Hvem, hvad, igen, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 28 nov. 2016
  • Status: Færdig
December er vendt tilbage, og i år skal det blive den bedste nogensinde. Sådan lyder det fra den 12-årige Ida, der er mere end klar til at holde en fantastisk jul, hvor hendes nysgerrighed ikke skal styre hende.
Juletid viser sig dog hurtigt at være lig med udfordringer, da en ny dreng dukker op i klassen med mystiske, men vigtige beskeder. På samme tid truer en stor chance og mange uenigheder med at spillet Ida og vennen Jonas. Og et sted derude er en gammel ven vendt tilbage - efter hævn.
En besked, en handling og en løgn fører til mange flere, og der er kun 24 dage til at få styr på alt, ellers betyder det, at der kun 24 dage tilbage overhovedet.
*2'er til "Hvem, hvad, jul, hvor?" Publicerede den før tid for at deltage i konkurrencen "Skriv forhistorien eller efterfølgeren" *

1Likes
0Kommentarer
347Visninger
AA

17. 17. december

Jonas

”Er du ved at være klar?” lyder stemmen fra min mor endnu en gang i døren til mit rodede værelse. ”Sofie står og venter på dig.”

Jeg kan mærke, at jeg igen panikker. Lagde jeg ikke nissehuen i den øverste skuffe i lørdags? Det dur ikke, hvis jeg kommer med den forkerte pige og uden min nissehue. Knap nok har jeg husket vaniljekransene, der netop er blevet smækket på en snor.

Ude på gangen kan jeg høre Sofie få at vide, at hun bare kan gå ind til mig. Øjeblikket efter er der en lyd af små skridt på mit gulv.

”Kommer du snart, eller hvad?” spørger hun. Hun vil ikke komme for sent til festen.

”Ikke før jeg har fundet min nissehue!” svarer jeg sikker i min sag. En nissehue er noget af det vigtigste til en julefest, og det ved hun også godt.

”Her.” Hun kaster den over skulderen, så den lander på min ryg. Den var så havnet i et hjørne.

Jeg tager den på hovedet, og vi går ud på gangen, hvor jeg kan betragte hende rigtigt. Hun må have brugt hele eftermiddagen, siden vi fik fri, på at klæde sig på. Hendes hår er sat op i en avanceret fletning, som kun piger kan finde ud af, og hendes tøj er fyldt med glitter og glimmer. Kun den ene halvdel af hendes ansigt er ikke farvet, men hun ser ikke værre ud, end Nina og hendes piger nogle gange gør i skolen.

”Så det er en del af planen?” spørger jeg hende med elevatorblikket. Hun kaster et blik ned ad sig selv og smiler selvsikkert.

”Jeg spørger dig om det samme," siger hun og peger på min påklædning, der består af en jakke over en T-shirt og et par halvslidte jeans. I det mindste lader jeg det ikke gå mig til hovedet.

”Ida og Luke lægger ikke mærke til, hvordan vi ser ud," mumler jeg, og jeg er sikker på, at jeg har ret.

”Hvorfor skulle de ikke gøre det?” tror hun ikke på det, jeg siger.

”Jeg er ligesom selv en dreng, så jeg ved godt, hvad de lægger mærke til.”

Man kan så sige, at hun er pige og ved, hvad de lægger mærke til, men jeg kender Ida godt nok til at vide, at hun er fuldstændig ligeglad med, hvordan jeg ser ud til en julefest.

Diskussionen når ikke videre, før vi bliver smidt ud i bilen af min mor, der bliver ved med at nævne, hvor sent på den, vi er.  Det er vel også enkelt nok, at hele aftenen handler om at splitte ”Luke” og Ida. Tanken om Luke giver mig den største lyst til at fortælle Sofie om hans hemmelighed, men den forsvinder igen efter lidt overvejelse. Hvis hun hører noget om, hvem han virkelig er, så vil hun måske ikke længere have noget med ham at gøre, og så vil hun, fordi hun er en pige, ikke se nogen grund til at blive ved med det her.

Selv vejen ved siden af skolegården er fuld af biler og en lille smule fodgængere på vej ind på skolen. Næsten alle med nissehue eller kostume. Vi tillader os alle at grine lidt over julestemningen, der strømmer ud i luften. I et øjeblik glemmer jeg selv alt om England og Ida og ham hun tror, er en ny dreng i klassen. Nu kan jeg bare ikke vente med selv at komme ind og spise risengrød og pebernødder. Hvad med julemanden, der kommer? Og der bliver julediskotek! Skolens store piger skal garanteret nok få sig et grin, når det sker.

