Angel Dreams - 5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 okt. 2015
  • Opdateret: 2 feb. 2016
  • Status: Igang
"D.. De fandt din besked!" Fik Francesca fremstammet mellem sammenbidte tænder, og sendte mig et blik som var fyldt med sorg og panik. Jeg kiggede igen ned bag de duggede skyer, og kunne straks mærke mit hjerte springe et slag over, da jeg fik bekræftet hvad Francesca havde sagt. Lettelsen kom springende ind på mig som en jaguar, men det varede ikke længe, før følelsen blev erstattet af panik. Hvad nu hvis cheferne opdagede hvad jeg havde gjort?

6Likes
1Kommentarer
333Visninger

4. #3

Efter shoppeturen idag, havde jeg været virkelig træt. Vi kom hjem efter en hyggelig dag, og drengene var straks gået igang med at lave noget mad. Det smagte himmelsk. 

Jeg kunne ikke huske at jeg nogensinde havde smagt noget så fantastisk, og jeg havde selvfølgelig også rost de 4 drenge til skyerne. De havde bare rystet på hovederne hver gang, og fortalt mig at det kaldtes frysepizzaer, det vi havde fået.

Luke havde derefter smidt de andre drenge ud, ved at minde dem om et eller andet de skulle imorgen. Jeg havde ikke rigtig fulgt med i deres samtale, da jeg var optaget af det store fladskærms tv. Hvem skulle have vidst at der kunne være små mennesker inden i sådan en tingest?

Da drengene var gået, havde Luke smidt sig ved siden af mig i sofaen, og således var vi endt hvor vi var nu. 

Jeg lå med hovedet på Lukes skød, mens han nussede mig i håret. "Du ved, Angel. Mig og drengene er ikke helt normale.. der er mange der kender os, og vi kan ikke bare gå ude på gaden uden folk lægger mærke til os.. Det var derfor der var en smule kaos idag".

Jeg hørte ikke efter hvad Luke sagde, da jeg havde alt for travlt med at falde i søvn. Eller, jeg sov ikke, men jeg var heller ikke helt vågen. Min vejrtrækning var langsom, og jeg lå bare og nød varmen fra Luke. Det var rart, og jeg ønskede ikke at øjeblikket skulle ende. Jeg kunne ikke helt sætte en finger på, hvorfor jeg opførte mig som jeg gjorde, Tankerne jeg havde endelig fået slukket for, og jeg befandt mig rent faktisk hundrede procent i nuet. Det eneste jeg kunne fokusere på, var Lukes hånd, der blidt aede mig. Jeg havde kuldegysninger i hele kroppen, men det var så forbandet rart. Lige netop dette øjeblik var utroligt.

Først efter flere minutter åbnede jeg op for hørelsen, og forstod hvad Luke havde fortalt mig. Drengene var.. Kendte. Jeg vidste godt hvad kendte var, men jeg kunne kun komme i tanke om gamle præsidenter.

Jeg forstod nu hvorfor drengene havde opført sig hemmelighedsfuldt på shoppeturen, og jeg accepterede det. Jeg havde ingen tvivl om at selvom de var kendte, så var de værd at kende. De var de rareste mennesker jeg nogensinde havde mødt, men nu havde jeg jo heller ikke mødt så mange mennesker. 

"Angel, du sover jo" Lukes rolige grin lød dunkende inde bag den t-shirt han havde på. Jeg smilte stille, og vendte mig om på ryggen, så jeg kunne se Luke i øjnene. 

Han havde allerede rettet øjnene mod mig, og mødte mig med et smil. Jeg prøvede at forestille mig hvad han tænkte på, men jeg kunne ikke rigtig finde ud af det. Alt jeg vidste, var at jeg ikke gad forsvinde væk i tankernes gang igen, jeg ville meget hellere være til stede.

"Nehej, jeg er da helt vågen" Mumlede jeg flabet, og udbrød et lille fnis, da han løftede det ene øjenbryn. Det så sjovt ud. 

"Du ligner en gris" Fniste jeg, og straks kiggede han muggent på mig. Hvilket bare fik mig til at slå en høj latter op. Han svarede ikke på min kommentar, men kiggede bare op på tv'et. Han smilte varmt til mig, og jeg vidste jeg havde det største smil om læberne, så jeg måtte sikkert se virkelig dum ud. 

Han sagde ikke så meget, heller ikke jeg selv fik sagt noget, og før jeg vidste af det, forsvandt jeg væk i hans øjne. Han var så.. sød.

Jeg prøvede at fortælle mig selv, at det her blev for meget, at jeg måtte holde mig fra denne intimitet. Men det var bare så forbandet svært når han var så varm og imødekommende. Jeg besluttede mig for at sætte mig op, og bare prøve at følge med i filmen fra tv'et. Jeg vidste at jeg hellere måtte stoppe her, jeg kendte ham jo trods alt ikke.

<><><>

Jeg var hermed blevet et hundrede procent alene. Drengene havde taget ind til et interview, og havde overladt mig til mig selv. Det betød vel, at de stolede på mig. Eller måske rettere sagt, Luke stolede på mig. Det var hans hus jeg befandt mig i. 

Jeg var godt træt, eftersom jeg ikke havde sovet meget i nat. Jeg lå hele tiden og tænkte på, hvorfor jeg dog havde været så intim med Luke igår aftes. Jeg ville ikke sige at jeg fortrød det, men måske skulle jeg ikke havde ladet det gå så langt. Jeg havde kun kendt drengene i få dage, og alligevel havde jeg opnået at skabe visse forbindelser til dem. 

Jeg tøffede hen imod mit værelse, åbnede døren, og straks lå jeg i den store bløde dobbeltseng. Der gik således ingen tid overhovedet, før mine tunge øjenlåg klappede i, og alt blev sort. Det kaldtes vidst, at gå ud som et lys.

 

De hvide farver blandede sig med sorte, og små figurer dannede langsomt billeder i mit sind. Den hvide og den sorte sloges. Det var ild mod vand, yin mod yan. Jeg var blot tilskuer, og alligevel gjaldt det mit liv også. Jeg vidste jeg måtte fortælle dem det, jeg måtte fortælle menneskene at deres verden ville ende i kaos. Der måtte være noget vi kunne gøre. Hvor ville jeg ønske mor var her...

Med et sæt satte jeg mig op, og snappede efter vejret. Mit hjerte bankede hurtigt, og jeg havde svært ved at få luft. Jeg prøvede at huske hvad jeg havde set, men alt var tåget, og blot sekunder efter var jeg ikke engang helt sikker på at der havde været en drøm.

Jeg sukkede irriteret, og rejste mig fra sengen. Jeg snuppede en stor t-shirt, som jeg hurtigt hoppede i, og så begav jeg mig ellers ud i køkkenet efter mad.  Der var en æske kiks, som hurtigt blev hapset, og så gik turen ellers til stuen. 

Med den viden jeg fik af at kigge på uret, regnede jeg ud, at jeg havde sovet i et par timer. Jeg gættede på at jeg nok snart fik drengene at se igen, og hvis ikke, så i hvert fald Luke. Han skulle jo nok komme hjem på et tidspunkt, men indtil da, ville jeg bare nyde at jeg kunne lægge på sofaen og slappe af.

 

<><><><><><><><><><><><><><><>

 

Hoooold da helt wauw, hvor gik der lang´tid, før jeg kunne tage mig sammen til at skrive dette kapitel.  

Jeg håber på nogle flere læsere, og en masse konstruktiv kritik. 

XO XO Gossi..

Ej, mvh. Cethena :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...