyder latterligt." Jeg ryster på hovedet.

   "Nej nej, slet ikke. Hvor gammel var du?"

   "Syv-otte år, tror jeg." Jeg nikker, smiler.

   "Det er okay - jeg er her, så sker der ikke noget." Akira ler lidt, ser ned med røde kinder. Så koldt er her da ikke.

   Vi stopper foran mit hus. Jeg smiler til ham.

   "Tak for al hjælpen." Han bukker kort, jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal reagere på det.

   "Ingen årsag." Han ser lidt tøvende på mig. Tager min hånd og kysser den galant. "Sov godt." Han vender sig om og går raskt væk. Jeg lægger en hånd på min rødmende kind. Smiler og løber ind.

 

 

2 Akira ser lidt forvirret på mig. Nikker så kort.

   "Okay... Okay, øh, hvis du selv kan finde den rigtige, så..." Han går. Jeg sukker. Jeg dummede mig vist dér. Jeg ser på bogen, klapper den sammen og sætter den på plads. Jeg går om bag reolen.

   "Hej." Lukas farer sammen. Han ser anspændt på mig.

   "Hvad vil du?" knurrer han. Jeg smiler, kommer hen til ham.

   "Hvad laver du?"

   "Svar på mit spørgsmål først!" Han ser tvært på mig. Jeg synker en klump.

 

Hvad vil du svare?

A) "Jeg så, du også har svært ved matematik?" - bliv i stykke 2

B) "Har du problemer med matematik? Jeg kan hjælpe dig, hvis du vil?" - ryk til stykke 2b

 

Lukas ser tøvende på mig. Nikker mod en stol. Jeg sætter mig. Han sukker, roder op i sit hår.

   "Tal og bogstaver hører altså ikke sammen," siger han. Jeg ryster på hovedet.

   "Det synes jeg heller ikke."

   "Hvis bare det gav mening..." Han sukker, lukker bogen i og ser på mig. "Jeg plejer at komme her, fordi... du ved... her er ikke nogen, og..." Han får røde kinder. Jeg smiler.

   "Er du flov over, du ikke er god til matematik?" Han fnyser halvhjertet, ser på mig.

   "Selvfølgelig ikke, jeg er for sej! Men... Jeg kan godt lide at sidde i ro og fred..." Han liver lidt op, trækker på skuldrene. "Det er selvfølgelig slut, hvis jeg også skal glo på dit grimme fjæs." Jeg rækker tunge af ham.

   "Bare så du ved det, så siger min mor altså at jeg er utrolig smuk!" Lukas ler dybt, nikker.

   "Det gør hun sikkert..." Vi snakker lidt videre. Udenfor går solen ned. Lukas ser mig i øjnene, smiler frækt. "Jeg skal vise dig noget," siger han. Jeg tøver. Ser mig omkring. De få andre, der var på biblioteket, er gået hjem. Jeg får ondt i maven.

   "Øh... Måske skulle jeg se at komme hjem."

   "Bare rolig, det er sejt!" Han griber min hånd, lader bøgerne ligge og trækker mig med. Jeg skriger forskrækket, Lukas griner bare og trækker mig med rundt på skolen. Han slår en dør op, hvor der ellers står ADGANG FORBUDT, og hiver mig med op ad en trappe.

   "Lukas, det her er overhovedet ikke sjovt! Slip mig så, slip mig, sagde je..." Jeg tier. Lukas har åbnet en ståldør, vi står nu på taget af skolen. Jeg måber, ser overrasket ud over det syn, der møder mig.

   Byen glitrer og glimter så smukt, at jeg får tårer i øjnene. I det fjerne genspejles lys i havet. Jeg træder længere ud på taget. Holder en hånd for munden.

   "Hvor er det smukt," får jeg fremstammet. Jeg ser på Lukas.

