Hvem, hvad, igen, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 28 nov. 2016
  • Status: Færdig
December er vendt tilbage, og i år skal det blive den bedste nogensinde. Sådan lyder det fra den 12-årige Ida, der er mere end klar til at holde en fantastisk jul, hvor hendes nysgerrighed ikke skal styre hende.
Juletid viser sig dog hurtigt at være lig med udfordringer, da en ny dreng dukker op i klassen med mystiske, men vigtige beskeder. På samme tid truer en stor chance og mange uenigheder med at spillet Ida og vennen Jonas. Og et sted derude er en gammel ven vendt tilbage - efter hævn.
En besked, en handling og en løgn fører til mange flere, og der er kun 24 dage til at få styr på alt, ellers betyder det, at der kun 24 dage tilbage overhovedet.
*2'er til "Hvem, hvad, jul, hvor?" Publicerede den før tid for at deltage i konkurrencen "Skriv forhistorien eller efterfølgeren" *

1Likes
0Kommentarer
343Visninger
AA

24. 24. december

Ida

Mine øjne føles helt tunge, og der kan ikke gemme sig mere vand i dem. Selvom jeg føler den største trang til at tude, kan jeg ikke, for det hele er opbrugt. Vores familier vil komme om et øjeblik, og så vil Accil befale, at én af dem skal tage min plads i fangehullet. Lige meget hvem, det ender med at blive, får jeg det endnu mere forfærdeligt ved at forestille mig at skulle leve uden min far, mor eller bedstemor resten af livet. Jonas vil også miste en af sine nærmeste, og hvad har hun tænkt sig med Pete? Skal han blive her til evig tid?

Et glimt fra Accils amulet bekræfter, at det nu er midnat. Hun forsvinder i et lynhurtigt glimt, og en følelse af, at jeg skal forsøge flygt, skyder op i mig med det samme. Jeg kommer dog ingen vejene, da jeg er udmærket klar over, at det er håbløst. Der går heller ikke mere end et par sekunder, før hun igen står her med begge vores familier.

”Jonas og Ida, sig hej til jeres familier," siger hun med sit onde smil, der igen giver mig myrekryb.

”Kan du så slippe dem fri!” truer min far, men bliver stoppet af hende før mig.

”Og, jeg skal lige tilføje, at hvis I prøver at snyde, undgå beslutningen eller noget, der bare ligner, så bliver det to af jer.”

Selvom hun er alt for hård mod dem, er det godt, at hun kan true dem, så de forstår alvoren. Det må være meget forvirrende lige pludselig at komme ind i det her.

”Hvad er det, du vil?” spørger Jonas, som har skiftet fra det triste og bange humør til det vrede. Han prøver ikke at slippe ud, men han holder godt fast i ”tremmerne”.

Nu skal hun til at fortælle om sine planer.

”I er kommet her for at befri jeres børn, er det ikke sandt?” spørger hun og stiller sig professionelt foran begge familier; Min far, mor, søster, bedstemor og bedstefar og Jonas’ far, mor og vist nok hans fars forældre.

”Det kan du tro," svarer Jonas’ far, men siger ikke mere, for han har forstået, at det er dumt.

”Det er godt,” svarer Accil med sit onde smil. ”Den eneste pris for at få de her to børn igen er, at én af jer skal tage deres plads.” Det lyder enkelt, når hun siger det, men alligevel giver ordende mig det værste myrekryb, for at sige det mildt. Det bliver endnu værre, da jeg tænker det hele igennem.

Én af mine tætteste familiemedlemmer skal ofre sig og sidde her til evig tid. Hvis en af dem melder sig, hvilket jeg desværre nok kan være ret sikker på, skal den person sidde her til evig tid og kan ikke se andre mennesker eller komme tilbage til sin egen verden. Det er der ikke nogen, der må gøre for min skyld.