Med en smule besvær finder vi en parkeringsplads og går over mod skolen. Udenfor er der hængt små, røde lys op til ære for julestemningen, og min fornemmelse fortæller mig, at festen bliver god.

Et par hænder bliver lagt på mine skuldre, og en grinende skikkelse hopper hen og lander ved siden af mig.

”Hej,” siger Ida glad til os begge. ”I kom af sted alligevel?”

Jeg nikker og er glad for, at hun kommer af sig selv. Det betyder, at hun ikke er sur eller ked af det og ikke har tænkt sig at spilde hele aftenen på sin egen ledsager.

”Fedt!” siger hun, og jeg vil til at kaste mig ud i en samtale med hende, men så dukker Luke op bag hende, og min glæde forsvinder ligeså pludseligt, som den kom.

”Allerede fed fest, hva´?” siger han og lægger en hånd på hver af pigerne.

”Hvem kommer først ind?” spørger Sofie, hvorefter vi alle fire straks begynder at løbe uden at min mor står og råber efter os for, at vi skal komme tilbage og hjælpe med at tage nogle ting ind.

Så snart hun er forsvundet bag en menneskeflok, flyver Luke hen og blokere vejen for mig, så jeg nær styrter ind i ham.

”Hvad har du gang i`” spørger jeg irriteret og hentydende til, at han skal flytte sig.

”Jeg ved godt, hvad du har gang i,” siger han. ”Du har vel ikke glemt den anden dag?” Han truer mig igen, kan jeg høre. Den kolde del af mig er ligeglad. Jeg har besluttet, at jeg vil beholde Ida.

”Nej,” svarer jeg og holder et øjebliks pause, hvor jeg alligevel gør det klart, at jeg vil fortsætte. ”Men det rager mig egentlig ikke. Du kan ikke bare tage Ida fra mig.”

Han svarer ikke selv, men lader sit blik gøre det, for han drejer om og løber efter pigerne. Det samme gør jeg.

Øjnene fra ham bliver ved med at kunne ses for mig. De fortæller mig, at der virkelig er alvor i det. Så det bliver ikke uden kamp, at jeg skal trække Ida over på min side og få hende til at blive der. Det siger både hans ord og hans øjne.

Heldigvis er jeg fuldstændig klar til kamp.

 

 

