Outcast

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2015
  • Opdateret: 22 dec. 2015
  • Status: Igang
Skulle jeg sendes til jorden? Var der ikke farligt? Skulle JEG være med til at redde Arken? Jeg havde lyst til at tude. Men på den anden side. Jeg fik en chance. Én chance til. Jeg fik lov at være fri. Og hvis det stadig ikke var muligt at overleve på jorden, og jeg ville dø ligeså snart jeg satte mine fødder på jorden, var jeg jo alligevel så godt som død. Der var iltmangel på Arken, og der skulle gøres noget ved det. Så hurtigt som muligt. De ville sende 100 kriminelle ned til jorden, som testpersoner, for at se om det er muligt at overleve på jorden.

4Likes
0Kommentarer
469Visninger
AA

2. Vent, sagde du jorden? - Del 1.

Jeg sad inde i min celle og pillede forsigtigt ved det armbånd jeg har fået af min mor. Det er en lædersnor med to perler på hver side af et hjerte. Jeg gned hjertet imellem to fingre. Ville de smide mig ud når jeg fyldte atten? Bare tanken fik det til at løbe mig koldt ned af ryggen.

Jeg kunne høre en raslen uden for døren. Jeg rejste mig op. Ikke allerede. Ikke før jeg fyldte atten? Det kunne de ikke vel? Nej, min far ville aldrig tillade det. To vagter gik hurtigt ind af døren. Den ene havde sit våben klar, og den anden havde noget der lignede en slags jern-armbånd. "Hovedet ind mod væggen." Kommanderede den ene. Jeg gik langsomt hen og stillede mig op af væggen. "Hvad vil i med mig? Jeg er ikke fyldt atten endnu. I må ikke smide mig ud, jeg beder jer!"
Jeg kunne mærke tårerne presse i min øjenkrog. Jeg slog ud efter vagten med armbåndet, men han kom mig i forkøbet. Jeg nåede kun lige at se hans arm før han slyngede en knytnæve lige i læben på mig. Jeg faldt på knæ, og tog mig til min blødende mundvig. Den anden vagt hævede sit våben, men jeg løb så hurtigt jeg kunne ud af rummet, og smækkede døren efter mig. Jeg stoppede op et kort øjeblik og kiggede ud over afdelingen fyldt med kriminelle. Jeg havde ingen idé om hvilken vej jeg skulle løbe, og til hvad nytte? De ville jo bare fange mig igen. De to vagter væltede nu ud af min celle. De gik med hurtige skridt hen imod mig. Jeg vendte mig hurtigt om, parat til at løbe, men min far stod i vejen. 
"Chloe!" Spørgsmålene væltede ind i mit hoved fra alle sider. "Far?" Jeg kunne ikke holde tårene tilbage længere. "De må ikke smide mig ud endnu vel? Jeg er ikke fyldt atten. Kan du ikke stoppe dem far?" Min underlæbe dirrede, og smagen af blod spredte sig i min mund. Han tog blidt fat i mine skuldre, og trak mig ind i et kram. "Du skal ikke smides ud. Du bliver sendt ned til jorden."
Min læbe holdt op med at dirre. Hvad? Jorden? Jeg trådte et skridt tilbage og kiggede min far direkte i øjnene. Jeg løftede uforstående det ene øjenbryn. "Jorden?" Ordet lød fuldstændig forkert i min mund. Jeg ledte efter ord, men det var svært at sige noget. "Jeg forstår det ikke." Min far kiggede på mig med rolige øjne.
"De sender hundrede kriminelle ned, for at teste om jorden er beboelig, eller om der stadig er stråling efter atomkrigen. Du er en af de hundrede, Chloe." Min far smilede venligt til mig. Had begyndte at fylde mine krop. Min egen far, stod og sagde direkte til mig at han ville sende mig i døden. 
"Og hvad nu hvis der stadig er stråling, og vi alle sammen dør? Hvad vil i så gøre? Ville du kunne leve med at have sendt din datter i døden?" Min fars ansigts udtryk ændrede sig hurtigt. Jeg kunne smage de saltede tårer i min blodige mundvig.
