Hvem, hvad, igen, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 28 nov. 2016
  • Status: Færdig
December er vendt tilbage, og i år skal det blive den bedste nogensinde. Sådan lyder det fra den 12-årige Ida, der er mere end klar til at holde en fantastisk jul, hvor hendes nysgerrighed ikke skal styre hende.
Juletid viser sig dog hurtigt at være lig med udfordringer, da en ny dreng dukker op i klassen med mystiske, men vigtige beskeder. På samme tid truer en stor chance og mange uenigheder med at spillet Ida og vennen Jonas. Og et sted derude er en gammel ven vendt tilbage - efter hævn.
En besked, en handling og en løgn fører til mange flere, og der er kun 24 dage til at få styr på alt, ellers betyder det, at der kun 24 dage tilbage overhovedet.
*2'er til "Hvem, hvad, jul, hvor?" Publicerede den før tid for at deltage i konkurrencen "Skriv forhistorien eller efterfølgeren" *

1Likes
0Kommentarer
350Visninger
AA

5. 5. december

Jonas

I forhold til, at det er lørdag morgen, så er jeg alt for tidligt oppe. Klokken lidt i otte, vil mine øjne ikke være lukkede længere, og min dovne krop vil have fat i computeren og hoppe på internettet.

Da jeg åbner den, falder jeg igen over mailen. Bekymringerne omkring den og min fremtid er kun blevet større de sidste dage. Det er ikke en god kombination, når ens mor er helt vild glad og stolt af, at det lykkedes, det samme med ens far, og man selv står i en situation, hvor man ikke ved, hvad man skal gøre af sig selv. Jeg vil gerne, men Ida står i vejen på en måde, der ikke passer mig, og mine andre venner påvirker det næsten ligeså meget. Ingen kan med nogen form for sikkerhed vide, hvad de vil synes om noget som helst.

Så er der også ham Luke, der måske kan være flink nok, men alligevel, efter at have set ham første gang, virker han overfladisk og som en, der bare vil charmere sig ind på pigerne.

Pilen på skærmen bevæger sig ned mod linket, der står i bunden. Trykker jeg på det, kan jeg gå ind og sende mine informationer. Jeg kan få det til at lyde som om, at jeg er en rablende galning, der under ingen omstændigheder kan får lov til at komme ind, og de vil afvise mig i sidste øjeblik. På den måde kan jeg blive, og det vil være ude af verden, før vi får set os om.

Mine fingre trumler et par gange mod musetasten. Er det det, jeg skal gøre? For mig, mor og Ida?

Venstretasten bliver trykket ned og får åbnet internettet. Allerede nu kan jeg høre den sure stemme fra min mor i mit baghoved, hvordan hun kalder mig umulig og utaknemmelig. Det bliver sjovt at se, hvordan hun reagerer, når jeg gør det klart, at det er mit valg og ikke noget, der vedkommer hende.

Siden, der popper op, ligner den, man altid kommer til, når man skal oprette profiler på sociale medier. Den første side, hvor man udfylder navn, køn, alder og så videre, er ikke med. I stedet er det første, man kommer ind på, den næste, hvor man skal skrive den kode, man har fået tilsendt for at komme videre. Jeg udstøder et fnis over, at de gør det så sikret.

Den første latterlige side fører til den næste, hvor jeg skal fortælle om vores nye bolig og hvordan, det skal passe med at komme frem og tilbage. Jeg har ikke snakket med mor om vores nye hus eller lejlighed eller hvor, det ligger, så der bliver skrevet noget tilfældigt.

En lyd fra min dør, der bliver åbnet, får mig til at stoppe op og rette opmærksomheden mod min mor, der er dukket op i åbningen.

”Nå, du er også oppe,” smiler hun med sit morgentrætte ansigt. ”Jeg er nødt til at køre ud på mit arbejde nu, for min kollega har aflyst. Far er også vågen, han er taget til bageren.”

Hun går helt ind på værelset, og jeg bliver nødt til at lukke ned. Hvorfor var det dog også lige i dag, hun skulle op så tideligt?

Jeg får et hurtigt kram og en masse kys i håret, før hun siger farvel og går igen. Hvor nødvendigt var det lige? 

Da jeg ikke gider til at bruge tid på at skrive det samme en gang til, går jeg i stedet på Youtube og tænder for en video, jeg ikke fik lov til at se færdig i går aftes.  Det her må jeg bekymre mig om en anden dag, og desuden er der også lang tid til januar. December kan godt gå langsomt, fordi man glæder sig. Det bliver helt slemt efter juleaften og frem til skolestart, fordi det er så kedeligt, så der er masser af tid.

Min far er hjemme fra bageren, kan jeg høre, for døren i entréen går i med et brag. Jeg lukker computeren og traver ud i køkkenet i mit nattøj.

”Hej med dig!” På hans friske stemme lyder det til, at han har været vågen i timevis. ”Du er også frisk i dag, hva?” Han rusker mig i skulderen og får mig til at grine lidt.

