Hvem, hvad, igen, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 28 nov. 2016
  • Status: Færdig
December er vendt tilbage, og i år skal det blive den bedste nogensinde. Sådan lyder det fra den 12-årige Ida, der er mere end klar til at holde en fantastisk jul, hvor hendes nysgerrighed ikke skal styre hende.
Juletid viser sig dog hurtigt at være lig med udfordringer, da en ny dreng dukker op i klassen med mystiske, men vigtige beskeder. På samme tid truer en stor chance og mange uenigheder med at spillet Ida og vennen Jonas. Og et sted derude er en gammel ven vendt tilbage - efter hævn.
En besked, en handling og en løgn fører til mange flere, og der er kun 24 dage til at få styr på alt, ellers betyder det, at der kun 24 dage tilbage overhovedet.
*2'er til "Hvem, hvad, jul, hvor?" Publicerede den før tid for at deltage i konkurrencen "Skriv forhistorien eller efterfølgeren" *

1Likes
0Kommentarer
393Visninger
AA

6. 6. december

Ida

En larmende lyd fra noget ved min side hiver mig ud af skønhedssøvnen. Der findes ingen form for tidsfornemmelse i mit hoved, og jeg kan ikke sige, hvad der foregår. Dog går det hurtigt op for mig, at lyden kommer fra min telefon, der ligger på bordet.

Mine øjne bruger lidt tid på at vænne sig til lyset på displayet. "05:38" viser tallene. Hvem ringer på det tidspunkt søndag morgen?

Med en doven bevægelse, rammer min finger det røde rør på skærmen, og min krop vil tilbage i sengen. Jeg når dog knap at få dynen over mig igen, da lyden endnu en gang forstyrrer mig. Et højlydt suk undslipper mig, da jeg igen rejser mig.

Efter at have lagt på igen, slår jeg lyden af og gemmer mobilen under min skrivebordslampe, som jeg skubber til siden.

Den dejlige, bløde madras sender glæde og tryghed ud i hele min krop, da jeg lægger mig tilbage under min varme dyne. Det bedste, når man har været oppe halv seks en søndag morgen, er at komme tilbage i sengen, der bare står og venter på én.

Igen kan lyden af vibrerende telefon fornemmes, men nu kan jeg være ligeglad, for den forstyrrer slet ikke, når jeg trækker dynen op omkring ørerne og vender mig på den anden side. Nu kan jeg nyde stilheden.

Den dejlige stilhed bliver en meget kort fornøjelse, for få sekunder efter, at mobilen har larmet igen, går den helt grassat og vibrer helt vildt under lampen. Dem får lampen til at bevæge sig hen ad væggen, så kontakten bliver skubbet op, og lyset overtager det mørke rum. Med en hidsig bevægelse slår jeg min elskede dyne af og går over og løfter lampen. Når jeg har afvist dig to gange og ignoreret dig en, er det så ikke nok til, at du kan fatte, hvor jeg ikke gider at snakke nu?

Der ser ikke ud til at være en bedre løsning, så jeg trykker på besvar-knappen.

”Hvem er det?” spørger min sløve stemme, og jeg afventer et svar, der til min overraskelse ikke kommer. Jeg prøver med et forvirret ”hallo?”, men der er stille i den anden ende. Telefonen bliver fjernet fra mit øre og lagt på bordet. Personen må ringe igen inden længe.

I noget, der føles som lang tid, bliver jeg stående og kigger på skærmens mørke, mens trætheden hurtigt overtager min tunge krop. Verden begynder at snurre rundt, og mine øjnelåg vejer det samme som en elefantunge. Gabende kan jeg lige akkurat fornemme, at min højre fod slipper gulvet og forsvinder, men jeg ved ikke, hvor den forsvinder hen, eller om den anden også vil med. Flyvende fornemmelser af let- og svimmelhed omfavner mig og hiver mig ind i en anden verden, efter det sidste virkelige lys kan ses.

Rundt omkring mig bliver alting mørkere og lysere på samme tid, og nogle ting vokser sig større, andre mindre.

