Hvem, hvad, igen, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 28 nov. 2016
  • Status: Færdig
December er vendt tilbage, og i år skal det blive den bedste nogensinde. Sådan lyder det fra den 12-årige Ida, der er mere end klar til at holde en fantastisk jul, hvor hendes nysgerrighed ikke skal styre hende.
Juletid viser sig dog hurtigt at være lig med udfordringer, da en ny dreng dukker op i klassen med mystiske, men vigtige beskeder. På samme tid truer en stor chance og mange uenigheder med at spillet Ida og vennen Jonas. Og et sted derude er en gammel ven vendt tilbage - efter hævn.
En besked, en handling og en løgn fører til mange flere, og der er kun 24 dage til at få styr på alt, ellers betyder det, at der kun 24 dage tilbage overhovedet.
*2'er til "Hvem, hvad, jul, hvor?" Publicerede den før tid for at deltage i konkurrencen "Skriv forhistorien eller efterfølgeren" *

1Likes
0Kommentarer
395Visninger
AA

7. 7. december

Jonas

Skoleugen starter ud med naturteknik, ikke et fag, der er særlig spændende, men alligevel er der en spænding for at skulle ”møde” en ny kammerat.

En lille flok af pigerne har samlet sig indenfor hovedindgangen, hvor den bidende kulde strømmer ind, hver gang nogle åbner døren. Tænk, at de gider!

På tavlen i klasseværelset er der med store bogstaver skrevet ”Velkommen til 6.c, Luke", og mine kammerater er ved at tegne smileys, nissehuer og andre mere eller mindre opfindsomme ting.

”Jonas, se lige Williams tegning!” råber Lucas og peger på en tegning af en fed, bar mand med en kæmpe… Ting. Jeg kan ikke holde et lille grin inde, da de står og begynder at tegne en masse hår og bumser.

For ikke at være ham den kedelige, hopper jeg med på vognen og tegner et lille, meget glad hoved på tavlen.

Uden for døren kan der høres en blanding af en hel masse råb, der signalerer, at der sker noget nu. Folk smider deres kridt, strømmer fra tavlen og enten hen til sin plads eller døren, hvor nogle begejstrede piger har samlet sig om Luke, der gemmer sig blandt dem.

Han får ikke lov til at se den tavle fuld af hilsner, der er lavet til ære for ham på grund af piger.

”Piger, se at komme på plads!” jager vores lærer dem væk. De råber fornærmet noget med, at de bare vil sige velkommen til den nye, men han er pænt ligeglad. Vi har masser af tid til sådan noget i frikvarteret.

”Det har ringet, så hvis I lige vil sætte jer og være stille!” råber han udover klassen, der er urolig som enhver morgen.

”Og velkommen til Luke, der skal gå her i klassen fremover,” byder han så velkommen og viser os ham. ”Ulla siger, I har mødt ham?”

Nogle siger ja, andre nikker bare, og nogle er ligeglade. Hvad gør det også af forskel?

”Der er også lavet nogle velkomsthilsner til dig på tavlen, kan jeg se," viser han til Luke, der står og smågriner lidt af de mere og mindre nyttige, små beskeder, vi har lavet.

”De er flotte," nikker han, og smågrisene kan høres rundt om.

”Har du noget at sige?” bliver han spurgt, inden læreren vil smide ham på plads.

Det bliver den klassiske: ”Jeg glæder mig meget til at lære jer alle sammen at kende. Tak for beskederne.” Han smiler ud til os alle sammen, inden han sætter sig ved bordet, der er blevet klargjort specielt til ham.

Der bliver hvisket ekstra meget blandt pigerne, mens vi endnu en gang får at vide, hvor vigtigt det er at tage godt i mod ham, da det kan være meget svært at starte på en skole, hvor man ingen kender.

”Og hvis du har nogle spørgsmål, så må du jo bare sige til. Jeg er sikker på, at der er nogle søde elever i klassen, der gerne vil hjælpe dig, ellers vil vi i hvert fald gerne," slutter han af med at sige til Luke. Jeg har aldrig fattet, at det skal tage så lang tid for skolelærere at få noget sagt. Sig nu bare velkommen, og så er det klaret.

”Nå, men fordi vi har fået en ny i klassen, så synes jeg, at vi skal lære bedre at kende," siger han heldigvis til sidst, og klassen bliver glad, fordi vi slipper for hadefaget.

Han kigger ud af vinduet, vurderer vist, om det er for mørkt og koldt til at være ude. Så går han lige hen og åbner døren, og med det samme strømmer den kolde luft ind og giver kuldegysninger til selv den varmeste.

”Det er koldt!” udbryder en pivende stemme, som med det samme får ret.

”Ja, det kan jeg godt se. Så må vi jo bare være her inde. Har vi en bold?” spørger læreren og kigger sig om. Der bliver peget hen i skabet, hvor han går hen og samler vores skumgummibold op.

Det bliver den dér, hvor vi kaster bolden til hinanden, mens vi siger, hvad vi selv hedder, og hvem vi kaster det. Luke skal derfor huske navnene, og det gør det en smule sjovt. I hvert fald er det sjovere end naturteknik, så indtil nu kan jeg godt lide Luke.

