Hvem, hvad, igen, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 28 nov. 2016
  • Status: Færdig
December er vendt tilbage, og i år skal det blive den bedste nogensinde. Sådan lyder det fra den 12-årige Ida, der er mere end klar til at holde en fantastisk jul, hvor hendes nysgerrighed ikke skal styre hende.
Juletid viser sig dog hurtigt at være lig med udfordringer, da en ny dreng dukker op i klassen med mystiske, men vigtige beskeder. På samme tid truer en stor chance og mange uenigheder med at spillet Ida og vennen Jonas. Og et sted derude er en gammel ven vendt tilbage - efter hævn.
En besked, en handling og en løgn fører til mange flere, og der er kun 24 dage til at få styr på alt, ellers betyder det, at der kun 24 dage tilbage overhovedet.
*2'er til "Hvem, hvad, jul, hvor?" Publicerede den før tid for at deltage i konkurrencen "Skriv forhistorien eller efterfølgeren" *

1Likes
0Kommentarer
317Visninger
AA

9. 9. december

Ida

Vaniljekransearmbånd, nissehue med skumkvast. Det er alt, hvad der er skrevet ned på listen ind til videre. I går syntes jeg ellers, at jeg blev overvældet med ideer, men de vil ikke komme nu.

Blyanten bliver ført lidt op og ned på papiret. Muligheder er der masser af, men om de vil fungere og er gode, er jeg slet ikke sikker på. Det eneste, der er helt genialt, er nisserisengrødsplanen og de vaniljekranse, jeg skal have på. Vi skulle måske prøve at få hele klassen med på smykker af julekager, så alle kommer med det. Så er ingen i tvivl om, hvem der er fra 6.c.

”Skal du ikke til at af sted nu?” Lyden af min mor fra døren får mit blik kastet over på vækkeuret, der viser, at jeg skal møde om fem minutter.

”Ups!” siger jeg dumt og skubber skrivebordsstolen ud. Det er typisk mig at komme for sent i skole, men lærerne har aldrig vænnet sig til det, så de bliver altid sure alligevel.

”Jeg kan godt køre dig, hvis det er, men det er kun fordi, jeg arbejder sent i dag," siger hun til mig, da jeg spæner ud på gangen. Jeg takker hende og slæber min taske med ud. Jeg trækker hurtigt i mit uldne vinterjakke og støvler, mens et par vanter kommer med i hånden.

”Du er måske allerede i gang med at planlægge julefest?” spørger hun ind til mine noter.

Jeg nikker. Det er ikke for tidligt at planlægge en fest lidt over en uge før.

”Mig og Jonas skal have vaniljekransearmbånd," fortæller jeg om planen, som hun blot griner af. Der er altså ikke noget useriøst her!

”Det er bare ham, du skal af sted med?”  spørger hun så.

”Ja.” Hvis du ikke er interesseret i det, jeg siger, du må du også få et kort svar.

”Det er dejligt, at du har sådan en god ven,” smiler hun, hvortil jeg nikker.

”Kan vi så få vaniljekransearmbånd?” spørger jeg så endnu en gang.

Hun griner bare igen. Så laver jeg dem da bare selv.

Jeg sætter mig ind på bilens venstre forsæde og trækker mobilen op af jakkelommen. Der er poppet en besked op fra Jonas, der skriver, at han kommer, og om jeg gør.

”Jeg kommer :D Hvornår kan vi lave vaniljekranse?” skriver jeg efterfulgt af vores yndlingssmiley. Jeg begynder at forestille mig, hvordan det ser ud med kager rundt om håndleddet.

En status fra Sofie siger, at hun meget gerne vil med til julefesten i næste uge, og at hun håber på at få en partner. Det virker til at være skrevet ret tilfældigt og useriøst, men jeg kender hende godt nok til at vide, at det  er langt fra tilfældige tanker, der er kørt rundt i hendes hoved, mens det opslag er skrevet. Vær nu normal, Sofi!

Langt de fleste af beskederne på min startside er nogle uønskede, som mine venner har liket eller kommenteret. Den Facebook-funktion gør det så irriterende svært at finde opslag, man gerne vil se

Bilen bliver startet, og vi kører ud af garagen med tre minutter til at nå i skole. Jeg får nok snart en eftersidning.

”Sker der noget spændende på Facebook?” spørger min mor. Det er da heller ikke tit, jeg får det spørgsmål.

”Jeg skriver bare med Jonas,” svarer jeg. Det gjorde jeg i hvert fald, og nu svarer han, så teknisk set gør jeg det igen. ”Vi aftaler, hvornår vi skal lave vaniljekranse.”