”Må jeg spørge, hvorfor du har taget dem til fange?” spørger Jonas’ farmor.

”Det er såmænd bare hævn," svarer hun kort og afventer et eller andet. Det er måske, at en fra hver familie skal træde ind og tage vores pladser, men hun har ikke givet ”lov” til det endnu, så det er der nok ikke nogen, der har tænkt.

”I må ikke gøre det," piver jeg nærmest så stille, at jeg faktisk ikke tror, de hører det. Det gør Accil dog, og det er hendes perfekte tidspunkt til at fortsætte og virkelig gøre det pinefuldt.

”Er der nogen, der vil redde en af de her to små, søde børn?” spørger hun, og vi ser alle tre på vores to familier. Min mor står tæt op ad min far og har begge sine arme viklet beskyttende rundt om Mia, som hvisker til hende og beder til, at hun gør noget. Hub skal ikke gå ind i stedet for mig, men vinde over Accil og få hende ud på en anden måde.

Mine bedsteforældre står på hver sin side af de tre, og har deres ene arm rundt om de andre.

Jonas’ forældre står grædende og krammer hinanden, mens hans bedsteforældre står bagved og ser helt forstenede ud.

Det er for meget for mig at se, hvor bange og kede af det de er. Følelserne bobler over i min krop, og min tuden begynder igen, selvom jeg troede, det var umuligt. Jonas sidder forstenet, som han har gjort al den tid, jeg har lagt mærke til ham. Jeg har ikke en gang set, om han også har grædt igen.

”I må ikke gøre det,” siger jeg igen, nu lidt højere, så jeg er sikker på, at jeg er hørt. Mine øjne møder min mors triste, og jeg kan godt se på hende, at hun har tænkt sig at gøre det. På den måde de både undskylder og fortæller, hvor meget hun elsker mig, kan jeg gætte det.

”Jeg skal nok sætte mig ind, men så lad hende gå!” siger hun, mens Mia bryder helt sammen, og jeg bliver også ved.

”Det er fint!” siger Accil og lyder alt for tilfreds. Min bedstemor bryder ind.

"Ville det ikke være bedre, hvis jeg gjorde det? Jeg har alligevel ikke så mange år tilbage," siger hun og vil træde frem, men Accil accepterer det ikke.

"Nu har kvinden meldt sig, så nu kan det kun blive hende," siger hun, da hun kan fornemme, at de hælder mere til det andet. Hun åbner toppen op til mit fangested, og min mor får en masse kys og kram fra både min og Jonas’ familie. Så går hun frem mod mig, så jeg kan nå hende.

”Du må ikke gøre det, mor!” beder jeg bevidst om, at det er håblåst. Hun sender mig endnu et trist og undskyldende blik.

”Jeg elsker dig, det må du ikke tvivle på," siger hun, som om det skulle være en trøst, undskyldning eller grund. Det er nok det sidste, men jeg kan ikke være bekendt at lade hende gøre det.

”Jeg kan ikke være bekendt at lade dig gøre det," gentager jeg mine egne tanker. Hun kysser mig et par gange.

”For dig kan jeg gøre alting. Det er ikke noget, du skal lade mig gøre, det er noget jeg gør af mig selv.” Hun kysser mig igen, og jeg kommer til at hulke endnu mere, end jeg allerede gør. Det føles som om, der snart ikke er mere vand tilbage i min krop.

Accil fjerner grene helt rundt om mig, og lader nogle nye vokse op omkring min mor. Det er kun de første, små planter, der spirrer op af jorden, for det bliver for meget, og jeg hulkende må gemme mig ind til min far.

”Er der nogen, der vil tage hans plads?” spørger Accil veltilfreds henvendt til Jonas’ familie. Hans far gennemgår den samme tur, og jeg kan ikke ignorere det, uanset hvor meget jeg prøver.

