Same Mistakes // Troublemaker 2

Maggie Smith er tilbage med de 4 badboys. Drengene dumpede 3.g, så Maggie går nu i klasse med dem. Maggie og Luke er sammen igen, og stærkere end nogensinde -eller det troede de. Luke og Maggie har det med at skændes, men det er ikke parrets største udfordring! Jake er nemlig også dumpet. Jake undskylder, og virker helt oprigtig, men Luke er mistænkelig. Maggie og Jake bliver venner, men hvem får ret om Jake i sidste ende -Luke eller Maggie? Nye ting vil ske. Men kan Luke og Maggie's forhold holde til det?

14Likes
9Kommentarer
7777Visninger
AA

19. Kapitel 19 // You're lucky, I saved the money

Same Mistakes

Maggie


Have you been drinkin'
To take all the pain away?
I wish that I could give you what you deserve...
'Cause nothing can ever,
Ever replace you.
Nothing can make me feel like you do, yeah.
You know there's no one
I can relate to.
And know we won't find a love that's so true...

Justin Bieber - Nothing Like Us


Jeg lagde låget på den sidste flyttekassede og fjernede en tot hår fra min pande, der var våd af sved. Hvem ville nogensinde tro, der kunne være så meget på sådan et lille værelse? Det bankede stille på min dør, og jeg åbnede den. Jeg var egentlig sikker på, det var min mor, men ind kom en smilende Luke med en kasse. "Hey babe," sagde han og lagde armene om mig. "Øhm hej Luke," sagde jeg tøvende. Hvad der egentlig foregik mellem Luke og jeg var uklart. Jeg lukkede døren bag ham, og han stillede sig midt i rummet og kiggede sukkende rundt. "Så er det imorgen hva?" Jeg nikkede og bed mig selv i læben. "Jeg har ikke lyst til du rejs-" "Det ved jeg Luke, det gør jeg virkelig, og jeg vil ikke rejse fra dig, men det her er min drøm, og det ved du." Afbrød jeg ham. 

Han var stille i et stykke tid, inden han vendte sig mod mig og tog fat om min blege hånd. Han kørte sine rug fingre over mine tydelige blå blodårer. De var ikke blå som himlen mere som havet om vinteren. "Det ved du godt, jeg aldrig ville bede dig om eller tvinge dig til," næsten hviskede han, så jeg stoppede mine vejrtrækninger for at høre, hvad han sagde. Jeg nikkede og trak ham ind til mig. "Tag med mig Luke," hviskede jeg, da den første tåre gled ned af min kind. Jeg var mindst ligeså overrasket over mine ord, som han var, men jeg kunne ikke holde det længere. Jeg havde brug for at have ham tæt på, snakke med ham, mærke ham. Jeg vil ikke kunne forsætte min hverdag uden ham. "Maggie, hvad skulle jeg lave i London?" spurgte han og kyssede mit hår langsomt. "Luke arbejd et år, også går jeg i skole, vi skal nok finde ud af det." "Du er heldig, at jeg gemte pengene," smilte han og kiggede mig dybt i øjnene.

Luke læste mig som en åben bog. Han kendte alle mine hemmeligheder, uden jeg behøvede at fortælle ham det. Han vidste fra starten af, at jeg ikke var forelsket i Ben, men det var noget, jeg bildte mig selv ind. Han vidste, jeg ville snuble tilbage, men han ville gribe mig, og jeg ville lande i hans arme, fordi det er sådan, det er. Vi er skabt for hinanden, og Luke har vidst det fra starten af. Jeg skulle bare overbevises og have beviser, for sådan er jeg, men Luke tror på skæbnen. Et enkelt eller tyve store skænderier var ikke nok til at splitte os ad. 

"Kør hjem og pak. Kom tilbage til mig, også går vi i seng, okay?" Han nikkede og kyssede min pande. Jeg elskede, når Luke var sådan her. Når han virkelig viste sine følelser, og han bare var sig selv overfor mig. 

To timer efter bankede det igen på min dør, og han kom ind, og vi væltede i seng. 


Hele morgenen havde gået med en kæmpe diskussion primært mellem min mor og jeg. I bund og grund handlede den, om Luke skulle med eller ej, og efter som det er min lejlighed, er det mig, der bestemmer. Nu stod vi så foran den hvidmalede dør og var ved at dø af spænding. "Hvorfor er du så spændt? Du har jo set den," grinte Luke, da jeg ikke kunne tage mig sammen til at åbne døren. "Fordi det er min lejlighed, det er vores." Smilte jeg og kyssede ham kort, så han næsten væltede bagover. "Maggie luk nu den fucking dør op!" Råbte han grinende og lagde en hånd på min hofte. "Overvej hvor langt væk hjemmefra vi er, og vi har alt, alt, det her for os selv. Fem rum Luke, fem, og ingen kan høre os. Calum, Michael eller Ashton er her ikke til at spolere noget som helst." Jeg pinede ham, og jeg kunne tydeligt se det. Hans blik blev mørkere. Han greb fat om nøglen og håndtaget. I to bevægelser havde han mast mig op af døren og udforskede nu alle dele af min krop. Jeg grinte inde i mig selv, over jeg har denne kontrol over ham. 

"Så Luke..Luke!!" Grinte jeg og skubbede ham af mig. Vores møbler var her allerede. Jeg gik hen til et af de små vinduer. "Her er fantastisk," mumlede jeg utydeligt og kiggede ned på Londons gader. Min hjerne var allerede britisk igen, og det eneste sted jeg nogensinde har følt mig så meget hjemme, som i London, er hos Luke. "Nu er jeg den med den anderledes accent," smilte Luke og lagde armene rundt om mig. Sammen stod vi og kiggede ud af vinduet og ned på alle de travle mennesker. Endelig følte jeg mig lykkelig. Jeg havde Luke, jeg havde London. "AYYYY!" Afbrød det og ind kom tre rigtig larmende australiere, som jeg allerede savnede. Michael var allerede gået på jagt i køkkenet, mens Calum og Ashton havde lagt sig i sofaen. 

"Så vi har købt lejligheden ved siden af, så det er da fedt, er det ikke?" Mit hjerte stoppede, og det samme gjorde Lukes. "I har hvad?" Spurgte han og spyttede ordene ud. "Ej, det var bare en joke, vi ville bare komme og besøge jer og jeres nye lejlighed!" Grinte Ashton, så hans dybe smilehuller kom til syne. "Jeg savnede jer allerede," grinte jeg og slog mig ned imellem Calum og Luke. 

"MICHAEL!" Råbte jeg og mistede pusten halvvejs, da han smed sig ovenpå mig. "Hvad så Mag?" Grinte han, og det samme gjorde de andre. "Awh, venner det bliver så forfærdeligt uden jer," smilede jeg trist. Jeg smilte pga. de var her, men jeg havde egentlig ikke lyst til, de skulle tage afsted igen. "Jamen, så er det godt, du har Luke," sagde Michael oppe fra mit lår. "Ja, men vi forventer altså ikke så Luggie babyer om ni måneder guys," sagde Ashton faderligt, så Luke slog ham hårdt på overarmen. "Slap da af Ash, så meget gør vi det altså ikke," svarede jeg, og der lød et højt fnis fra alle drengene. Selv Luke. "JOKE!" Råbte Luke og Calum i munden på hinanden. "Luke din.." Vrissede jeg og rakte ud efter ham, men han greb mit håndled og kyssede mig kort. "Jeg elsker også dig," grinte han og slap mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...