 

 

 

~~~

 

 

 

Efter timen er det klassens nuværende elever, specielt blandt pigerne, der selv kommer over for at lære den nye at kende. De virker begejstrede over hans hår og kropsform, og de drenge, der er gået over for at hilse, er vild efter at vide noget om hans spillevaner. Det kunne også være spændende nok at vide, hvad han laver med sin computer, mobil og iPad, så jeg stiller mig lige bag nogle af de andre og lytter med.

”Lige nu spiller jeg sådan et julespil, som jeg fandt. Jeg havde helt glemt jeg have det!” fortæller han om sin iPad og får på den måde tiltrukket noget opmærksom fra drenge med at fortælle om noget, de kender alt til, og noget opmærksomhed fra pigerne med sit grin og sit lidt ”charmerende" udseende. I det mindste er det god stil omkring jul. Jeg skulle også have fat i et julespil, det er da alt for galt, at jeg ikke har det!

”Hvad er det for et spil?” spørger jeg over Williams skulder.

”Jeg kan faktisk ikke huske, hvad det hedder,” siger han. ”Jeg kan tage det med en dag og vise jer det.”

Jeg siger ikke noget til det. Der findes sikkert masser af julespil, og jeg kan garanteret finde et, der er bedre end hans, lige meget hvilket spil, han har.

”Hvordan er det at starte på en helt ny skole? Er det ikke svært?” vender Nina det til en kedelig tøsesamtale. Sammen med de fleste af drengene flygter jeg væk fra bordet. Noget, jeg ikke har brug for lige nu, er en masse piger, der går amok over en flot dreng,  samlet om et bord og ved at gøre indtryk ved at spørge ind til hans følelser og privatliv.

”Det er næsten synd for ham,” siger Lucas, da han ikke tror, de kan høre ham. Der er nok ikke for stor risiko for, at pigerne hører ham, for nu hænger de ind over ham, kaster spørgsmål i hovedet på ham og beundrer hvert af hans svar.

”Det er synd så meget, dit navn minder om hans!” gør William grin med de lignende navne. Vi griner og får et blik fra nogle andre piger, der for alvor undrer sig over os. Tænk engang, hvor lidt humør man kan have.

”Han må blive befriet før eller siden," siger jeg for at sige noget. Egentlig er jeg pænt ligeglad med det.

”Ja, de skal bare falde lidt ned,” siger Lucas. ”I morgen har de fundet en flottere, eller det er gået op for dem, at der ikke er meget ved ham alligevel. Så begynder de at tænke på den næste shoppetur, eller hvordan deres gaveindpakninger skal se ud.”

Vi griner igen over de vaner, pigerne har, selvom de garanteret selv mener noget andet.

”Er det da bedre slet ikke at have noget at bekymre sig om?” spørger Julie ovre fra et andet bord. Hun mener, at vi aldrig bekymrer os. Vi har altså også julegaver, vi skal have købt og kager, vi skal have bagt inden… Jul. Men der er heldigvis længe til.

”Øh, ja,” siger Lucas. ”Det er da meget bedre ikke at bekymre sig om noget end at bekymre sig om noget konstant.”

Julie ryster på hovedet, himler med øjnene og vender tilbage til samtalen med veninderne. Luke er stadigvæk ikke flygtet fra de piger, der bliver ved med at spørge ind. Han kunne da også selv gøre noget for at komme væk? Det er selvfølgelig heller ikke sikkert, han gider det, hvis man er en af opmærksomhedstiltrækkerene, der bare vil gøre indtryk. Som han sidder og svarer så fint, smiler og spørger tilbage til dem, så er der vel ikke meget at tage fejl af. Inden længe er han skolens flotte fyr, som alle kender, og så bliver alle pigers største juleønske at komme ud med ham. Vi må håbe, at det først sker efter jul, så andre også kan få en chance her til juletid, hvor man helst vil være glad og have lidt succes.

”Vi skal lige høre noget musik,” siger Lucas pludselig og åbner sin mobil. ”Hvilken julesang?” Jeg lader ham vælge, og han taster noget ind, før der bliver skruet helt op for Jinlge Bells. Helt automatisk begynder vi at danse tosset rundt, mens vi synger med på sangen. Flere af de andre hopper også med, og vi er faktisk alle - undtagen de fire, som stadig snakker - der fester rundt i klassen.

”Skal I ikke være med?” spørger Lucas dem, da vi løber forbi dem. Sasha kigger faktisk op, vist nok i overvejelse om at deltage i vores fede fest, men Nina hiver hende tarveligt ned.

”Lad være med det. Seriøst.” siger hun helt alvorligt, og Sasha gør, som hun siger. Gab.

”Vil du være med?” ignorerer han de meget kedelige piger og spørger Luke i stedet. Han er ikke en skid bedre.

”Nej, jeg sidder lige og snakker med pigerne. Der er da ikke mening i at hoppe sådan rundt?”

Kom det lige fra en dreng fra sjette klasse? Så er man da alt andet end okay.

”Hvor er I kedelige," siger Ida, og vi løber videre. Hun har meget bedre stil end nogen af dem.

Hvis Luke vil være kedelig, er det hans problem, så længe det ikke går ud over mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...