Hvem, hvad, igen, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 28 nov. 2016
  • Status: Færdig
December er vendt tilbage, og i år skal det blive den bedste nogensinde. Sådan lyder det fra den 12-årige Ida, der er mere end klar til at holde en fantastisk jul, hvor hendes nysgerrighed ikke skal styre hende.
Juletid viser sig dog hurtigt at være lig med udfordringer, da en ny dreng dukker op i klassen med mystiske, men vigtige beskeder. På samme tid truer en stor chance og mange uenigheder med at spillet Ida og vennen Jonas. Og et sted derude er en gammel ven vendt tilbage - efter hævn.
En besked, en handling og en løgn fører til mange flere, og der er kun 24 dage til at få styr på alt, ellers betyder det, at der kun 24 dage tilbage overhovedet.
*2'er til "Hvem, hvad, jul, hvor?" Publicerede den før tid for at deltage i konkurrencen "Skriv forhistorien eller efterfølgeren" *

1Likes
0Kommentarer
311Visninger
AA

8. 8. december

Ida

”Julefest” skriver kridtet på tavlen som det første punkt. Årets aften for 6. klasser og op efter. Der har været meget snak om den blandt de større elever, og der kan allerede mærkes en kriblende fornemmelse i maven.

Sofies øjne sender et spændt blik, og jeg nikker som signal til, at jeg gengælder den spændte følelse. ”Jeg vil have Luke med!” hvisker hun til mig, hvilket jeg giver tommelfinger til. Jeg skal bare af sted med Jonas. To julefesttosser til en juleafslutning, det kan kun gå op i hat og briller.

Det er Ulla, der skal informere os om årets julefest for de største elever.

”Ja, jeg har lige noget spændende at fortælle jer som det første,” starter hun. ”For i år er I jo blevet store nok til at komme til de store elevers julefest.”

En jubel breder sig i klassen, og der er ikke en, der ikke lyder til at være glad. Et lille grin fra Ulla kan endda afsløres.

”Det er den sidste torsdag før ferien, altså den 17. december. Og det foregår som hvert år på den måde, at alle kommer med en ledsager, og det er selvfølgelig dreng, pige.” Fortællingen for os til at sende blikke rundt til hinanden. Nogle få ser ud til allerede at have aftalt, at de skal følges. Det passer jo også skidegodt; Sofie og Luke, Jonas og mig.

Nina med et knap så imponeret ansigt stikker en finger i vejret.

”Hvad så, hvis man ikke har nogen ledsager, kan man så ikke komme med?” spørger hun.

”Nej, det skal jo opfylde reglerne for, at man kan komme, men det behøver jo ikke at være en fra klassen, I kommer med. Hvis I hellere vil, kan I jo også komme med en bror eller søster, eller hvis I kender en anden.”

Ikke alle virker lige tilfredse med svaret, men ser ud til stadig at ville med. Man har bare et problem, hvis man er blandt de generte typer, der ikke tør invitere nogen ud.

”Hvad for et tidspunkt er det?” spørger én bagerst i klassen.

”Jeres forældre får alle sammen en invitation over mail, og til jer, der gerne vil, så er den også udskrevet her, som I kan hente efter timen.” Hun smider en stak papir på lærerbordet. Mit hoved vil straks vide, hvad der står, og jeg må koncentrere mig for at holde bagdelen på stolen og ikke styrte op for at læse invitationen med det samme.

Ved bordet tættest på katederet bliver der kigget over for at smuglæse sedlen. Folk begynder deres hvisken rundt til hinanden. Jeg må love Sofie at hjælpe med at få sin ønskede dreng med til festen. Fair nok, når jeg allerede er sikret min ledsager.

”Nej, det var ikke et tegn til, at I skulle begynde at snakke,” dæmper Ulla os, men det nye er, at hun ikke ser sur ud i dag. Jul kan gøre selv hende glad. ”Men i hvert fald, så er det næste torsdag, og I skal huske at tilmelde jer allersenest to dage før, så der kan blive plads til jer. Alt sådan noget vil der også så stå mere om i invitationen, så få den nu læst!”

