Hvem, hvad, igen, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 28 nov. 2016
  • Status: Færdig
December er vendt tilbage, og i år skal det blive den bedste nogensinde. Sådan lyder det fra den 12-årige Ida, der er mere end klar til at holde en fantastisk jul, hvor hendes nysgerrighed ikke skal styre hende.
Juletid viser sig dog hurtigt at være lig med udfordringer, da en ny dreng dukker op i klassen med mystiske, men vigtige beskeder. På samme tid truer en stor chance og mange uenigheder med at spillet Ida og vennen Jonas. Og et sted derude er en gammel ven vendt tilbage - efter hævn.
En besked, en handling og en løgn fører til mange flere, og der er kun 24 dage til at få styr på alt, ellers betyder det, at der kun 24 dage tilbage overhovedet.
*2'er til "Hvem, hvad, jul, hvor?" Publicerede den før tid for at deltage i konkurrencen "Skriv forhistorien eller efterfølgeren" *

1Likes
0Kommentarer
318Visninger
AA

21. 21. december

Ida


”Har vi det hele?” skynder Pete på os.

Jeg har endnu ikke fattet, at det er ham. Først da hans rigtige navn bliver nævnt, forstår jeg det. Det hænger sammen med, at han har vidst så meget om mig lige efter at være startet. Hvorfra skulle han ellers have vidst, at mine forældre ikke bor sammen? Og at Jonas er min bedste ven og så gerne ville være min festmakker? Deres had til hinanden er det samme, fordi de skændtes om det samme sidste år. Nu, når mit hoved kan tænke klart, går det helt amok.

Jeg tror ikke, vi mangler noget," siger jeg, men jeg ved selvfølgelig heller ikke, hvad det nødvendige er. Min taske er blot blevet smidt ind i bilen efter at have fået fyldt lidt frugt og et par boller i sig."

Kan du godt køre bil?” spørger Jonas, der ikke tror på, at vi tre kan komme alene væk til et sted, der stadig er ukendt.

"Jeg har styr på så meget mere, end du tror,” svarer Pete hurtigt og smækker bagagerummet i, hvorefter vi bliver smidt ind på bagsædet med et ”Ind bagi."

Klokken er 05:58, så det er lige på et hængende hår, vi kommer af sted. Jeg aner stadig knap nok, hvad der sker, men han har lovet at fortælle alt, så snart vi er kommet ud af døren.

"Nu skal jeg altså have det her forklaret!” befaler jeg så snart, vi triller ud af karporten. I aftes var jeg så træt, at jeg ikke kunne overskue at spørge en masse eller lade mig irritere, så nu er der nok at spørge om. Jeg fortjener at få at vide, hvad der foregår.

"Ja, og det skal jeg nok fortælle,” siger Pete fra forsædet. ”Og ingen afbrydelser!” befaler han, inden hans lang forklaring begynder.

Jeg tager langsomt et par dybe indåndninger. Mine øjne kniber sig sammen. Jeg kan ikke gøre andet end at krydse fingre for, at tingene er okay.

"Det startede i efteråret, hvor Accil begyndte at se tilbage på sidste år, hvor du besejrede hende,"

Et kæmpe stød går igennem min krop ved Accils navn. Jeg kan høre mit hjertes dunken som en høj lyd i mine ører.

"Jeg ved ikke, hvordan eller hvorfor det skete, men det har tændt en ond gnist i hende igen. Hun er begyndt at udtænke, hvordan hun kan få sin hævn," Han tillader sig at holde et øjebliks pause, for at det første lige kan få lov til at sætte sig fast i mit hoved.

Accil. Tilbagevendt. Hævn.

"Jeg fandt ud af det, men desværre tror jeg, der gik lidt for lang tid, for hun var allerede langt med sin plan om, hvordan hun skulle komme her til jeres verden og finde dig. Derfor var jeg nødt til at finde på en hurtig plan, som så blev den med at forklæde mig som en ny elev og komme ind i jeres klasse. Det var svært, fordi jeg vidste, at piger automatisk får en svaghed for drenge fra den anden side.” 

Vi får endnu en pause til at modtage det hele.

Bemærkningen om pigerne får en ny tristhedsfornemmelse sat i gang. Sofie er garanteret stadigvæk nede over ham og mig. Hun ved ikke en gang, at det hele har været planlagt, selvom jeg heller ikke selv har forstået sammenhængen i det endnu. 

"Hvorfor skulle det så gøres på den måde?" bryder Jonas ind. Hans stemme lyder sur. "Hvorfor skulle du komme ind og tage Ida fra mig og hade mig som pesten?"