Jeg bliver løfter op gennem luften som en sommerfugl på en varm junidag. Vinden bærer mig op fra gulvet, ud af vinduet og hen over landet, der fyldt op med lys og glæde, som kommer op og lægger sig om mig i luften. Jeg ler vist nok, letheden og lykken er der i hvert fald, ligesom når jeg ler.  Dér er en anden, som også flyver. Den person er ikke en, jeg kender eller kan se, hvem er, med vedkommende svæver hen til mig og tager fat i mine hænder. De hænder, der tager om mine, er som en engels. Måske er det en engel?

Nogle utydelige ord lyder fra personen, der begynder at svinge mig rundt og le med mig. Der bliver sagt noget mere, jeg nogenlunde får fat i, men alligevel siver det igennem ørerne på mig. Var det noget vigtigt, skal det nok komme tilbage til mig, men der er ingenting, der er vigtigt nu.

Han eller hun tager med en blid bevægelse fat i mig og hiver mig ned mod en lysende portal, der ligner den, man bruger til at komme fra en verden til en anden. Den verden, vi kommer til, er også en anden, så det passer jo helt perfekt! Den er lys og har træer med blade i lysegrøn og lilla, og foran os er en stor sø med det klareste, blå vand. Folk, eller fantasifolk, som det så er her, bor i søde, små huler i træer og bakker. 

 

 