 "Ej, det bliver bare helt vildt sjovt at prøve at gå til fest ligesom de store!" udbryder Sofie, hoppende i stolen

"Og oven i købet en julefest!" siger jeg, hvorefter vi får et alligevel streng blik fra Ulla. Jeg må sende et undskyldende ét tilbage, men er alt for meget oppe at køre til at kunne koncentrere mig om undervisningen. Hvad sker der egentlig til sådan en julefest?

Til festen skal der vælges tøj, måske skal jeg have noget nyt eller have min nytårskjole på, som jeg ellers aldrig får lov til at bruge. Hvis det ikke skal være den, er min ”Merry Christmas”-trøje et oplagt valg. Mit hår skal helt sikkert være sat, enten i en hestehale eller en festlig opsætning. Jeg kan prøve en helt ny frisure sammen med mor eller Sofie. Og gad vide, hvad der ellers sker til festen? Bare mor har fået og læst invitationen, når jeg kommer hjem, så hun også er forberedt.

Jeg skal lave risengrød og tage med! Vi skal have en kæmpestor kande saftevand, og så skal grøden være i en kæmpe skål med en stor ske, ligesom nisserne gør. Så kan Jonas og jeg dele en skål!

 

 

 

~~~

 

 

 

Festen er fra 17 til 22 og fra alle elever i sjette til tiende klasse. Alle skal komme med en ledsager af modsatte køn, og det kan være hvem som helst. Aftensmaden skal enten medbringes eller købes i kantinen, hvor der dog er begrænset mængde mad - en indirekte hentydning til, at man selv skal have maden med. Der vil være mulighed for at købe sodavand og snacks i løbet af aftenen.

Aktiviteter og info om discofest er ikke angivet i invitationen, da en julefest også skal byde på overraskelser. Mit smilebånd trækker nedad, da skolen også skal være så hemmelighedsfulde op til jul. Når folk er sådan, gør de ventetiden endnu værre!

Pigesamtalen omkring årets fest er i gang.

"Ved I, hvem I skal have med?” spørger Laura. Det kunne jeg også godt tænke mig at vide. Man er næsten blødt til at vide, hvad ens veninder gør i sådanne situationer.

Jeg svarer først: ”Jeg regner med, at jeg skal derhen med Jonas.” Det overrasker nok ikke nogen.

Anna siger, at hun bare finder en fra familien eller sådan noget, så hun ikke behøver at finde en fra skolen. Sofie påstår, at hun heller ikke har nogen, hun vil have med, så jeg giver hende det drillende blik, som siger, at det ikke var helt det, hun sagde i timen.

”Jeg skal bare have Luke med, så er jeg glad!” siger Laura lavt nok til, at han ikke kan høre det. Selvom det ikke er mig, der vil have ham med, giver bemærkningen et lille stik i hjertet.

”Han er altså også pæn!” sukker Anna, mens vi alle fire vender os over mod drengegruppen, hvor han har stillet sig. Jeg nøjes med at nikke. Han er da okay.

Mit blik fanger Jonas’, der har søgt over mod mig. Jeg smiler hurtigt og naturligt, hvilket får en stor del af drengene til at udstøde en højtråbende lyd. Blandt larmen kan man høre en kommentere på, at vi er sådan et sødt par. Jeg griner med Sofie, der også hørte det.

Luke lægger mærke til vores snak om festen og går over mod os. De andre drenge holder skarpt øje.

”Skal I med til festen?” spørger han. Hurtigt får jeg nikket, mens Sofie svarer, at hun ikke ved det endnu, men klart regner med det.

”Drengene de er meget sikre på, at du kommer sammen med Jonas,” siger han henvendt til mig, der bare ryster på hovedet af deres latterlige reaktion. ”Og I har ikke nogen ledsager?” spørger han så over til de andre.

”Nej, jeg skal jo nok lige have lov af min mor til at komme, før jeg aftaler noget, men jeg har ikke aftalt at følges med nogen," er Sofie først til at svare

”Nej, det har jeg heller ikke,” siger han højt. ”Det er også ret tidligt at aftale det allerede en time efter, at man fik at vide, at der er en fest.”

