Kære Dagbog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 okt. 2015
  • Opdateret: 12 jan. 2016
  • Status: Igang
Mine følelser. Mine tanker. Min hverdag. Min dagbog. (deltager i dagbog konkurrencen)

0Likes
0Kommentarer
460Visninger
AA

2. 25/10/15

                                                                                                                                   25/10/15

Kære dagbog.

Der er ved at ske noget nu. Folk er begyndt at fatte hvad der egentlig sker inde i mig. De har lyst tid at vide det. Lyst til at finde ud af hvorfor, jeg har det som jeg har det. Finde ud af hvad det er. Lyst til at forstå det. Og det sjove er, at for første gang nogen sinde, har jeg lyst til at fortælle nogle det.

Jeg kan bare ikke forklare det. Jeg kan ikke forstå eller acceptere, at jeg har det som jeg har det. Det er bare som om, at alt glæden og min personlighed er forsvundet. Som om, at jeg aldrig er rigtig glad. Selvfølelig, jeg kan sagtens grine og smile stadig. Bare ikke rigtig, vel? Det er underligt, fordi jeg kan sidde og være mega glad sammen med en gruppe mennesker, og så lige pludselig går klappen bare af. Alt falder sammen indeni mig, og er ved at kvæle mig.

De forstår mig bare ikke. De kender mig ikke. Forstår ikke min ironiske humor, forstår ikke at jeg ikke er rigtig glad, for de kendte mig ikke før.

Tristheden overmander mig, og så er alt bare lort. Dagen kan have været rigtig god, men så lige pludselig, ud af det blå, er alt bare noget lort. Jeg har aldrig været så svag før, og jeg har aldrig grædt så meget før, som jeg har gjort i de to sidste måneder.

Jeg ved ikke engang, om det ville hjælpe at droppe ud. Komme på 10. klasse center, og bare komme væk fra alting. Tage facaden på, som jeg har gjort så ofte før.

Min kontaktlærer, tror ikke det ville hjælpe at droppe ud. Hun tror det vil forfølge mig resten af livet. At hvis jeg ikke gør noget ved det nu, vil tristheden altid finde mig, og jeg aldrig vil blive rigtig glad. Jeg er bare så bange. Bange for at hun har ret. Bange for at hun ikke har.

Hun synes, jeg skal snakke med en familie terapeut.

Min mor, tror jeg er ved at udvikle en lille depression. Hun siger, jeg skal snakke med lægen.  

Jeg ved ikke hvad jeg gør. Jeg ved kun det bliver nogle hårde dage. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...