Der er ikke nogen, der ikke græder, i hvert fald lidt, da Accil glad og tilfreds siger, at vi godt kan pile af nu. Pete har hun tænkt sig selv at beholde. Han kan ikke sige noget til os, så jeg må nøjes med et blik fra ham, da vi er på vej op fra kælderen. Jeg ved ikke, hvad det betyder, eller hvad han mener eller vil. Det hele er så uoverskueligt. Hele tiden håber jeg på, at jeg vil vågne op hjemme i min seng og gå op for at hygge hele dagen med hele min familie.

Da mine tunge ben slæber mig op ad trappen, får jeg ud af øjenkrogen øje på den lille, hvide sten. En lille følelse af håb tænder sig helt inde i mig, da mit blik søger tilbage over mod Pete. Nu kan jeg pludselig se, at hans øjne er på den. Han hentyder til, at jeg skal tage den.

Straks vil jeg slippe min far og Mia, men de holder stramt fast i mine hænder.

Jeg kæmper for at komme fri, men kan ikke.

"Du kan ikke gå tilbage, så bliver du bare fanget," siger min far. Hvis jeg fortæller ham, hvad jeg vil, opdager Accil det. Hvad skal jeg gøre?

Mit blik møder Jonas'. Jeg laver bevægelsen med hovedet, der hentyder til, at amuletten ligger der.

Han er lynhurtigt nede på jorden og samler stenen op. Han står ikke med den i hånden meget mere end et sekund, før han bare kaster den i jorden.

Et skarpt lys springer op fra den og lyser hele kælderen op.

 

 

