Hvem, hvad, igen, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 28 nov. 2016
  • Status: Færdig
December er vendt tilbage, og i år skal det blive den bedste nogensinde. Sådan lyder det fra den 12-årige Ida, der er mere end klar til at holde en fantastisk jul, hvor hendes nysgerrighed ikke skal styre hende.
Juletid viser sig dog hurtigt at være lig med udfordringer, da en ny dreng dukker op i klassen med mystiske, men vigtige beskeder. På samme tid truer en stor chance og mange uenigheder med at spillet Ida og vennen Jonas. Og et sted derude er en gammel ven vendt tilbage - efter hævn.
En besked, en handling og en løgn fører til mange flere, og der er kun 24 dage til at få styr på alt, ellers betyder det, at der kun 24 dage tilbage overhovedet.
*2'er til "Hvem, hvad, jul, hvor?" Publicerede den før tid for at deltage i konkurrencen "Skriv forhistorien eller efterfølgeren" *

1Likes
0Kommentarer
391Visninger
AA

25. Epilog

29. december
Ida
Vi ankommer til lufthavnen i bilen, der føles så lille, når man sidder omgivet af tasker og kufferter.
De sidste par dage er fløjet. I går stod jeg med beskeden om hans nye skole, og i dag sker det.
Den ubehagelige stilhed hænger i luften mellem Jonas og mig, da vi stiger ud af bilen, og Maria lader os stå, mens hun henter den første bagagevogn.
Jeg søger endnu en gang min hjerne igennem efter noget at sige.
"Glæder du dig til at starte på den nye skole?" spørger jeg, mens min fod sparker til en sten på vejen.
"Mhm," svarer han med blikket i jorden.
Mit blik bliver løftet hen til landingsbanen. Et fly er lige landet og kommer trillende hen til afstigningsporten. Folk myldrer ligeså stille ud. Lige om lidt vil han stige på, og flyet vil føre ham til London. 
Maria kommer slæbende med vognen. 
"Jonas, gider du lige at tage nogle tasker?" spørger hun og skubber vognen over til ham. Uden at svare tager han i mod den og begynder at læsse kufferter fra bagagerummet over på den.
Jeg lister mig ligeså stille over ved siden af ham.
"Skal jeg hjælpe?" spørger jeg. Det er ikke til at vide, hvad jeg ellers skal gøre. 
"Det behøver du ikke," svarer han kort uden at skænke mig et blik. Jeg bliver stående og kigger på. Betragter hver taske, han løfter op og sætter ned på bagagevognen. Det går hurtigt med at fylde den op. Da den er fyldt, stiller han sig op ad den og kigger ud i luften. Det samme gør jeg.
Stilheden er ret akavet, og ingen kan finde på noget at sige. Heldigvis kommer hans mor kort efter med en ny vogn.
"Jeg tror, to er nok, hvis vi bare er gode til at stable," siger hun forpustet og begynder at flytte de sidste kufferter. Nu er der kun få minutter, til vi skal sige farvel. 
Mit hoved er helt tomt for følelser og ord, mens vi går hen mod indgangen. Tiden er gået i stå, og der sker ingenting. Jeg kan mærke håbet for, at der pludselig sker et eller andet, der gør, at han bliver hjemme. Jeg vil ikke undvære ham. Det kan jeg ikke. Uden ham er jeg ingenting. 
De skubber vognene ind på det glatte gulv, som er fyldt med travle folk, der skal til at chekke ind og nå deres fly. Jonas og jeg bliver stillet der sammen med taskerne, mens hans mor vil finde deres flybilletter og chekke dem ind.
Vi står over for hinanden et stykke tid uden at se på den anden. Så føler jeg, at jeg må bryde tavsheden.
"Jeg kommer altså til at savne dig rigtig meget," siger jeg og kan mærke, hvor ked af det jeg er. 
"I lige måde," siger han, "Jeg er virkelig ked af, at jeg gør det her. Hvis jeg kunne blive hjemme, så gjorde jeg det." 
Jeg kommer i tanke om i onsdags, da jeg så hans røde, hævede øjne, mens vi flygtede fra Accil. Jeg kan huske det snit, der sad i mit hjerte, over at se ham så ked af det. Jeg havde aldrig før set ham sådan. 
"Var der derfor, du var så ked af det den anden dag?" ser jeg mit snit til at spørge. Hans ansigt ser forvirret ud.
"Hvornår?" spørger han.
"I onsdags," svarer jeg for at minde ham om flugten. "Da vi skulle gemme os for Accil. Du havde grædt." Jeg siger det, som var det en enkelt ting. Jeg fik aldrig svar på, hvad han var ked af, men det bør jeg vide.
"Nårh," siger han, nu forstående. "Jeg var bare så ked af at..." Han stopper midt i det hele, men jeg får ham til at fortsætte ved at spørge, hvad det var.
