Hvem, hvad, igen, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 28 nov. 2016
  • Status: Færdig
December er vendt tilbage, og i år skal det blive den bedste nogensinde. Sådan lyder det fra den 12-årige Ida, der er mere end klar til at holde en fantastisk jul, hvor hendes nysgerrighed ikke skal styre hende.
Juletid viser sig dog hurtigt at være lig med udfordringer, da en ny dreng dukker op i klassen med mystiske, men vigtige beskeder. På samme tid truer en stor chance og mange uenigheder med at spillet Ida og vennen Jonas. Og et sted derude er en gammel ven vendt tilbage - efter hævn.
En besked, en handling og en løgn fører til mange flere, og der er kun 24 dage til at få styr på alt, ellers betyder det, at der kun 24 dage tilbage overhovedet.
*2'er til "Hvem, hvad, jul, hvor?" Publicerede den før tid for at deltage i konkurrencen "Skriv forhistorien eller efterfølgeren" *

1Likes
0Kommentarer
342Visninger
AA

4. 4. december

Ida

Jeg er sikker på, at mange lige nu deler tanken: ”Hvordan mon han er?” Vi har fået nye elever før, alligevel tager jeg mig selv i at sidde og trippe utålmodigt med foden og bide i neglen på min venstre pegefinger. Selvom det er oplevet et par gange, er det altså en spændende dag, når vi skal møde vores nye klassekammerat for første gang. Der er mange muligheder for, hvad der kan ske med ham i klassen. Det kan være, at det er ham, der får sat ild i numsen på sig selv og alle andre, både i timerne og pauserne, han kan være klassens klovn, der underholder os, måske er han bare en ny ven. Og det er kun en brøkdel af, hvad der er muligt.

Døren åbner, og en ret høj fyr med lyst, opsat hår og blå øjne kommer til syne ved siden af en høj, smuk og meget ung dame. Der bliver udvekslet blikke rundt ved alle bordene, og nogle piger sidder hviskende og nikker.

”Hej med jer,” siger damen og viser drengen, der højst sandsynligt er Luke, frem til os. ”Jeg er Lukes mor, og det her er Luke, der skal gå i jeres klasse.”

”Hej!” siger han kækt med et smil, der tydeligt viser, at han er langt fra genert eller utryg ved at starte forfra på en ny skole. Han hiver lidt frem i sin vest og kigger rundt på os alle sammen.

”Og det her er så dine nye klassekammerater,” præsenterer Ulla og laver en håndbevægelse ud mod os. ”De har glædet sig meget til, at du ville komme og hilse på os i dag.”

Han nikker glad. ”Ja, men jeg har da også glædet mig meget til at se dem. Hvad hedder I?” spørger han straks ind.

”Kunne du tænke dig, at vi tager en navnerunde, hvor de selv fortæller deres navne?” spørger vores matematiklærer, der er kommet med for at sige hej.

”Ja, det kunne da være rart, kunne det ikke?” spørger Lukes mor sin søn, mens hun sender et kærligt blik ned på ham.

”Jo, det ville da være super!” Han får det til at lyde som et genialt forslag

Vi starter i den ene ende, hvor klassens øverste hoveder har placeret sig. De prøver vist nok at gøre indtryk på ham med søde stemmer og blikke. Så er det bordet med Jonas og hans tre bedste venner. Ingen af dem lyder specielt begejstrede for ham.

Turen når over til vores bord, og et øjeblik går jeg næsten i panik for, hvordan jeg skal sige det. Skal det være på en bestemt måde, der bare er sød eller en måde, der viser, at dig har jeg ikke set før?

”Jeg hedder Sofie,” Fra min højre side lyder Sofies præsentation uden at sende et signal til mig om, at det er min tur nu. Det resulterer i en albue i siden fra hende og et ret stort chok, da det går op for mig.

”Nårh, det er mig nu,” starter jeg klodset ud og forsøger at redde lidt på den ved at spille humoristisk. ”Det er bare godt at trække tiden lidt, ikke? Jeg hedder Ida, og det er godt at se dig!” Jeg laver et lille kast med mit hår, mens jeg smilende fortæller mit navn. Spil kostbar og sjov!

Navnerunden ender hos lærerne, der præsenterer sig som Ulla, vores klasselærer, der har os til dansk og idræt og som Jacob, vores matematiklærer, som er den bedste til underholdende timer.

