Hvem, hvad, igen, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 28 nov. 2016
  • Status: Færdig
December er vendt tilbage, og i år skal det blive den bedste nogensinde. Sådan lyder det fra den 12-årige Ida, der er mere end klar til at holde en fantastisk jul, hvor hendes nysgerrighed ikke skal styre hende.
Juletid viser sig dog hurtigt at være lig med udfordringer, da en ny dreng dukker op i klassen med mystiske, men vigtige beskeder. På samme tid truer en stor chance og mange uenigheder med at spillet Ida og vennen Jonas. Og et sted derude er en gammel ven vendt tilbage - efter hævn.
En besked, en handling og en løgn fører til mange flere, og der er kun 24 dage til at få styr på alt, ellers betyder det, at der kun 24 dage tilbage overhovedet.
*2'er til "Hvem, hvad, jul, hvor?" Publicerede den før tid for at deltage i konkurrencen "Skriv forhistorien eller efterfølgeren" *

1Likes
0Kommentarer
309Visninger
AA

2. 2. december

Jonas

Mine øjne sidder fastlåst på computerskærmen og den mail, der tikkede ind i går aftes. Min mor nævnte det så snart, jeg var hjemme fra byen.

På en måde er der en glæde i mig, der ikke kan gå væk,  men alligevel er størstedelen af mine tanker et helt andet sted, nemlig omkring Ida. Hvad vil hun sige til det? Og kan vi stadig være venner, hvis jeg accepterer det?

Tankerne flyver rundt, og jeg kan mærke, hvor lidt, jeg har sovet i nat. Jeg vil gøre det rigtige, både for mig, hende og mine andre venner, men hvad er det rigtige? Jeg kan jo ikke på forhånd vide, om de synes, det er spændende eller mega nederen.

”Jonas, min skat, du kommer altså snart for sent i skole.” lyder det fra min mor bag mig. Først da går det op for mig, at hun har stået og luret på mig.

”Hvad så? Er du slet ikke glad?” spørger hun. Jeg vender mig mod hende og nikker, mens jeg smiler for at overbevise hende.

”Det overrasker mig,” siger jeg. ”Jeg havde ikke regnet med det.”

”Du skal slet ikke være overrasket,” siger hun. ”Du er både talentfuld og god. Jeg er så stolt af min Jonas.” Jeg har forbudt hende at kalde mig lille, derfor er jeg nu hendes Jonas.

Hun lægger sine store arme rundt om mig og knuger mig ind til sig som en lille baby. En baby ville le dumt og elske at få sådan en morbamsekrammer, men jeg er altså langt fra sådan en lille dum én.

Jeg vikler mig hurtigt fri fra hendes greb og går over mod min skoletaske, der stadig ikke er pakket. Hvorfor har du ikke gjort det, mor?

”Vil du finde min mad?” spørger jeg dovent min mor, da jeg ikke selv orker.

”Ja, jeg henter den lige til dig.” svarer hun med det samme. Imens finder jeg min mobil, der ligger et eller andet sted i en af rodebunkerne, mens jeg holder øje med Facebook på computeren. Facebook er også pyntet op. Ikke selve siden, men alt andet er druknet i tilbudsreklamer og julebilleder. Et af de seneste er et af Idas billeder fra i går, hvor vi står foran centret, der er fyldt med lys og tilbud. Det er ikke uden grund, at jeg godt kan lide juletiden.

”Her er din mad.” siger min mor, da hun kommer gående ind på mit værelse.

”Læg den lige i min taske," befaler jeg uden at vende mig. Ikke noget med at spørge, bare sig det. På den måde kommer man længst.

”Så kører vi nu," smider hun mig ud af værelset.

”Skal vi af sted lige nu?” stønner jeg, træt og irriteret. Det må snart være nok med den skolegang!

”Ja, hvis du ikke skal komme for sent i skole.” Hun kigger på uret, mens hun siger det, så noget siger mig, at hun slet ikke har tænkt over, om vi skal ud af døren NU!

Jeg går ud af døren før hende og sætter mig i hendes lille bil. Det er alligevel sjovere at hænge ud med vennerne i skolen end at vade rundt herhjemme hos sin kedelige mor, der stadigvæk behandler én som en førsteklasseselev, så måske er det fint at komme derop.

