Same Mistakes // Troublemaker 2

Maggie Smith er tilbage med de 4 badboys. Drengene dumpede 3.g, så Maggie går nu i klasse med dem. Maggie og Luke er sammen igen, og stærkere end nogensinde -eller det troede de. Luke og Maggie har det med at skændes, men det er ikke parrets største udfordring! Jake er nemlig også dumpet. Jake undskylder, og virker helt oprigtig, men Luke er mistænkelig. Maggie og Jake bliver venner, men hvem får ret om Jake i sidste ende -Luke eller Maggie? Nye ting vil ske. Men kan Luke og Maggie's forhold holde til det?

15Likes
9Kommentarer
7153Visninger
AA

2. Kapitel 2 // Are you embarrassed by me or what?

Same Mistakes

Luke Hemmings


"I'm sorry if I say, "I need you."
But I don't care,
I'm not scared of love.
'Cause when I'm not with you I'm weaker.
Is that so wrong?
Is it so wrong,
That you make me strong?"

- One Direction

 

_________________________________________________________________________________________________________

Mit liv kørte på skinder her lige for tiden! Alt gik godt, hvis man så bort fra, at mig og drengene dumpede 3.g, og derfor skulle gå 3.g om. Men det var til at leve med, for nu gik jeg i klasse med Mag. Maggie var min -Igen, igen. At hun havde droppet Mason for min skyld, gav stadigvæk ikke nogen form for en realistisk mening for mig. Jeg elskede hende serisøt mere end noget andet -Mere end livet selv! Men Maggie var alt for godtroende! Jeg var meget skeptisk over, at hun havde været så dum, at tilgive Jake for alt hvad han havde gjort imod hende. Ikke en skid fortrød den forpulede nar, hvad han havde gjort! Da jeg kom gående og så, at hun stod og krammede med Jake, blev jeg pænt dårlig. Den nar skulle simpelthen ikke have lov til at ødelægge min pige en eneste gang mere! 

 

Men nu sad jeg så her i selskab med Mag, Ash, Mikey & Cal. Hyggeligt var det! Men Maggie prøvede hele tiden på noget, lige så snart drengene kiggede væk. Det gik mig måske bare en lille smule på nerverne, men jeg prøvede bare ihærdigt, at holde mit kraftige temperament helt under kontrol. Vi sad og snakkede og hyggede os. Jeg sad og førte en samtale med Michael, da Maggie meget diskret og pludseligt placerede sin hånd på mit lår. Jeg bed mig ekstremt hårdt i læben, for ikke at lade mig påvirke. Det var på en meget ret upassende, at hun var ligeglad med hvor vi var, og om vi var sammen med andre mennesker eller ej. Michael snakkede heldigvis bare videre. Jeg gik fra at bide mig i læben, til at bide mig alt for hårdt inde i kinden. Heldigvis stoppede hun kort efter, så jeg kunne ånde lettet ud. Heldigvis så det ikke ud til, at drengene havde opdaget noget som helst?! 

 

...

 

Et par dage var gået. Jeg kom ind af skolens indgang. Hvorfor stirrede alle på mig. "Hvad fuck glor i på? Få jer et liv!" Vrissede jeg og slog ud med armene. Folk kiggede nervøst hurtigt væk. Dejligt med noget magt! Jeg gik ellers hen af gangen, indtil jeg nåede mit skab. Hvor var Maggie henne? Nå hun var sikkert i klassen, eller så var hun forsinket?! "Hey mate," Ashton's hånd lagde sig venskabeligt på min skulder. Jeg smilede til ham. "Du ved godt, at jeg godt så hvad Maggie lavede igår, ik?" Sagde han og grinede. Jeg sukkede dybt. "Det gik mig lidt på nerverne," Svarede jeg ærligt. "Hendes lyst går vel over?" "-Forhåbentligt!" Afbrød jeg ham. "Jeg elsker hende, men jeg gider altså ikke at tilfredsstille hende med alt lige fra, at lave mad til hende og jeg ved ikke hvad," Jeg var frustreret. "De sidste 2-3 dage har hun bedt mig om at hente mad, slik og jeg ved ikke hvad til hende," Fortsatte jeg endnu mere frustreret. "Hold dit temperament nede Luke! Du ved lige så godt som jeg, at du ikke kan styre det," Han smilede medliden til mig. "Det er det jeg frygter!" Fløj det ud af mig. "I 2 har været så meget igennem Luke! Snak stille og roligt med hende om det," Rådede han mig og forlod mig så ellers alene på gangen. Ashton havde ret -Vi måtte snakke om det.

