Hvem, hvad, igen, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 28 nov. 2016
  • Status: Færdig
December er vendt tilbage, og i år skal det blive den bedste nogensinde. Sådan lyder det fra den 12-årige Ida, der er mere end klar til at holde en fantastisk jul, hvor hendes nysgerrighed ikke skal styre hende.
Juletid viser sig dog hurtigt at være lig med udfordringer, da en ny dreng dukker op i klassen med mystiske, men vigtige beskeder. På samme tid truer en stor chance og mange uenigheder med at spillet Ida og vennen Jonas. Og et sted derude er en gammel ven vendt tilbage - efter hævn.
En besked, en handling og en løgn fører til mange flere, og der er kun 24 dage til at få styr på alt, ellers betyder det, at der kun 24 dage tilbage overhovedet.
*2'er til "Hvem, hvad, jul, hvor?" Publicerede den før tid for at deltage i konkurrencen "Skriv forhistorien eller efterfølgeren" *

1Likes
0Kommentarer
322Visninger
AA

23. 23. december

Ida

Hun står på gulvet lige foran os, og jeg kan se hver af hendes bevægelse. Hvert øjeblik overvejer jeg at vække de andre, men hvis det ikke er en drøm, ville hun nok have set mere virkelig ud. Hendes kropsform, tøj og hår ligner bare ikke noget fra den virkelige verden. Dog er der én mulighed for hvem det kan være, hvis hun ikke er et drømmevæsen.

I øjeblikket, hvor tanken slår mig, ved jeg, at jeg er nødt til at vække drengene.

Først vender jeg mig mod Jonas og får et chok, da jeg kan skimte hans åbne øjne. Han peger med panisk ansigtsudtryk over mod Pete, og jeg nikker som tegn til, at han skal vækkes.

Jeg ved, at Jonas ikke er meget for ham, men jeg kan håbe på, at det er lidt bedre nu, og han ved, at Pete er den af os tre, der ved mest om det her.

Skikkelsen træder et par skridt mere hen mod os og stopper ofte op for at sikre sig, at vi sover. I de øjeblikke ligger jeg helt som forstenet og afventer, at hun skal kaste sig over os, men til mit held sker det ikke. Hvis det er et held, og det ved jeg ikke, om det er.

Pete bliver vækket, og da han får øje på skyggen få meter fra os, er der ingen tvivl om, at det er den person, jeg frygter.

”Hvordan fanden har hun fundet os?” hivsker han lavt nok til, at det kun er os to, som kan høre det. Jeg trækker på skuldrene og er alt for skrækslagen til at kunne tænke for meget. Jeg kan mærke, hvordan hele min krop ryster sindssygt, og at mit åndedrag er alt for hurtigt.

”Lod I ikke alle elektroniske ting ligge?” spørger han, og jeg nikker igen, mens hun kommer tættere på os. Jeg synes dog, at jeg kan høre Jonas sige et eller andet, men ikke hvad.

Ingen af os ved, hvad vi skal gøre, så indtil videre lader vi bare Accil gå tættere på os. Om et øjeblik har hun hugget halsen over på enten mig eller os alle tre. Ellers har hun gjort det, der er værre.

Hendes skridt er for lave til, at noget kan høres, andet end mit bankende hjerte.

”Hvad.. Gør vi?” fremstammer jeg med rystende stemme. Pete ryster et par gange på hovedet, mens jeg kan se, at han tænker.

”Vi er nødt til at flygte herfra og prøve at undslippe hende. Tag fat om mig, begge to," hvisker han, og vi adlyder. Mens Accil går hen mod pallerne, hvor vi ligger, venter han på et eller andet. Jeg vil spørge til, hvad det er, men kan ikke få min allerede rystende stemme til det.

Skynd dig nu!

Lige før hun tager det sidste skridt, får han fat i amuletten. Det sekund, hvor jeg fanger, at han ledte efter den, træder hun op til os, og det er i allersidste øjeblik, at halmen forsvinder under min ryg.

”Løb!” råer Pete, og jeg når ikke at bemærke, hvor vi er, før vi har tager benene på nakken. Accil har dog også været hurtig til at følge efter og er lige i hælene på os. Pete må bruge styrke til at skubbe os frem med amuletkræft, men hun gør selvfølgelig det samme som os. Der er ikke andet at gøre end at skynde sig så meget, som vi overhovedet kan. Jeg må tage skid på sidestikket og den manglende energi og satse på mit eget liv.

