Hvem, hvad, igen, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 28 nov. 2016
  • Status: Færdig
December er vendt tilbage, og i år skal det blive den bedste nogensinde. Sådan lyder det fra den 12-årige Ida, der er mere end klar til at holde en fantastisk jul, hvor hendes nysgerrighed ikke skal styre hende.
Juletid viser sig dog hurtigt at være lig med udfordringer, da en ny dreng dukker op i klassen med mystiske, men vigtige beskeder. På samme tid truer en stor chance og mange uenigheder med at spillet Ida og vennen Jonas. Og et sted derude er en gammel ven vendt tilbage - efter hævn.
En besked, en handling og en løgn fører til mange flere, og der er kun 24 dage til at få styr på alt, ellers betyder det, at der kun 24 dage tilbage overhovedet.
*2'er til "Hvem, hvad, jul, hvor?" Publicerede den før tid for at deltage i konkurrencen "Skriv forhistorien eller efterfølgeren" *

1Likes
0Kommentarer
346Visninger
AA

20. 20. december

Ida

”Du har din sidste chance.”

Sådan lyder den seneste besked. Jeg ikke få noget, omkring alle de meddelelser, til at hænge sammen. Alt er så uklart.

Jonas må også være sur efter i torsdags. Vi har ikke en gang fået ønsket hinanden en god juleferie, og vores tradition med at give hinanden en gave, har der slet ikke været smak om.

Der er ikke meget mere tid til at undre sig, for tasken til i morgen skal pakkes. Alle de sidste julegaver skal færdiglaves og pakkes ind, og så skal jeg have dem pakket ned sammen med alle de andre gaver. Det er så længe siden, vi har holdt jul hos bedstemor, så jeg kan mærke, hvor meget jeg glæder mig på trods af mine bekymringer.

Min sorte skuldertaske er min yndlings, så det er den, der kommer med, nu når jeg ikke har en juletaske. Det må blive mit første adventsgaveønske næste år, hvis ikke jeg køber en på udsalg til januar.

Der er som altid mange ting, som skal pakkes. Det første i mine tanker er mobil, computer og oplader til begge dele. Desuden skal jeg have noget læsestof og lidt kreativt til at underholde mig selv med og samtidig fremstille lidt ekstra gaver.

Mine øjne falder ned på mobilskærmen. Det er endnu den seneste besked, som vises. På en eller anden mærkelig, men skræmmende måde prøver den at fortælle mig noget, siger en stemme bagerst i mit hoved. Selvfølgelig kan det være Jonas. Han vil måske have mig til at kontakte ham og droppe Luke helt og aldeles, hvis vi skal blive ved med at være venner. Eller vil han have mig til at bestemme noget, som jeg ikke kan bestemme? Det kan også være, at det har med noget helt, helt andet at gøre. Jeg bør ringe til ham og gå det hele på plads, så det er ude af verden hurtigst muligt.

Uden at tøve mere, låser jeg telefonen op og trykker på knappen, der ringer til ham. Den bippende lyd kommer nogle gange, før han tager telefonen.

”Hej," siger hans stemme knap så begejstret, som den plejer at være. Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med. På det seneste har jeg vist ødelagt en del.

”Hej," siger jeg også. Der er ikke så meget andet at finde på. Uanset hvor meget jeg tænker, er der ikke noget af det, jeg føler for at sige højt.

”Er der noget?” spørger han efter et godt stykke tid med tavshed. Jeg bestemmer mig for, at der ikke er noget, som skal siges lige nu over telefonen.

”Jeg vil bare gerne snakke med dig om noget,” siger jeg, og der er lidt stille igen. Intet er ligesom dengang, hvor vi plaprede løs i timevis. ”Kan du ikke lige komme over?” Den irriterende stilhed kommer igen efter mit spørgsmål.

”Jeg kan ikke lige nu,” siger han så, mens jeg kan høre, at han fokuserer på noget andet. ”Kan jeg komme i aften?” spørger han så, hvilket jeg svarer, at han godt kan. Så længe han bare kommer, så vi ikke skal leve med det her længere. Hvis han ikke kommer før om et par timer, jeg desuden bedre tid til at forberede en ordentlig undskyldning og beslutte mig endeligt for, hvad jeg egentlig vil.

Luke må jeg se til en anden dag, nu drejer det sig om min bedste ven, som jeg snart har mistet, og der skal strammes op, hvis jeg skal have ham tilbage.

