Same Mistakes // Troublemaker 2

Maggie Smith er tilbage med de 4 badboys. Drengene dumpede 3.g, så Maggie går nu i klasse med dem. Maggie og Luke er sammen igen, og stærkere end nogensinde -eller det troede de. Luke og Maggie har det med at skændes, men det er ikke parrets største udfordring! Jake er nemlig også dumpet. Jake undskylder, og virker helt oprigtig, men Luke er mistænkelig. Maggie og Jake bliver venner, men hvem får ret om Jake i sidste ende -Luke eller Maggie? Nye ting vil ske. Men kan Luke og Maggie's forhold holde til det?

15Likes
9Kommentarer
7142Visninger
AA

12. Kapitel 12 // I don't even care!

Same Mistake

Luke Hemmings


"I am tired of this place, I hope people change
I need time to replace what I gave away
And my hopes, they are high, I must keep them small
Though I try to resist I still want it all!"

 

- Troye Sivan

_________________________________________________________________________________________________________

Hvad bildte hun sig ind? Hvad bildte han sig ind? Jeg var målløs! Jeg var sur! Jeg blev også ked af det! Jeg var så forvirret og frustreret! De kiggede begge mærkeligt på mig. Maggie lignede et stort spørgsmålstegn, og han kiggede akavet rundt. Jeg mærkede hvordan en voldsom vrede overtog min krop. Jeg kunne en blanding mellem råbe og græde når som helst det skulle være! Hvordan kunne han? Hvordan kunne hun? "Maggie Smith," Fik jeg endelig sagt. Hun kiggede endnu mere forvirret på mig. "Ashton Irwin.... Du kalder dig en ven. Jeg er mere end skuffet!" råbte jeg af Ashton. "Luke-" "-Ti stille Maggie!" Afbrød jeg hende surt. "Jamen-" "-Bare drop den lamme forklaring Ashton!" Afbrød jeg ham rasende. "Jeg føler mig til grin!" Råbte jeg pludseligt. "Luke fald ned! Det var bogstaveligtalt et uheld," Prøvede Michael ihærdigt. "Ja," Kommenterede Calum kort og sukkede irriteret. Hvorfor mon Calum var irriteret? Hmm... Han måtte altså lige vente. "Et uheld? Tror i jeg er blind? I 2 opholder jer ikke alene mere, og i har værsgo at komme med en ekstrem go' forklaring!" Råbte jeg irriteret. Ashton rystede flabet på hovedet af mig. "Skal du ovenikøbet være flabet Ashton?" vrissede jeg irriteret. Der blev stille -Alt for akavet og stille stilhed. "Ses," og så var Calum bare skredet. "Jeg ved ikke hvad der skete, for jeg havde alt for travlt med at være pissesur på Calum!" Forklarede Maggie sig. Jeg nikkede stille på hovedet. "Jeg prøvede at holde hende væk fra Calum-" "-Ja det kan jeg se!" Afbrød jeg. "Luke," Michael bremsede mig. Jeg sukkede surt. "Jeg prøvede som sagt at få Maggie væk fra Calum. Jeg kunne ikke få kontakt til hende, så jeg tog roligt fat i hovedet på hende, men det jeg kiggede ned, tog hun uheldigvis sit hoved op, også.... Ja så skete uheldet," Forklarede Ashton og kløede sig akavet i håret.

 

Som om det ikke kunne blive være, kom selveste idioten Jake rundt om hjørnet, med sit store klamme smil klistret til læberne. "Hey," "-Smut med dig Jake," prøvede Michael så venligt som muligt og smilede. "Ja, for ellers så smadre jeg d-" "-Luke!" Afbrød Maggie og Michael mig i munden på hinanden. "Vær sød at skrid af helvedes t-" Michael's ansigtsudtryk standsede mig. Tydeligt ville han ha' mig til at snakke pænt, så det ikke blev værre og meget mere akavet end det allerede var. Jeg sukkede opgivende. "Okay så. Jake vil du gå din vej?" Jeg kunne brække mig over, at jeg blev tvunget til at tale forholdsvis pænt til idiotiske mennesker som Jake. Han nikkede heldigvis bare og gik sin vej. "Jeg skrider. Kom hjem når det passer dig...." Jeg prøvede at skjule hvor ked af det jeg i virkeligheden faktisk var, for jeg havde nemlig overhørt Ashton i at sige, at han godt kunne lide Maggie en smule. Oveni puljen var jeg skingrende rasende -Dårlig kombi! Synes selv det gik overraskende godt. Ingen sagde noget, og ingen så meget som forsøgte at standse mig.

