Why so complicated?

Forestil dig det du frygter mest. Færdig? Mit er at blive forladt. Forrådt af den jeg elsker og ladt i stikken. Hvorfor? Fordi det jeg frygter mest er for mig virkelighed. -I denne historie ville der være stødende ord, vold, sexede scener og ekstrem smadring af tallerkner-

1Likes
1Kommentarer
1334Visninger
AA

7. Heaven is sometimes just an illusion

Dagen med Harry havde været lige hvad jeg havde haft brug for. Det var endt med at Harry efter en times ventetid var kommet op og havde banket på min dør. 

Hvad kan jeg sige? Jeg er langt fra en af dem, som springer smuk ud af sengen. Der skal meget til før jeg vil udsætte offentligheden for mit fjæs. But back to the storie. Efter at jeg endelig var blevet færdig, satte vi os ind i hans bil, som by the way var sygt lækker! Den sølvgrå Audi var en drøm og Harry var ikke lige frem den værste heller. Hvad skete der disse dag? Det føltes som om Gud havde besluttet at jeg skulle fristes til døde, for damn jeg var da fristet! Harry var faktisk ret sjov, sød, lækker og forbandet god til at synge. Vores lille car kaoke var pisse sjov og det lød faktisk godt! Det fik mig helt til at tænke på episoden på Starbucks med Lou.

But seriously! Louis, Harry, Zayn og et par mere og så kunne jeg danne et boyband!
Både jeg og Harry havde flækket af grin da jeg forslog det, og vi stoppede ikke før vi ankom. Efter følgende havde jeg grebet den dyreste mobil på market og betalt med Hayden kreditkort. Jeg følte ingen skyldfølelse overhovedet. Og, for at straffe ham endnu mere, var Harry og jeg også gået på shopping. 

Harry havde dog 'fortrudt' det da han blev ved med at råbe op om at 'jeg simpelthen var for langsom' og 'vi nå at blive gamle hvis jeg ikke blev lidt hurtigere'. Det var så slemt til sidst at han trak mig ud af en butik. Efter det havde han, på en meget dramatisk måde, sagt at han aldrig ville shoppe med mig igen. Jeg havde dasket til ham og han havde grinende dasket tilbage.  
Tilsidst var vi endt på en fancy cafe et eller andet sted i London (eller det håber jeg i hvertfald....). 

Jeg sad og var ved at kvæles i min sandwich. Harry var igang med at fortælle en historie om ham og hans storesøster Gemma som små. Jeg havde aldrig haft søskende, så jeg elskede sådan nogle historier. 
"Og så skubbede hun dig bare?" Jeg holdte servietten for munden så det ikke sprøjtede ud. Jeg havde altid et råd jeg fuldte: spis aldrig middag på første date med en sjov fyr. Det endte aldrig godt, fo værgen mig, maden eller de andre gæster.
Harry nikkede mens han tyggede færdig på sin pomfrit. 
"Jeg stod på kanten og kiggede ned, og lige pludselig sad jeg gennemblødt på bunden af springvandet. Min mor blev selvfølgelig rasende og det var som altid mig der fik skylden." Han fægtede vildt med armene og var nær ved at vælde vores glas. I det øjeblik mindede han mig fuldkommen om en lettere spastisk abe. En abe jeg ville give alt for at beholde. 

Jeg grinte videre og glædede mig over at jeg ikke havde sagt nej til hans tilbud. Gratis kørsel var ikke noget jeg normalt sage nej til, så for en gangsskyld fik jeg glæde af min dovenskab. 

