Hvem, hvad, igen, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 28 nov. 2016
  • Status: Færdig
December er vendt tilbage, og i år skal det blive den bedste nogensinde. Sådan lyder det fra den 12-årige Ida, der er mere end klar til at holde en fantastisk jul, hvor hendes nysgerrighed ikke skal styre hende.
Juletid viser sig dog hurtigt at være lig med udfordringer, da en ny dreng dukker op i klassen med mystiske, men vigtige beskeder. På samme tid truer en stor chance og mange uenigheder med at spillet Ida og vennen Jonas. Og et sted derude er en gammel ven vendt tilbage - efter hævn.
En besked, en handling og en løgn fører til mange flere, og der er kun 24 dage til at få styr på alt, ellers betyder det, at der kun 24 dage tilbage overhovedet.
*2'er til "Hvem, hvad, jul, hvor?" Publicerede den før tid for at deltage i konkurrencen "Skriv forhistorien eller efterfølgeren" *

1Likes
0Kommentarer
309Visninger
AA

19. 19. december

Jonas

Endnu en gang forsøger jeg at rykke på en træstamme. Den kan ikke være så stærk, når den er så lille! Det viser den sig så igen at kunne, da den ikke rokker sig ud af flækken.

”Hvor længe har du tænkt dig at holde mig her?” spørger jeg irriteret Pete, der bare sidder og feder den af, mens han ser rigtig blærende ud.

”Bare giv mig amuletten, så kan vi snakke om det.” siger han veltilfreds.

”Så stikker du jo bare af og tager tilbage til Ida og gør en masse ved hende.” nægter jeg.

”Det har du nemlig ret i.” siger han og lyder endnu mere veltilfreds. Hvis bare jeg kunne komme ud af det har åndsvage fangested, ville jeg nakke ham en ordenligt én på skallen.

”Du får mig aldrig til at give dig den amulet!” er jeg stædig, som kun jeg kan være. Kun tabere overgiver sig til fjenden.

”Heller ikke når du dør af sult?” håner han og ser ud til at nyde og se, hvor han fornærmer mig.

”Jeg finder ud af at få min ud, inden det sker.” sværger jeg. Han roser mig ironisk og læner sig tilbage for fortsat at nyde at se mig. Jeg har ikke tænkt mig at give ham mere underholdning, så jeg sætter mig ned og kigger væk fra ham. Det kan ikke betale sig at spille fornærmet eller prøve at slippe ud lige nu, for det underholder ham bare.

”Altså på et eller andet tidspunkt bliver du ligesom nødt til at komme ud, så du ikke sulter.” Jeg må bide tænderne hårdt sammen for ikke at kaste et eller andet tilbage i hovedet på ham. Men når han nyder at blive fornærmet, så skal han bestemt ikke få lov til det. Jeg skal nok finde en måde at komme ud på, før eller siden. Desuden har jeg hans amulet, og den vil han nok gerne have tilbage, hvilket han ligesom ikke kan, hvis jeg sulter ihjel.

”Hvor længe har du tænkt dig at blive siddende dér?” spørger han underholdt.

”Indtil du lukker mig ud, så du kan få din amulet og tage derhen, hvor du vil.” Mens jeg svarer, går det op for mig, at jeg også holder ham fanget. Uden sin amulet kan han jo hverken komme frem eller tilbage herfra, så måske er det fornuftigt nok, det vi har gang i. Det må være være en test om, hvem der er mest stædig.

”Så må du leve af græs og få ondt i din røv af at sidde på den dagen lang.” siger han og piller ved et blad. Indtil videre har han bestemt ikke tænkt sig at lukke mig ud, så jeg prøver igen at lade som om, han ikke er der. Ingen underholdning til ham før han giver mig noget igen.

Jeg plukker noget græs, som jeg snurrer om min ene pegefinger og hiver midt over. Så plukker jeg en hånfuld til og ser på, mens den straks vokser op igen. Det får et lille grin ud af mig, selvom jeg ville ønske, at jeg kunne sidde her og ødelægge hans land. Det fortjener han ,og det ville sikkert få ham til at lukke mig ud.

”Du skal bare vide, at jeg altså skal klare noget vigtigt med hensyn til Ida inden på mandag,” er det til min fornøjelse ham, der bryder tavsheden.

”Jeg er altså ikke dum.” slår jeg fast. Hvem tænker så lidt, at man ville overgive sig på grund af den løgn.

