Hvem, hvad, igen, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 28 nov. 2016
  • Status: Færdig
December er vendt tilbage, og i år skal det blive den bedste nogensinde. Sådan lyder det fra den 12-årige Ida, der er mere end klar til at holde en fantastisk jul, hvor hendes nysgerrighed ikke skal styre hende.
Juletid viser sig dog hurtigt at være lig med udfordringer, da en ny dreng dukker op i klassen med mystiske, men vigtige beskeder. På samme tid truer en stor chance og mange uenigheder med at spillet Ida og vennen Jonas. Og et sted derude er en gammel ven vendt tilbage - efter hævn.
En besked, en handling og en løgn fører til mange flere, og der er kun 24 dage til at få styr på alt, ellers betyder det, at der kun 24 dage tilbage overhovedet.
*2'er til "Hvem, hvad, jul, hvor?" Publicerede den før tid for at deltage i konkurrencen "Skriv forhistorien eller efterfølgeren" *

1Likes
0Kommentarer
344Visninger
AA

18. 18. december

Ida

Lyden af den trommende regn mit værelsesvindue vækker mig, før min mor gør. Dråberne rammer vandret ind på ruden og får det til at lyde som atomkrig. Nu mangler vi bare våben og underjordiske gemmesteder, så har vi det hele, så snart vi nærmer os skolen. I det mindste er det sidste skoledag i dag, og jeg tør godt væde med, at juleferien ikke kun er længeventet fra min side.

Jeg tager min telefon, der viser, at klokken er halv syv, så det kan ikke betale sig at prøve på at falde i søvn igen. Derimod kunne det godt betale sig at stå op lidt før tid og have et kvarter længere til at nå i skole.

Min nissehue og ”Merry christmas” – trøje ligger klar på mit gulv, og jeg finder et par jeans i skabet til sættet. Normalt spiser jeg morgenmad i nattøj, men det er kun de færreste ting, der er, som de plejer for tiden.

Til tøjet tager jeg mit uspiste kagearmbånd på og et par øreringe med små guldjulekugler. Klar og julet festlig til årets sidste hverdag! Tanken hiver af sig selv mit humør lidt op.

Morgenmaden spiser jeg i stilhed, mens Mia bliver hevet op af vores mor, som har travlt på grund af tidelig arbejdstid. Selvom jeg har været oppe femten minutter før tid, når jeg kun lige med at hårbørste i hånden at komme med hende i bilen til skole.

”Så har jeg til gengæld tid til hygge sammen i eftermiddag," lover hun os, da vi kører. Hvor bliver det også rart at komme væk fra hverdag, lektier, skænderier og problemer blandt vennerne.

Vi bliver smidt af på et lille parkeringssted ved siden af skolens og får et kys hver på kinden. Jeg kan ikke undgå at blive mindet om Luke. Heller ikke Jonas.

”I ringer bare, hvis jeg skal komme og hente jer en gang i eftermiddag,” siger hun, mens vi får vores tasker på. ”Ellers kommer I bare selv.”

Vi siger farvel, og jeg traver indenfor. Stemningen er i dag meget bedre, end den er alle andre dage. De eneste samtaler, der er gang i, handler om planer i juleferien og gaveønsker, hvis ikke de er om gårsdagens fest. Jeg vil nok holde mig til det første, for den fest kan ikke kun have gjort noget godt.

Mens jeg går, kommer gårsdagens oplevelser væltende tilbage. Det had, der kunne ses mellem Luke og Jonas var værre, en det ser ud til at have været før. Sofie var stadig så desperat efter Luke, at hun ikke så ud til at have en god fest. Jeg vælger at ignorere det hele og kysse ham midt på dansegulvet. Hvordan kunne jeg dog få lyst til det? Det var det mest forkerte, jeg kunne gøre.