Det er måske tidligt, men hvem skal noget, man ikke kan aflyse, en torsdag aften?

”Skal du så til festen med Jonas?” bliver jeg spurgt af ham.

Jeg lader som om, jeg tænker for ikke at virke for ivrig.

”Altså vi er jo bedste venner, og vi er stort set altid sammen til fester og arrangementer og sådan noget, så jeg er ret sikker på, at vi skal det igen.” Jeg siger det i stedet for, at en fest uden Jonas ville være jul uden glæde.

Han nikker og smiler så i retning af Sofie, der får et lyserødt, genert ansigtsudtryk. Det er tydeligt, hvor meget hun håber at blive inviteret. Det samme med Laura og sikkert også Julie, Camila, Nina og de andre.

”Jeg må bare se, om jeg er for god til, at der er nogen, der vil have mig med," joker Sofie. Jeg slår hende med albuen.

”Du er ikke får god til nogen,” spiller jeg med og sender et blik til Luke. Han griner kort af os.

”Er du ikke bange for, at du ikke kan komme med, når du kun lige er startet?” spørger Sofie. Mens han svarer, søger jeg lidt væk og overlader samtalen til de to. Ud af øjenkrogen kan det godt fornemmes, at flere af pigerne samler sig om ham.

Jonas hopper ind foran mig. ”Hey!” Han lyder som en baby, da han nærmest råber til mig.

”Hva’ sååå?” efterligner jeg glad hans stemme.

”Skal du med til festen?” Han beholder smådrengsstemmen.

”Det regner jeg klart med. Jeg skal bare hjem og aftale det med min mor efter skole.” siger jeg. Jeg ved, at min mor bliver stiktosset, hvis jeg gør sådan noget uden at spørge om lov. Det gør hun selv, hvis hun har læst invitationen, for hvis ikke jeg nævner noget, glemmer hun det altid igen.

”Og du har ikke aftalt noget med nogle andre?” Useriøsheden er nu forsvundet helt, og han er pludselig lidt alvorlig.

”Nej, nej, selvfølgelig ikke,” forsikrer jeg. Det må han ikke tro! ”Det er ligesom altid, ikke?” Jeg klapper ham på armen, og han ser straks gladere ud.

Vi begynder på en diskussion omkring festen, og han virker mere end glad for min risengrødside. Det giver ham en ret så genialt forslag om, at vi skal komme med armbånd, der er lavet af vaniljekranse. Så er der et projekt til næste weekend! Man kunne jo egentlig også godt lave noget andet sjovt ud af juleslik…

”Ida, kom lige!” Sofie hiver mig i armen og trækker mig uden for døren. Jonas må få et af mine undskyldende blikke, mens jeg bliver hevet efter hende.

”Jeg stod lige og snakkede, kunne du ikke se det?” Det er ikke fordi, det gør så meget, men hun kunne da godt lige advare mig, inden hun sådan hiver mig ud af en samtale.

”Nej, men du bliver altså nødt til at hjælpe mig!”

Jeg venter, men hun bliver bare ved med at se bedende på mig.

”Ja, hvad er der?” spørger jeg, da det går op for mig, at hun venter på, at jeg skal reagere. Hun ser lidt rundt og trækker mig så endnu længere væk fra døren, før hun lige kigger rundt en sidste gang.

”Hvordan skal jeg virke sød?” spørger hun så.

”Bare vær normal, du er sød!” forsikrer jeg hende. Hvis hun skal imponere en dreng til at tage hende med til julefesten, så skal hun ikke have mangel på selvtillid. Til gengæld skal hun være den person, hun er.

”Men…” starter hun igen.

”Vær normal, tænk på, hvordan du synes, dine venner er. Synes du ikke, de er fine, når de bare er, som de plejer?” Jeg deler mine tanker med hende.

Hun er stille et øjeblik, men nikker så. ”Okay, jeg skal bare være normal,” Hun traver langsomt ind mod klassen igen. Halvvejs vender hun sig mod mig igen. ”Men jeg tager fat i dig igen, hvis det ikke virker. Det er ikke sikkert, at han falder for min type."

Jeg giver hende min sidste tanke, inden hun smutter ind til ham: "Det er jeg sikker på, at han nok skal gøre."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...