Igen griner hun. Hvordan kan hun?

”Det er altså helt seriøst!” siger jeg højt.

”Jamen så må I da hellere få planlagt en dag," siger hun og har ikke forstået, at det jo er det, vi lige gør.

Jeg vil sende en besked tilbage, men forbindelsen hakker. Hver gang jeg trykker på ”send”-knappen, er den ligeglad, og den dumme streg bliver bare ved med at stå og blinke. Dog kan jeg både skrive er fjerne bogstaver.

”Kom nu,” hvæser jeg og trykker arrigt nogle flere gange på knappen. ”Send min besked!”

Mobilen er ikke med mig, så den bliver slukket, og jeg bestemmer, at jeg må snakke med ham om det, når vi får pause.

Jeg sættes af ved skolens indgang og løber ind lige som skoleklokken ringer. Hvis jeg skynder mig, kan jeg måske nå ind i klassen, før vores lærer kommer.

”Hey, vent lige!” stopper en stemme mig. Den tilhører Luke, den nye elev. Han kommer løbende med tasken hoppende på ryggen og er komplet rød i hele hovedet.

”Hvad er der?” Jeg er ikke klar over, hvad man skal sige.

”Undskyld, jeg er bare ret sent på den, og det er altså ikke så fedt at komme for sent efter at have gået her en dag. Det er bare lidt mindre slemt, når man kommer sammen med en anden, synes du ikke?”

Jeg giver ham ret, men kan ikke lade være med at tænke på, at han forsinkede mig. På den anden side kunne jeg nok også selv have fundet på at gøre det.

”Tak fordi du venter," får han forpustet sagt, mens vi går ind.

Der er lidt akavet tavshed mellem os. Hvad er der at snakke med en ny elev om?

”Skal du til julefesten?” spørger jeg så.

 ”Det tror jeg. Der er allerede tre piger, der er helt rundt på gulvet over at ville have mig med," siger han med en stemme, som siger, at de er skøre i hovedet.

”Nå, hvem er det?” spørger jeg, allerede med en ide om Nina og hendes to nikkedukker.

”Hende dér den lidt snobbede med et lange, lyse hår og hendes veninder, de er helt oppe at køre.”

Jeg griner af han måde at beskrive dem på. Når ens fjende bliver bagtalt, så er det altid meget sjovt.

Tempoet bliver sat en smule op for ikke at komme alt for sent. Da vi kommer listende ind af døren, er timen allerede godt i gang, men vi finder på pladserne uden ballade. Det lykkes mig ikke at fokusere på hovederne rundt i lokalet, der er meget forskellige og tydeligvis også tænker meget forskelligt, når jeg kommer ind sammen med ham.

 

 