Der er overraskende mange elever i 6. klassernes del af skolen. De er kommet for at spise slik og diskutere juleferien. Lige om lidt kommer Luke sikkert og vil snakke en masse om i går. Hvis jeg uheldig, tror han, at vi er kærester nu, og han skal til at kysse på mig ofte, og så er jeg nødt til at såre en kammerat igen. Jonas kommer bagefter og vil også høre en masse. Han så det hele, men betyder det noget? Kan han stadigvæk lide mig? Jeg har ikke lyst til at stå i samme situation som sidste år, hvor jeg er tvunget til at vælge mellem to af mine venner eller vælge dem begge fra. Men det kan være, at det er det, jeg skal gøre, hvis et valg bliver nødvendigt. Det vil måske såre dem begge, men jeg vil undgå at vælge én frem for en anden og derfor være komplet tarvelig og respektløs overfor en anden. Den rigtige løsning må være sådan.

Nu kan den første stemme høres, og det er den, som tilhører Jonas. Han snakker med en af sine drengevenner og opdager i første omgang ikke, at jeg står her. Det eneste jeg nu kunne ønske mig var, at det blev ved sådan, men som altid er verden ikke med mig.

Han stirrer lige på mig og ligner en, som hvert øjeblik vil sige noget. Det sker ikke, før han bliver hevet tilbage i samtalen med William.

Med et suk vender jeg mig mod Laura og Anna, hvis samtale også er om festen. Laura har haft den bedste aften nogensinde med Benjamin fra parallelklassen. De har vist nok udvekslet mobilnumre og krammet en del, men hun mener i modsætning til Anna ikke, at det er noget særligt.

”Hvad med dig og Luke?” undgår hun at snakke mere om sin egen date.

”Nå, der skete ikke noget særligt,” prøver jeg. Jeg må glemme alt om episoden med Luke. Hvis jeg virkelig kan lide ham, må jeg ignorere det! Jonas ved, hvad der skete, og de næstværste ud over Sofie, der kunne kende til det, er de to.

”Hvad skete der?” spørger Anna selvfølgelig, og jeg må fortælle om vores julefrokost til aftensmaden, hvad vi lavede med Jonas og Sofie og hvordan, vi kom frem og tilbage og snakkede med hinanden. Selvom de selv var til festen, skulle man tro det modsatte.

”Vi ville gerne have været sammen med jer, men vi kunne ikke finde jer nogen steder," siger Laura og afslører, at hun og Anna også var sammen en del.

Klokken ringer første gang og meddeler, at timen starter om fem minutter. Vi begynder så småt at finde på vores pladser og danne os et overblik over, hvem der er her i dag. De eneste, jeg kan spotte mangler, er Luke og Sofie. Han er måske forhindret i at komme, og hun når det sikkert. Det er ret udelukket, at hun er syg, for det bliver hun aldrig. I hvert fald har hun ikke været det i årevis.

De sidste finder på plads, klokken bliver et minut i otte, og vores lærer kommer ind i den opfyldte klasse. Sofie er endnu ikke kommet, så hun må have været megauheldig og blevet syg i dag, eller endnu værre – hun ved det.

Anden gang ringer klokken, og vi får besked på at sætte os og høre planen for afslutningsdagen.

Mens folk hører på, hiver jeg min IPhone frem under bordet og SMS’er Sofie. Jeg spørger, om er syg eller skulle noget andet og krydser fingre for et svar. Indtil da vil jeg nyde, at det er årets sidste og bedste skoledag, selvom det er helt utroligt.

 

 