 

~~~

 

 

 

DJ’en spiller et remix af Jingle Bells, mens vi spiser den sidste grød. Det blev fra en stor skål, dog over i en anden og kun med én ske. Ida har også fået gemt sig godt af vejen sammen med Sofie og Luke, så jeg må sidde ved bordet med min mor. Hende kan man da også godt snakke med.

”Er det en god risengrød, vi har lavet?” spørger hun med et grin, da jeg skraber den allersidste stump op med skeen. Jeg nikker ivrigt, mens jeg siger, at risengrød altid er godt, specielt den hun kan lave. Jeg får det bare alt for sjælendt.

”Der er også en lille rest til madpakken i morgen.” Med de ord lukker hun officielt måltidet. Suk, nu må jeg vente helt til frokosten i morgen med at få mere.

”Jeg går ud og finder de andre," siger jeg og skubber min stol ud. Så snart jeg står op, begynder eftersøgningen. De befinder sig nok det samme sted alle tre, for sidst jeg så dem, var Sofie med Ida, og Luke er fulgt med Ida for at bevogte hende. Hvis de er færdige med deres aftensmad, er der størst sandsynlighed for, at de befinder sig på dansegulvet.

Jeg starter med at gennemsøge kantinen, hvor de fleste fra 6. og 7. klasse er i gang med deres aftensmad. Så smarte som skolen er, er bordene ikke inddelt specielt til klasserne, så man kunne nøjes med at lede ved to borde. Næ, nej, man skal igennem det halve af hele kantinen for måske at finde tre klassekammerater. I en stor flok af forældre og venner man aldrig ser, så er det en stor udfordring.

Så får jeg øje på en høj, lysebrun fletning i mængden. Den sidder på hovedet af en risengrødsspisende pige med ryggen til. På hendes hår ligner det hende meget, så jeg går tættere på for at nærstudere hende. Ganske rigtigt er det Ida, og jeg møver mig ubehøvlet imellem de spisende folk og stiller mig ved siden af hende.

”Hej,” siger hun da hun får øje på mig. ”Vil du have noget?” Hun peger rundt på sin egen mad, der både består af risengrød og brød med frikadeller, baconleverpostej og medister. Hendes partner har i det mindste ikke snydt hende for at godt aftenmåltid.

”Må jeg få en delle?” spørger jeg og rækker hånden frem. Ida giver mig en og ser rundt efter en tom stol, som der ikke er flere af.

”Du kan sidde på min stol," siger hun og rykker ud på siden af den for at gøre plads til, at jeg kan være der. Før jeg får sat mig, opdager jeg Luke, der sidder overfor. Han giver mig endnu et af de truende blikke og siger vist nok, at jeg godt ved ”det”.

”Jeg står bare her, det er fint,” afviser jeg så pænt, jeg kan. Det ville også være lidt ondt at skulle sidde og skubbe hende ned, fordi jeg skulle spise en frikadunse.

Først nu opdager jeg, at det er kun er de to, der er her.

”Hvor er Sofie henne?” spørger jeg, mens mit blik søger rundt efter hende. Hun er ikke til at få øje på, så jeg vender tilbage til bordet.

”Var du ikke sammen med hende? Hun sagde, hun skulle over og spise," svarer Ida og kigger sig selv over skulderen.

”Jeg har ikke været sammen med hende, siden I gik," siger jeg  og tager en frikadelle til. Jeg får et rap over nallerne af Ida, men hun griner. Hun ser over på Luke og snakker på en eller anden måde til ham gennem sit blik.

”Jeg må hellere lige se, om jeg kan finde hende, så hun ikke skal sidde selv," siger hun og rejser sig, før en af os andre får noget sagt eller gjort.

Da hendes stol er fri, vælger jeg at dumpe ned på den og række ud efter et stykke brød fra en af skålene. Luke ser sit snit til at gribe fat i min arm.

”Det er sidste chance nu,” siger han. Toneanfaldet i hans stemme er ikke surt eller skræmmende, han siger det bare. ”Du lader Ida være, og jeg har sagt det til dig. Hvis du gør noget for at interessere hende igen, så skal jeg nok sørge for, at du fortryder det.”

Hvorvidt det er modtaget, er jeg ikke selv klar over. Han siger det, og jeg hører det, men det er ikke nødvendigvis noget, jeg hverken vil tage til mig eller ignorere.

”Du kan ikke afholde mig fra det," vælger jeg at fortsætte.

”Måske ikke,” siger han. ”Men det er dit eget valg, om du vil leve næste år.” Min arm bliver sluppet, og jeg giver et fnys fra mig. Som om. Jeg ved da godt, at han aldrig kunne finde på at slå mig ihjel. Han kan måske godt finde på noget ligeså slemt, men han mener det ikke så bogstaveligt, det kan også høres på det, han sagde.

”Og smut så,"befaler han med en håndbevægelse, der jager mig væk. Jeg bliver siddende.

”Smut!” siger han igen og bruger en af sine evner, for jeg rejser mig og går væk fra bordet uden at vide, hvorfor jeg ikke bliver siddende. Jeg føler mig lidt som en hund, da jeg tripper hen ad gulvet.

Nu står jeg så her, er blevet smidt væk af Luke og aner ikke, hvor hverken Sofie eller Ida er. Flot klaret! Nu kan jeg meget passende gå tilbage til bordet og sætte mig dér og vente på dem. Det skal sådan en idiot ikke bestemme.