 

~~~

 

 

 

Hvor er jeg? Hvad er der sket? Siden hvornår er min seng blevet så hård?

Min krop rejser sig fra gulvtæppet og kommer op at stå i værelset, der er ligesom en karrusel. Først da jeg står på mine fødder, går det op for mig, at jeg ikke ligger i sengen. Uret på min mobil viser, at klokken er lidt over elleve om formiddagen. Er det for sent at få adventsgaver?

Drømmen kommer tilbage til mig som en oplevelse fra i går. Den mystiske ”engel”, jeg mødte i skyerne ville fortælle mig noget, det ved jeg bare. Jeg kan bare ikke huske, hvad den sagde. Det land, vi besøgte, er jeg også 100 procent sikker på, havde en betydning. Kort sagt, så er der ikke sket noget her i nat, der er betydningsløst. Men hvad var det præcist, der skete?

En mangel på energi overvælder mig, så jeg vender automatisk rundt om mod min dør og går ad den snoede trappe op til stuen, hvor min mor og Mia er ved at se noget julekalender fra i går.

”Godmorgen, min smukke sovetryne.” siger min mor, da hun får øje på mig, og jeg får svaret igen med et svagt ”godmorgen”.

”Du må være sulten, er du ikke det?” spørger hun og har allerede halvt rejst sig. Jeg nikker som svar på hendes spørgsmål og tripper efter hende ud i køkkenet, hvor der står noget brød og et par æbleskiver, der ikke er blevet spist. Der er måske julemorgenmad til adventsmåltid?

”Jeg kan lige varme lidt brød og nogle æbleskiver til dig, så kan du sætte dig hen og hygge lidt med Mia,” foreslår hun, eller egentlig bestemmer hun det nærmere, da hun begynder at lægge mad op på en tallerken. ”Hvor meget skal du have?” får hun spurgt mig undervejs.

”Vel to stykker brød og to æbleskriver,” svarer jeg. ”Har vi skinke?”

”Jeg skal nok tage det med om til dig.” Det er ikke til at tage fejl af, at hun er i godt humør i dag. Når hun ikke arbejder på mærkelige tidspunkter, er det noget helt andet, kan man godt se.

Da der ikke ser ud til at være noget, jeg skal gøre, vader jeg, uden at slippe fødderne fra gulvet, hen til sofaen og sætter mig ved siden af Mia. Hun er ved at se sit yndlingsafsnit af julekalenderen fra sidste år, så jeg tog fejl, da jeg troede, det var fra i går. Ved siden af hende ligger boksen, hvor DVD’en har været i.

”Se, hvad jeg har fået af nissen i dag!” Hun kan ikke skjule sin meget store begejstring for dagens gave. ”Nissen” er særligt gavmild om søndagen, selvom Mia får gaver hver dag. Så håber jeg bare, at min er tredobbelt stor, når jeg kun får en gang om ugen.

”Der er også en gave til dig.” siger min mor. Den kommer sammen med mine hamburgerrygsmadder og to æbleskriver på en nissetallerken med syltetøj og sukker.

”Cool!” skynder jeg mig at sige, ikke overrasket, men alligevel begejstret, for hvem elsker ikke gaver og lækker morgenmad på en juletallerken?

Gaven bliver det første, jeg tager. Den er meget lille og flad, og det er ikke til at sige, hvad der gemmer sig under sølvpapiret.

”Den er altså ikke meget større end de andre dage, men jeg tænkte, at Mia måske også vil dele sin gave lidt med dig.” prøver hun at sige, men jeg hører kun det halve, for jeg har allerede fat i papiret. Under det gemmer sig endnu et stykke papir, der er foldet midt over. På det står det navne på en masse butikker og et beløb på 300 kroner.

”Det kan bruges i alle butikker i storcentret. Du kan jo tage en af dine veninder med, hvis du vil. Jeg tænkte nu nok nu når hun var så sød at tage dig med hjem i fredags.” siger min mor, der øjeblikket efter bliver omfavnet af mig.

”Jeg skal ud og shoppe næste uge!” glæder jeg mig allerede. Det kan være, jeg selv skal have en julegave den her gang. 

Mens jeg spiser min morgenmad, følger jeg med i det, Mia ser. Det er et afsnit, hvor Sofie og den nye dreng rejser tilbage i tiden. Et blik fra drømmen sniger sig ind i mit indre syn. Jeg bliver ført ind i den verden, der når jeg tænker over det, minder meget om der, hvor jeg mødte Pete sidste år. Det er bygget, eller hvad det er, på samme måde med flot natur og folk, der bor i træer, bakker og søer.

Personen, der fløj med mig, kan ses igen. Udseendet ændrer sig lidt, så ansigtet bliver tydeligere, og hans lyse hår bliver sat op. Nu kan jeg også se øjnenes blå farve.

Jeg ryster synet ud af hovedet og forsøger at vende tilbage til den lækre morgenmad og fjernsynet. Æbleskriverne er dejligt store og svampede, hvilket får juleglæden spredt ud i mine fingrespidser. Jeg elsker simpelthen bare den søde smag, og den lidt knasende fornemmelse fra den sukker, der kommer ovenpå.

”Jeg kan også høre, at ham Luke starter i morgen.” bliver tavsheden brudt af vores mor, der kommer gående hen til os.

”Nå, ja. Han er faktisk sød nok.” siger jeg. Vil hellere koncentrere mig om min æbleskive og julefilmen.

”Ja, I mødte ham i fredags, det er rigtigt.” Hun er meget interesseret i vores skoleliv.

”Han hilste bare lige på os, så jeg kender ham ikke så godt endnu, men han virker sød.” Det er rigtigt nok, at vi ikke fik så meget at vide om ham eller snakkede specielt med ham, men jeg fik en fornemmelse af, at han gerne ville have indflydelse på klassen allerede før den første dag. Han virker ifølge min mening til at være en person, der gerne vil have opmærksomhed,  sådan som han bare var sød og hjalp frivilligt med undervisningen.

Der bliver ikke spurgt om mere nu, og vi ender med alle tre at læne os tilbage i sofaen og gense et par afsnit, og chokoladekalenderen bliver også åbnet.

”Skulle vi ikke tage en tur i byen og handle lidt julegaver?” spørger mor midt under et afsnit. Jeg farer op og nikker, mens Mia har langt mere fokus på skærmen.

”Hvem mangler vi gaver til?” spørger jeg ivrigt.

”Vi mangler jo en til far, men ham har jeg ikke fået ønskeseddel fra, så jeg tænkte, om jeres venner skulle have nogle?”

Nu er Mia også vågnet op.

”Må jeg give Frida den der bamse?” Hun så en bamse i BR den anden dag, som var helt vild sød, og hun endte faktisk med selv at få en magen til i kalendergave.

”Det finder vi ud af.” bliver svaret bare.

Vi bliver enige om at gøre det, når afsnittet er færdigt. En spontan tur i byen er en god juleting.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...