Jeg begraver igen mit hoved i Instagram og Facebookbeskeder og bemærker knap nok, da min mor kommer ud i bilen. Har alt for travlt med at se, hvad mine venner poster på de forskellige sider. For tiden er det meget brunkager og beskeder om, hvad man har fået i adventsgave.

En af de andre drenge i klassen har lagt et billede op af et computerspil, som han fik i søndags med teksten ”Ny computer spil i adventgave" efterfulgt af en glad smiley. Jeg skriver grinende en kommentar, der siger: ”Jeg får bare kalener gaver!” og en emoji, der rækker tunge. Der går ikke mere end et minut, før jeg får et like og et svar på kommentaren ”Fuck dig Jonas”

”Nå, har du fortalt dine venner om det?” lyder spørgsmålet fra min mor omme foran.

”Vi ved da ikke, om jeg skal det endnu," siger jeg som svar på spørgsmålet. Jeg venter på, at hun stiller endnu et spørgsmål eller kommentere det, men det er som om, hun har forstået, at jeg ikke magter at snakke lige nu.

I stedet stopper hun lidt væk fra skolen og sætter mig af. Det gør heller ikke noget at gå resten af vejen, for jeg har, ganske rigtigt, ikke nogen som helst lyst til at snakke mere. Ikke fordi jeg har haft lyst til det på noget tidspunkt.

”Kommer du ikke lige og får et farvelkram?” tillader hun sig dog at spørge, da jeg er på vej over mod skolen.  I det mindste vil hun ikke have et farvelkys.

Jeg vil ikke ødelægge dagen helt, så jeg går over og giver hende et hurtigt kram, mens jeg er sikker på, at ingen ser det, og så skynder jeg mig videre.

Så snart jeg nærmer mig skolen, kan jeg fornemme den kedelige stemning af folk, der har travlt og skal på arbejde. I forbindelse med skolen kommer jeg til at tænke på ham den nye, der starter i næste uge, hvad meningen så end er med det. Han kommer på mandag og tager al opmærksomheden, og der er sjælendt meget ved nye i klassen.

Selvom i går eftermiddags, da jeg var byen med Ida, var rigtig optur, så har jeg altså ikke fået den fedeste start på måneden. Men jeg må op med humøret, for det er snart jul, og det skal nok gå godt det hele.

 

 