 

 

 

~~~

 

 

 

Timerne går, og klokken nærmer sig ni. Mobilen har endnu ikke givet en lyd fra sig, og intet tyder på, at han har tænkt sig at dukke op. Til gengæld har en besked igen fortalt mig, at tiden går, og jeg skal til at beslutte mig. Bare han lige om lidt vil banke på døren med forståelse og forklaring på det hele. Mest af alt håber jeg, at de seneste dage ikke har smadret alt i mellem os.

”Ida, har du pakket til i morgen?” Uden tilladelse bliver min mors hoved stukket ind af døren. Jeg ryster på hovedet.

”Men jeg ved godt, hvad jeg skal have med, jeg skal bare bruge det i aften, så jeg pakker det i morgen tidlig,"lyver jeg, da jeg ved, at hun ikke orker at starte en diskussion i juleferien, når vi snart skal over til bedstemor.

”Okay så, men så skal du godt nok være hurtig til at pakke det, inden vi kører klokken ti i morgen," siger hun.

”Klokken ti?” spørger jeg opgivende. Det tager jo allermindst en time at spise morgenmad, børste tænder, sætte hår og få alt ud i bilen. Og når man er mig, er man nødt til at ligge lidt i sengen, før man skal op, hvilket betyder, at jeg sikkert skal vækkes halv ni i morgen.

”Ja, så du må nok også hellere se at komme i seng inden alt for længe," siger hun og får mig til at sukke. Nu når der er fordele i at have ferie, så burde de blive udnyttet. Jeg kan ikke engang sige til hende, at jeg venter på Jonas, for det ville hun forhindre, hvis hun kunne. I hvert fald er det noget nyt, hvis hun giver mig lov til at få venner på besøg så sent en aften, inden vi skulle på ferie.

”Ja ja,” mumler jeg, mens jeg krydser fingre for, at han dukker op.

Hun går igen, og jeg begynder at endnu en gang at lægge nogle ting frem, som jeg gerne vil have med.

Igen vibrerer mobilen med en ny besked. ”Du har et valg,” står der denne gang. ”Brug det fornuftigt. Du får ikke mere hjælp.”

Jeg sukker en gang. Hvorfor skal de blive ved med at komme? Beskederne er ikke rare, og de får mig til at føle mig truet. De skræmmer mig og får mig til at tænke for meget!

For første gang lader jeg mig virkelig påvirke af dem, og falder om på min seng. Nu kan jeg mærke, hvor stor en del af mig, der har lyst til at skrige op mod himlen. Hvor stor en del, der lader sig påvirke og skræmme ekstremt. Det kan nu mærkes, hvor lidt rart det er at føle sig truet på den måde, som jeg gør lige nu.

Med kroppen fuld af en opgivende følelse, beslutter jeg at gå i seng. Alt bliver meget bedre, når jeg er veludhvilet og på vej på juleferie, så jeg kan komme lidt væk fra det hele. Det ville i længden også være mere rigtigt at vente med alt muligt til efter ferien, hvor al den her ballade er igen er kommet lidt på afstand.

Jeg trækker i mit julenattøj og børster langsomt mine tænder, mens jeg prøver at fokusere så lidt som muligt. Så tvinger jeg mig selv til at slå lyd og vibration af min telefon, før den bliver placeret nederst i min taske, som jeg stiller længst væk fra sengen på mit skrivebord. Min mor bliver kaldt ned for at putte mig, og hun synes såmænd bare, at det er en super ide at gå så tideligt i seng. Ikke et skær af bekymring gemmer sig i hverken blik eller stemme, da jeg får et godnat kram og et kys på panden. Hun slukker lyset, inden hun siger, hvor meget hun glæder sig til at holde juleferie med mig, Mia, hendes forældre og far. Selvom jeg godt ved, at hun ikke har så meget med far at gøre, kan jeg godt mærke en lille gnist af glæde over, at hun i det mindste vil være sammen med ham til jul.

Da jeg ligger i mørket klar til at sove, og mor er gået, kan jeg pludselig høre en krasende lyd på mit vindue. Jeg lader først som ingenting, men den lille lyd bliver til nogle ordentlige bank og får mig til at sætte mig op i sengen.

Irriteret åbner jeg vinduet.

”Hvad laver du? Jeg er altså gået i seng," siger jeg til Jonas og prøver ikke at lyde for sur eller fornærmet.

”Luk mig lige ind, så skal jeg nok forklare." På hans forpustede stemme kan jeg høre, at han har skyndt sig, og at det er noget vigtigt, han kommer med. Vigtigere end hvorfor han ikke har holdt vores aftale.

Jeg lader ham kravle ind og hoppe ned på mit gulv, hvorefter han straks lukker vinduet.

”Hvad er der så?” spørger jeg undrende over, hvorfor han bliver ved med at holde øje med mørket udenfor. Et kort øjeblik efter, må jeg dog give et spjæt af forskrækkelse, da det igen banker hårdt på vinduet. Skikkelsen afslører ikke nok, til at jeg kan vide, hvem det er, men jeg har en anelse.

”Du må ikke lukke ham ind!” bekræfter stemmen mig i min mistanke. Jeg vælger ikke at lytte på ham og går over til vinduet, hvor Luke står. Jeg giver ham ”Hvad foregår der?”- tegnet, men jeg tror ikke, han prøver at forklare mig det, så jeg åbner vinduet på klem.

