Hvem, hvad, igen, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 28 nov. 2016
  • Status: Færdig
December er vendt tilbage, og i år skal det blive den bedste nogensinde. Sådan lyder det fra den 12-årige Ida, der er mere end klar til at holde en fantastisk jul, hvor hendes nysgerrighed ikke skal styre hende.
Juletid viser sig dog hurtigt at være lig med udfordringer, da en ny dreng dukker op i klassen med mystiske, men vigtige beskeder. På samme tid truer en stor chance og mange uenigheder med at spillet Ida og vennen Jonas. Og et sted derude er en gammel ven vendt tilbage - efter hævn.
En besked, en handling og en løgn fører til mange flere, og der er kun 24 dage til at få styr på alt, ellers betyder det, at der kun 24 dage tilbage overhovedet.
*2'er til "Hvem, hvad, jul, hvor?" Publicerede den før tid for at deltage i konkurrencen "Skriv forhistorien eller efterfølgeren" *

1Likes
0Kommentarer
318Visninger
AA

16. 16. december

Ida

Efter otte lange lektioner kan tasken pakkes sammen, og en flok trætte elever kan bevæge sig ud af klasseværelset. Normalt ville alt, jeg havde i tankerne, være at komme hjem, smække benene op og tænde for mit fjernsyn. I dag er alt, jeg tænker på for det første at finde Sofie, for det andet at finde Jonas og for det tredje at finde Luke. Eftersom at festen er i morgen eftermiddag, så er det ved at være absolut sidste øjeblik. Selvom det er svært, er jeg nødt til at fortælle Sofie sandheden. Hele tiden har hun prøvet at gøre indtryk uvidende om, at det har været håbløst, og hun fortjener den største undskyldning.

Jonas er stadigvæk sur og fortjener også en undskyldning, for vi skal ikke gå til fest eller på juleferie som uvenner. Til sidst må jeg forklare Luke det hele, så han ikke også bliver sur og forvirret.

Jeg har hurtigt pakket sammen, men er alligevel slet ikke den første, der er ude. Sofie, som er den første, jeg skal have fat i, er nogle gode skridt foran mig. Allerede nu kan jeg mærke, at det bliver langt fra sjovt. Hendes triste ansigt kan jeg allerede se for mig, mens jeg forestiller mig, hvordan jeg skal fortælle hende det. 

Først vil jeg hoppe de sidste skridt frem og tage fat i hendes skulder, da det slår mig, at det vil få mig til at se alt for glad ud. Så jeg venter, til vi begge står i cykelskuret og trækket vores cykler fri fra stativet, hvor de snart er frosset fast.

Hun smiler, da hun kigger op på mig, og jeg tvinger mig selv til at gøre det samme på trods af den snørende fornemmelse, der er på vej op gennem min hals.

”Klar til fest i morgen?” spørger hun med sin party-stemme.

”Jep,” svarer jeg og venter med at låse cyklen op, da jeg ved, at vi kommer til at stå her lidt endnu. Hendes cykel får også lov til at stå, og hun går over mod mig.

”Og du lovede, at jeg måtte komme tilbage til dig, hvis det ikke virkede at være normal.” Hun ved, at jeg er med på, hvad hun mener, når hun siger det. Nu forventer hun at jeg kommer med et lynhurtigt råd, der kan charmere ham på en dag og gør alt, hvad der står i min magt for, at de kommer med hinanden.

”Ja…” siger jeg stille. Hvordan gør jeg det her?

”Her er jeg” siger hun og slår ud med armene. Så er det nu.

Jeg tager et par dybe indåndinger og håber på, at der lige om lidt kommer noget eller nogen og redder mig. Det kunne være hvad som helst, hvem som helst, der lige faldt ned fra himlen i dette øjeblik. Eller Luke kunne i det her sekund sende en SMS og aflyse, hvorefter han inviterer Sofie.

Men et blik fra hende viser, at hun afventer en fortsættelse. Så sukker jeg.

”Jeg ved godt, hvorfor Luke ikke vil med dig til festen,” siger jeg med mit mest undskyldende blik. ”Og jeg er virkelig, virkelig ked af, at jeg ikke har fortalt dig det før nu, og i det hele taget, at det er sådan.”