 

~~~

 

 

 

Når man har sent fri fra skole, er det rart at få lov til at tage hjem.

Skoleklokken har netop ringet ud efter ottende lektion, og alle er straks i fuld sving med at pakke deres tasker og bøger sammen. Den første, der forsvinder ud af døren, er vores tysklærer, så hun må være enig i, at lange skoledage slider en del.

”Kan I huske, om vi fik noget for?” Luke har, som de fleste andre, sovet i timen.

”Nej, der gjorde vi ikke," svarer jeg automatisk, da mine ører følger med, når jeg ikke selv gør.

”Hvad med matematik?” Glemsomhed er også en egenskab, der er særligt kendt hos drenge.

”Vi har ikke andet end den afleveringsopgave, vi fik i går.”  Jeg lyner min taske sammen og løfter stolen op under bordet. Han står endnu bag mig, kan jeg fornemme, hvilket giver mig lyst til at spørge, om der er mere. Hvorfor jeg ikke gør det, er et andet spørgsmål. 

Folk forsvinder ud af lokalet meget hurtigt, og jeg bestemmer, at jeg også vil cykle hjem. Med tasken bagpå, når jeg halvvejs hen til udgangen, før mine ben stopper og vender mig om mod Luke, der bare står.

”Hvad så?” spørger han smilende, da jeg vender mig og og mit blik mod ham.

”Øhh…” siger jeg dumt. Jeg troede egentlig, at det var ham, der skulle spørges, hvad han lavede.  Han ler kort, sikkert af min på at se ud på. Hvad siger man nu?

”Vi ses i morgen, Ida.” Jonas går forbi og vinker til mig. Min redning!

”Vi ses!” Vi har som en fast måde at sige farvel til hinanden. 

”Nå, vi må også hellere komme hjem," siger Luke og retter på sin taske. Han sagde ”vi”. Hvad mener han med, at vi skal hjem?

”Ja, jeg skal også hjem og hjælpe med maden.” Det skulle jeg måske, men det kommer jeg nok ikke til i dag. Aftalen med mor er bare, at jeg hjælper en gang ugentligt.

Jeg går ud, og han følger mig ligesom i morges. Flere gange får jeg lyst til at sige noget til ham, men det ender i tilfældig samtale om julen. Han spørger noget ind til, hvordan man holder jul med forældre, der ikke bor sammen.

”Har du nogensinde prøvet et eller andet overnaturligt?” spørger han pludselig, og det kommer bag på mig. ”Altså sådan noget helt vildt, som egentlig ikke burde kunne ske, men som skete for dig?”

Det ville være løgn at sige nej, men efter sidste år, er jeg blevet god til ikke at sige sandheden.

”Det ved jeg ikke, hvad er det, du mener med det?” prøver jeg mig lidt frem. Jeg har ikke sagt nej endnu.

”Nå, det var ikke noget særligt.” Han ryster på hovedet og går lidt foran mig, men jeg tillader mig at stoppe ham.

”Nej, jeg tror godt, jeg forstår det. Faktisk….” Det er ikke for sent at stoppe mig selv nu, så jeg ved ikke, hvad der får mig til at blive ved. ”Faktisk, så mødte jeg engang en, der fortalte mig, at jeg var vigtig for verden. Han sagde, at mine handlinger kunne få en kæmpestor betydning for fremtiden.” Når jeg siger det, lyder det helt overnaturligt, og det samme virker det til at være, når jeg tænker over det.

”Havde du det?” spørger han interesseret.

”Det følte jeg faktisk lidt,” ”indrømmer” jeg. ”Det gjorde mig mere selvsikker i en periode.” En nysgerrig pige, der får at vide, at hun kan være historiens ind til videre vigtigste person, det er ikke hver dag, det hænder.

”Du er ikke så selvsikker eller hvad?”

Noget, jeg ikke har lyst til, er at begynde på en alvorlig samtale om selvsikkerhed, men det er bare en smule svært at komme udenom nu.

”Næh, jeg er jo bare en kedelig 6. klasseselev, der er alt for nysgerrig og ikke skiller sig ud på nogen måde.” Jeg trækker lidt på den, men understreger, at jeg mener det.

”Jeg, synes da, du er meget… Cool?” Han ved ikke, hvad han lige skal sige.

Til det kan jeg heller ikke finde et rigtigt svar. Det var vel et kompliment? Jeg trækker på skuldrene.

”Jeg føler mig ikke særlig cool," siger jeg og griner lidt i mens.

”Det gør jeg heller ikke, men så er jeg startet her, og se nu, hvordan folk er helt vilde med mig.” Det griner vi begge af. Hvis jeg var blevet set gå her og snakke sådan med Luke, ville halvdelen af klassen hade mig fra i morgen og indtil der dukker en ny, flot fyr op i deres liv.

Vi kommer hen til udgangen, hvor jeg skal hente min cykel, og han skal gå hjem.

”Hvor bor du egentlig?” spørger han, før jeg går ind i skuret. Han kunne i princippet fortsat følge efter mig, men jeg lukker alligevel samtalen med, at fortælle den vej, jeg bor på for høflighedens skyld. Han ved højst sandsynligt ikke, hvor det ligger. Så drøner jeg hen ad stien med et kort: "Vi ses i morgen."

Han vinker glad til mig og går selv stille hen ad gangstien. Mine øjne vender den modsatte vej, men det forhindrer mig ikke i at bemærke, hvordan han ser efter mig. Måske burde jeg være beæret over, at han viser opmærksomhed, men så meget opmærksomhed kan snart give problemer, om så det kun er tredje dag. Det eneste, der mangler nu er bare, at han også vil have mig med til julefesten. Hvad ville Sofie ikke sige til det? Eller Jonas?

Farten bliver sat op, da jeg når til den sidste bakke før mit hus. Jeg sætter cyklens støttefod ned og låser den, før jeg går ind. Ovenfra kan lyden fra min syngende mor, der faktisk hopper rundt, høres. Jeg kan godt glæde mig til en god aftensmad, for hun er i sit gode humør i dag.

Dovent og uden at gå op for at sige hej, slæber jeg min skoletaske efter mig ind på værelset med en forventning om, at jeg skal smide mig på min seng og tænde for et godt fjernsynsprogram. Det første, der fanger min opmærksomhed er dog ikke min bløde, dejlige seng eller mit fjernsyn, men et lille stykke papir på mit skrivebord. Har jeg glemt en skoleopgave?

Knap når jeg at fatte den skrevne tekst på sedlen, før jeg taber tasken.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...