Angel Dreams - 5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 okt. 2015
  • Opdateret: 2 feb. 2016
  • Status: Igang
"D.. De fandt din besked!" Fik Francesca fremstammet mellem sammenbidte tænder, og sendte mig et blik som var fyldt med sorg og panik. Jeg kiggede igen ned bag de duggede skyer, og kunne straks mærke mit hjerte springe et slag over, da jeg fik bekræftet hvad Francesca havde sagt. Lettelsen kom springende ind på mig som en jaguar, men det varede ikke længe, før følelsen blev erstattet af panik. Hvad nu hvis cheferne opdagede hvad jeg havde gjort?

6Likes
1Kommentarer
329Visninger

3. #2

 

Som sekunderne gik, hvor drengene bare kiggede gemnemborende på mig, syntes jeg pludselig det hele ramlede sammen. Det føltes bare så ubehageligt, og den smule glæde jeg havde haft da jeg vågnede, var nu fuldstændig væk. Havde jeg hukommelsestab, eller hvad foregik der? Det var som, var jeg blevet født på ny, men jeg kendte godt til hele verden. Jeg vidste jo godt hvordan man snakkede, og jeg kunne endda nogle ret formelle ord, syntes jeg da selv. 

Jeg rystede på hovedet af mig selv, da jeg godt kunne mærke jeg kom ret langt ud i tankernes land. Jeg tog mig - efter flere minutters tøven - endelig sammen, og åbnede munden stille.

"Jeg.. Er ikke helt sikker" Betroede jeg dem, og kiggede skamfuldt ned i gulvet. Hvorfor jeg følte jeg havde gjort noget forkert, vidste jeg ikke. Men der var bare en form for akavet stemning over situationen, og jeg følte mig pludselig pinlig berørt. De havde jo åbnet deres hjem for mig, og så stod jeg bare her, ligeså ubehøvlet som jeg nu engang var. 

"Du.. Er ikke helt sikker?" Grinte Ashton, og der gik ikke mere end et par sekunder, før hen arm blev skubbet ind i siden på ham.

"Er der sket noget?" Spurgte Luke, som også havde været den, der havde 'stukket' Ashton en. Han trådte et skridt tættere på mig, sendte mig et prøvende smil, og i det øjeblik føltes mine ben som gele. Han havde de flotteste klarblå øjne, og de søde små smilehuller var der ihvertfald ikke lagt skjul på. 

"Jeg kan ikke rigtig huske noget af.. Tja, alt" Mumlede jeg stille, og kiggede ned i gulvet, da jeg ikke havde lyst til at se grinene på deres ansigter. Jeg ville ikke se hvor ligeglade de var, for hvad skulle jeg så gøre? Jeg anede ikke hvor jeg skulle tage hen, og jeg havde da slet ikke nogen ide om hvor jeg havde været, inden jeg vågnede ude i skoven.

Det var virkelig slemt, så dårligt min krop havde det. Jeg følte mig svimmel, og kunne ikke rigtig finde ud af, hvorfor alt snurede rundt. Jeg kunne for gods sake ikke huske noget! 

Som mine tanker havde begået sig langt ud, kunne jeg pludselig ikke holde tårene inde mere. Jeg følte et gys komme til mig, og jeg havde det et øjeblik som om, jeg havde tænkt noget forkert. Hvorfor det var så slemt når det endda kun var i mit hovede, kunne jeg ikke helt sætte en finger på. Men noget indeni mig fortalte mig at det ikke var okay. Alt var bare forkert, JEG var bare forkert. Hvorfor havde jeg frivilligt ladet disse drenge tage mig med hjem til dem? Eller hvem der nu boede her. Jeg vidste det ikke, for jeg vidste jo ingenting. Jeg var på en måde virkelig uintelligent, som jeg stod her, med svajende ben som kunne knække hvert øjeblik. Som jeg stod her, og sendte drengene forvirrende signaler. Det hele slog bare klik for mig. Det var så forkert.

Jeg frygtede virkelig at mine tanker var blevet væk i mit sind, som var det en labyrint der var umulig at begive sig ud af. Det eneste der fik mig tilbage til den virkelige verden, var da et par arme blev lagt omkring mig, og jeg følte den trygge varme strømme indover min krop. Jeg snuste straks duften fra drengen ind gennem næseborene, og et lille smil fandt frem på mine læber, da jeg kunne genkende duften. Calum.

"Det er okay, vi skal nok passe på dig.. Jeg er sikker på du nok kommer til at huske noget snart, og hvis det er, kan vi jo ringe lidt rundt, og se om nogen kender dig. Okay?" 

Jeg nikkede stille på hovedet, og da jeg følte Calum skulle til at trække sig fra krammet, trak jeg ham bare tættere ind til mig. Han var dejlig varm, og jeg havde virkelig brug for et langt kram. 

Jeg kunne ikke komme frem til, om drengene var okay med at jeg havde hægtet mig på dem, for de havde sikkert noget bedre at tage sig til. Jeg havde jo før været så sikker på, at de ikke gad mig. På den anden side var de så venlige, og jeg følte mig virkelig velkommen hos dem.

