Hvem, hvad, igen, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 28 nov. 2016
  • Status: Færdig
December er vendt tilbage, og i år skal det blive den bedste nogensinde. Sådan lyder det fra den 12-årige Ida, der er mere end klar til at holde en fantastisk jul, hvor hendes nysgerrighed ikke skal styre hende.
Juletid viser sig dog hurtigt at være lig med udfordringer, da en ny dreng dukker op i klassen med mystiske, men vigtige beskeder. På samme tid truer en stor chance og mange uenigheder med at spillet Ida og vennen Jonas. Og et sted derude er en gammel ven vendt tilbage - efter hævn.
En besked, en handling og en løgn fører til mange flere, og der er kun 24 dage til at få styr på alt, ellers betyder det, at der kun 24 dage tilbage overhovedet.
*2'er til "Hvem, hvad, jul, hvor?" Publicerede den før tid for at deltage i konkurrencen "Skriv forhistorien eller efterfølgeren" *

1Likes
0Kommentarer
313Visninger
AA

3. 3. december

Ida

Mobilerne er bliver ved med at sende Jingle Bells og Santa Claus Is Coming ud i klasselokalet for fuld hørm, selvom klokken har kaldt os ind til næste time for flere minutter siden. Frikvarterer er kaotiske.

Ulla prøver forgæves at få os til at falde til ro og sidde stille på vores pladser. Da hun tror, det er lykkedes, begynder hun at smække nogle punkter op på tavlen, herunder et af klassens yndlingspunkter: "Info”. Det tager tid fra undervisningen, og det er tit et eller andet, det på en måde er nyttigt.

”Hvis I lige vil høre efter, så har jeg en besked fra Luke og hans mor. Han kommer og besøger os i morgen efter første frikvarter.”

Der er ingen kommentarer.
”Han vil gerne se jer og hilse på os, inden han starter, og som jeg har sagt til jer, så er det vigtigt, at I tager godt i mod ham allerede i morgen," fortsætter hun så.

Stadig ingen, der siger eller kommenterer noget. Hun ser ud til at vente på et svar, da hun bliver ved:

”Og så skulle han kende dig, Ida.” Mine øjne flyver fra bordet og op på hende.

”Ahva?"

”Hans mor sagde, at han kendte Ida. Men det gør du måske ikke?”

Jeg ryster på hovedet. Mindes altså ikke at kende en på min alder, der hedder Luke. De har vel bare fået elevernes navne at vide, så hvordan kan han være sikker på, at det er den Ida, han kender i forvejen?

”Nå, men i så fald, om I kender ham eller ej, så håber jeg, I forstår, er det altså er rigtig, rigtig vigtigt, at I taget god i mod ham og lader ham komme godt ind her i klassen, når han starter her på mandag.” Laaaange sætninger, det er typisk skolelærere. Hun venter på at vi nikker og lover hende, at vi gør som hun har sagt de sidste to dage.

”Hvis I lover at lade ham falde godt til her i klassen og går hjem og tænker over, hvordan man giver en ny elev en god velkomst, så må I gerne holde fri nu."

Stilheden i lokalet forvandles til en jublen, da vores strenge dansklærer lige har sprunget næsten en time over. Det er en særlig begivenhed, når klassen får en ny dreng!

Jeg lyner min taske i og løfter den af stolen. Imens spørger Sofie noget ind til det med, at han måske skulle vide, hvem jeg er.

”Kender du ham? Du kan godt sige det til mig, hvis du gør, jeg siger det ikke til nogen.”

”Men jeg kender ham ikke. Tror du ikke på mig?” Jeg ved ikke, hvorfor det er irriterende, at folk tror, jeg kender den nye elev. Normalt ville det være en fordel, fordi så er den typisk én selv, der får mest opmærksomhed fra ham eller hende og derfor også resten af klassen.

”Kender han en anden, der hedder Ida?”


”Ingen anelse,” svarer jeg. ”Det må han gøre.”

Min taske bliver svunget om på ryggen i en hurtig bevægelse, og vi begynder at gå.

”Skal du noget i morgen?” spørger Sofie, da vi er på vej mod cykelskurene.

”Ikke som sådan, nej. Jeg kan godt være sammen," besvarer jeg håbefuldt hendes spørgsmål. Hun kan finde på hvad som helst, når jeg er sammen med hende, så en fredag eller weekend med hende ville ikke tage skade.

”Vil du så ikke med til en overnatning hos mig? Jeg har fået min farmors opskrifter på brunkager og havregrynskugler. De er bare de bedste!” Havregrynskugler, det er alt for længe siden! Mine tænder løber i vand bare ved tanken.