”Hvad har du købt?” spørger jeg og ser på bagerposerne, mens jeg godt ved, hvad jeg håber, er i. Bageren hos os har de bedste kanelsnegle, der findes!

”Jeg har købt det brød, du godt kan lide og nogle julesnelge, de solgte, fordi det er december,” Han tager nogle snoede kager ud af den ene pose og lægger dem på en tallerken. ”Jeg tror, det er nogle kanelsnegle med noget krydder, men jeg ved det ikke.”

Uanset hvad, så ser det ud til at være en god kage.

Jeg afviser hans spørgsmål, om at dække bordet og sætter mig på en stol. Maden kommer på af sig selv, hvilket er meget bedre end selv at skulle arbejde for det. Far sætter sig til sidst overfor mig som tegn på, at jeg gerne må spise nu.

Fordi det er weekend, får jeg lov til at tage to stykker franskbrød med masser af pålægschokolade og et ekstra stort glas kakao. Derfor elsker jeg lørdage!

”Har dig og mor skrevet tilbage til skolen i London?” spørger han. Som svar ryster jeg på hovedet og tager en bid af min længeventede chokolademad.

”Skal I ikke snart det?” fortsætter han.

”Det tror jeg ikke. Der var vist ikke noget tidspunkt, man senest skulle svare.” Det er ikke helt rigtigt, men jeg kan alligevel ikke huske fristen.

”Tror du ikke hellere, I må skrive tilbage, så de ikke giver pladsen videre?”

Stop nu, far, vil du ikke nok?

”Hvorfor skulle de give pladsen videre?” spørger jeg lidt dumt. Det ville passe mig helt fint, hvis pladsen blev givet, så det er bare at trække den så langt som muligt.

”Hvis du ikke svarer, tror de måske, at du ikke er interesseret alligevel, og så kan det jo ende med, at de opsøger en af de andre, der har ansøgt.” Han lyder lidt for alvorlig, synes jeg.

”Jeg skal bare have mor til at hjælpe, for det er hende, der ved, hvad vi skal svare.” Nu er det så bare her, hvor han ikke lige skal ringe eller sige som det første, når hun kommer hjem, at vi skal have svaret tilbage. Jeg vil ikke til England!

 

 