 

...

 

Rigtige mænd græder normalt ikke, men der sad jeg altså og "Fik vand i øjnene" i min sofa. Ikke at jeg hulkede osv. men vandet løb stille og forsigtigt ned af mine røde kinder. Maggie var vel på vej hjem nu?! Egentlig var jeg lidt ligeglad. Hun gjorde jo også efterhånden alligevel som det passede hende! Jeg sad og tænkte alt, virkelig alt igennem. Alt det med hvad man skulle efter highschool, det med at flytte til London, Maggie og mit forhold, mit forhold til drengene osv. Alt blev bare tænkt igennem.

 

Da jeg havde grædt alle former for væske ud af min krop, tørrede jeg mine øjne og kinder. Hoveddøren gik op, og blev stille lukket i igen. Jeg havde allermest lyst til at gå ud og kysse og kramme hende, men den lille fornuftige del af mig, talte mig fra det. Denne gang var det ikke mig der havde fejlet, så derfor var det heller ikke mig, der den her gang skulle komme og ligge grædende nede på mine knæ, for at få hende til at tilgive mine dumheder. Måske lidt overdrevet, men alligevel sandt! Jeg lod som ingenting, da hun kom ind i stuen. Jeg lå stille i sofaen, og lod som om at jeg sov. Måske troede hun at jeg sov? Eller så havde hun afsløret mig på forhånd? Hmm -I don't even care! Men jeg nåede faktisk at fake min søvn i en halv time, før hun opdagede at jeg faktisk bare lå og stirrede ind i væggen. "Luke," Jeg ignorerede hende, og vendte mig med ryggen til hende. Jeg vidste udemærket godt, at jeg irriterede hende grænseløst, men jeg var faktisk overraskende ligeglad. "Luke, please!" Prøvede hun igen, og lagde sin hånd på min skulder. Hun prøvede at vende mig rundt, men efter nogen minutters endeløse forsøg, gik det op for hende, at jeg var stærkere og tungere end hende, og at jeg egentlig ikke havde lyst til at snakke med hende lige nu. "Skal jeg ringe til drengene?" Spurgte hun stille. "Calum," Svarede jeg kort. "Ham gider jeg ikke se på!" Udbrød hun halvirriteret. "Så gå! Jeg ønsker at Calum kommer herover," Svarede jeg ligeglad tilbage. Hun sukkede opgivende.

 

...

 