”Kan du ikke gøre noget?” råber Jonas.

”Ida

Hun står på gulvet lige foran os, og jeg kan se hver af hendes bevægelse. Hvert øjeblik overvejer jeg at vække de andre, men hvis ikke det var en drøm, ville hun nok have set mere virkelig ud. Hendes kropsform, tøj og hår ligner bare ikke noget fra den virkelige verden. Dog er der én mulighed for hvem det kan være, hvis hun ikke er et drømmevæsen. I øjeblikket, hvor tanken slår mig, ved jeg, at jeg er nødt til at vække drengene.

Først vender jeg mig mod Jonas og får et chok, da jeg kan se hans åbne øjne. Han peger med panisk ansigtsudtryk over mod Pete, og jeg nikker som tegn til, at han skal vækkes. Jeg ved, at Jonas ikke er meget for ham, men jeg kan håbe på, at det er lidt bedre nu, og han ved, at Pete er den af os tre, der ved mest om det her.

Skikkelsen træder et par skridt mere hen mod os og stopper ofte op for at sikre sig, at vi sover. I de øjeblikke ligger jeg helt som forstenet og afventer, at hun skal kaste sig over os, men til mit held sker det ikke. Hvis det er et held, og det ved jeg ikke, om det er.

Pete bliver vækket, og da han får øje på skyggen få meter fra os, er der ingen tvivl om, at det er den person, jeg frygter.

”Hvordan fanden har hun fundet os?” hivsker han lavt nok til, at det kun er os to, som kan høre det. Jeg trækker blot på skuldrene og er alt for skrækslagen til at kunne tænke for meget. Jeg kan mærke, hvordan hele min krop ryster sindssygt, og jeg trækker vejret alt for hurtigt.

”Lod I ikke alle elektroniske ting ligge?” spørger han, og jeg nikker igen, mens hun kommer tættere på os. Jeg synes dog, at jeg kan høre Jonas sige et eller andet, men ikke hvad.

Ingen af os ved, hvad vi skal gøre, så indtil videre lader vi bare Accil gå tættere på os. Om et øjeblik har hun hugget halsen over på enten mig eller os alle tre eller har gjort det, der er værre. Hendes skridt er for lave til, at noget kan høres, andet end mit bankende hjerte.

”Hvad.. Gør vi?” fremstammer jeg med rystende stemme. Pete ryster et par gange på hovedet, mens jeg kan se, at han tænker.

”Vi er nødt til at flygte herfra og prøve at undslippe hende. Tag fat om mig, begge to.” siger han, og vi adlyder. Mens Accil går hen mod pallerne, hvor vi ligger, venter han på et eller andet. Jeg vil spørge til, hvad det er, men kan ikke få min allerede rystende stemme til det. Skynd dig nu!

Lige før hun tager det sidste skridt, får han fat i amuletten. Det sekund, jeg fanger, at han ledte efter den, træder hun op til os, og det er i allersidste øjeblik, at halmen forsvinder under min ryg.

”Løb!” råer Pete, og jeg når ikke at bemærke, hvor vi er nu, før vi har tager benene på nakken. Accil har dog også været hurtig til at følge efter og er lige i hælene på os. Pete må bruge styrke til at skubbe os frem med amuletkræft, men hun gør selvfølgelig bare det samme som os. Der er ikke andet at gøre end at skynde sig så meget, som vi overhovedet kan. Jeg må tage skid på sidestikket og den manglende energi og satse på mit eget liv.

”Kan du ikke gøre noget?” råber Jonas. Den grødede stemme afslører, at han har grædt meget. Der bliver skåret et ordentligt snit i mit hjerte, da jeg ser de røde øjne.

”Jeg kan måske få os over i min verden og lukke hende ude, men det er risikabelt," siger Pete lavt, så hun ikke hører det, mens han formår at ryste på hovedet, så hun tror, nej er svaret.

Risikabelt kan godt være meget risikabelt, når det omhandler det her, det ved jeg. Den her beslutning kan gå hen og afgøre, hvad der sker med os, men man må tage nogle chancer.

”Gør det," bestemmer jeg, da jeg kan forstå, at jeg skal beslutte det. Pete handler hurtigt, griber først fat om sin amulet og så om Jonas og mig. Efter et lysglimt står vi på det lysegrønne græs. Amuletten lander på jorden og kaster et lys op i luften for at vise, at vi er lukket ind. Nu kan Accil kun komme, hvis hun har styrken til at lukke sig ind.