Pete svarer, henvendt til mig: "Alt det med os og Jonas handlede også om, at jeg selv vil hævne mig,” skifter han over til en mere indrømmende del. ”Lige siden du sidste år valgte ham frem for mig, har jeg vidst, at jeg på et tidspunkt måtte vende tilbage og tage hævn. På den måde har jeg ordnet to ting på én gang.” Han lyder overhovedet ikke ked af det eller flov over det, han har haft gang i. Det får en sur fornemmelse til at koge i min mave.

Jeg åbner munden for at sige noget, men en håndbevægelse fra ham lukker den i igen. Der måtte ikke afbrydes, bliver jeg gjort opmærksom på.

"Men nu er vi nødt til at komme væk, for Accil har fået sporet af, hvor du er, så vi må flygte for at hun ikke skal finde dig og gøre dig fortræd. Hun kan finde på at tage dit liv, og måske også alle dine venner. Uanset hvad hun har tænkt sig, så er noget, som skal forhindres. Så vi er nødt til at gemme os nu, og jeg skal nok sørge for at afholde dine forældre fra at finde ud af det.” 

Selvfølgelig er det noget, han har forstand på. Om han vil gøre det, ved jeg ikke, om jeg tror på, men der er så meget lige nu, der ikke er til at se klart på.

Jeg må læne mig tilbage og gentage forklaringen for mig selv et par gange for at få den forstået. Mit hjerte banker stadig på højtryk.

Tænk engang, at Pete er vendt tilbage. Hvordan kan det lade sig gøre? Accil har vendt sig og er blevet ond igen. Det er en vigtig del, ved jeg, så det er heldigt, at det er den del, jeg bedst forstår mig på. 

"Hvor er vi på vej hen?” er det eneste spørgsmål, jeg kan stille. Jeg ved, at angsten i mine øjne, er tydelig.

"Vi skal finde et gemmested, hvor der er mindre sandsynlighed for, at hun finder os," svarer han bare. Han er ikke enig i, at jeg har fortjent at vide mere.

"Har du nogen anelse om, hvor det er?” spørger jeg skeptisk. 

"Jeg har en lille ide,” svarer han. ”Jeg er ikke sikker på, hvor godt det er, men hvis det ikke dur, så finder vi noget andet.”

"Synes du ikke, hun fortjener en bedre forklaring?” lader Jonas sig fornærme. Jeg sukker. Min mave gør ondt over, at de er så meget uvenner.

"Hvis jeg kunne give bedre forklaring, så jo," svarer han kort på spørgsmålet. 

Jeg lader være med at sige noget eller holde med nogen af dem. Det ville kun gøre det hele værre.

En gang sagde jeg altid til mig selv, at alt på et tidspunkt ville være så skidt, at det ikke kunne blive slemmere. Hvis ikke vi ligger der nu, så har jeg ikke lyst til at vide, hvor det er.