"Jeg havde jo bragt dig i livsfare," siger han ked af det. "Pete havde tager mig til fange et par dage før, fordi jeg havde hans amulet. Han sagde, at jeg skulle give ham den tilbage, fordi han skulle fortælle dig noget vigtigt, men jeg troede ikke på det. Han kom for sent til dig på grund af mig. Og det var også mig, der gav hende sporet af dig. Vi kunne have været et meget bedre sted om aftenen, hvis det ikke var for mig." 
Han retter blikket mod gulvet igen. Jeg bliver helt forbavset over svaret. Det var jo ikke ham, der bragte mig i fare. Tværtimod.
"Jonas," siger jeg og løfter hans blik. "Du redede mit liv!" Jeg siger det, så det står klart, at jeg mener det. Han ser uforstående på mig, så jeg fortsætter.
"Du tog amuletten og fangede Accil. Hvis du ikke havde gjort det, havde hun fået fat i den. Hun kunne have fanget os alle sammen, og så ville vi blive pint og dø af sult. Du gjorde det nødvendige for, at hun ikke skulle vinde." Mens jeg siger det, går det op for mig, hvor meget jeg elsker ham. Nu er det bare så ærgerligt, at han flytter.
"Kommer du, skat?" lyder det fra Maria bag ved os. "Vi skal med flyet om tredive minutter."
"Øjeblik, mor," svarer Jonas og vender sig mod mig igen. Jeg ved, at det nu er tid til at sige farvel. 
"Men du må have det godt i England," siger jeg og prøver at tvinge et smil frem. Det lykkes dog ikke. 
"Tak," siger han. Der er igen stilhed mellem os.
"Er der noget, jeg kan gøre for dig?" spørger jeg som det sidste. Hvis der er noget som helst, jeg kan gøre som det sidste, så skal det gøres. Der skal tages en god afsked.
Efter lidt tid siger han: "Der er én ting, du kan gøre for mig." Han tænker over et eller andet, kan jeg se. Det undrer mig også lidt, at han måske ikke ved, hvad det er. Det bliver dog besvaret, hvad han vil.
Øjeblikket er en kort genoplevelse af julefesten med Pete den 17. Han tager fat i mine armene, trækker mig ind til sig, og så lægger han læberne på mine. Da jeg kan mærke boblerne i maven, går det hele op for mig: Det er det her, jeg har ventet på. Jeg kyssede ikke Pete, fordi jeg kunne lide ham. Jeg håbede på, at jeg kunne få oplevelsen med Jonas endnu en gang, men jeg troede aldrig, det ville ske. Det får mig til at lægge mine arme om ham og knuge ham ind til mig. Tænk, at jeg ikke nød den her oplevelse sidste år.
Da han må trække sig væk, fordi hans mor igen kalder, kan det lalleglade smil ikke tørres af. Han smiler også.
"Vi ses," siger han, inden han slipper min hånd. Jeg ved, at det er rigtigt. Det er ikke et farvel, at han rejser. Jeg vil se ham igen, og han vil altid være min Jonas.
 
 
~~~
 
 
Jonas
Mens min mor henter vognene, må jeg blive stående sammen med Ida og den forfærdelige tanke om, at vi rejser lige om lidt. Jeg må forlade hende, og det blev aldrig til noget særligt mellem os. Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage et øjeblik og genopleve sidste år, hvor vi først kyssede ved søen, og hun bagefter sagde mit navn, da hun skulle vælge én af os
"Glæder du sig til at starte på den nye skole?" bryder Ida tavsheden. Hvad skal jeg sige til det?
"Mhm," svarer jeg bare. Egentlig ved jeg det slet ikke. Jeg vil gerne arbejde med musikken, men uden hende, bliver det helt forkert. Hun er der ikke til at få mig til at grine og gøre mig glad, når alt andet er trist.
Min mor kommer slæbende med en vogn og beder mig om at begynde at flytte vores tasker over. Jeg tager den uden at sige noget, og begynder at stable de øverste kufferter. 
Ida lister over og stiller sig ved min side. Dér burde hun blive.
"Skal jeg hjælpe?" spørger hun. Jeg kan høre, at hun vil gøre det for at være sød, men jeg må trække tiden længst muligt, så mine sidste minutter med hende, er længere.
"Det behøver du ikke," svarer jeg, mens jeg fortsætter stablingen. Jeg gør det, så langsomt, jeg kan, mens det stadig ser naturligt ud. Desværre er der ikke så mange tasker, så det tager ikke mere end et minut.
Mit blik bliver hængende i luften, da der ikke er mere at gøre. Ida stirrer også bare, og ingen af os kan finde på noget at sige.
"Jeg tror, to er nok, hvis vi er gode til at stable," lyder min mors stemme bagfra. Hun kommer slæbende med endnu en vogn og begynder at flytte kufferter over på den. Jeg kan kun blive stående og holde øjenkontakten med Ida. Hendes øjne ser også triste ud.