”Det lyder vildt sjovt! Jeg aftaler det lige med min mor, så skal jeg nok ringe, når jeg kommer hjem," svarer jeg begejstret.

Vi skilles ad, da stien spiller, og vi skal hver vores vej. Jeg vinker til hende og råber, at jeg allerede glæder mig til i morgen. Når man er sammen med sine gode venner, er det altså bare meget sjovere, end hvis man er sammen med sig selv.

Kulden virker mere stikkende og pinende, når jeg ikke kører og griner sammen med hende, eller også er det fordi, det er varmere at være ved siden af en anden. Det kan også være, at det bare er blevet koldere. Skyerne er begyndt at dryppe ned på mig, trækker sig mere sammen og får mig til at udstøde et irriteret suk. Vinter giver altid regn, mens folk må gå og vente i håbet om, at det snart bliver koldt nok til snevejr i stedet for det ubrugelige vand, der bare plasker ned i uendelige mængder. Heldigvis kan man sætte sig hjem på sengen eller sofaen under et tæppe med en stor, varm kakaokop og nogle æbleskriver eller pebernødder. Dér fandt jeg ud af, hvad jeg skal lave derhjemme i eftermiddag.

Jeg er hjemme før min mor, så jeg smider tasken i entréen og gemmer mig ind på værelset. Nu kan man så gå i gang med at lave nogle flere gaver eller finde på nogle flere at give. Det kan man slå op på internettet, selvom der er nogle hjemme, stadig uden at blive opdaget, men så kan jeg finde inspiration til selv at lave noget.

Jeg åbner computeren og falder over Facebook, der står åben fra i morges. Der er kommet et opslag fra Luke Anderson, som Laura synes godt om: ”Glæder mig til at møde ny klasse i morgen #UNICORN”

Uden egentlig at tænke over det, klikker jeg mig ind på hans profil. Den ser forholdsvis ny ud med tre opslag og nogle få venner. Der ikke skrevet noget på hans tidslinje, og han er ikke med i en gruppe eller følger nogen sider, men jeg får et første indtryk om, at han godt kan lide random ting, specielt med det unicorn-hashtag, der kom med i hans status. Han kan nok godt blive populær blandt pigerne, måske også mig selv, hvis han er sød. Men at hashtagge "Unicorn" ud af den blå luft er altså for mærkeligt.

Døren bliver åbnet og får mig til at give et hop i sengen. Den dør larmer mere end den burde, når man tager i håndtaget, og der er stille indenfor.

Jeg får staks slået væk fra Lukes profil og lader som om ingenting. Det er ikke min skyld, at jeg har en vane med at tjekke for meget op på folk på de sociale medier.

Min mor kommer ind på værelset og begynder at spørge ind til min dag, mens jeg ruller op og ned i beskederne.

”Ulla siger, at ham den nye kommer og besøger os i morgen,” fortæller jeg straks. ”Og hun mente, at jeg kendte ham.” Ordet kendte bliver sagt på en måde, der får det til at lyde alt for dumt.

”Nå da, det gør du ikke eller hvad?” Nej mor, jeg kender ikke en, der hedder Luke, som du ikke ved, hvem er.

”Jeg vidste ikke en gang, at…” Jeg stopper midt i sætningen, da jeg ikke har noget at fortsætte med. ”Jeg kender ham bare ikke.” bliver det, jeg siger.

”Nej, men han kan da godt være meget sød alligevel, tror du ikke?”

Jeg nikker. Man kan vel sagtens være sød, selvom man ikke har mødt mig før, eller jeg ikke har mødt den person.

”Må jeg gerne sove hos Sofie i morgen?” Der findes ikke et forkert tidspunkt til at aftale sådan noget.

”Ja, har I snakket med hendes mor om det?”

Seriøst, mor, drop de spørgsmål, du altid stiller.

”Vi snakkede bare om det oppe i skolen, og hun skulle ikke noget, så jeg sagde, at jeg ville aftale det med dig herhjemme. Hun sagde, at jeg bare kunne komme.” 

”Jamen det må du da gerne, hvis det er i orden med hendes forældre.” Voksne har altid et ”hvis”, men det ”hvis”, det er jo teknisk set opfyldt allerede, så nu har jeg vist en aftale med hende.

Sofie får bare en besked, da jeg sidder ved computeren. Det er lige meget, at mor sidder og lurer med, når det er så kort og hurtigt, bare ikke når det er lange beskeder, man bare vil dele med sin veninde.

”Hvad med lektier, har du styr på det, inden du laver en masse aftaler med Sofie?” spørger hun som altid.