”Det er altså rigtigt nok. Men hvis du vil være skyld i, at hun kommer slemt til skade, så er det jo dit valg.” prøver han fortsat at overtale mig. Det er jo ham og ikke mig, der er dum.

”Ja ja.” Med mit svar gør jeg det klart for ham, at jeg ikke tror på ham. Det skulle også være meget tilfældigt, hvis der lige pludselig skete et eller andet katastrofalt, der slet ikke kunne ventes med at klare.

”Det må du selv om,” siger han og rejser sig fra sin plads. ”Men tænk over, om du virkelig vil være skyld i, at din elskede veninde risikerer sit liv. Når jeg kommer tilbage om nogle timer, kan du fortælle mig igen, hvad du vil gøre.” Han prøver tydeligvis at skræmme mig, hvilket langt fra lykkes denne gang. Det er slet ikke så meget, han kan uden den amulet.

Han vender ryggen til mig og forsvinder bag de blade, der hænger ned fra ”loftet”. Så må jeg sidde her og kede mig til døde igen. Var det ikke blevet juleferie? Så troede jeg, man var færdig med kedsomheden for i år.

Jeg kigger på stenen i min hånd. Den er hvid og lidt selvlysende. Hvis jeg lærte at bruge den, kunne jeg uden problemer slippe ud herfra og komme hjem, mens han kan få lov til at blive her. Hvorfor i alverden var jeg også så dum at tage hertil? Hvad var grunden til, at jeg lige skulle hen og blære mig og true ham med at beholde den? Det kan være, at jeg normalt holder med mig selv, men lige nu kan jeg godt mærke, at jeg hader mig.

At komme ud vil kun kræve, at jeg lærer at bruge amuletten uden at komme til skade, og det er i øjeblikket det, jeg beslutter mig for at gøre.

Stenen bliver lagt foran mig, og jeg siger.” Bring mig til virkelighedens verden.” med en klar stemme. I et par sekunder står jeg, som om jeg venter på, at der skal ske noget. Hurtigt går det dog op for mig, at man ikke skal gøre sådan, så jeg samler den op igen. Jeg fumler og kaster lidt med den for at prøve at få den til at gøre, som jeg vil. I virkeligheden ville det være nemmere at give den til Pete, så han kan få mig hjem, men jeg ved, at han ikke er til at stole på. Så snart han får den, vil han rejse tilbage for at gøre mere ved Ida og kan ligeså godt lade mig være her. Der vil være utrolig mange fordele i, at jeg selv fandt ud af at komme hjem. Pete kunne blive her, og jeg kunne fortælle om alt til Ida, uden han kan gøre mig fortræd. Hvis jeg beholder amuletten er det mig, der er den stærke, og styrke er noget, jeg behøver.

 

 