”Er der nogen spørgsmål til Luke, inden vi fortsætter?” afslutter Ulla præsentationen. Nogle hænder bliver stukket i vejret rundt omkring, inklusiv min egen. Lukes blik falder over på mig, hvilket får Ulla til at nævne mit navn først.

”Hvor kommer du egentlig fra, og hvordan er det at skulle starte på en ny skole?” Det er ikke ligefrem det mest opfindsomme spørgsmål, men det skal man altid vide.

”Uha, det er langt væk. Vi har rejst rigtig længe for at nå hertil, men det var nødvendigt, for min familie skulle ordne noget vigtigt her, og derfor flyttede vi alle sammen," Man kan høre på hans stemme, at han er langt fra enig i, at det, de er her for, er vigtigt.

Jeg vil spørge efter et rigtigt svar på det spørgsmål, jeg gav, men da jeg fanger hans blik, bestemmer noget i mig at lade være, og det er den del, der afgør, at det er ligegyldigt, hvor han er fra.

Nina er den næste, der får ordet. Hun sidder med sit søde og uskyldige smil og snor en lys tot hår om sin pegefinger, mens hun stiller sit spørgsmål, der omhandler ham selv som person meget mere, end nogen af de spørgsmål, der ville være normale at give. Faktisk ville jeg have syntes, at det var en tand for personligt.

Luke smiler og besvarer spørgsmålet som var det en simpel bemærkning, der ingenting ville.

Efter spørgsmålsrunden, takker Ulla Luke og mor grundigt og tilbyder dem at sætte sig i vores sofa og lytte med resten af timen.

”Vi skal have afsluttet vores emne om noveller nu her, og det skal vi gøre ved, at I selv skal skrive en novelle," Beskeden fra vores dansklærer skyller en bølge af utilfredshed ud over klassen, og får Jacob ovre på lærerstolen til at grine af de sure og sukkende kommentarer.

”Det bliver i grupper af to, og I er sammen med jeres sidemakker,"

Olivia er alene, men vil være sammen med Sofie, da hun sidder på hendes venstre side.

"Hun er så god til at skrive," siger hun for at få lov til at være sammen med hende. Ulla hører hende, overser mig og sætter dem sammen?

”Hvad så med mig, Ulla?” udbryder jeg utilfreds med, at min makker blev taget fra mig. Hun søger rundt i lokalet efter en ledig.

”Du kan…” Da der ikke er nogen uden en makker, er der ikke meget, hun kan sige. "I kan da bare være en gruppe på tre." siger hun med en armbevægelse, der skubber os tre sammen. Så bliver hun afbrudt af en stemme bagerst i lokalet.

”Jeg kan da godt skrive en novelle med hende,” Det er Luke, der bryder ind. ”Jeg starter alligevel næste uge, og så kommer jeg til at mangle én.”

For Ulla er det ganske enkelt et genialt forslag, så jeg ender sammen med ham.

Mens vi logger på en computer, får vi udleveret et ark med informationer omkring den novelle, vi skal til at skrive: Valgfrit emne, 1-3 A4 sider på computer med skriftstørrelse 14 og linjeafstand 1,15. Novellen skal fremlægges på fredag den 11. december.

”Er du god til at skrive?” spørger han, mens vi venter på, at den loader. Som jeg altid gør, hvis jeg ikke er helt sikker, trækker jeg på skuldrene efterfulgt af et svar.

”Jeg er vel okay. Jeg er bare ikke så god til sådan noget med valgfrit emne,” griner jeg, og han erklærer sig enig i min holdning.

Jeg åbner et Word-dokument og vælger den rigtige størrelse på skrift og linjeafstand.

”Har du nogle ideer til, hvad vi skal skrive om?” henvender jeg mig til ham.

”Altså, jeg kan godt lide sådan nogle lidt overnaturlige historier, men det kan godt være, at tre sider ikke er nok til det," Jeg tager ”noget overnaturligt” som et forslag og skriver nogle små ideer ned på computeren. Det bliver halvt noget jeg, finder på og halvt noget, jeg har oplevet.

”Hey, hvor får du de ideer fra?” udbryder han ved min side.

”Nå, det er bare, hvad jeg lige tænker," forklarer jeg kort og sætter et punktum i den sidste sætning.

”Det er vildt godt," Han hiver computeren til sig og læser det igennem igen. ”Vi kan skrive en vildt god historie ud fra det her!"

”Har du fået en ide?” spørger jeg nysgerrigt, og han nikker ivrigt, før han begynder at fortælle om sin ide til historien.