Pete løber ind foran os og giver tegn til, at vi skal følge med. Han viser os hen til sit palads, hvor han hiver os med ned i kælderen.

”Hvad med amuletten?” spørger jeg, mens jeg kæmper med at få pusten igen.

”Den må vi hente senere, hvis Accil ikke er kommet endnu," svarer Pete. Indtil videre må vi blive her for at sikre os, at vi ikke bliver jagtet.

”Kan hun selv kommer herind?” spørger Jonas, der lyder endnu mere forpustet, end jeg føler mig. Jeg bliver igen ramt af den meget triste følelse, da jeg hører hans stemme.

”Det er det, jeg ikke ved,” svarer Pete ærligt. ”Det er derfor, det er så risikabelt, for jeg ved ikke, om hendes amulet har den styrke, der skal til for at åbne en indgang. Det er noget nyt, som jeg også kun lige har lært at bruge.”

Han må have lært sig det for at kunne komme tilbage for at advare mig.

Så slår det mig pludselig, at Accil er rejst til vores verden for at hævne sig over mig.

”Men hvis Accil kunne komme til vores verden, kan hun så ikke komme tilbage?” spørger jeg og krydser fingre for, at eller andet kan forhindre hende. Da jeg ser på Pete, kan jeg dog godt se, at det er håbløst.

”Fuck,” mumler han bare og stirrer ud i luften. ”Det havde jeg ikke tænkt på.”

Et øjeblik går jeg i panik. Hun er sikkert allerede kommet og leder efter os, og vores eneste hjælp ligger dér, hvor hun er kommet ind. Hvordan skal det gå?

”Vi må gemme os!” siger jeg, men opdager med det samme, at vi ikke kan gøre det meget bedre, end vi allerede gør.

”Vi kan kun håbe på, at hun ikke kommer herned,” siger Pete. ”Det er det eneste, vi kan gøre lige nu. Hvis det på et tidspunkt bliver lidt mere sikkert, kan en af os gå op efter min amulet, men lige nu er vi bare nødt til at holde os i skjul.”

Både Jonas og jeg nikker forstående.

”Måske er det også bedst at vi bare sidder og er stille,” siger han. Vi nikker igen, da jeg ikke føler, jeg kan gøre meget andet, og sætter os i et hjørne.

Der er så stille, at man kan høre en raslen fra bladene, der svagt bliver blæst rundt oppe på jorden. Jeg mærker en klar lyst til at tage fat i Jonas og udspørge ham om, hvad der er galt. Jeg vil trøste ham med, at alt nok skal gå, og at jeg er der for han. Men hvis jeg siger for meget, kan Accil finde os, og det ville gå strengt ud overis alle tre.

Mine følelser har brug for at komme ud, så jeg lægger begge mine arme om ham og knuger ham ind til mig. Der er lige meget, at Pete ser det.

Situationen er så uhyggelig, når man ikke kan høre hendes skridt, hvis hun er på vej. Lige nu må vi bare håbe og være klar til at kæmpe i mod, hvis hun om få sekunder eller flere timer springer ind af kælderdøren.

 

 

