Hvem, hvad, igen, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 28 nov. 2016
  • Status: Færdig
December er vendt tilbage, og i år skal det blive den bedste nogensinde. Sådan lyder det fra den 12-årige Ida, der er mere end klar til at holde en fantastisk jul, hvor hendes nysgerrighed ikke skal styre hende.
Juletid viser sig dog hurtigt at være lig med udfordringer, da en ny dreng dukker op i klassen med mystiske, men vigtige beskeder. På samme tid truer en stor chance og mange uenigheder med at spillet Ida og vennen Jonas. Og et sted derude er en gammel ven vendt tilbage - efter hævn.
En besked, en handling og en løgn fører til mange flere, og der er kun 24 dage til at få styr på alt, ellers betyder det, at der kun 24 dage tilbage overhovedet.
*2'er til "Hvem, hvad, jul, hvor?" Publicerede den før tid for at deltage i konkurrencen "Skriv forhistorien eller efterfølgeren" *

1Likes
0Kommentarer
321Visninger
AA

22. 22. december

Jonas

Det er næsten lyst, da jeg vågner. Min ryg og mit hoved gør ondt af det hårde liggeunderlag, og den skarpe følelse af sult har sat sig fast i halsen på mig. Jeg gør, hvad jeg kan, for at holde koncentrationen på smerten i stedet for de seneste dage.

Solopgangen kan ses ud af vinduet, og folk er begyndt at slukke lyset i deres vinduer. De nyder rigtigt at holde fri og hygge sig i familien, mens jeg sidder i en bil for omkring 28. time uden stop sammen med min fjende og min bedste veninde, som har ”droppet” mig frem for ham og som ikke aner, at om en uge er jeg på vej til England. Det burde jeg måske have fortalt til klassen, inden jeg tog på juleferie, men det går vel på et tidspunkt op for dem. For eksempel når Ulla den første dag fortæller, at jeg nu går i skole i London og derfor ikke skal være i klassen mere. Når jeg på et tidspunkt tager mig sammen til at fortælle det til Ida, må jeg bede hende om at tage det på video, når klassen for at vide, at deres kammerat lige er stukket af. Det bliver svært at finde den rigtige måde at fortælle hende det på. Måske er det smartest at lade være og lade hende finde ud af det selv, men det ville også være tarveligt. Jeg vil også gerne tage rigtigt afsked med hende. Hvis vi altså alle sammen overlever det her. Åh gud!

”Er der noget morgenmad?” mumler jeg med træt stemme. Det, jeg har brug for lige nu, er noget, som kan fjerne mine tanker fra det dårlige.

”Der er en bolle tilbage i min taske.” siger Ida og skubber den over til mig. Én bolle? Jeg ville gerne kunne sige, at det er bedre end ingenting, men kæft, hvor er jeg træt af det her.

Ida lægger mærke til mit utilfredse ansigtsudtryk.

”Jeg ved godt, at det er skod, men det varer ikke evigt. Pete siger, at han snart ved, hvor vi skal være.” Vi kigger begge ud af vinduet på et snelandskab, jeg aldrig nogensinde har set før. Befinder vi os overhovedet i Europa lige nu?

”Ja, det første sted fungerede desværre ikke alligevel, men jeg er ved at løse det,” lover han fra forsædet. ”Vi skulle gerne være fremme senest i eftermiddag.”

Hurra! Så håber jeg bare, at der er mad og senge der. Selvfølgelig er overlevelse det mest væsentlige, men det ville bare være så rart. Bare tanken om bløde senge, mæthed og afslapning får mig at til at længes mere end efter noget andet.

”Det er ikke sjovt længere, det her.” klynker jeg, men kan med det samme se, at det burde jeg ikke have gjort.

”Nej, men din bedste veninde ville nok heller ikke synes, det var specielt sjovt, hvis hun blev taget af en fjende, vel?” bider Pete ad mig. Jeg undskylder en hurtig gang og læner mig tilbage i sædet, mens jeg gumler på bollen, der faktisk smager udmærket i forhold til, at den har ligget i en taske siden i går morges.

”Ved du noget om, om Accil har sporet af os?” spørger Ida om til forsædet. Pete trykker og ser på et eller andet, som det kun er ham, der har forstand på.