 

~~~

 

 

 

”Har du tænkt over det?” Petes kolde stemme gør mig helt automatisk sur. Han kan bare ikke andet.

”Jeg har tænkt over, at du er fuld af løgn,” siger jeg ligeud. ”Ida er ikke en skid i fare, og du kan ligeså godt rejse over til hende og lade mig blive her.”

Mine ord for ham til at trække sig tilbage fra buret.

”Hvis du virkelig vil svigte hende,” siger han koldt og hårdt. ”Så må du jo blive her. For der er ingen, der finder dig eller kommer ned til dig her.” I en låst fangekælder i landets sikrede palads ville det måske også være usandsynligt at blive fundet, men nu lærer jeg snart at få mig selv hjem.

”Det er jo løgn.” siger jeg, hvilket jeg stadig er 110 procent sikker på, at det er. Hvorfor skule hun lige pludselig komme i livsfare dagen efter, jeg er havnet her med hans amulet? Og hvor tilfældigt er det ikke lige, at han kommer i tanke om det, når jeg lige har snakket om, at jeg hellere vil have både mig og ham til at blive her, end at han kommer tilbage til den verden, hvor hun befinder sig?

”Tænk engang, at Ida valgte ham, der sådan svigter hende frem for ham, der prøver at redde hende.” siger han fuld af had, enten til sig selv eller til mig.

”Uha, jeg bliver bange.” siger jeg ironisk og tager hænderne op foran mig.

Han vender sig, så han stirrer lige på mig.

”Synes du ikke, at du skulle give mig den amulet, så du kan komme hjem, og jeg kan forhindre hende, du elsker, i at risikere sit liv?”

Jeg fnyser blot af hans spørgsmål og lader mig totalt underholde at, hvor pludseligt hun er kommet i livsfare, og det kun er ham, der kan redde hende.

Han sætter sig tilbage op ad sit træ og er stille, mens jeg begynder at jonglere lidt rundt med hans amulet. Den bliver kastet fra den ene hånd til den anden, tabt på jorden og samlet op igen med foden.

Så får den et par slag, som jeg ville have gjort med en fodbold, hvis jeg stod med den i hånden. Den gnister lidt, mens den er i luften, og jeg bliver ramt af en hurtig angst for at røre den, så jeg trækker hurtigt hånden til mig, og stenen lander på jorden foran mig. Et lille lys kommer op fra den, men det forsvinder hurtigt.

Petes opmærksomhed er pludselig fanget, og det er næsten for sent gået op for mig, at jeg har fat i en rigtig måde til at åbne en portal.

Amuletten får den samme tur: Godt med slag i bunden, så den ryger op og ned nogle gange. Da gnisterne begynder at gløde om den igen, stopper jeg ikke, men slipper den først, da et kæmpe, skarpt lys bryder op af den. Da den lander foran mine fødder, er jeg nødt til at kigge væk i en brøkdel af et sekund, men Pete har rejst sig og står ved siden af mig, så jeg er straks hoppet ind i lyset.

Det går så hurtigt, at jeg knap nok aner det. Jeg står først i det varme fangehul, og så i kulden foran et træ ved den lille bæk. Jeg har så travlt med at komme videre, at jeg helt glemmer amuletten. Jeg skal bare løbe, inden det lykkes ham at fange mig endnu en gang.

Da jeg er kommet et stykke væk, tillader jeg mig at stoppe op og trække vejret. Fornemmelsen af stolthed kan mærkes. Det er lykkedes mig at komme tilbage til den virkelige verden. Nu er det bare at skynde sig hjem, inden mor bliver bekymret, og så skal jeg have fat i Ida og fortælle hende hele sandheden. Efter det er det hele faktisk løst. Udover det med England, men med hjælp fra amuletten, kan jeg sikkert overtale mine forældre til at lade mig blive. Nu har jeg lært noget af, hvordan den skal bruges.

Jeg klapper på bukselommen, hvor Petes amulet ligger. Troede jeg. Det flade stof minder mig om, at jeg ikke fik den med. Åh gud, jeg smed den jo og glemte at samle den op igen! Uden at tænke mere over det, sætter jeg i løb tilbage. Er Luke fulgt efter mig, må jeg tage det som det kommer.

Ved bækken stopper jeg løbet og starter min søgen. Det var ved de to træer, jeg kom ud. Her foregår min søgen. Den lille, hvide sten ville let kunne ses i det mørke græs, men der er ingenting, som glimter eller skinner. For en sikkerhedsskyld tjekker jeg rundt om stedet. Den kunne godt være røget et par meter til højre eller over mod hækken. Efter en søgen, må jeg dog indse, at den ikke er til at få øje på nogen steder. Pis også!

Af ren irritation over mig selv, banker jeg min fod ind i det ene træ, hvilket sender et jag af smerte gennem hele mit ben. Jeg hopper et par skridt tilbage, mens jeg holder om det. Smerten vil ikke gå væk.

Nu har Pete garanteret igen fået sin amulet, og jeg er nødt til at starte forfra. Vente på, at han taber den igen eller finde en mærkelig måde at tage den fra ham. Han skal ikke få lov til at ændre eller ødelægge mere for mig. Han har fået nok.

Kulden giver mig ikke lyst til at gå hjem, men det ville værre mindst ti gange værre at blive her, så jeg begynder at slentre op ad bakken. På forhånd kan jeg høre, hvordan min mor plaprer op og ikke forstår, hvor jeg har været. Hun må have været alvorligt bekymret. Alt er også blevet værre, efter jeg besluttede at tage til Petes land. Hvorfor i al verden gjorde jeg dog også det? For at blære mig? Det kunne jeg sgu da have gjort uden.

Nu er der nok ikke meget mere at gøre. Jeg er ved at være noget dertil, hvor jeg må overgive mig til fjenden, give Ida til min konkurrent og tage til London.

Men først skal kampen afsluttes med stil.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...