 

~~~

 

 

 

Ikke den mindste fornemmelse af, hvor lang tid, der er gået, sidder i mig. Der kunne ligeså godt være gået en dag som tredive minutter, og det uhyggelige er ikke blevet mindre af at vente. Jeg er helt sikker på, at Accil befinder sig i den her verden, men den er for stor til at vide hvor. Selvom jeg ikke lever her, har jeg været her nok til at vide det. Måske står hun og venter på, at vi vil komme op lige udenfor kælderdøren.

Pete bryder tavsheden. ”Vi kan nok godt gå op efter amuletten snart,” siger han. ”Der er gået noget tid.”

Han lyder ikke helt sikker, men jeg ved, at han nok har ret.

”Er det ikke stadigvæk for farligt, når vi ikke ved noget?” spørger jeg for at være helt sikker. Inden i mig gemmer sig også en angst for, at hun hører os.

”Vi kan jo ikke vide noget, før vi har amuletten, så vi kan se det, så det er svært at svare på," siger Pete, hvilket jeg selvfølgelig godt kan se. Det er endnu en chance, vi må tage for at gøre det nemmere.

”Er amuletten det eneste, der kan hjælpe os med at finde ud af noget?” spørger Jonas ligeså usikkert, som jeg er. Han ligger stadig i mine arme, og det virker til at have løftet humøret en smule.

”Ja, desværre,” svarer Pete. Bare der var et men eller et eller andet, der ligner. Det kan da dog ikke altid være, og de gange, hvor der ikke er et, er bare de forkerte gange.

Jeg er dog klar over, at vi må tage nogle chancer, hvis det her skal ende godt, så jeg siger: ”Jeg kan gå derop,"

Det skal ikke koste dem noget eller gøre dem fortræd.

"Så kan dig og Jonas blive her og undgå at blive taget, hvis hun er der.” Beslutningen er taget på et kort øjeblik, men det må være den rigtige. Det her er mit problem, ikke deres, og jeg kan umuligt have, hvis der sker dem noget.

Begge drenge prøver at holde mig tilbage, men jeg har allerede rejst mig og er på vej mod døren.

”Ida, hvis hun er der oppe, kan hun slå dig ihjel!” prøver Jonas igen at holde mig tilbage. Han er tilbage, hvor han var tidligere.

Jeg vender mig hurtigt mod ham og sender ham et undskyldende blik, som dog også gerne skulle berolige ham lidt.

”Jeg vil hellere dræbes, end at der sker dig noget,” siger jeg og håber, han forstår det. ”Det skal nok gå. Det er ikke en gang sikkert, at hun er der.” Min hånd bliver lagt på dørhåndtaget, men Petes stemme stopper mig endnu en gang.

”Stop så!” siger han højt og bestemt. ”Det var min ide. Det er mindre risikabelt, hvis jeg gør det, for jeg kan bruge amuletten, hvis jeg får fat i den.”

Før han har sagt det hele, har han rejst sig og skubbet mig væk fra døren. Det var ikke et spørgsmål, om han skulle gå.

”Jeg vil ikke lade dig gøre det for mig! Hvis du kommer galt af sted, så…” Jeg får ikke lov til at sige min sætning færdig, før han afbryder mig.

”Jeg klarer mig. Jeg er vant til at være her, og hvis jeg møder Accil, kan jeg sagtens klare det. Det er mindre farligt, hvis jeg gør det.” Med de ord åbner han døren og forsvinder op.

Jeg dumper igen ned ved siden af Jonas, mens jeg sukker opgivende. Bare han har ret i, at det nok skal gå ham fint.

”Jeg forstår ikke, om han vil redde dig eller hævne sig over mig,” mumler Jonas, hvilket jeg ikke svarer på. Jeg har ikke noget svar, for jeg ved det heller ikke. Det er nok begge dele, og det ville være tarveligt at håbe mest på det første. Selvom jeg inderst ind godt ved, at det er det, jeg gør. Men jeg må stole på, at Pete nok skal hente den og komme tilbage uden problemer. Han har styrke, og så snart han har fat i amuletten, hvilket han snart må have, er den endnu større.

Jeg vil til at spørge ind til mine bekymringer om min elskede bedste men, men noget andet distraherer mig.

Det er en lyd fra døren, der får mig til at kigge op fra jorden. Jeg forventer at se Pete komme ind igen, med eller uden amulet. Det er dog ikke det, der møder mit syn, men noget langt værre.

Kjolen og håret er ikke til at tage fejl af, og måden hun går på er præcis ligesom før. Hun lister hen mod os, og hun ved, vi har set hende. Hun ved også, at vi ingenting kan gøre uden Pete og amulet. Det må være en plan, hun har udtænkt; Hun har stået udenfor hele dagen og ventet på, at Pete ville komme ud. Det er hendes oplagte chance.

Jeg ved ikke, hvad hun vil til at gøre, men hun når ikke til det, før Joans står foran mig.

”Hvad vil du?” spørger han iskoldt. Han stirrer på hende, som han før har gjort på Pete, men jeg ved, at han sikkert også er skidebange.

