Outcast

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2015
  • Opdateret: 22 dec. 2015
  • Status: Igang
Skulle jeg sendes til jorden? Var der ikke farligt? Skulle JEG være med til at redde Arken? Jeg havde lyst til at tude. Men på den anden side. Jeg fik en chance. Én chance til. Jeg fik lov at være fri. Og hvis det stadig ikke var muligt at overleve på jorden, og jeg ville dø ligeså snart jeg satte mine fødder på jorden, var jeg jo alligevel så godt som død. Der var iltmangel på Arken, og der skulle gøres noget ved det. Så hurtigt som muligt. De ville sende 100 kriminelle ned til jorden, som testpersoner, for at se om det er muligt at overleve på jorden.

4Likes
0Kommentarer
466Visninger
AA

3. Vent, sagde du jorden? - Del 2.

Jeg ligger kortet tilbage i lommen, kigger en sidste gang på Mount Weather, og går så tilbage til lejren sammen med Harriet.
"Vi skal have kigget på din pande." Harriet kigger foraget på mig.
"Vel skal vi ej, det betyder ikke noget, det er bare en lille skramme." Jeg ryster bare på hovedet og fniser. "Hvad?" Spurgte Harriet irriteret. "Ikke noget." Jeg smilede til hende. Hun ryster bare kort på hovedet. Jeg puffer hende blidt i siden. "Hey, op med humøret, vi er på jorden!" Det fik hende til at smile. Vi nærmede os landingskibet, og Jenna kom løbende imod os. 
"Vi må væk herfra, nu!" Råbte hun. "Hvorfor?" Jeg kigger febrilsk rundt. Alle løber så hurtigt de kan, væk fra landingskibet. "Der er startet en brand ved landingskibet. Det springer i luften! Kom, vi skal væk! NU!" Jenna greb fat i min hånd, og trak mig med sig. Jeg tog hurtigt Harriet i hånden, og løb med Jenna.
Et enormt brag lød bag os, og vi blev smidt igennem luften. Flammerne stod til højre og venstre, og det ringede for ørene. Jeg så kun lige træet foran mig, inden min krop rammer det, og mit syn bliver helt sort.

En pige med langt, sort hår rusker hårdt i mig. "Er du vågen?" Spurgte hun bekymret. Jeg tog mig til hovedet. Det ringer for mine ører, og jeg kigger mig rådvild omkring.
Alle der havde været bare en kilometer fra landingskibet må have set røgen, og mærket varmen fra ilden. Der var flammer overalt. Jeg hostede og det rev i min hals.
"Hvor er Jenna? Og Harriet?" Spurgte jeg hæst og fortumlet. Pigen kigger bare bange på mig uden at svare. Jeg drejer hovedet og ser Harriet ligge bevidstløs på jorden. Hendes pande - og bare hele hendes hoved i det hele taget - blødte nu meget mere end før. Jeg drejer hovedet til den anden side og så Jenna. Blod lød ud af munden på hende. Nej. Hun er ikke død, sagde jeg til mig selv. Jenna, du har bare ikke at være død. Jeg kravler så godt jeg kan hen til hende, og tager nervøst fat i hendes hånd. Den er kold, og blodig. Jeg sætter to fingre på hendes hals, og leder desperat efter hendes puls. Sveden begynder at plante sig som små perler på min pande. Lige pludselig dunker noget imod mine fingre. Hendes puls. Jeg ånder lettet ud, og kigger på pigen der stadig sidder der hvor jeg havde ligget. "Hvad hedder du?" Spørger jeg venligt. Hun kigger mig direkte i øjnene. "Amelia." Svarede hun kort. "Chloe." Sagde jeg og smilede. Hun nikkede bekræftende. Mine øjne faldt igen på Harriet. Jeg forsøger at rejse mig op, men mine ben gør ondt, og det føles som om det ene er brækket. Jeg humper besværligt hen til Harriet, men Amelia rejser sig for at støtte mig. Jeg ligger armen rundt om hendes skuldre, og hun hjælper mig besværligt med at komme over til Harriet. Jeg sætter mig ned ved siden af Harriet, og mærker efter hendes puls. Den er lettere at finde end Jenna's.
En svag stemme får mig til at dreje hovedet. "Jenna!" Smilede jeg. "Hvor... Hvor er... Sam?" Stammede hun. Jeg kigger efter drengen med det lange brune hår. "Jeg kan ikke se ham." Jenna kigger håbløst på mig. "Vil du ikke nok være sød at finde ham?" Hun kæmper med at holde sine øjne åbne. Jeg nikker kort. "Amelia, vil du hjælpe mig med at finde ham." Hun tager fat omkring mine skuldre og hjælper mig op. "Selvfølgelig." Smilede hun. 

"SAM!" Råber jeg så højt jeg kan. Det er som om lange kløer river i min hals, som en kat der kradser i et møbel. Jeg hoster og hoster, men det hjælper ikke. En dreng fanger min opmærksomhed. Han kigger på mig med opgivende øjne. "Sam..." Mumler jeg. Jeg forsøger at løbe, men jeg er ikke stærk nok til at holde mig oprejst. Amelia forsøger at gribe mig, men jeg trækker hende bare med ned. Hun fniser. Jeg forsøger at grine sammen med hende, men det bliver ikke til mere end en tynd hvæsen. Amelia rejser sig og rækker hånden ud imod mig. Jeg smiler og tager den. "Sam er derhenne." Siger jeg og peger hen imod et stort træ, hvor han sidder. 
"Sam! Er du okay?" Spørger jeg, da vi kommer hen til ham. Han nikker kort. "Hvad med dig?" Spørger han smilende. "Du ser ikke for godt ud." Jeg himler med øjnene og trækker kort på skuldrene. "Jeg har haft det bedre."
Jeg nikker til Amelia, at hun gerne må give slip på mig nu. Et øjeblik står jeg bare og forsøger at holde balancen. Jeg prøver forsigtigt at støtte på det, jeg tror er brækket. Lige i det øjeblik mit ben rører jorden, jager en smerte igennem mig. "Argh." Udbryder jeg. Amelia står klar til at tage fat i mig hvis jeg vælter. Sam rejser sig op og kigger på mig. "Hvor er Jenna?" Jeg nikker i retning af hende og Harriet. Sam går med det samme derhen. Det er først nu jeg ligger mærke til Amelia's fod. Den er fuldstændig forvrænget. "Hvad skete der?" Jeg nikker mod hendes fod. 
"Da vi alle sammen blev slynget gennem luften..." Hun holder en kort pause. "Ramte min fod en meget tyk træstamme." Jeg nikker forstående. "Vi skal have alle væk herfra. Vi kan ikke blive i denne her røg altid." Siger Amelia bestemt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...