Angel Dreams - 5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 okt. 2015
  • Opdateret: 2 feb. 2016
  • Status: Igang
"D.. De fandt din besked!" Fik Francesca fremstammet mellem sammenbidte tænder, og sendte mig et blik som var fyldt med sorg og panik. Jeg kiggede igen ned bag de duggede skyer, og kunne straks mærke mit hjerte springe et slag over, da jeg fik bekræftet hvad Francesca havde sagt. Lettelsen kom springende ind på mig som en jaguar, men det varede ikke længe, før følelsen blev erstattet af panik. Hvad nu hvis cheferne opdagede hvad jeg havde gjort?

6Likes
1Kommentarer
331Visninger

2. #1

 

 

Jeg slog forvirret øjnene op, og kiggede således omkring mig, for at prøve og skabe en fornemmelse af, hvor jeg befandt mig. Hvilket efter min egen mening ikke gik specielt godt, især da farver som grøn og brun fangede mine øjne. Jeg forstod ikke hvad der foregik rundt omkring mig, og jeg var så optaget af alle de nye farver og indtryk, så jeg havde overhovedet ikke opdaget at jeg lå på den hårde jord. Straks gyste det i mig, og jeg fik en følelse af, at noget var helt galt. Men det var, som om jeg ikke rigtig kunne sætte en finger på det. 

Det var først, da jeg hørte nogle mandlige stemmer nærme sig, at jeg vågnede op fra mine kludrede tanker. Jeg satte mig op så godt jeg kunne, men følte straks en smerte gå igennem kroppen på mig. Det var, som om et eller andet var fuldstændig forkert. Alle følelserne jeg sad med, var forkerte. Alt var bare forkert. Men igen, jeg kunne ikke rigtig forstå det.

"Hey, er du okay?" Jeg fik et chok, da stemmen der igen vækkede mig fra mine tanker, var overraskende tæt på. Jeg følte et sus smutte igennem kroppen, og jeg kunne mærke jeg blev helt varm da nogle hænder lagde sig om hofterne på mig, for at løfte mig op. 

Før jeg nåede at indse hvad der skete, stod jeg på mine fødder, og kiggede ind i nogle utrolig smukke brune øjne, som sendte bekymrede signaler tilbage til mig.

"Hvem er du?" Var det eneste jeg formåede at få klemt ud gennem munden, og før jeg vidst af det blev et stort smil klasket i hovedet på drengen, som stadig stod og holdte om mig.

"Jeg er Calum" Svarede drengen - som jo så hed Calum - mig igen, og sendte mig endnu et stort smil. Jeg kunne ikke selv holde et smil tilbage, og før jeg vidste af det, følte jeg en varme skyde op i mine kinder. Hvad var det lige der skete?

Jeg åbnede forsigtigt munden, og skulle til at sige noget, da det gik op for mig, at jeg egentlig ikke anede hvem jeg selv var. Jeg vidste godt jeg havde et navn, selvfølgelig, men jeg blev så forvirret over at jeg ikke kunne huske hvad det var. Og hvad endnu værre var, at jeg ikke rigtig følte jeg kunne genkende noget af alt det mine øjene opfangede. Det var, som om jeg godt vidste hvad alting var, men jeg havde aldrig set noget af det før. Det var jeg ihvertfald overbevist om, at jeg ikke havde.

"Cal, hvorfor står du og holder om en pige?" Endnu en stemme lød, og jeg kiggede forvildet i retning af hvor stemmen havde lydt. Endnu et mandligt ansigt kom til kende, og der gik ikke lang tid, før to mere viste sig lige foran mig.

Drengene smilte alle sammen, og hvis det var muligt at blive mere varm, så blev jeg det. Jeg kunne ikke helt finde hoved og hale i hvad der foregik, og jeg kunne ikke lide det. Hvad var der sket med mig?

"Hvorfor græder du?" Spurgte Calum, og kiggede uforstående på mig, og smilet som før var klistret på hans ansigt, var nu forsvundet. Og det var der det gik op for mig, at der var sandhed i hvad Calum havde sagt. Jeg græd, men hvorfor? Jeg følte mig ikke ked af det, men jeg kendte dog heller ikke navnet på følelsen som løb gennem min krop.

"Ashton hun er helt kold, kan du ikke hjælpe mig med at bære hende hjem?" Lød Calums stemme igen, og denne gang lød den ikke varm og blid, men mere panisk og bekymret.

Jeg rynkede brynene da det sivede ind, hvad Calum havde sagt, og jeg rystede stille på hovedet, for jeg var da ikke kold, jeg havde det jo som om jeg brændte. Åndssvagt egentlig, var det virkelig det eneste jeg havde at tænke på?

Før jeg vidste af det, havde den såkaldte Ashton taget fat om mig, og løftet mig op i en form for brude stilling. 

Brude stilling.. Hvad var det egentlig? Hvorfor kendte jeg ordet, uden at vide hvad det var?

Med tankerne kørende rundt i hovedet på mig, følte jeg verden svinde væk, og efter kort tid, var jeg gået ud som et lys.