 

Men hvor var hun? Timen var gået igang for 15-20 minutter side. Hun havde heller ikke svaret på mine beskeder! Jeg rejste mig brat op og forlod klasseværelset uden nogen form for tilladelse. Jeg gik lidt rundt, før jeg fandt hende ved sit skab. "Hvor har du været, og hvorfor har du ikke svaret på mine beskeder?" Spurgte jeg forvirret og gik helt hen til hende. Hun kiggede noget nervøst på mig. Hvad foregik der? "Luke ikke her foran alle de mennesker," Mumlede hun og pegede diskret på alle menneskerne ude på gangen. "Er du flov over mig eller hvad?" Fløj det ud af mig. Hun kiggede noget chokeret på mig. "Luke please," "-Så sig det dog!" Udbrød jeg. Nogle få små  tårer samlede sig så småt i hendes øjenkroge, og hendes smukke øjne, fik et let blankt skær. Hun greb hårdt fat i min arm, og trak mig med helt udenfor. "Hvad er det så Maggie?" Fløj det ud af mig, og jeg kiggede nervøst hende direkte ind i øjnene. "Du har opført dig pænt mærkeligt de sidste 2-3 dage Mag! Du vil spise hele tiden, og dit humør svinger helt vildt meget! Hvad er der galt?" Fortsatte jeg frustreret og slog let ud med armene. "Luke..." Kom det som en hvisken fra hende. Jeg kiggede alvorligt på hende. "Jeg vil helst ikke snakke om det," Afsluttede hun lidt efter. "Maggie," Udbrød jeg. "Luke det er en personlig pigeting!" Udbrød hun forsvarende. "Hvad?" Jeg kiggede afventende på hende. "Det er den tid på måneden Luke," Udbrød hun og løb grædende væk, før jeg havde en ærlig chance for at stoppe hende. Hvorfor havde jeg ikke tænkt på det? Hun følt sig helt sikkert krænket nu!

 

Jeg gik og ledte efter hende længe, før jeg fandt hende oppe på taget. Jeg satte mig lydløst bag hende, og lagde mine arme helt forsigtigt om hende. "Undskyld Mag," Mumlede jeg mod hendes skulder. "Jeg vidste det ikke! Hvis jeg nu havde vidst det, eller du måske bare havde givet en hentydning...." Jeg anede virkelig ikke hvad jeg skulle sige til hende. Hvad nu hvis jeg sagde noget forkert? Jeg var pænt meget på skideren! "Du skulle ha' lyttet..." "-Jeg var pisse bange Mag! Jeg troede der var noget helt alvorligt i vejen," Afbrød jeg og sukkede opgivende. Jeg rejste mig op. "Jeg har sagt undskyld Mag. Hvis det ikke er godt nok, så........ jeg skrider!" Jeg var forvirret. Jeg gik langsomt hen af taget, da taget kort gav sig, og hendes kolde lille hånd, trak i mit håndled. Jeg vendte mig rundt, og kiggede ned i hendes blanke øjne. "Undskyld," Kom det som en let hvisken. Jeg smilede og trak hende let ind til mig. Hvorfor skete det her altid imod os? Skæbnen var ikke med os! 

 

Efter en lang snak, var vi begge okay igen. "Næste gang, er du så ikke sød at enten sige det, eller give en hentydning til det?" Spurgte jeg lettere akavet. Det emne havde jeg aldrig troet, at jeg nogensinde i mit liv skulle snakke om! Men når man havde en kæreste, blev det vel en naturlig ting?! Hun nikkede akavet på hovedet, og slap min hånd. "Vil du godt være sød at hjælpe mig ned?" Spurgte hun og grinede let. Jeg grinede og nikkede. "Hvem har hjulpet dig herop?" Spurgte jeg idet hun sprang op på min ryg. "Calum," fniste hun og kyssede mig let på kinden. Jeg smilede og fik os ellers sikkert ned fra taget. Som jeg frygtet det, kom mine mistanker om Jake tilbage, og det hjalp ikke spor, at han stod der med det samme, da vi kom ned fra taget. Hvad lavede han her? Og vigtigst af alt -Hvad ville han?

 

...

 

Davs igen dejlige mennesker! Det er skønt at være tilbage :]

Dette er første kapitel fra MOI <3

 

Håber da at alle vores dejlige læsere fra 1'eren (Troublemaker) Vil læse med -Det ville da kun være skønt + at nye læsere ville være endnu bedre!;)

 

Kort og mærkelig besked -SORRY ;]<3

 

BIG Flemsekrammer: Narry-Larry <3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...