 

~~~

 

”Er der langt endnu?” sukker jeg utålmodigt efter fem timers kørsel. Indtil videre har jeg sovet et stykke tid, spist to boller og et æble, brugt halvdelen af strømmen på min mobil og diskuteret godt med de to drenge under et par af deres skænderier.

"Igen, jeg er stadigvæk ikke helt sikker på, hvor vi skal være,"svarer Pete, hvilket må betyde, at der er ret langt til der, vi skal hen. Jeg sukker højlydt og læner mig tilbage. Med lukkede øjne drømmer jeg mig langt, langt væk.

"Husk nu på, det er for din skyld," siger han, og det vækker mig til live.

"Hvad har du overhovedet gjort af gode ting for mig på det seneste?” spørger jeg, måske en anelse for hårdt, men det er lige meget. ”Du har løjet for mig hele måneden om hvem, du er, du har såret både mig og mine bedste venner hundrede gange, og du har bare været helt ligeglad. Kan du fortælle mig, hvorfor det er godt gjort?” 

Ingen af de to drenge bliver specielt forskrækkede over mit lille flip, så de må kunne se, hvad jeg mener. 

Lige nu prøver jeg såmænd bare at redde dit liv," bliver Pete ved med at snakke udenom og får mig til at sukke endnu en gang.

”Hvad var grunden overhovedet til, at jeg skulle med?” Nu har Jonas også vendt sig mod ham igen. Der er så meget at undre sig over, at noget af det bliver glemt undervejs.

Vi afventer begge to et svar, men Pete har tænkt sig at overhøre det og fokuserer på at styre bilen. Han ville højst sandsynligt også bare have sagt noget med, at han også er i livsfare, hvis han ikke snart opfører sig ordenligt.

"Hvad med min familie?” spørger jeg, da jeg kommer i tanke om, at vi skulle have været hos bedstemor nu.

"Ja hvad med dem?” spørger Pete, som om han ingenting aner.

"Tror du ikke, de vil undre sig over, hvor jeg er? Og hvor Jonas er?” spørger jeg. Han sagde før, at han ville klare det, og han har bare at gøre det.

"Lidt magi, så glemmer de alt,” lover han, men han på hans fortsættelse er det klart, at han ikke har gjort noget endnu. ”Det kræver så lige, at Jonas giver mig min amulet.” Han rækker hånden om til Jonas og hentyder til, at han skal give ham amuletten. 

"Hvorfor?” spørger han skeptisk. ”Jeg kan jo ikke vide, at du ikke gør et eller andet ved mig.” 

Jonas, giv ham den nu!” bryder jeg ind. Jeg gider ikke, at hele min familie går og bekymrer sig helt vanvittigt over, hvor jeg er. 

"Sidste år havde han nær slået mig ihjel!” bliver han ved med at nægte. ”Hvem ved, hvad han kan finde på?” 

"Han gør dig ikke noget, for det har jeg nok tillid til ham til at tro," siger jeg henvendt til Pete, som dog ikke lover noget endnu.

"Giv mig den, og jeg skal nok lade være med at gøre noget, hvis det ikke bliver nødvendigt," siger han og afventer at få afleveret stenen.

"Nej,” siger jeg bestemt og overgiver mig ikke. ”Du lover på æresord, at du ikke gør Jonas den mindste smule fortræd. Lov det, ellers skal han have lov til at beholde den.”

Tavsheden varer et par sekunder.

"Fint,” siger Pete med en smule irritation i stemmen. ”Men han skal være ordentlig.” 

"Ja," siger jeg vredt. "I er begge to ordentlige. Og så kan Pete godt få den amulet, så han kan klare det her.” Jeg lyder lidt som en mor lige nu, men en skal jo være den fornuftige.

"Jeg er altså ikke sikker på, hvad der sker ved at give ham den dér," bliver Jonas ved.

"Giv ham den så!" siger jeg. Min tone for hans ansigt til at se ud som om, at han lige har set sin mor død. Jeg forstår, hvis Jonas ikke ved, om han kan stole på mig, men jeg må gøre mit bedste for at vise ham, at jeg ikke er ude på at gøre ham ondt.

Modvilligt rækker han stenen frem og lægger den i hånden på Pete, der tager imod den. Han fumler lidt rundt med den, før han tager snoren rundt om sin hals, mens han mumler, at nu er det klaret. 

"Kan du så få os til at køre hurtigere?” spørger Jonas ligeså utålmodigt, som jeg efterhånden føler mig. Stemmen ryster lidt, da han siger det.

"Det kunne jeg godt, men det ville være ret risikabelt, når jeg ikke ved, hvor Accil er," siger Pete.

"Du er ikke sådan én, der ved alting?” spørger Jonas. Nu lyder han lidt mere sikker.

"Jeg kan noget, I kan noget. Der er ikke nogen, der kan alt," svarer Pete en smule irriteret over Jonas' spørgsmål.

"Men vi er så trætte af at køre!” brokker Jonas sig, også på mine vejene. Fair nok, det er faktisk rigtigt.

"Prøv at hør,” siger Pete og bremser op. Han vender sig i et ryk med et rasende ansigtsudtryk. "Det her gælder livet på din bedste ven. Er det måske ikke vigtigere, end hvad man er træt af?” spørger han.

Jonas nikker langsomt. "Jo," siger han lavt.

"Og hvis Ida er træt af at køre, så kan hun nok tale for sig selv. Men jeg tror nu ikke, at hun er træt af, at jeg prøver at redde hendes liv."

"Drenge!” afbryder jeg. ”Jeg er pissaglad for, at I vil bekymre jer om mig. Men det gør I ikke ved at sidde og skændes. Jeg er klar over, at det her er vigtigt, men kan I i det mindste ikke gøre turen behagelig?” Jeg afventer ikke et svar, men læner mig tilbage i sædet og kigger ud af vinduet. Jonas vender også sit hoved med de blanke øjne mod vinduet.

Jeg sidder her med to venner, der ikke kan fordrage hinanden, og min fjende er efter mig. Hvad skal det ikke ende med?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...