<><><>

Da jeg vågnede, følte jeg mig en del bedre tilpas, end jeg havde gjort ude i skoven. Mit hovede føltes klart, og dog, havde jeg en følelse af, at en drøm havde sneget sig ind, og ubemærket ud af mit hovede i den tid jeg havde sovet. Jeg lagde mine arme ned langs siden af min krop, og mærkede mod det jeg lå på. Det var blødt, og jeg gættede på at jeg var blevet lagt i en seng. Havde de fremmede drenge taget mig med hjem til dem? Jeg følte mig et øjeblik en smule bekymret for, hvad der kunne være sket med mig, hvis de ikke havde været venlige. Men jeg havde på fornemmelsen, at de var okay, især med de varme smil de havde sendt i min retning, da de havde fundet mig.

Jeg kunne ikke rigtig gøre andet, end at rejse mig fra sengen, og finde ud af hvad der foregik. Så det var, hvad jeg besluttede mig for at gøre. I samme øjeblik som mine fødder ramte det kolde trægulv, hørte jeg en høj latter komme fra den anden side af døren til det værelse, som jeg havde sovet i for mindre end fem minutter siden.

Jeg begav mig videre, og var efter få sekunder ude af døren. Da jeg trådte ud af værelset, og lukkede døren, stoppede de høje stemmer, og pludselig vendte 4 par øjne i min retning. I det øjeblik blev jeg en smule forskrækket, og måske en smule bange for, at jeg havde gjort noget forkert. Men de ubehagelige følelser blev hurtigt erstattet af en lettelse som kom skyllende ind over mig, da drengenes ansigter lignede kæmpe smilyer.

Vent.. Hvad var en smiley?

Som sidste gang jeg så drengene, afbrød de endnu engang mine tanker. Forskellen var dog bare, at denne gang var jeg en smule mere klar i hovedet.

"Hey.. Fik du sovet lidt?" Spurgte en dreng med ildrødt strithår, og sendte mig et skævt smil. Før jeg nåede at svare drengen, blev jeg afbrudt af ham som havde båret mig herhen. Ashton, gættede jeg på han hed.

"Selvfølgelig har hun sovet Michael, hun var jo herre træt" Lød det grinende fra Ashton, som straks sendte mig et sort smil, hvilket fik smilehuller til at poppe frem i kinderne på ham. Jeg gengældte hans smil, og åbnede for anden gang munden siden jeg havde mødt drengene ude i skoven.

"Tak drenge, jeg er virkelig taknemmelig for at i hjalp mig.. Eeh, hvad er det jeres navne er?" Det sidste fik jeg mumlet, mens jeg bed mig blidt i læben, fordi jeg synes situationen var en smule akavet. Og det blev ikke bedre, da drengene brød ud i latter, og igen kunne jeg mærke en varme skyde op i mine kinder. De rejste sig alle fra sofaen de sad i, og øjnene som før havde lagt på en kæmpe skærm som viste billeder, gled nu hen på mig. Et fladskærms tv. Hvad? Hvorfor blev ordene ved med at komme væltende på den måde. Hvad var sådan skærm dimsedut egentlig?

"Jeg hedder Michael" Drengen med det ildrøde strithår stod nu foran mig, og rakte hånden ud som en gestus. Jeg tog imod hans hånd, og trykte den roligt, mens jeg sendte ham et smil.

"Ehm, jeg er Luke" Kom det fra min højre side, og lidt efter fik jeg stukket endnu en hånd frem foran mig, som jeg selvfølgelig også trykte forsigtigt. Drengen der så hed Luke smilede sødt til mig, og før jeg kunne nå og registrere det, gled et ukontrolleret smil hen over mine læber. Han var da for cute med hans blonde hår, men samtidig så han en smule rå ud, med sådan en læbepircing, som faktisk klædte ham utrolig godt.

Igen.. Hvad betød cute? Og læbepircing? Hvad var det egentlig for nogle ord?

"Ja, jeg er så-" "Calum" Afbrød jeg Calum og fniste en smule, før jeg rakte ham hånden. Et virkelig stort smil gled henover hans læber, før han grinte en smule, og mumlede et lille 'hej'. 

"Ooog, jeg er så Ashton, din vidunderlige drømmefyr, som bar dig hele vejen herhjem. Så stærk som jeg nu nok er" Grinte Ashton, og trak mig så ind i et kram, og det eneste jeg kunne gøre var at fnise stile. Sikke en sød fyr.. Og dog, det var måske en smule anmassende, selvom jeg godt kunne regne ud, at han ikke mente noget ondt i det. Hvilket sådan set også var det eneste, der fik mig til at holde mund, og sende ham et venligt smil.

"Hvad er så dit navn skønjomfru?" Fniste Calum tosset, og kiggede interesseret på mig. Der gik da heller ikke lang tid, før alle drengene kiggede afventende på mig.

Ja, hvad var mit navn egentlig?

 

 

<><><><><><><><><><><><><><><>

 

Heeeej guys!

 

Jeg er ny herinde på movellas, og jeg håber i vil tage godt imod både mig, og min splinternye movella.

Favorit, like og skriv gerne en kommentar, hvis i føler for det. Så er det jo også nemmere for mig, at se hvor mange der egentlig følger med.

 

xxx - Cethena

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...