Av! Noget spidst borede sig ind i min ryg. Mit syn begyndte at sløre, og jeg blev så træt at jeg ikke kunne stå op. De havde bedøvet mig. Jeg var så vred, men jeg kunne intet gøre. Jeg havde det som en tikkende bombe der var sekunder fra at springe. Min far tog fat i mig, og holdt mig oppe. "Jeg er sikker på du overlever."

Lyden af motorer trængte ind i mit hoved og skubbede tankerne væk. Jeg blinkede med øjnene imens mit blik flakkede rundt i rummet. Jeg kunne høre snakken og larm over det hele. Jeg vænnede mig hurtigt til det skarpe lys, og jeg kunne se mine omgivelser. Der sad en masse andre unge rundt om mig, spændt fast. Vi sad i en kapsel. Blev vi sendt til jorden nu? Jeg rystede over det hele. Jeg havde stadig en eftermag af blod i munden. Jeg drejede hovedet, og så til min overraskelse, "Naya..." Sagde jeg hæst med skælvende stemme. Hun nikkede, og smilede. "Hvad fanden laver du her?" Sagde jeg vredt. "Jeg sørgede for at få mig selv anholdt. Som din bedste veninde ville jeg ikke have du skulle være alene." Hun kiggede på mig, og kørte derefter hurtigt sin hånd igennem sit, perfekte lyse hår. "Vi er ikke bedste veninder!" Vrissede jeg irriteret. Urgh, hvor jeg hadede hende. Hun lod som hun ikke hørte mig. Da hun kørte hånden igennem sit hår havde jeg lagt mærke til noget. Det der jern-armbånd. Jeg kiggede ned på mine egne håndled. Et magen til strammede om mit håndled. "Ved du hvad det er?" Hun kiggede igen på mig "Jeg er ikke sikker, men vi har allesammen et på. Jeg tror det er så Arken kan se vores livstegn, og tjekke om det er muligt at overleve, eller om der stadig er stråling." Jeg nikkede. Smart. "Er de allesammen kriminelle?" Spurgte jeg utrygt. Hun nikkede langsomt og kiggede rundt. 
Hele kapslen rystede, og folk skreg. "Hvad var det?" Spurgte jeg. "Atmosfæren." Svarede Naya. Jeg følte mig virkelig dum i nærheden af hende. Hendes far havde sikkert fortalt hende en masse ting om jorden, så hun kunne komme derned og spille kloge-Åge. Lige pludselig blev hele kapslen oplyst af skærme hele vejen rundt. Kansleren.
"Fanger på Arken, i har fået en ny chance. Og som kansler håber jeg, at i forstår, det er ikke kun en chance for jer, men en chance for os alle. En chance for hele menneskeheden. Vi aner ikke, hvad der venter jer dernede. Var overlevelses chancerne bedre, havde vi sendt andre. Vi sender jer, da jeres forbrydelser betyder, at i kan undværes. Men hvis i overlever vil i blive benådet. Jeres straffeattest vil være ren. Landingsstedet er nøje udvalgt. Før den sidste krig var Mount Weather militærbasen på et bjerg. Der var forsyninger nok til, at trehundrede kunne overleve. I op til to år. Ingen nåede nogensinde frem. For vi-"
Nogen havde taget deres seler af, og svævede frit rundt i kapslen. "Se!" Kansleren snakkede videre, men jeg var optaget af pigen foran mig, som svævede rundt. "Din far smed mig ud alligevel." Sagde hun. Jeg vidste ikke hvad hun snakkede om, men det gjorde Naya vist. Naya fortrak ikke en mine. Gad vide om hun var vant til den slags bemærkninger? 
"Spænd bælterne, før faldskærmen udløses." Sagde Naya hårdt. To andre løsnede sig også. "Hey, i to! Bliv siddende, hvis i vil overleve." Råbte jeg. De ignorerede mig. Nårh ja, det er ikke mit problem at de kommer til jorden med et knust kranie.
"Mount Weather er liv. I skal finde forsyningerne med det samme." Hørte jeg kansleren sige, indtil pigen der stadig svævede foran mig afledte min opmærksomhed. "Du er forræderen, der har siddet et år i isolation." Sagde hun. Kunne hun ikke bare sætte sig ned igen. Nu kunne jeg kende hende. "Du er idioten, der spildte en måneds ilt på en ulovlig rumvandring." Svarede jeg irriteret. "Men det var sjovt." Sagde hun og smilede. "Jeg hedder Harriet." Jeg kiggede på hende. Hendes røde hår flagrede frit i luften.