"Hva så Blondie? Hva tænker du på?" Hans hage hvilede i hans hånd og han kiggede på mig på den der måde der fik mig til at føle mig noget vær. Det var det jeg allerbedst kunne lide ved Harry. Hans smil som fik en til at blive helt glad. Sådan virkede det i hvertfald på mig og jeg elskede det. 
"At du har verdens sejeste nabo." Han rystede på hovedet af min sygt gode joke. 
"Jeg er jorden verdens heldigste mand, ik?" Jeg kastede selvtilfredst håret over den ene skuldre.
"No doubt in that honey." Jeg tror knap nok han hørte mig, for hans øjne fik et drømmende udtryk, og han forsvandt længere og længere væk.
Jeg sad og betragtede ham lidt. Hans øjne var lukkede og han så så fredfyldt ud at jeg ikke nænnede at vække ham. Det holdning ændrede sig dog hurtigt da det lød som om han var begyndt at snorke.
"Dude, wake up!" Grinede jeg, i mens jeg prøvede at knipse ham vågen. Det virkede og Beauty vågnede fra sin lille skønhedssøvn. 
Han var ikke længe om det og reagerede hurtigt ved at gribe mit håndled og smilede lumsk til mig. Jeg ville ikke kunne lide dette.
"Går det en gang mere og så kommer jeg til at give dig en lærestreg du aldrig vil glemme." Jeg havde haft ret, for min første intuition var at læne mig ind over bordet og sige 'game on', men ordet dukkede op i hovedet på mig. 

I kender det nok efterhånden, for det er nok den eneste grund til at jeg ikke har kysset Harry eller Niall eller ham den søde fra elektronikshoppen eller hende.... Okay i har nok forstået det. 
Jeg løftede i stedet bare øjenbrynet og bed mig i læben. Det gjorde jeg altid når jeg var fanget i et 'what the fuck do I say?' moment. 

Og da jeg ikke sagde noget, klappede han mig overraskende på hånden. 
"Jeg skal nok være sød. Din honey har intet at bekymre sig om." Jeg knep øjnene sammen og gave ham 'I don't believe one word of that' blikket. Dog stolede jeg på ham, men at se hans reaktion var priceless. Hans hånd røg op til brystet og hans ansigts udtryk ændrede sig til overraskende/såret. 

"Hvad? Tror du mig ikke! Hvordan kan du ikke stole på mig? Hvem har båret rundt på alle dine tasker?" Den tøsefornærmet tone kom på og det morede mig til skyerne. 
"Hey! For det først så købte du lige så meget som mig, hvis ikke mere. To..." Jeg talte på fingrene, mens han sad med krydsede arme og rullede øjne af min super fede enetale.
"Så var det fordi at du blev ved med at brokke dig over hvor langsom jeg var, at du tog mind tasker i troen om at jeg ville gå hurtigere. Det er ikke min skyld at du er så utålmodig." Pletskud.
"Klap lige hesten, Blondie. Det første er nok mere eller mindre sandt, men at jeg er utålmodig? Det kan jeg godt love dig Blondie..." 
"Gider du droppe det der åndsvage navn? Det er totalt uoriginalt og nederen." Vores lydniveau var højt, men jeg var ligeglad. For engangsskyld var det ikke af nogen dårlig grund, som det ofte var med Hayden. 
"Hva skal jeg så kalde dig, darling?" Han vippede hovedet på skrå og jeg viftede bare opgivende med hænderne.
"Alt andet end Blondie er fint for mig." Vi blev afbrudt i vores super fede diskussion om nederen kælenavne da telefonen på bordet begyndte at brumme. Det var selvfølgelig ikke min (igen, tak skat/fuck dig Hayden). Han tog den ikke, men sukkede bare dybt og førte hænderne op til ansigtet. Jeg kendte den følelse selvom jeg ikke vidste hvad fanden der foregik eller hvem der havde ringet. 
Da han endelig kiggede frem fra sine hænder var hans øjne tomme og vreden var til at spore i hans bevægelser. Det var mærkeligt.
Han vinkede en tjener hen og bad om regningen. Den kom hurtigt og blev også hurtigt betalt. Alt gik ligepludseligt så fucking fast og jeg var clueless. What the fuck?

Ud af det blå rejste han sig, tog sin jakke og forlod restauranten. Han vendte sig ikke engang om for at få mig til at følge efter, eller spørge om jeg var klar på at gå. Intet sagde han til mig eller værdigede mig så meget som et blik. Jeg sad og stirrede efter ham da døren smækkede og troede ikke mine egne øjne.
Han var væk?
Fuck.


--------------------------------------------

Hey hva så!
Hvorfor tror i Harry forlod restauranten?
Tror i Hay kan tilgive ham?
Jeg håber virkelig i bryder jer om Why so complicated, da det er min første fanfiction.
Hvis der er noget ris/ros så skriv endelig! Vil elske at høre det!
Li <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...