Jeg vender mig, da jeg når enden af gangen og går tilbage mod bordet. Sofie og Ida er ikke kommet, når jeg at se, før jeg endnu en gang vender om og går tilbage ad den vej, jeg kom fra. Endnu af Lukes projekter. Da jeg er træt af at gå frem og tilbage uden at komme videre, bestemmer jeg, at jeg vil lade ham være og vente til lidt senere på aftenen med at finde dem igen.

Min mor sidder ved bordet og snakker med nogle andre forældre. Jeg tager et smut forbi hende og overtaler hende til at give mig en tyver, så jeg kan købe en sodavand, fordi de andre også havde fået lov til det. Hvor er hun nem!

Køen til kantinen er ikke meget mere end et par stykker, og jeg får min cola. Den stiller jeg mig med i et hjørne, mens jeg opdaterer min Facebook. Det første opslag er Luke, der er sammen med Ida til julefest. Billedet af dem får mig til at skære tænder. Han skal altid spille så smart, det fjols. Hvis bare folk kendte til alle de hemmeligheder, han render rundt med, så ville de ikke synes, han var nær så fantastisk.

Det næste opslag når jeg ikke at se, for en stemme fjerner min opmærksomhed fra skærmen.

”Der var du, jeg har ledt efter dig overalt!” Sofie rusker i mig, så der skvulper cola ud over min trøje.

”Mange tak,” siger jeg ironisk og prøver at børste det af, hvilket blot resulterer i, at pletten vokser sig endnu større.

”Ej, undskyld,” siger hun hurtigt og giver også et børst. ”Jeg er blevet væk fra Luke og Ida, og jeg kan simpelthen ikke finde dem! Du bliver nødt til at hjælpe mig.” skynder hun sig at fortsætte. Jeg må leve videre med min våde sodavandstrøje.

”Ida var gået ud for at lede efter dig," siger jeg og kigger ned på fjæsen igen.

”Men ingen af dem sidder ved nogen af bordene længere, så de må være et sted sammen.” Med de ord trækker hun mig i armen et par skridt frem. Jeg gad godt vide, om piger nogensinde slapper af. Hun har dog ret i, at vi må finde dem, inden de gør noget dumt.

”Jeg sad ovre ved deres bord, men Luke smed mig væk,” siger jeg automatisk, da jeg er vældig sur på ham. ”Jeg fatter ikke, du gider ham.”

Hun himler med øjnene, som hun plejer, og trækker mig videre som en etårig, der ikke kan gå selv.

”De er sikkert inde og danse," siger jeg. Hun må have tænkt det samme, for det er diskoteket, hun slæber mig hen mod. Der bliver spillet julemusik på høj drøn, og der er gang i en kæmpe dansefest.

Vi står nu også i lyset, og giver mig beskeden: ”Råb, hvis du finder dem.” Så forsvinder hun ind i mængden og har ikke fattet, at hver gang det lykkes mig at finde dem, bliver jeg smidt væk af den fyr, hun selv er så besat af. Jeg overgiver mig dog ikke til fjenden, og bryder ind i den dansende sky.

Der er en rundkreds af piger fra syvende, da danser rundt i takt og enten prøver at se seje ud eller ligne tvillinger. Så løber en masse drenge rundt i tog, og jeg er på trappen til at hoppe bagpå, da det slår mig, at jeg er ved at vinde over en konkurrent.

Nogle er gået ind for sig selv og trykker den bare af til en god julesang eller synger med. Stykker af dem har samlet sig til en større flok, der alle synger og danser. Og midt i dem, får jeg så øje på det lyse, opsatte blærerøvshår og fletningen.

Jeg skubber en sur pige fra 8. klasse til siden for at kunne se den begge tydeligt. Jeg kan lige nå at se Luke gribe fat om hende og trække hende ind til sig, hvorefter han presser deres læber sammen. Hvor tarveligt!

En skarp kniv bliver stukket i mit hjerte ved blikket. Hun er med på kysset, og det er ikke bare et af de hurtige. Jeg ved, at jeg står i lang tid og kigger på dem. Ida smiler selv, da hun trækker sig tilbage, men så drejer hun sig og får øje på mig.

”Se, hvem vi har dér," siger Luke veltilfreds. Han ved, at jeg er møgjaloux og virkelig hader ham – specielt lige nu. Ida ser på mig og ham. Nu smiler hun slet ikke længere og kan vist også se på mig, hvad jeg tænker. Dog kan det også ses, at hun selv var med til at planlægge det kys, de lige havde.

”Du vidste, han så det!” Det er ikke et spørgsmål, men et faktum. Han vidste det udmærket godt.

”Det gjorde jeg måske," siger han, men benægter det ikke. Det lyder virkelig til, at han er stolt af det. Vi får et blik hver fra Ida, før hun vender sig og løber.

Det giver Luke og mig plads til at se hinanden i øjnene igen. Men aldrig før har så meget had eller sorg været indblandet.

Efter lang tid er det ham, som bryder øjenkontakten, vist nok for at kigge efter Ida. Han ser sig til alle sider for at sikre sig, at ingen overvåger ham, og så forsvinder han på et splitsekund.

I lang tid står jeg tilbage og mærker de blandede følelser. Vreden boble rundt som fyrværkeri i hele min krop, men jeg har også fået et ordenligt slag i hovedet. Hvis Ida er forelsket i Luke, er det det allerværste, der overhovedet kan ske.

Så får jeg øje på den glimtende sten på gulvet. Jeg sætter mig på hug og samler den op for at nærstudere den. Det er ikke en almindelig sten, men en amulet.

Det er amuletten. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...