 

~~~

 

 

 

Helt øm i kroppen får jeg kæmpet mig op at sidde. Det lysegrønne græs under mig afslører, at vi stadig befinder os uden for egen verden.

Jeg ser mig lidt om. Accil er ikke til at se herfra, og det er vores mødre eller Pete desværre heller ikke. Jonas ligger dog lige ved min side og er også ved bevidsthed.

Vi får øjenkontakt, og jeg kan mærke et lille bitte smil på mine læber.

”Kom," siger han hurtigt og rejser sig. Vi vil det samme, det kan jeg både se og høre.

Paladset er en masse, grønne træer, der er samlet og kan ses på lang afstand. Det er ikke så langt væk, så vi kan sagtens spæne over mod den store ”bygning”.

Til vores held er der kun én kælder, så uden at tænke mere over det, smækker vi døren op og gør os klar til, hvad der nu må komme.

I kælderen er der ikke meget anderledes. Min mor, hans far og Pete sidder præcis, hvor de gjorde før, men én ting er altafgørende anderledes: Accil sidder på samme måde. Vi ved begge, at det måske kan redde os.

”Far?” Jonas går hen til ham og prikker til ham for at vække hende.

”Jonas?” Han kigger op med sine triste øjne. ”Er du okay?”

Jonas nikker. "Nu skal vi have dig ud."

Han tager skid på, at vi ikke ved, hvordan, og jeg føler nøjagtigt det samme.

”Pete kan hjælpe os. Find amuletten," siger jeg og sætter retning over mod Pete. Jeg prikker at par gange til ham for ikke at sige så meget, at det vækker Accil. Han blinker nogle gange, men ser så på mig med sløve øjne.

”Kan du hjælpe os med at få vores forældre fri?” spørger jeg.

”Ja,” svarer han og bliver straks friskere. ”Vi skal bare have amuletten.” bekræfter han det, jeg havde tænkt.

”Jeg kan ikke finde den,” siger Jonas, som stadigvæk er ledende. Han er nede på alle fire og kravler rundt mens han roder i jorden, hvis den skulle ligge der.

Jeg vender mig mod Petes fangested igen. Der er en ting, som jeg lige nu frygter rigtig meget.

”Kan den være andre steder end i kælderen, når den er blevet brugt på den måde?” spørger jeg og kan ikke lade være med at bide mig selv i læben.

”Det ved jeg ikke. Jeg har aldrig brugt den på den måde før," siger han.

”Men hvad så?” Jeg er tæt på at gå i panik. Accil kan sikkert vågne op hvert et øjeblik, og vi har på ingen måde tid til at gennemsøge hele landet.

”Jeg ved det ikke," svarer han. For første gang ser jeg ham være helt uvidende og ikke til hjælp.

En bevægelse fra Accil fanger alles opmærksomhed. Hun er ved at komme til bevidsthed igen.

”Skynd jer ud!” siger Pete med en håndbevægelse. ”Jeg skal nok finde ud af det, det lover jeg. Det kan jeg sagtens, det tager bare noget tid. Jeg kan ikke garantere hvor længe, men jeg skal nok tage mig af Accil og få jeres mødre tilbage. På ære.” siger han.

Jonas er sikker på, at han nok skal holde det og er på vej ud. Jeg er dog lidt mere skeptisk.

”Men hvad med dig?” spørger jeg bekymret.

”Tænk ikke på mig,” siger han. ”Jeg har gjort nok skidt for nu. Jeg skal nok klare mig, men det kan I ikke, hvis hun får fat i jer nu. Så skynd jer op til de andre, og jeg må se, hvordan det går mig. Jeres forældre skal nok komme tilbage.”

Jeg overvejer meget, om jeg skal blive stående og nægte. Jonas er stoppet op.

”Kom nu, Ida,” siger han. ”Vi kan gå nu.”

Det er rigtigt, at vi kan gå og være fri, men det skal ikke koste Pete noget.

”Gå med ham," siger Pete bestemt med det alvorlige blik. Det er ikke længere noget, jeg gerne må, men en ordre. Jeg må sige til mig selv mange gange, at det er bedre at redde mig selv, min bedste ven og vores forældre. Det her kan ikke klares uden, at et eller andet går tabt, så det må blive så lidt som muligt.

”Det skal nok gå," prøver Jonas at opmuntre mig, mens vi går op. Hvis mine øjne og tanker ikke hele tiden vendte tilbage til min ven, som sidder fanget for os, ville jeg måske også tro på det.

Accil rører på sig igen, og vi springer resten af vejen op til vores familier, der efterhånden er kommet til sig selv.

”Er I okay?” Min far kommer stormende hen til os begge, mens alle de andre er på vej på benene. Jonas nikker, mens jeg trækker på skuldrene. Det er jeg måske om et øjeblik.

”Hvad med mor?” spørger Mia med sine blanke øjne. Jeg sætter mig på hus foran hende og fjerner et tot hår foran hendes øjne.

”Hun kommer snart tilbage. Det har min ven lovet," siger jeg og får et lille smil tilbage på hendes læber.

”Er du sikker på det?” spørger hun, og jeg nikker, hvilket gør smilet lidt større.