   Vinden tager fat og leger med hans hår, han lukker øjnene og lader den kølige brise smyge sig omkring sit egentlig kønne ansigt. Hans læber er mørke, han ser så rolig ud heroppe. Som om det er helt rigtigt, at han skal være her.

   "Jeg plejer at komme herop, hvis jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal gøre." Hans stemme har ændret sig. Han er ikke længere overguiret eller grov. Han lægger hovedet lidt på skrå, ser på mig. "Jeg stjal en ekstranøgle fra rektors kontor sidste år, så jeg kan også komme herop efter skoletid." Jeg måber.

   "Stjal du..."

   "Hun har fået den tilbage," siger han og går lidt frem. Han stopper op, ser tilbage på mig og smiler endnu engang frækt. "Altså... efter jeg havde lavet en kopi." Han vinker mig med hen mod kanten. Jeg følger efter ham.

   Vi sætter os med benene ud over kanten. Der er et hegn, vi kan holde fast i. Jeg gnider mine arme. Lukas ser på mig.

   "Fryser du?" Jeg nikker. Ha tager sin motorcykeljakke af, lægger den om skuldrene på mig. Hans muskuløse arme bliver blottede, jeg bliver lidt varm i kinderne og slår blikket væk. Han har tatoveringer på begge biceps.

   Vi sidder i stilhed og betragter byen og stjernehimlen. Så rejser Lukas sig op og ser ned på mig.

   "Kom. Jeg følger dig hjem nu." Han rækker mig en hånd.

   Vi går gennem byen. Der er ikke andre på gaderne. Lukas går kun i undertrøje, da jeg stadig har hans jakke på. Han bærer endda min taske, har hænderne i lommen. Der bliver ikke sagt noget, men da vi står uden for mit hus, smiler han til mig og siger:

   "Tak for i aften." Jeg ser på ham uden at kunne fremmane ét eneste ord. Han ler, lægger en hånd på min skulder og læner sig frem. Kysser mig blidt på kinden. "Vi ses i skolen i morgen." Han vender rundt og går. Jeg trækker hans jakke tættere om mig. Den dufter godt...

 

 

2b Lukas ser koldt på mig, snerrer:

   "Jeg har ikke brug for hjælp, jeg kan godt finde ud af det!" Han ser ned på de mange tal, ser pludselig lidt blegere ud. Jeg himler med øjnene.

   "X er li med 3." Han synker en klump, nikker.

   "Det vidste jeg godt!" Jeg sætter mig ned, ser på ham.

   "Du behøver altså ikke spille så hård. Du skal bare bede om hjælp, det er alt!" Lukas ser hårdt på mig.

   "Du lyder ligesom Akira - hold nu bare mund og gå hjem og leg med dukker!" Jeg fnyser, lægger armene over kors.

   "Jeg leger ikke med dukker!" Lukas ser skeptisk på mig, han ser en smule stresset ud.

   "Nå - og hvad rager det mig?" Jeg måber. Fnyser og rejser mig op.

   "Ved du hvad?! Det er da klart, jeg ikke har set dig med nogen venner endnu! Du er jo umulig at snakke med! Hyg dig med din matematik!" På vej væk kommer jeg til at vælte hans vandflaske, som uheldigvis står åben. Lukas farer sammen, da vandet ryger ud over telefon, computer og lektier. Jeg gør ikke noget. Det er en fin effekt - bare lad det se ud som om, det var med vilje. Jeg går hen for at pakke mine ting sammen. Det sidste, jeg hører, inden jeg forlader biblioteket, er noget, der godt kunne minde om et lille hulk.

 

 

3 Akira ser tvært på mig.

   "Så så, ingen grund til at blive grov." Han tager en bog ud, rækker den lidt hårdt til mig. "Her. Den handler om den franske revolution. Du må have mig undskyldt, men jeg har et job, der skal passes." Han går. Jeg himler med øjnene. Lægger bogen og går hen til det sted, jeg så Lukas sidde. Han er væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...