 

~~~

 

 

 

Sommerferien bliver gentaget, da Ulla tæller ned fra tre, og vi alle skråler ”juleferie” så højt, at højere er umuligt, hvorefter vi stormer ud af klasseværelset, som om fanden var i hælene på os. Fred være med, at dagen er gået mindre godt, Jonas har ignoreret mig, og Sofie ikke har været her eller svaret på min besked. Nu har jeg fri i lidt over to uger!

Udenfor drypper det bare en smule, så det er ikke forfærdeligt at gå hjem i. Jeg kan meget passende gå forbi Sofie og sikre mig, at alt er okay. Hun kan få resten af mine brunkager fra vores engelsklærer og lidt af mit slik.

Med vanter og hue trukket godt på går jeg hen ad stien, væk fra skolen, som jeg nu ikke skal se før januar. Vildt at tænke på! Jeg kan næsten ikke være bekendt at glæde mig så meget, når jeg ikke ligefrem har gjort andre glade på det seneste, men det er kun én gang om året, man får juleferie. Det går det ikke værre, at der er seks sølle dage til mine julegaver!

Da jeg stille nærmer mig Sofies hus, skruer jeg lidt ned for begejstringen, og resten forsvinder af sig selv. Det slukkede lys og gardinerne, der er halvt trukket for, får det til at se trist ud på afstand. Jeg kan nok godt regne med, at hun ved, jeg har kysset Luke, men det er ikke for sent at håbe på noget andet.

Med bankende hjerte slår jeg på hoveddøren og kan efterfølgende høre skridt bag den. Døren bliver låst op og åbnet af Sofies mor.

”Hej Ida,” hilser hun. ”Har I så fået juleferie?

”Ja,” svarer jeg og nikker, mens jeg prøver ikke at virke for højrystet. Det er ikke tidspunktet at gå op i det høje helt igen. ”Er Sofie hjemme?” Mit spørgsmål får hende til at vende sig og se ind i huset.

”Hun har det vist lidt skidt. Jeg tror, hun er gået i seng.” Hun siger det, og selvom man egentlig ikke må lyve, og forældre typisk går meget om i, hvad man må, tror jeg ikke rigtig på hende.

”Må jeg komme ind?” spørger jeg håbefuldt. Jeg kan se, at hun overvejer sit svar grundigt.

”Jeg tror ikke, det er så smart. Hun vil vist gerne have fred," svarer hun kedeligt, men jeg opgiver ikke så let.

”Må jeg ikke give hende lidt kage?” prøver jeg igen. Hun sukker en gang.

”Så kom da ind," giver hun mig lov og træder et skridt til siden, så jeg kan træde ind i varmen. Sko og jakke bliver lagt i entreen, og så tager jeg kagerne med går jeg hen til hendes værelse. Jeg banker på døren for høflighedens skyld og afventer intet svar, før jeg går ind. Sofie sidder i sengen og ser ikke specielt syg ud, derimod meget ulykkelig. Det lover ikke godt.

”Hej,” siger jeg forsigtigt. ”Hvordan går det?”

”Hvorfor spørge du om det? Hvad tror du?” spørger hun hårdt, måske lidt for hårdt, kan jeg se på hende, efter hun har sagt det. Vandet begynder at løbe fra hendes øjne igen, og jeg sætter mig på sengen ved siden af hende. Vil ikke gøre en masse endnu.

”Jeg ved det ikke,” siger jeg, hvilket jeg heller ikke gør. Hvordan havde jeg regnet med, at hun havde det? Jeg tog til fest og kyssede den, hun hele måneden har prøvet at gøre indtryk på. Jeg har ikke skænket hende en fjerneste tanke eller skammet mig særlig meget over at have gjort noget af det. ”Du må virkelig undskylde det, jeg gjorde.” Jeg vil fortsætte, men kan ikke sige meget andet. Jeg ved ikke, om jeg kan lide ham. Selv hvis jeg kunne, ville det ikke være en undskyldning for at have gjort det, jeg gjorde.

Hun snøfter nogle gange, ellers er der helt stille mellem os. Hele tiden har jeg en følelse af, at jeg burde sige noget, men der er ikke noget klogt i mit hoved.

”Jeg har taget lidt brunkager med til dig," kommer jeg i tanke om og rækker hende de små, brune figurer.

”Tak," siger hun kort og lavt. Stilheden vender tilbage. Vores venskab kommer nok til at holde lidt stille den kommende tid.