Begge familier bliver samlet sammen, og vi får et fælleskram. Vi er alle både lettede, skræmte, chokerede, overraskede og endnu mere. Ingen af os forstår vist rigtigt, hvad der er sket eller vil nogensinde komme til det.

”Så er alting egentlig klaret nu?” spørger min far. Jonas og jeg er kommet ud, Pete har lovet at tage sig af Accil og få vores anden forælder tilbage, og vi er på vej hjem. Den eneste udfordring er, at han selv er fanget, men ellers er alt vel løst.

”Ja,” siger jeg bare og undrer mig over, at Jonas ikke har gjort det endnu.

”Ikke helt,” siger han så og overrasker mig. ”Vi skal til at hjem nu, så der er noget, du skal vide.”

Alle ser nu undrende på ham.

”Hvad er der?” spørger jeg.

Han hiver mig lidt til siden og tager en dyb indånding. På forhånd kan jeg mærke, at det her ikke er noget godt, men noget, der er holdt hemmeligt i noget tid.

”Du skulle have haft det at vide for længe siden, men der er sket så meget på det seneste," starter han. Jeg kan se, at han kæmper for at få sig selv til at sige det.

”Det er fint nok,” siger jeg for at opmuntre ham lidt. ”Hvad er det så?”

Han tager endnu en dyb indånding og venter lidt, før han fortsætter.

”Jeg er kommet ind på en musikskole, som jeg skal gå på efter ferien,” siger han. ”Min mor har meldt mig ind og gjort rigtig meget for, at jeg skulle få plads.” Når han siger det, lyder det ikke som andet end noget godt, så jeg forstår egentlig ikke, hvorfor det er så slemt.

”Det er da bare fedt!” siger jeg og klapper ham på skulderen.

”Den ligger i England.” Han undgår mit blik, mens han siger det. Da han informerer om landet, falder mit humør igen. En tung sten lander i min mave og trækker smilet med ned. Nu kan jeg godt se, hvorfor det påvirker ham så meget.

”Årh.” Jeg kan ikke finde på andet at sige. Hvad betyder det? At han flytter til England, og at vi ikke kan se hinanden længere? Kan jeg være venner med ham stadigvæk? Hvis jeg mister ham...

”Jeg ville gerne blive, men jeg har sagt ja til skolen. Du betyder mere, men vi kan nok stadigvæk godt være sammen nogle gange,” siger han. Det er ikke noget, han er sikker på, kan jeg høre, men vi må kunne rejse lidt for at være sammen et par dage ind i mellem.

Jeg begynder at se næste år for mig. Jeg kommer gående hen ad gangen på skolen, men pladsen ved siden af mig er tom. Der er intet grin, som der plejer at være, og heller ikke den lille gnist af glæde er i min mave længere. Efter skole tager jeg hjem til mig selv og er alene. Sofie vil mig vel heller ikke.

Jeg får lyst til at græde igen ved tanken om at leve uden ham. Men der sker ingenting. Ingen følelser.

”Jeg trænger til at komme hjem," mumler jeg med blikket i jorden. Mens jeg siger det, kan jeg mærke, hvor rigtigt det egentlig er. Jeg kan ikke overskue mere lige nu, og det bedste ville nok være at ligge sig hjem i seng et par timer og tage julen i aften.

”Vi tager først af sted om nogle dage, så vi kan godt nå at være sammen og sige farvel," siger han. Jeg nikker bare og går tilbage til min far, bedsteforældre og Mia.

Jeg får et ordenligt kram fra dem alle fire og en masse beroligende ord. Vi er alle så lettede og rundt på gulvet lige nu, så vi trænger nok alle til at komme hjem for at hvile lidt og få det hele på afstand.

”Kan du finde hjem?” spørger min far, og jeg nikker bare. Han beder ikke om en masse lange historier og forklaringer, for han forstår mig. Det kan jeg mærke.

”Jeg synes, vi skal slå os sammen og holde jul sammen i morgen i stedet for,” siger min bedstemor. Først lyder det bare som en bemærkning, men da det kommer gennem mine ører og ind i mit hoved, kan jeg se det som en ide.

Jul kan ligeså godt være i morgen som i dag, og lige nu er der vist for meget, som skal overskues. Jeg trænger til at få snakket lidt mere ordentligt med Jonas, og vores familier kan få glæde af at slå os sammen, når vi hver mangler en person.

”Det kan vi da sikkert godt finde ud af,” svarer Jonas’ farmor. Der er ingen, der protesterer, så det er nok sådan, det bliver.

Det var ikke sådan, jeg havde tænkt mig, at min jul skulle være i år, men i længden er det næstbedste nok også godt nok. Jeg må håbe på, at de sidste problemer løser sig hen ad vejen og så noget ud af dagen.

Min far og Mia får endnu et ordentligt kram, og jeg kan mærke et lille, men ægte smil på mine læber. På trods af det dårlige, er der stadigvæk gode ting her i verden og udenfor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...