Min mors vogn får sat den sidste kuffert på, og turen går hen til indgangen. Hvert at skridt er et skridt tættere på England og afsked.
Ida og jeg bliver sat til at holde øje med de to vogne, mens min mor finder vores billetter. Det betyder også, at det er ved at være tid.
Det er hende, der bryder den triste stilhed.
"Jeg kommer altså til at savne dig rigtig meget." Det er en sædvanlig kommentar, når to venner skal til at skilles, så det bliver min kommentar også.
"I lige måde." Jeg ved ikke, hvad man ellers kan sige. Jeg er virkelig ked af, at jeg gør det her. Hvis jeg kunne blive hjemme, så gjorde jeg det." siger jeg så. 
Der er stille lidt igen. Så spørger hun pludselig: "Var det derfor, du var så ked af det den anden dag?"
Først er jeg ikke helt med på, hvad hun mener. Jeg har næsten ikke været andet end ked af det de sidste uger. 
"i onsdags," forklarer hun så. Jeg tænker tilbage. Onsdag var den 23. Vi skulle flygte fra Accil, og det var min skyld. Hun må have set mig græde.
"Nårh," svarer jeg. Hvordan skal jeg fortælle hende om alle de følelser, jeg havde? Hun ved også godt, at jeg nær havde dræbt hende.
Jeg fortæller det hele om, da Pete tog mig til fange, og jeg ikke ville give ham amuletten, fordi jeg ikke troede på ham. Så gentager jeg episoden fra bilen, da jeg gav hende sporet af os. Hun lytter, men hun forstår mig ikke.
"Jonas," siger hun alvorligt. "Du redede mit liv!"
Et lyn rammer mig. Det er ikke på den ubehaglige, men den fantastiske måde. Hun mener, at jeg redede hende! Men hvordan det?
"Du tog amuletten og fangede Accil. Hvis du ikke havde gjort det, havde hun fået fat i den," siger hun. "Hun kunne have fanget os alle sammen, og så ville vi blive pint og dø af sult. Du gjorde det nødvendige for, at hun ikke skulle vinde."
Mit hjerte hopper en ekstra gang. Betyder det, at hun virkelig elsker mig, når hun siger sådan?
"Kommer du skat?" Min mors stemme hiver mig ud af mine glade tanker. Hun siger, at vi skal flyve om en halv time, og det meddeler, at det er tid til at sige farvel. Glæden forsvinder ligeså pludseligt, som den kom. Jeg beder hende om et øjeblik, så jeg kan få taget afsked på en ordentlig måde.
"Men du må have det godt i England," ønsker Ida mig held. Jeg tager det til mig, men jeg ved ikke, hvor godt jeg kan bruge det, når jeg er alene. Alligevel takker jeg.
"Er der noget, jeg kan gøre for dig?" spørger hun så. En tanke slår mig med samme, men jeg ved ikke, om det er en god ide. Er det noget, jeg kan bede hende om? Hvis jeg kan, skal det i hvert fald være nu. Det er muligvis min sidste chance.
"Der er én ting, du kan gøre for mig," siger jeg så. Nu gør jeg det. Jeg har prøvet det en gang før, så det skal nok gå. Hvis hun ikke kan lide det, så må det være sådan.
Det næste, der sker, foregår i slowmotion. Min ene hånd tager fat i hendes venstre arm, den anden om hendes højre skulder. Forsigtigt træder jeg et halvt skridt frem, mens alt omkring os forsvinder. Vi står nu få centimeter fra hinanden, og jeg kan mærke hendes vejrtrækningen mod min kind. Tiden, vi står sådan, føles som længe, før vores læber møder hinanden.
Det føles på samme måde som sidste år: Ti tusind sommerfugle, der basker rundt i min mave og en glæde helt ud i fingerspidserne. Det er den ægte følelse af lykke, der rammer mig, da hun tager begge sine arme rundt om min ryg og knuger mig ind til sig. Det føles som om, at hun heller ikke vil give slip. 
"Så er det nu, skat!" lyder det fra min mor. Jeg ved ikke, om hun har set os, men hvis hun har, er det ligemeget. 
Det føles som meget at sige farvel til, da jeg må trække mig tilbage. Ida ser mig i øjnene et kort øjeblik. Hendes smil til mig virker endnu større end det, hun gav Pete til festen. Hun kan lide mig!
Jeg skal til at sige farvel, men jeg kan mærke, at det ikke bliver et farvel. Jeg kan mærke, at jeg vil se hende igen, og det vil jeg snart.
"Vi ses," siger jeg og sender hende endnu et smil. 
Hun vinker, da jeg går. Da hun forsvinder i mængden ved jeg, at det ikke er slutningen. Det er nærmere en begyndelse. Jeg vil se se hende igen snart. Koste hvad det vil!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...