"Hvor lang tid sov jeg egentlig?" Spørgsmålet som formede sig i mine læber kom ud som en spinkel lille stemme, og jeg brød mig virkelig ikke om, at jeg skulle føle mig så skrøbelig. Jeg kunne af en eller anden grund, jeg ikke kendte til, fornemme at jeg havde været en stærk person før alt der her skete. Fyldt med glæde og godhed. 

Jeg anede faktisk ikke hvor alle disse tanker kom fra, og det fik mig også til at fnise en smule for mig selv. Mit hovede måtte godt snart finde sluk knappen, og tage sig en lur. Så kunne jeg måske komme til at nyde, at jeg faktisk var okay. Eller, måske lidt okay.

"Vi fandt dig ude i skoven igår aftes, da vi var ude og gå, og så da vi kom hjem gik du ud som et lys... Det er morgen nu, søde Angel" Det sidste kom grinende ud af Michael, som straks sendte mig et stort smil. Min ene mundvige bevægede sig lidt op, hvilket resulterede i et skævt smil, som straks blev sendt i retning af Michael.

Det var egentlig først nu, jeg havde fået nogenlunde styr på tankerne, hvilket også resulterede i, at jeg besluttede mig for at kigge ordentlig rundt på mine omgivelser. Deres hus var virkelig stort.. Og flot.

Uden at kommentere yderligere på hvad Michael havde sagt, vendte jeg mig om, og gik med rolige skridt hen af gangen, som jeg fandt mig selv stående i. 

"Det er mit hus, forresten.." Lød det bag mig, jeg kiggede mig forvirret rundt, og fandt hurtigt ud af, hvem stemmen tilhørte. Han kiggede gennemborende på mig, hvilket resulterede i at jeg sendte ham et fjoget smil. 

"Ja, jeg elsker det" Bekræftede jeg Lukes blik, og der gik ingen tid, før han sendte mig et sort smil. 

"Det håbede jeg også på, for hvis du har lyst, er du mere end velkommen til at blive her.. Ihvertfald til du finder ud af noget, angående din situation" Hans ord trængte igennem, og jeg træk en smule i mundvigen. Han var meget direkte, og det kunne jeg faktisk godt lide.

Hvor var jeg dog taknemmelig for, at det havde været netop disse drenge, som fandt mig igår aftes. Før havde jeg følt mig uvelkommen, fordi jeg ikke troede man kunne være så venlig over for nogen man ikke kendte.. Men jeg tog fejl.

Jeg vidste ikke helt hvordan eller hvorfor, men der var bare noget over dem, og jeg var ikke i tvivl om, at de her fyre var 'the good guys'.

Hvad det så end betød.

"Jeg vil med glæde være din gæst, Luke" "Og det vil være mig en glæde at have dig boende, Angel" Efterlignede han min stemme, og lagde hånden på brystet. Han kiggede smilende på mig, og der gik ikke mere end et par sekunder, før drengene brød ud i grin.

Det var virkelig underligt, så hurtigt drengene havde formået at vende mit humør. De var fulde af overraskelser.

<><><>

Efter samtalen i morges havde drengene besluttet sig for, at vi skulle 'ud i byen'. Jeg havde bare kigget uforstående på dem, og efter ingen tid, var Ashton gået igang med at fortælle mig om shopping.

I starten havde jeg bare set virkelig lost ud, og jeg var bare blevet endnu mere forvirret, da jeg kom til at tænke på hvad 'lost' egentlig betød. De lovede mig, at vi skulle ud og finde noget nyt tøj til mig. Og måske nogle småting jeg kunne have stående på værelset, som Luke havde tildelt mig.

I byen havde vi fjollet rundt og hygget os, men der var noget jeg var blevet en smule mistænksom omkring. Drengene havde haft hættetrøjer og solbriller på, og der havde været teenagepiger som havde stoppet os hist og her. Men hver gang jeg spurgte ind til det, havde drengene bare fortalt mig, at det var en 'længere historie'. Jeg kunne selvfølgelig ikke gøre så meget andet, end at nikke og bede min hjerne om at kaste tankerne væk.

Som den vidunderlige hjerne jeg havde, kunne den selvfølgelig ikke forstå et ord af, hvad jeg havde fortalt den. Den blev ved med at køre i, hvorfor jeg ikke kunne huske hvad solbriller var. Men alligevel vidste jeg jo godt hvad det var. Mine tanker var så forvirrende, og jeg var jo godt klar over, at jeg ikke fik noget ud af at blive ved med at køre i det. 

Som Calum så pænt havde sagt, så skulle jeg ikke presse minder frem fra mit gamle liv, men prøve at skabe nogle nye, til mit nye liv. Hvilket også passede mig fint, for så kunne jeg koncentrere mig om at hygge mig med drengene.

 

<><><><><><><><><><><><><><><>

 

Hiiii guys :-)

Så, jeg er rigtig spændt for at være helt ærlig. Jeg håber virkelig på nogle flere læsere, men det er rart at se, allerede 5 likes inden for et par dage.

Skriv endelig, hvis i synes noget bør laves om, eller hvis i finder stavefejl ;-)

xxx Cethena

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...