 

~~~

 

 

 

I det store spisefrikvarter er dagen ind til videre gået roligt, men okay fint frem. Der har været en del snak om ham, der kommer i næste uge, men udover det er det bare den normale samtale om computerspil og nye, fede sange fra et eller andet rockband, som jeg ikke kender så meget til. For tiden er der ellers en del snak om gaver og om, hvor meget vi glæder os til juleferien. Så lang tid hvor man ikke skal lave lektier, stå tideligt op og skynde sig i skole, det bliver for fedt! Det føles som alt for længe siden efterårsferien.

Jeg deltager glad i de samtaler, der interesserer mig eller jeg føler, jeg må være med i. Det er slet ikke med i mine overvejelser at fortælle nogen om mailen. For det første vil det tage laaang tid at forklare og for det andet, så er det endnu ikke sikkert, at det bliver sådan. Det er noget, jeg helt selv bestemmer, og jeg må selv se på et tidspunkt, jeg vælger, om jeg kan bestemme mig.

Alt det behøver jeg ikke at bekymre mig om nu.

”Hej, Jonas, har du set Ullas opslag på Facebook?” William pludselig og vender sin mobil mod mig. Det er vores dansklærer, der har prøvet at tage en hyggelig familie-selfie med sin kæreste og to døtre, men det ligner nærmere en baby, der har prøvet at fotografere nogle, der ikke ved, at der er et kamera. Mobilen er ikke holdt rigtigt, hun står for meget foran de andre, og kun hendes piger ved, hvordan man skal se ud. Hun har skrevet en tekst på billedet, hvor der står: ”Aftenhyyge med dejlig familie."

Hele gruppen griner af det dumme billede, hun har lagt ud. I vores klasse har vi altid elsket at gå ind på lærernes profiler og se, hvad de lægger ud.

”Hun er altså bare for dårlig til at tage selfies!” siger Lucas. ”Prøv at s,e det er sådan her, man skal gøre." Han tager rundt om mig og Mathias, da vi lige var de to, der stod tættest på. ”Smil til kameraet!” siger han så, og vi laver vores bedste selfie-ansigter, der altså er hvor, vi rækker tunge og laver kaninører på hinanden.

”Tag hende i det!” siger jeg, da Lucas vil poste det.

”Uh ja, og skriver vi til hende, at det altså er sådan, man skal tage selfies." Han taster noget ind på mobilen og lægger det så op. Vi giver hinanden en hurtig hivefive, før vi vender tilbage til den forrige samtale om, at vi glæder os til juleferien.

En gruppe piger, Ida, Sofie, Laura og Anna, har set os stå og snakke og kommer hen til os.

”Hej drenge!” siger Sofie. ”Hvad har I gang i?”

”En masse fis?” er Lauras første forslag. De andre piger griner med hende. Ida kaster sit lange, lysebrune hår om på ryggen og smiler hurtigt til mig. Et eller andet i mig får lyst til at fortælle hende, hvad der er sket, så hun ved det. Jeg synes egentlig, hun fortjener at vide det, men igen, så har jeg ikke bestemt noget endnu. Jeg vil ikke bekymre hende eller noget andet i den stil. Det fortjener hun ikke.

”Jonas, du stirrer," Lucas puffer til mig, og det går op for mig, at jeg stadig står og betragter Ida og hver af hendes bevægelser.

”Er hun lækker?” fortsætter William ved siden af.

”Hold kæft!” Jeg skubber Lucas ind i William, så de begge skvatter ind i bordet. Så kan de da lære det!

”Du kan da også godt lide Sofie!” siger jeg uden at vide, hvem jeg siger det til. De har sikkert begge to syntes, hun var alt for sød og lækker, hvis de ikke stadig gør det.

”Vil I med ned i gymnastiksalen?” spørger Anna så. Sikkert derfor de egentlig kom. Tøser er nogle gange langsomme. ”Der er stikbold.” Det havde jeg så gættet, men fair nok. Det havde de andre drenge måske ikke.

”Jeg er på!” svarer jeg med det samme og hopper over til pigerne. Mange af de andre følger også ligeså stille med, og så er vi en lille flok, der går ned i salen.

Jeg vælger at løbe hen til Ida og hoppe op på hendes ryg. Hun giver et forskrækket spjæt, men griner så og fortsætter med at gå med mig bag på.

”Er det ikke en fin rytter, jeg har fået?” griner hun, da hendes veninder begynder at kigge på os. Sofie giver hende hurtigt ret. Uh, jeg er så god!

”Hvor er han talentfuld," beundrer Laura os. ”Sikke en hest at styre!” Jeg forstår det sjove, men ordet talentfuld minder mig igen om dét. Hvorfor går det mig sådan på? Det burde slet ikke , være noget, der bekymrer mig overhovedet! Det er en tøseting at bekymre sig, det er ikke noget jeg gør.

For at foretage mig noget, begynder jeg at prikke til Ida, der ikke ser ud til at lade sig irritere. Det er heldigt, at hun ikke er så tøsesur, så man ikke kan lave lidt sjov med hende.

”Nu går vi ned.” Med den kommentar smider hun mig alligevel af, da vi når til gymnastiksalens dør.

”Øv!” udbryder jeg og kigger op, mens jeg laver hundeøjne til hende for at vise hende, at jeg vil op igen. Hun ryster bare på hovedet går ned ad trappen til gymnastiksalen. Der røg alle chancer for, at hun kunne blive ved med at være sød. Med hensyn til at have mig på ryggen.

”Jeg tæver jeg bare for vildt!” vender jeg ”situationen”. Jeg er altså alt for prof til stikbold. Og det gælder altså både undvigelse og at ramme andre. Jeg er også god til at gribe bolde.

”Hey,” henvender jeg mig til Ida igen. ”Hvorfor kan jeg ikke sidde på dig, når vi ikke spiller endnu?”

Hun forstår, at jeg plager hende. ”Okay så,” overgiver hun sig. ”Hop op.” Jeg jubler og stiger på igen.

He, jeg vinder altid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...