Hoveddøren kunne jeg hører gik op, og blev lukket i bagefter. "Luke?" Hørte jeg Calum's stemme kalde. "Stuen," svarede jeg kort og sukkede. Skridt nærmede sig langsomt og forsigtigt. "Hey Mate, Hva' så?" Spurgte han roligt, og jeg kunne fornemme hans smil plantet forsigtigt på hans læber. Jeg vendte mig om, og hans chokerede øjne mødte mine rødsprængte og blanke. "Gisp Hemmings, du græder jo!" Hans stemmeleje var ikke til at tage fejl af -Han var chokeret og bekymret, og han havde aldrig nogensinde set mig græde. "Hmm," Brummede jeg og tørrede mine øjne. "Jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre, har aldrig oplevet dig græde Mate," Han kløede sig akavet i håret. "Vær min ven, lyt," Svarede jeg og prøvede at klemme bare et lille smil frem. "Men hvorfor lige mig? Hvorfor skulle lige præcis jeg komme herhen? Det er modigt gjort, når du ved at mig og Maggie overhovedet ikke er på talefod med hinanden!" Han lød så rundforvirret. "Fordi Calum, du er min bedste ven! Og jeg vil egentlig skide på, om Maggie ikke gider at se på dig, for det her er mit hus," Svarede  jeg og grinede stille og kort. "Hun har såret mig, og Ashton har såret mig, men af de 2 har Ashton såret mig allermest," Forklarede jeg og fik igen lidt tårer i øjnene. "Men det var jo et uheld?!" Sagde Calum forvirret. "Selve tingen var vel et uheld, men hun kyssede med! Hun skulle fandeme ha' skubbet ham væk," Jeg kom ubevidst til at hæve stemmen, og kiggede derfor undskyldende på ham. "Det er okay Hemmings," Han smilede medliden. "Men Ashton derimod, Han påstår det var et uheld. Jeg ved hverken om han lyver eller taler sandt, men jeg har haft overhørt ham i at sige, at han godt kunne lide Maggie en smule, hvilket er den største grund til, at jeg er ked af det!" Forklarede jeg videre, og blev endnu mere sorgbar for hvert et ord der forlod mine halvskælvende læber. "Oh no, nej vel!?" Udbrød Calum chokeret. Jeg nikkede sørgmodigt på hovedet. "Jeg troede egentlig ikke på ham, før jeg så hans læber klasket sammen med hendes," Jeg tørrede igen mine øjne.  "Så forstår jeg meget bedre hvorfor du blev og fortsat er så oprevet og ked af det Mate! Det her er sgu lidt af et dilemma," Han lød så frustreret. "Jeg er glad for at du kom herover," Jeg smilede. "Altid Hemmings," Han smilede og rejste sig så fra sofaen. "Går du all-?" "-Ja...hmm.... Jeg var nemlig lige midt i noget, da Maggie skrev koldt og kynisk til mig, at jeg skulle komme herover," Afbrød han mig og kløede sig akavet i håret. "Hvad dog?" Spurgte jef interesseret. "Jo altså, ser du... Jeg var ligesom midt i et skænderi med Kate, fordi.... ja, hun forstår ikke rigtig, at jeg synes det er forbi," Forklarede han akavet. "Nå da," Jeg kløede mig akavet i håret. "Ja, det er lidt noget lort, for Maggie har ligesom misforstået det hele, for da hun tog min telefon, prøvede jeg ligesom at slå op med hende, og da hun mødte os på gangen, prøvede jeg igen at slå op med Kate, men så valgte Kate ligesom at kysse mig... Så ja, det hele er lidt fucked op!" Forklarede Calum og grinede akavet. "Har været der, Kate er som en klistrende skovsnegl -Hun giver fandeme ikke slip," Sagde jeg og grinede.

 

"Af hvad? Hvad har du lavet med Kate, Luke? Og dig gider jeg slet ikke at hører på Calum, for jeg hørte udemærket godt, at du sagde at Kate valgte at kysse dig, for det sagde du lige da jeg åbnede hoveddøren," Kom det halvrasende hende fra døren ind til stuen. Jamen så var Maggie jo også i huset -suk. "Du hørte slutningen af en samtale," Prøvede Calum. "Jaja, og enhjørninger findes. Rend og hop boys," Snerrede hun. "Vi snakkede bare om, at Calum prøvede at slå op med Kate, så tag lige og hold din kæft, og slap lidt af," Råbte jeg af hende. Jeg fortrød måske lidt, at jeg havde bedt hende om at holde kæft, men man kan jo ikke spole tiden tilbage. "Sådan skal du ikke snakke til mig," Snerrede hun hidsigt. "Nej det ved jeg sguda godt, men tag lige og slap af forfanden," Råbte jeg halvirriteret tilbage. Der stod Calum forvirret midt i et af mig og Maggie's ligegyldige og højlydte skænderier. Det her skænderi var eskaleret alt for hurtigt, og det havde ogs' drejet sig hen på noget andet alt for hurtigt. "I Hvad?" Spurgte hun forbavset. "Ja, det gjorde vi," Indskød Calum og kløede sig akavet i håret. Jeg kunne ikke længere selv følge med i hvad fanden der foregik mere! Var jeg fuldstændig fatsvag? Jeg fattede ligepludselig narda!

 

...

 

Davs med jer E-V-E-R-Y-B-O-D-Y!((:

Endnu et dramafyldt kapitel er; DO-NE!(;<3

Nå men; Jeg har narda mere at sige -Smukt sproget -I K-N-O-W!!

Damn jeg er lidt akavet, but; YOU LIKE IT!;P

 

SEE YA LATER M8's ;P

 

#SorryForForsinkelsen

 

BIIIIIIIIIIIIIIG Flemsekrammer fra; MOI : Narry-Larry <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...