 

~~~

 

 

 

Ikke gør noget andet end at lade mig være fri og blive her! Der er meget, jeg har lyst til at sige. Skridtene på gangen kommer tættere og tættere på værelset, og inden længe kan jeg høre min mor åbne døren. Hun dumper ned på en stol ved siden af min.

”Nå, har du fundet det?” spørger hun. Jeg åbner med rystende hænder op for mailen.

”Vi skal bruge den her kode,” viser jeg og håber inderligt, at der sker et eller andet, der forhindrer eller forsinker os. Det kan ske i fjernsynet, så må det også kunne ske virkeligt. ”Vi skal vist nok sætte den ind, når vi svarer.” lader jeg som om, jeg gætter og går ind på linket nederst i mailen.

Jeg sætter selv koden ind, og giver så computeren til hende. Hun udfylder lidt, som jeg ikke kan svare på, før jeg får nogle spørgsmål. Det smarteste ville nok være at komme med et eller andet fis, der ikke passer. Og det er alligevel dumt, for det vil hun kunne gennemskue.

Følelsen af panik kommer væltende og overtager mig, mens hun taster vores svar ind på computeren. Mit hoved kommer på et hav af ideer om måder at undslippe, men det virker ikke troværdigt nok, at man pludselig glemmer ting, som er noget, alle og enhver ved. Midt under et spørgsmål, bliver jeg ramt af en trang. Min krop og mit hoved kan ikke sidde her. Jeg må flygte!

”Vent lige lidt,” siger jeg, før jeg rejser mig og går ud på gangen, før der kommer en reaktion fra hende. Der skal bare handles hurtigt og smart nu.

Til mit held står aftensmaden stort set klar i køkkenet.

”Fik I dig tilmeldt?” lyder det fra min far, der er ved at tage de sidste kartofler fra.

”Vi er ikke helt færdige.” Og det bliver vi heller ikke.

”Nå, men der er også mad nu, så det kan være du vil dække bord? Så må I jo gøre det bagefter."

Jeg går i gang med at sætte tallerkner og glas på i et relativt langsomt tempo. Min far bliver helt glad, da jeg også hjælper med at sætte maden og alle krydderierne på bordet.

”Du må op og fortælle en masse om det i skolen på mandag.” Jeg får et klap på hovedet, da han går forbi mig med kartoflerne. De opfører sig begge som om, at det var verdens største selvfølge, at jeg starter på den skole. På den måde de snakker og handler, skulle man tro, det allerede var helt sikkert, hvilket de tydeligvis også synes, det er. Efterhånden er det tæt på, at jeg bare siger det, som det er: At jeg ikke vil gå på den skole i England, de har fået mig ind på, men vil blive her ved mine venner og den hverdag, jeg er vant til.

”Maria, der er mad!” kalder min far, så mor kommer ind i stuen. Hun giver mig ”Nå, du kom ikke ind igen alligevel”- blikket, før hun sætter sig ved bordet.

”Hvor langt er i nået med indmeldingen?” begynder aftenmåltidets voksensnak.

”Vi er næsten færdige, vi mangler bare lige det sidste, som Jonas skal svare på,” svarer min mor. ”Det er faktisk ikke så meget information, de skal have nu her.” Gad godt vide, hvad meget information så er.

”Har I fået noget mere at vide om skolen?” spørger han, og hun begynder på en lang fortælling. Der er lagt ekstra fokus på musik og "lignende" af mine interesser, men også på det faglige, som jeg skulle være god til. Selvom det ikke var det, jeg havde tænkt mig, begynder mine ører at spidse sig under fortællingen. Da hun første gang snakkede om den, fortalte hun bare om en musikskole i London, hun havde fundet og troede, kunne være noget for mig, hvis vi havde råd. Nu lyder det spændende med musiktimer, hvor man kan lære at spille sjove instrumenter og træne sin sangstemme til at blive rigtig god. Der bliver også lavet musik, som man kan komme ud og optræde med nogle gange om året, hvis man er interesseret og rigtig god, hvilket de begge mener, at jeg sagtens kan blive.

For mit andre blik kan jeg se mig selv stå på scenen med mit eget band med lys og live musik, og et kæmpe publikum sidder foran og hepper på os. Jeg kan høre min egen sangstemme, blandet med min makkers, flyde ud i højtalerne, mens jeg spiller på min guitar.

Jeg er sikker på, at det er den helt rigtige skole, vi har fundet til dig. Også selvom du skal væk fra dine gamle venner," afslutter hun forklaringen, og far giver hende ret.

”Det skal du nok blive rigtig glad for," siger han smilende.

”Kan vi ikke godt invitere dem over nogle gange i weekenden eller tage hjem og besøge dem?” spørger jeg med et håbende blik. Det viser, at jeg gerne vil beholde mine nuværende venner. Tavsheden afslører, at svaret bliver overvejet og gør mig utilpas.

”Det kan godt være, vi kan finde ud af noget med at invitere dem, men det kan nok kun blive i ferierne,” siger min far så. ”Det er jo dyrt at rejse så meget frem og tilbage, hvis man bare gør det for at være der en enkel dag.”

Et lidt for højlydt suk fra mig får dem begge til at vende sig mod mig. De udveksler et par blikke med hinanden som om, de diskuterer noget og retter sig mod mig igen.

”Du har måske slet ikke lyst til det?”

Hvis jeg gerne vil blive, kan det sandsynligvis bare kræve, at jeg svarer nej på mors spørgsmål. Jeg kan lukke emnet ned nu og blive her i mit eget land med dem, jeg kender og plejer at være sammen med. Måske vil jeg gå glip af en stor chance, som har krævet meget til og energi at få fat i , og som jeg i længden nok vil blive super glad for. Til gengæld vil det ændre rigtig meget, hvis jeg gør det, og jeg kan ikke vide, hvad det vil have af betydning. Drengene vil måske synes, at det er det dummeste at flytte til England for at gå på en skole, og Ida vil jeg måske ikke se mere end en gang om året eller to. Hun finder en meget bedre ven og vil glemme stort set alt om mig. Det samme med Lucas og mine andre venner.

”Jo, det vil jeg gerne," siger min mund, men jeg har med det samme lyst til at tage det i mig. Jeg propper endnu en kartoffel i munden i håb om, at det stopper mig i at sige mere. Der er ødelagt nok i forvejen.

”Skal vi så ikke lige få den tilmelding sendt, så den ikke går væk?” bliver mit svar taget i mod. Jeg nikker langsomt og usikkert, som ikke er usikkert nok. Det giver hende et signal til at rejse sig og hente computeren. Jeg får et smil fra min far, som jeg gengælder, men indeni mig siger alt, at jeg har gang i noget forkert. Igen prøver jeg at berolige mig selv og bilde mig ind, at det nok skal gå, og at jeg kommer til at elske den nye skole og britiske storby.

”Du mangler bare lige det sidste spørgsmål her,” siger hun, mens hun fokuserer på skærmen. ”Vil du selv svare på det.”

”Det gør du bare," svarer jeg og holder blikket mod resten af min aftensmad.

Hun taster lidt ord ind. ”Men så må du heller ikke blive sur, hvis der er noget, jeg ikke gør helt rigtigt.”

Lidt mere bliver tastet ind, før hun trykker hårdt i tastaturet, og lyden af fingre, der rammer tasterne, holder op.

”Så," siger hun med et kæmpe smil hen over ansigtet. ”Er du meldt ind!”

Jeg fremtvinger et lille smil, men jeg ved slet ikke, hvad jeg skal føle. Skolen venter nu på mig, og vi rejser nu helt officielt til England.

Nu er der ingen vej tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...