”Hun er ikke til at se,” siger han. ”Vi ser ud til at være nogenlunde i sikkerhed indtil videre.” På hans svar, kan jeg regne ud, at der ikke er noget, som er helt sikkert på nuværende tidspunkt, men at det går i den rigtige retning. Det er jo altid godt, selvom det er dødsygt stadigvæk at sidde på sin flade bagdel og stirre ud af et bilvindue. Nu kan jeg så takke mig selv for at have brugt al strømmen på min mobil allerede i går. Du har også altid været så dygtig, Jonas!

”Er der ikke en, der har en eller anden form for underholdning?” spørger jeg efter at være blevet færdig med bollen og må i gang med et eller andet for ikke at lægge mere mærke til sulten, der gnaver sig op gennem min hals.

”Vi kan høre noget musik.” siger Ida og tager sin telefon frem, som stadig har batteri på sig. Hvordan kan hun?

Hun tænder den og finder en juleplayliste, som har downloadet, så den kan spilles overalt. Ligesom mig har hun altid kunnet tænke smart.

”Så fejrer vi, at det er jul i overmorgen!” siger hun og er god til ikke at tænke på, om vi får jul i år. Hun kan holde tanken udenfor, om at vi skal bruge resten af vores jul på at flygte fra en fjende, og at vi måske alle tre, i hvert falde hende, er i livsfare. Hvis jeg bare havde hendes evner, ville det være seriøst rart.

Hun begynder at synge med på sangen, og Pete og jeg ser vores snit til også at begynde. Jeg er udmærket klar over, at min sangstemme er langt fra den bedste, men lige nu kan jeg være bedøvende ligeglad. Vi sidder i en bil uden andre end os, og vi kan holde os selv underholdt!

”Kan I også de høje toner?” spørger Ida og kommer med en høj, skrigende lyd, der prøver at ramme en af sangens helt høje toner. Jeg prøver også, men det lykkes ligeså elendigt, så vi ender med grinende at opgive det og synge med på det, vi kan.

En raslende lyd kommer pludselig fra højtaleren. Det er ikke en del af sangen, men noget andet.

”Vær lige stille,” stopper Pete vores skønsang. ”Jeg skal lige høre det.”

Lyden kommer igen, og straks speeder han op.

”Sluk mobilen!” befaler han med stemmen fuld af panik.

”Hvorfor det?” spørger Ida, men skruer lidt ned for sangen.

”Sluk den!” råber han og er helt desperat nu. ”Accil har sporet af os, når du har den tændt! Ned med den, og gem den væk!”

Det kan ikke gå hurtigt nok med at få lukket ned fra mobilen og gemt den godt af vejen. Ida smækker den langt ind under bagsædet og sætter sin taske foran den, som hun sidder og holder godt på plads med benene.

”Betyder det, at hun finder os?” spørger hun ligeså nervøs, som jeg begynder at føle mig. Hvis Accil har sporet af os fra Idas telefon, så er det langt fra godt.

”Ikke endnu,” svarer Pete, men på den måde, han nu kører på, afslører han, at det er meget, meget tæt på. ”Men vi bliver nødt til at finde en hurtig nødløsning. Vi skal have fundet det bedst mulige gemmested hurtigst muligt. Væk med alle telefoner og elektriske ting. Gem dem ned under sædet.” siger han alvorligt, og vi adlyder det begge.

”Hvad så?” spørger Ida.

”Gør jeg klar til at hoppe af på hvilket som helst tidspunkt. Jeg ved ikke, hvornår det bliver, men det bliver meget snart. Vi får nok ikke alle vores ting med herfra, og vi bliver nødt til at gå et stykke.” siger han, mens vi stadig brager af sted.

Det hele føles vanvittigt, men jeg kan ikke lade mig påvirke af det. Vi er virkelig i fare lige nu, og jeg er skyld i meget af det. Hvis jeg bare kunne underholde mig selv, skulle vi ikke have hevet mobilerne frem, og så ville vi have været i sikkerhed.