 

 

 

~~~

 

 

 

Sofie og jeg er netop kommet hjem fra skole og har sat os på dobbeltsengen i deres gæsteværelse.

”Okay, hvad skete der lige for dig og Luke?” spørger hun som det første, efter vi er kommet ind af døren.

”Hvad mener du med det?” spørger jeg en smule dumt. Måske var der en lidt underlig kemi mellem os, når man tænker på, at det er før den første dag.

”Hold da op! Først er du helt rundt på gulvet over at skulle fortælle dit navn, og så gruppen til den der novelle." Jeg kan godt se, hvad hun mener.

”Det var et tilfælde det med gruppen, og da jeg skulle sige, hvad jeg hed, blev jeg forvirret, fordi jeg glemte, det var min tur. Der var altså ikke noget specielt," slår jeg fast. Det er ikke til at vide, hvad man kan få folk til at tro, når ikke man får det forklaret.

Snakken fortsætter livligt, mens jeg pakker mine ting ud på sengen, og Sofie henter det, hun selv vil bruge. Alt fra kager, vi skal lave og hvad, vi skal kigge efter, hvis vi skal i byen, inkluderes.

Opskrifterne på havregrynskugler ligger allerede fremme på bordet, bliver jeg fortalt, og hendes farmor har udvalgt de allerbedste brunkager og klejner, så det hele er forberedt til de næste to dage.

Da vi har pakket de fleste af vores ting ud, går vi ned i køkkenet, hvor hun viser mig de forskellige kager, hun har planer om at lave.

”Den her opskrift er hendes helt egen, som hun selv har lavet, og vi får dem hvert år,” fortæller hun mig, da hun viser et billede af en portion brunkager med en opskrift nedenunder.  ”Og dem her har hun et eller andet sted fra, men hun har ikke fortalt mig hvor.” Det er havregrynskuglerne, hun ikke ved, hvor er fra.

”Vi skal i hvert fald helt sikkert have brunkager!” siger jeg klart. Hvis man kun kan nå én af de mange kager, er brunkagerne helt klart det vigtigste. Ingen jul uden farmors hjemmebagte brunkager, der så i dag er vores.

”Ja, helt sikkert!” giver hun mig ret. ”Min mor har sagt, at vi kan begynde, når hun kommer hjem.”

Utålmodigheden kan ikke skjules, for mødre kan være meget langsomme om at komme hjem, uanset om de har sent fri eller ej. Vi ender snakkende på værelset igen.

”Har du købt nogle julegaver?” spørger hun. Tilfældige samtaler er noget, der i den grad kendetegner os som veninder.

”Jeg har købt en malebog til Mia fra mig selv, men det var bare en lille ekstra ting. Vi skal købe mange flere.” Hun skulle bare vide, hvad jeg har med hjem til hende fra i mandags!

”Vi skal altså også på en shoppetur sammen en dag!”

Jeg er hurtig til at give hende ret i hendes forslag.

”Hvem har du ellers tænkt dig, at købe gave til?” spørger hun. Nysgerrighed er noget, vi deler, selvom jeg nok alligevel vinder på den.

”Jeg skal i hvert fald have en til Jonas, ligesom vi plejer…” starter jeg, men hun afbryder:

”Ej, hvordan går det med dig og Jonas? Er I stadigvæk bare venner, eller…?” Pludselig er hun helt ivrig. Et lille grin undslipper mine læber.

”Ja ja, vi bare venner,” forsikrer jeg. ”Han sagde jo sidste år, at han godt kunne lide mig, men det er et helt år siden, og jeg ved ikke, om han kan det længere. Vi fungerer sikkert også bedst bare som gode venner.” Jeg tøver lidt og tænker over det, jeg lige har sagt. Så kommer der et lille "Ja."

Hun ser pludselig helt skuffet ud. ”I ville ellers være sådan et sødt par!” sukker hun og får et skub i siden. Det får os begge til at bryde ud i grin, uanset hvor sjovt det er, så er det bare hylemorsomt, når vi er sammen.

”Tror du ikke, han stadigvæk godt kan lide dig?” får sagt, da latteren ikke længere er så slem. Jeg trækker på skuldrene og siger, at det tror jeg ikke, men hun er bestemt ikke enig. Hun mener helt sikkert, at han ikke kan lide mig mindre end han kunne sidste år, måske mere end den gang. Af en eller anden grund, kan jeg godt lide at hun siger det.

Det er en god ting at blive beundret, men jeg kan også mærke en lille gnist tænde i mig ved tanken om, om Jonas kan lide mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...