”Jeg kommer for at besøge min gamle ven, Ida," svarer hendes onde stemme. Hun sender et djævelsk smil forbi ham og om til mig.

”Du rører hende ikke!” siger han truende, men med rystende stemme, der ikke lyder specielt overbevisende.

Accil læner sig ind over ham og giver ham dræberøjne.

”Fly dig, slapsvans, eller jeg skal få dig af vejen,” siger hun direkte ind i hans ansigt.

”Lad ham være,” siger jeg om til hende. ”Du kan gøre, hvad du vil med mig, men lad ham være.” Nu har jeg rejst mig og er gået hen til hende. Hun smiler tilfreds, og jeg kan mærke, hvordan mit hjerte banker hårdere og hårdere.

”Nå, godt at se dig igen," siger hun hånligt med sit onde smil. Med ryggen til, laver hun en håndbevægelse, der smider Jonas over i det ene hjørne af kælderen. Jeg vil straks se, om han er okay, men Accil holder mig tilbage.

”Hvad har du tænkt dig at gøre ved os?” spørger jeg og gør mit bedste, for at skjule frygten i hele min krop, som vil med ud i stemmen.

”Vi skal bare have det lidt sjovt," siger hun begynder at kaste lidt rundt med en gnist i hånden. Den ryger et par gange op og ned, over i den anden hånd og tilbage i den første. Så samler hun hænderne sammen og kaster en lysende stråle over mod mig, som samler mig op. Jorden forsvinder under mine ben, og det føles som at blive holdt i en stram snor.

Jeg skriger af smerte og angst, mens Jonas er kommet på benene igen, men så snart han nærmer sig, får han den samme tur.

Hun kaster os på samme tid hårdt tilbage i jorden, og en masse grene skyder op og lukker sig sammen over mit hoved. Det samme sker med Jonas. Vi kan ikke nå hinanden eller gøre noget som helst.

Accil går hen mod os begge, og jeg beder inderligt til, at Pete skal komme tilbage. Lad ham bare komme tilbage og have amuletten med. Lige nu! Hvis det var i en bog eller en film, ville han komme ind af døren lige nu og besejre hende, men det er ikke nogen film. Døren er ligeså lukket, som det fangested, jeg lige nu befinder mig i.

”Nu må vi se, hvad jeres forældre siger til det her," siger hun og kaster rundt med endnu en truende gnist.

”Bland dem udenom!” råber jeg af mig selv. Hun griner blot og har ikke tænkt sig at høre.

Gnisten bliver kastet på jorden, og foran os kommer en stor, lyskugle, hvor mine og Jonas’ forældre vises. Mine sidder hos min bedstemor og hans i et hus, jeg ikke har været før. Det må også være hos nogle bedsteforældre.

Hun træder ind foran dem og fanger deres opmærksomhed. Så snart de får opmærksomheden på os, kan jeg se, at de husker os igen.

”Ida!” siger min mor og rækker en hånd ud efter mig, som hvis hun kunne hive mig ud og ind til sig selv.

”Vær hilset,” siger Accil til dem alle. ”Savner i jeres børn?” Hun griner tilfreds, mens alle de forskellige familiemedlemmer går i panik, begynder at græde eller løber væk.

”Hvem er du, og hvad har du gjort ved dem?” spørger Jonas’ far. De ser alle lige forvirrede og bange ud. Lysten til selv at bryde sammen, vokser sig hurtigt ud i min krop, men jeg ved, at det ikke vil hjælpe noget. Det vil kun gøre det hele værre.

De får ikke noget svar, men en anden besked. ”Hvis I vil se dem igen, må I møde op til midnat ved den nærmeste skovsø. Dér vil I få at vide, hvad jeg skal have igen," siger hun, før hun med en ny bevægelse fjerner billedet af dem.

Jeg kan ikke holde det ud mere, og lader følelserne slippe ud. Selvom Accil står foran mig, lader jeg mig bryde helt sammen på jorden. Jeg vil ud! Jeg vil hjem! Jeg vil vide, hvad der skal ske med mig og min bedste ven, og hvor Pete er.

”Pete! Kom tilbage!” Jonas er begyndt at råbe, mens Accil griner ondskabsfuldt og nyder at se os sådan her.

Heldigvis når hun ikke længere, før han forpustet braser ind af døren – med amuletten!

”Slip dem fri!” befaler han truende, hvilket ikke ser ud til at skræmme hende. Helt ubemærket løfter hun hånden og giver ham den samme tur, op i luften og tilbage, ned i jorden. Jeg skriger igen, da grene samler sig op omkring ham, og den hvide, lysende sten falder ud af hans hånd og bliver samlet op af hende.

”Så må vi se, om jeres familier elsker jer nok til at tage jeres plads her,” siger hun veltilfreds og giver mig lyst til at skrige og græde endnu mere.

Jeg ved dog godt, at det ikke nytter noget. Denne gang er det hende, der vinder

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...