”Hvad laver du her?” spørger jeg ud i kulden.

”Luk mig lige ind," siger han, som om han havde hørt, hvad Jonas sagde.  Jeg vender blikket et kort øjeblik mod Jonas, der stadig viser mig, at jeg ikke må. Det korte øjeblik er dog nok til, at Luke får en hånd ind under den lille åbning i vinduet og slipper ind.

”Giv mig den dér!” siger han til Jonas og rækker ud efter noget i hans hånd.

”Næh," svarer han flabet og gemmer det på ryggen. Jeg stiller mig mellem dem og forhindrer dem i at gøre mere ved hinanden,

”Okay drenge, hvad foregår der?” spørger jeg og giver dem begge et blik. ”Og hvad laver I?” Det er primært det samme spørgsmål, men alligevel er de forskellige.

”Du skal vide noget,” siger Jonas, og jeg kan høre, at jeg har skullet vide det i noget tid.

"Er det, hvor alle de mærkelige beskeder kommer fra?" spørger jeg. Det giver igen god mening, hvis de kommer fra ham.

"Hvilke beskeder?" spørger han ligeså undrende som jeg.

"Dem kender du måske ikke til?" Bekymringen vender tilbage til mig. Jonas er den eneste, jeg kan få det til at hænge en smule sammen med.

"Nej, men jeg har noget andet vigtigt. Det kan være, at ’Luke’ måske selv vil fortælle det?” Den måde han siger Lukes navn, forvirrer han mig endnu mere. Det lyder som om, at han ikke er Luke.

”Der er ikke noget, Ida ikke ved, som hun bør vide," siger han koldt og truende på samme tid. De får et blik mere hver, der vise, jeg afventer, hvad de er kommet for.

”Heller ikke det med, at du kommer fra en anden verden for at hævne dig over en oplevelse fra sidste år?” råber Jonas forbi mig og ind i Lukes hoved.

”En anden verden?” spørger jeg meget skeptisk. Hvad mener han dog med det? Luke kan da ikke komme fra en anden verden…

”Jo, Ida, hør nu her,” er det Luke, der overtager. Han vil helle selv forklare end at lade Jonas. ”Du skulle have videt det før nu, men Jonas forhindrede mig de sidste to dage.” Et par blikke frem og tilbage mellem de to drenge gør mig endnu mere forvirret.

”Jeg har ikke gjort dog en skid," mumler Jonas højt nok til, at vi begge kan høre det.

”Du forhindrede mig i at komme hertil for at fortælle Ida noget livsvigtigt," siger Luke.

Livsvigtigt? Der foregår noget mærkeligt her.

”Hvad er det, der foregår?” spørger jeg, inden der kommer mere forvirring. Luke tager en dyb indånding og fortsætter med at forklare.

”Jo, altså. Kan du huske sidste år? Dér, hvor du fandt en anden verden i kælderen på din fars arbejde?” spørger han.

Jeg nikker og kan ikke andet en undre mig over, hvor han ved det fra. Har det noget at gøre med, at han for nogle dage siden spurgte, om jeg havde oplevet noget overnaturligt? "Jeg kommer derfra,” overrasker han med at fortsætte. ”Faktisk er jeg søn af regeringen. Ham du mødte og arbejdede sammen med hele måneden.” Stilheden overtager lokalet

”What?” Det er alt, hvad der kommer ud af min mund. Den nye elev i min klasse har jeg mødt før uden at ane det. Hvordan hænger det sammen?

”Du skulle have vidst det før, men jeg vidste, at du ikke ville tro på det. Grunden til, at du får det at vide nu er, at vi er nødt til at flygte inden i morgen formiddag.”

Både min og Jonas´ opmærksomhed bliver rettet mod ham, da han nævner ordet ”flygte”.

”Hvorfor skal vi flygte?” spørger jeg. Jeg vil vente med at lade mig skræmme lidt endnu.

”Kan du huske Accil?” Så snart spørgsmålet forlader hans mund, ved jeg, at det er noget ret alvorligt, så jeg skynder mig at nikke.

"Hun er blevet sur igen, fordi du besejrede hende sidste år, og nu er hun vendt hertil for at hævne sig over dig. Jeg ved ikke, hvad hun har tænkt sig at gøre, men hun vil i hvert fald ikke lade dig slippe nemt,” siger han alvorligt. Der er meget, jeg ikke burde tro på, men alligevel hører jeg på det hele, da mit hoved ikke kan overskue at tænke klart.

”Men…” starter jeg og bliver afbrudt at Luke - som så ikke er Luke.

”Vi tager spørgsmålene i morgen, når vi kører. Du skal være klar klokken seks i morgen tidelig, og så tager vi af sted.” Han siger det, som var turen planlagt i månedsvis og ikke en flugt.

”Jeg forstår det altså ikke,” vil jeg til at spørge, men får ikke lov.

”Gå nu i seng,” siger han. ”Så tager vi det hele i morgen.” Han må bruge en form for styrke, for jeg går ligesom automatisk tilbage og gemmer mig ned under dynen, mens drengene og alt andet forsvinder.

Følelsen af at være i livsfare føles ikke virkelig, men den sidder der alligevel, så den for alvor kan mærkes. Det er ikke noget, jeg direkte har fået at vide, men da jeg inden søvnen overtager mig, hører stemmen fortælle mig, at jeg nu har tre dage tilbage, ved jeg, at det her er alvorligt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...