”Luke var heller ikke i skole i dag," siger jeg i håb om, at det på en måde vil trøste hende. ”Du må ikke tro, at der er noget særligt i mellem os. Det i går var en fejl, og jeg ved ikke en gang, om han kan lide mig.” Det er det eneste, jeg kan prøve at gøre det bedre med.

”Hvorfor skulle han ikke kunne det? Han kyssede dig,” siger hun. Hendes blik er helt tomt og opgivende. Mit største ønske er lige nu at kunne komme med et bud på, hvorfor han ikke skulle kunne lide mig. Desværre kan jeg godt se, hvad hun mener.

”Jeg skal ikke se ham hele ferien. Jeg synes, du skal ringe og aftale noget med ham. Ellers kan jeg gøre det. Jeg vil bare ikke have, at hele din ferie bliver ødelagt på grund af mig.” Det er svært at sige noget klogt, så nu skal jeg bare sige noget.

”Det er lige meget," siger hun uden at mene det. Det kender jeg hende godt nok til at kunne høre, så jeg siger:

”Nej, det er ej,” Nu får hun et kram, for det skylder jeg hende som det allermindste. ”Du skal være glad, ellers får jeg også en dårlig juleferie.”

Stilheden overtager endnu en gang værelset, fordi ingen af os har noget at sige. Forskellen på stilhed her og i skolen, for eksempel, er den triste stemning, der sidder overalt i luften.

”Jeg vidste godt, at du skulle med Luke til festen,” siger hun pludselig, og det overrasker mig faktisk. Hvorfor har hun så været så glad indtil i dag? ”Jeg lod som om, jeg ikke gjorde det for at give dig dårlig samvittighed, så du måske ville aflyse.” Hendes indrømmelse ville nogle andre måske blive sur over, men jeg kan straks mærke forståelsen. Efter forståelsen vælter samvittigheden ind over mig. Tænk, at hun har prøvet så hårdt på at komme til fest med Luke.

”Undskyld," siger jeg igen. Det kan umuligt siges nok. "Jeg tænkte ikke særlig meget, da jeg kyssede ham."

”Jeg vil gerne sove," siger hun tomt. Jeg kan høre, at hun i virkeligheden gerne vil have mig til at gå, så jeg lader hende være og går igen.

Inden jeg går, beder jeg hendes mor om at være ekstra omsorgsfuld med følelsen af, at det er noget af det mindste, jeg kan gøre.

Da jeg står udenfor, er det både blevet mørkere og koldere. Den glade stemning af juleferien er taget med vinden til Australien. Mens jeg står og fryser, vibrerer min jakkelomme. Jeg fisker min mobil op og ser på displayet, hvor der står: "Maria Nielsen”. Jeg svarer med det samme, for når Jonas’ mor ringer, så er der et eller andet.

”Det er Ida," siger jeg og prøver nu ikke at lyde alt for trist og bekymre hende.

”Hej Ida. Er Jonas hos dig?” spørger hun som det første. På den tydelige bekymring i hendes stemme, formoder jeg, at han ikke er kommet hjem til tiden.

”Nej, jeg er ikke hjemme," svarer jeg og kan mærke nervøsitet i min mave. "Skulle han være kommet hjem?"

”Ja, vi havde aftalt, at han skulle være hjemme kvart i to. Har du set ham, siden I fik fri?”

Jeg svarer, at det har jeg ikke, men jeg skal nok ringe, hvis jeg ser ham. Han forsvandt hurtigt efter sidste time, så jeg nåede ikke at se, hvor han tog hen.

”Mange tak. Bare bed ham om at skynde sig hjem, men du må meget gerne give besked alligevel," siger hun, hvilket jeg ikke forstår. Det er vel bare en mor-ting.

Jeg lægger på og begynder at gå hjemad, mens regndråberne forvandler sig til iskolde snefnug, der gør vejen mere besværlig. Mens jeg går, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor Jonas mon er. Bare han ikke er blevet væk.

Før troede jeg ikke, at man kunne være i dårligt humør efter at have fået ferie, men nu er min bedste veninde dybt såret på grund af mig, hendes udkårne, som jeg ikke kan finde ud af mine følelser for, er ”forsvundet”, og det samme er min bedste ven. Jeg kan snart kun håbe, at tingene kan passe sig selv, når jeg ikke har hverdagen til at styre dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...