”Vi har ikke noget for til før på mandag,” svarer jeg og genindlæser siden, bare for at gøre et eller andet.  ”Vi har heller ikke nogle specielle fag med lektier i morgen.” Historie får vi aldrig noget for i, hjemkundskab heller aldrig og lektiehjælp handler bare om at lave lektier, så der er heller ikke noget. Jeg ved også udemærket godt, hvordan man behandler en ny elev.

"Nå, jeg kan se, at det også er okay med dem, så er det helt fint,” lyder det bag mig fra min mor, der har set Sofies svar over min skulder.

”Tak mor,” Jeg giver hende et blik, som hentyder til, at jeg vil have hende til at smutte. Om hun forstår det, får jeg ikke helt fat i, men hun går i hvert fald ud igen.

 I samme øjeblik som døren er lukket,  popper en anden interessant besked op i min indbakke.

 

 

 

~~~

 

 

 

”Hvad kan det betyde?” Der ikke en grund til at spørge fire gange, og så alligevel.

”Ved du slet ikke, hvem det er?”

”Nej, slet ikke,” Jeg ryster på hovedet, mens jeg siger det. ”Profilen har ikke en gang noget navn, kun noget utydeligt... Tegnværk.”

Mit blik søger tilbage på beskeden Den er kort og mystisk, præcis ligesom de beskeder, man modtager i gyserfilm af en afdød eller ukendt person, hvor de oftest fører til store mysterier.

Sofie har vendt sig mod døren, hvor der bliver snakket til hende. ”Mor, mig er Ida er altså lige i gang med noget," siger hendes irriterede stemme, men på ansigtsudtrykket ser det ikke ud til, at hendes mor forståer det.

”Jeg skal hjælpe med aftensmad nu, men vi må prøve at finde ud af det i morgen," undskylder hun, da hun vender tilbage til mig igen. Jeg nikker forstående og lægger på for ikke at forsinke hende.

Et øjeblik overvejer jeg at ringe til en af de andre, men jeg må hellere bekymre mig om det selv. Sofie er nok den eneste, der vil forstå, hvorfor det er så vigtigt.

Jeg vil finde ud af, hvor den besked kom fra. Først vil jeg udtænke, hvordan jeg skal undersøge det hele og finde ud af, om det var forkert sendt, eller om der måske var en af mine venner, der ville lave sjov.

Det ender alligevel med, at jeg smækker computeren i og skifter fra kontorstolen til sengen. Det kan være, at det er uforståeligt, men der er ikke noget at bekymre sig over. Desuden er klokken allerede tyve over syv, så det er snart tid til den første julekalender.

Det skal være hyggeligt den næste time, så jeg hopper ud af mit tøj og over i en løs t-shirt, finder en lille skål juleguf frem fra i går og lægger min dyne på sengen sammen med en pude, jeg kan sidde op af. I stedet for min almindelige lampe tænder jeg min lille stjernelyskæde, jeg har hængt fra min lampe og over i sengen.

I det øjeblik er det snart ikke til at modstå julestemningen, der fylder hele rummet og får glæden sendt helt ud i mine fingerspidser. Det er helt sikkert jul, når jeg gør det her!

DR viser reklamer for film i weekenden, da jeg sætter mig ovenpå dynen med et tæppe på og slikskålen i hånden. ”Ugens julefilm” er om to teenagedrenge, der finder et lig fra en jævnaldrene pige og vil opklare mysteriet om mordet på hende. Synet af uhygge på den måde får mig til at bide hårdt i en skumfidus, mens teksten ”Pas på. Det kan blive dig næste gang” vises på en mørk baggrund. En ukendt følelse rammer mig pludselig, og selvom jeg prøver at koncentrere mig om min slikjulemand, så vil min opmærksomhed ikke hen på ham. Reklamen forsvinder heldigvis hurtigt igen til fordel for det, vi alle sammen kom for at se.

Introsangen har ifølge min mening alt for lidt julestemning, men selve kalenderen og handlingen er faktisk overraskende spændende. Jeg læste om den tilbage i efteråret, og der havde jeg ikke så høje forventninger til den, men jeg er allerede positivt overrasket, så det må betyde, at det bare er endnu en side, der har været for dårlig til at beskrive kalderen godt.

Julekalenderen på TV2 er ny og som sædvanligt en del mere julet end den anden. Udover mere fokus omkring, at det er jul, handler den meget om familiekærlighed, hvilket også er en vigtig del af juletiden.

Min opmærksomhed rettes mod mit vindue, da jeg synes, jeg kan fornemme noget udenfor. Ganske rigtigt – de hvide fnug danser ned oppefra, lige uden for mit vindue under de lysende stjerner på den sorte nattehimmel. De lander som et mønster på min rude, som om de vil sige noget, og det gør de også. De siger: Glædelig jul, hyg dig nu! Gem dine bekymringer til senere, og hold december som du ønsker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...