 

 

 

~~~

 

 

 

”Vi hopper af her.” siger Pete og drejer skarpt ind til siden. Det er ikke en parkeringsplads, men et lille holdested ved siden af en stor mark. Den er helt hvid af sneen, og det ser ærligt talt skidekoldt ud, men jeg ved, at vi er nødt til at gøre, som han siger.

Vi tager hver i sær de ting med, vi kan have, men vores mobiler bliver liggende. Det vigtigste er lige nu overlevelse, og hvis vi om nogle dage kan vende tilbage, kan vi måske komme tilbage efter dem. Hvis ikke, kan jeg ønske mig en ny.

Dørene bliver smækket i, og vi løber alle tre ind på marken helt ligeglade med sneen, kulden og vores stive ben efter at have siddet ned i halvandet døgn.. Der er ikke andet end mark og vej at se, og hvis nogen af os ved, hvor vi er på vej hen, skulle det overraske mig meget. Ikke en gang et enkelt lys eller hus kan ses andre steder end flere kilometer ude over landskabet. Den nærmeste by må ligge et par timers gang fra her, hvor vi befinder os.

Ingen af os siger noget, mens vi løber, og ikke et eneste spørgsmål bliver stillet. Måske er det fordi, vi ved, at ingen kender svaret på spørgsmål lige nu. Det kan også være, at der bare ikke er noget at spørge om, da det lige nu handler om flugt. Tænk, at vi måske kunne have siddet i tryghed og varme lige nu, hvis jeg ikke have fået den ide med, at vi skulle have telefonen frem. Pete havde udtænkt et nyt sted til os, som vi kunne være nået frem til, men det skulle jeg jo ødelægge med min utålmodighed, selvom jeg egentlig synes, jeg har klaret ventetiden fint.

Jeg er efterhånden begyndt at føle mig meget udmattet, da jeg får øje på noget i det fjerne, som ligner lidt en stald.

”Se ∂er!” råber jeg og peger. De kigger over mod min finger, og vores retning bliver automatisk sat over mod den lille bygning. Da vi kommer lidt tættere på, kan jeg se en dør og et par vinduer. Bygningen ser ikke faldefærdig ud og ligner et sted, vi godt kan være.

”Det er godt fundet.” roser Pete kort, før vi stopper op. Han vil ikke sige for meget, da vi stadigvæk ikke ligefrem er gode venner.

”Døren er åben.” siger Ida og har taget fat i håndtaget på den store dør. Den afslører en masse halmbunker og hø samt et par spande med regnvand, der står op ad væggen. Der er ikke lys, men ellers er det udemærket.

”Her kan vi da godt være, kan vi ikke?” spørger jeg henvendt til Pete, som nikker.

”Helt bestemt! Vi kan da sove i nogenlunde varme, og vi bliver nok ikke fundet her.” siger han, og vi går alle tre ind. Døren lukker bag os, og mørket forskrækker mig med, hvor mørkt der egentlig er i laden. Der er ingenting at se, og jeg kan kun føle mig frem.

”Vi skulle have haft en lommelygte med.” siger Ida grinende i mørket. Jeg kan heller ikke lade være med at grine lidt, selvom vi ikke burde.

”Har I nogen anelse om, hvad klokken er?” spørger jeg. Det er noget, jeg bare føler et behov for at vide.

”Vi har ikke haft muligheden for at tjekke op det uden at give Accil et ydeligt spor af os igen.” svarer Pete. Derfor kan jeg nu ikke tillade at føle mig træt, sulten eller lignende, for jeg har ikke den mindste tidsfornemmelse.

”Skulle vi ikke gå seng?” spørger Ida alligevel. ”Jeg føler mig altså så udmattet.” Selvom det føles skørt, kan jeg genkende det. Tænk, hvor meget det kan slide på en at sidde i en bil.

”Der kommer sikkert også en masse, vi skal klare i morgen.” siger jeg som svar og lægger mig på en halmballe. Mine øjne har efterhånden vænnet sig lidt bedre til mørket, så jeg kan fornemme de to andre og halmen, der ligger over det hele.

Vi kryber alle tre ned under en stak halm oven på en palle. Med vores overtøj skal vi nok kunne holde varmen sådan her.

Trætheden vælter meget pludseligt ind over mig, og jeg føler mig enormt smadret, selvom det ikke er meget, jeg har lavet. Det er slet ikke så nemt at være på flugt.

”Godnat.” mumler jeg mod Idas venstre kind, og det bliver gentaget af dem begge. Jeg er glad for at ligge mellem dem, så hun ikke skal ligge op ad Pete og varme sig hele natten, men jeg i stedet kan have fornøjelsen af det.

Søvnen er som regel pænt langsom til at overtage mig, og jeg har på fornemmelsen, at de to andre for længst sover, da jeg er tæt på. Så kan jeg pludselig høre en puslen ved døren og vender mig, men der er intet at se. Jeg prøver at falde til ro igen, men så kommer lyden endnu en gang, før døren åbner, og en langhåret skikkelse i knælang og kortærmet kjole træder ind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...