"Et ansvar - hold jer i live. Sluttelig undrer i jer sikkert over armlænkerne." 
Alle skreg. Faldskærmene var blevet udløst, og hele kapslen gyngede. Harriet blev slynget ind i væggen, og jeg gik ud fra med dét slag at hun blev slået bevidstløs. De andre der havde taget deres seler af, blev også slynget rundt i rummet. Jeg holdt fast i hjertet som sad i mit armbånd. Jeg kunne mærke hvordan panikken bredte sig som en sygdom i min krop. Gnister kom fra ledninger, og alt kortsluttede, og der var totalt kaos. Naya havde lukkede øjne, og trak vejret i hurtige åndedrag. Jeg gav slip på hjertet, og holdt fast i min sele. Lige nu, så det ikke ud til at vi ville overleve. Hvis vi ikke overlever, venter min mor jo på mig på den anden side.
"Alt her på fartøjet er hundrede år gammelt, ikke?" Spurgte jeg Naya. Hun åbnede øjnene. Hun besvarede ikke mit spørgsmål, men begyndte at snakke om dengang hun fik mig anholdt. "Hør her, jeg er ked af jeg fik dig anholdt. Jeg... Jeg vidste bare ikke hvad jeg skulle gøre, eller hvad der foregik!" Råbte hun. "Du skal ikke tale om det!" Råbte jeg vredt. "Jeg vil bare ikke dø, mens du stadig hader mig!" Jeg valgte at lukke øjnene og bede til at vi overlevede. Jeg magtede ikke at høre på Naya lige nu.
Lige pludselig kunne jeg høre motorene slukke. Og vi sad næsten stille. "Hør, ingen maskinlyde." Sagde en pige med langt sort hår. Jeg åndede lettet lidt ud. Der kunne jo stadig være stråling på jorden. Jeg tog min sele af, og rejste mig op. Naya blev stadig siddende. Det var tydeligt at se hun ikke havde troet vi ville overleve. Det troede jeg sådan set heler ikke, men det gjorde vi, og jeg har næsten aldrig været gladere. Jeg forsøgte at smile, men den flænge jeg havde i læben, gjorde det svært. Jeg gik lidt rundt, og fik øje på Harriet. Hun sad på gulvet, og holdt sin ene hånd, op foran sit ansigt. "Harriet, er du okay?" Spurgte jeg forsigtigt. Hun drejede hovedet og kiggede på mig. Hun havde et kæmpe sår i ansigtet. Jeg satte mig ned foran hende, og duppede såret med min trøje. Hun bed sig i læben. "Det svier!" Vrissede hun. Jeg sagde ikke noget, men duppede bare videre på hendes sår. 
Alle begyndte at gå ned på underdækket. Jeg hjalp Harriet op, og vi gik sammen ned til de andre. 
"Stop!" Råbte jeg. Ham der var ved at åbne døren vendte sig om og kiggede på mig. "Luften kan være giftig!" Protesterede jeg. "Hvis luften er giftig dør vi jo alligevel." Sagde han surt. 
"Sam?" Kaldte en bekendt pige stemme lidt længere bag ved. Jeg vendte mig om. "Jenna..." Mumlede jeg for mig selv. På en måde var jeg glad for at se hende. Hun var trods alt den eneste person, - udover min far - jeg ville gøre alt for. Ja endda gøre så meget for hende at det fik mig isoleret. Sam vendte sig om. En hvisken gik igennem rummet. "Det er pigen, der gemte sig under gulvet." Jenna gik direkte forbi mig, og stillede sig foran Sam. "Hold da fest! Se lige hvor stor du er blevet." Smilede Sam. Jenna omfavnede ham. De havde ikke set hinanden i et år efter Jenna blev fanget. Jeg kan ikke forestille mig hvordan det må have været for hende. Hun blev arresteret for overhovedet at være født. Så hun gemte sig under gulvet i seksten år. 
"Hvad er det, du har på? En uniform?" Sagde Jenna. "Jeg lånte den for at komme med landingsskibet." Sagde Sam. "Nogen skal jo holde øje med dig." Hallo? Er jeg fuldkommen usynlig? "Hvor er din armlænke?" Spurgte jeg Sam. Jenna vendte sig vredt om.
"Gider du li-" Hun afbrød sig selv da hun så det var mig. Jeg smilede så godt jeg kunne. "Chloe!" Jeg gav hende et hurtigt kram, og hun vendte sig mod sin bror igen. "Jeg har ikke set min bror i et år." Sagde hun og smilede til Sam. "Hvad? Ingen har søskende! Det er Jenna Wilson! Hun gemte sig under gulvet i seksten år, for overhovedet at være født!" Råbte nogen fra mængden. Jenna's øjne lynede i raseri. Hun skulle til at løbe hen til dem der sagde det, men mig og Sam stoppede hende. Jeg havde helt glemt hendes store temperament. "Hey! Lad os give dig noget andet de vil huske dig for!" Sagde Sam. Jenna gloede uforstående på ham.
"At du var den første på jorden i hundrede år." Jenna smilede, og Sam tog fat om håndtaget. Han trak i det, og døren gik med det samme op. Frisk luft og lys, stod os i møde. Jeg glippede med øjnene, og kiggede rundt. Her var utrolig smukt. 
Jenna gik langsomt hen og stillede sig på kanten af døren. Jeg gik nysgerrig med hende. Da hun så jeg var gået med, tog han fat i min hånd. Jeg smilede til hende. Flængen i min læbe sprang op, men lige nu var jeg ligeglad.  
Hun trak mig med i et hop, og vi landede sammen på den fugtige jord. Jeg smilede over hele ansigtet, og blodet ned af min hage. Vi havde klaret det! Solen skinnede os i ansigtet, og her lugtede anderledes af fugtig jord og regn! 
"VI ER TILBAGE!" Råbte Jenna så højt hun kunne. Jeg begyndte at grine. Vi var virkelig tilbage. Det her var præcist som i mine drømme. Alle løb ud af kapslen og begyndte at sprede sig. Jeg gav Jenna et langt kram. Vi grinede sammen. Sam løb hen til os, krammede hurtigt Jenna, og løb så videre. Ned på jorden. 
"Det er næsten ikke virkeligt!" Sagde jeg smilende til Jenna. Hun rystede på hovedet og kiggede op i himlen. Jeg gik hen og rørte blidt ved planterne, og træerne. Her var fugtigt og der var regndråber på bladene. Jo, det var virkeligt! Den friske luft trængte ind i mine lunger, og gav mig nyt håb. 
Jeg bevægede mig langsomt videre, imens jeg beundrede stedet. Jeg duftede til hver eneste blomst jeg kom forbi. Naturen var fantastisk. Jeg stillede mig på en skråning, og kiggede ud over landskabet. Jeg kørte fingrende igennem mit svedige brune hår, og tog et kort frem. Kansleren havde sagt vi skulle til noget der hed Mount Weather... Jeg scannede hurtigt kortet med øjnene og fik øje på Mount Weather på kortet. Jeg kiggede rundt, og kiggede så igen på kortet. Mit smil forsvandt. Jeg havde det som om vi lige så godt kunne give op nu. 
"Hvad er der galt siden du er så alvorlig?" Spurgte en stemme bag mig. Det var Harriet. Hun kom hen og stillede sig ved siden af mig. Hendes pande blødte stadig. "Vi døde jo ikke i en eksplosion eller noget?" Sagde hun smilende. Jeg satte mig ned på jorden, og rørte ved noget grønt, og blødt. Mos... Tror jeg. Harriet satte sig ved siden af mig. "Hvad er der galt?" spurgte hun bekymret. 
"Kan du se højdedraget derovre?" Jeg nikkede i retning af et stort bjerg. Hun nikkede. "Mount Weather." Sagde jeg kort. Hendes ansigt blev helt udtryks løst. "Der er en bestrålet skov imellem os og vores næste måltid." Hun kiggede uforstående på mig. "Vi landede på det forkerte bjerg." Sagde jeg koldt. Hun sukkede højlydt, og kiggede opgivende på bjerget. "Forhelvede!" Vrissede hun. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...