Blikket fra hende begynder at skifte til det triste. Jeg kan stadigvæk nå at blive stoppet, og det vil kun kræve en lille ændring. Den ændring har bare ikke tænkt sig at ske indenfor de næste få sekunder.

”Jeg skal med Luke til festen.” Mens jeg siger det, undgår jeg hendes blik for, at det ikke skal gøre situationen værre.

”Hvad?” spørger hun uforstående. Jeg tager blidt fat om hendes skuldre og ser hende i de triste øjne.

”Jeg er virkelig ked af det! Næsten ligeså meget som dig, men det har aldrig været meningen. Luke spurgte, og jeg ville have sagt nej, men jeg kom til at sige noget forkert og få ham til at tro, at jeg vil med ham,” prøver jeg at forklare, hvilket hun ikke ser ud til at have forståelse for.

”Hvorfor har du så ikke bare sagt til ham, at du sagde noget forkert?” På samme tid som det triste, kan jeg høre surheden i den stemme, hun bruger.

”Jeg ville ikke såre ham," siger jeg lavt.

”Men du vil gerne såre mig?” På det her tidspunkt ville hun normalt få tårer i øjnene eller løbe hjem. Det gør hun dog ikke. Hun bliver stående med det tomme blik, sikkert både ulykkelig og rasende.

”Nej. Men... Nej.” Jeg kan ikke sige noget. Sofie siger heller ikke mere, men vender sig mod sin cykel, flår den ud af stativet og suser med vinden ud af skuret og væk.

Nu er Sofie sur på mig, og Jonas er sur på mig, og Luke fatter sikkert minus.

Det næste punkt bliver at finde Jonas. ”Heldigvis” hader han mig og kan umuligt være interesseret i at være sammen med mig i morgen. Er jeg god, kan jeg få ham til fest med Sofie, og hvis det går okay, kan vi alle fire hænge ud sammen.

Velvidende om at han ikke er den hurtigste, stiller jeg mig til at vente ved døren. Her kan han ikke undgå at komme forbi mig, for han er nødt til at gå ud her, hvis han ikke skal tage en lang omvej hjem, og det gider han ikke.

Der går ikke lang tid, før store dele af resten af klassen strømmer ud af døren. Først et par af pigerne, så en gruppe drenge, og efter dem kommer Jonas. De første får lov til at gå forbi, og før jeg får stillet mig i vejen, stopper han op af sig selv.

”Jeg ved godt, at du stadig er sur, men jeg er nødt til at snakke med dig hurtigt," siger jeg, inden han når at gøre noget.

”Nej, jeg er ikke sur,” siger han til min overraskelse og lyder heller ikke sur på nogen som helst måde.

”Er du ikke?” sikrer jeg mig dumt. Han ryster på hovedet.

”Jeg er bare ked af, at du ikke vil med mig til festen alligevel," sukker han og kigger ned i jorden. Skal jeg begynde på en lang forklaring nu, eller er den korte god nok, når han ikke alligevel er sur?

”Det vil jeg også gerne, jeg sværger, det var en fejl at sige ja til Luke. Jeg sagde faktisk heller ikke ja, han misforstod det bare," forklarer jeg ham, men det ser ikke ud til at hjælpe.

”Jeg kan vel alligevel ikke komme til festen uden at have nogen med,” siger han slukøret og begynder stille at gå igen. ”Jeg kan heller ikke nå at aftale noget nu.”

Jeg handler hurtigt og taget fat i hans skulder.

”Du kan jo tage med Sofie?” giver jeg ham mit forslag. ”Hun ville gerne med Luke, og du ville gerne med mig, så hvorfor tager I ikke hinanden? Så kan vi være sammen alle fire.”

Forslaget gør ikke nogen forskel på hans humør, og han traver bare videre.

”Vi ses i morgen," mumler han.

Selv kan jeg ikke lade være med at udstøde et lille suk. To, jeg har gjort kede af det på én gang. Det gør også ondt på mig at se mine venner sådan.

Mens jeg venter på Luke, stiller jeg mig op ad muren. Jeg ser på min mobil efter klokken. Et kvarter er næsten gået, siden vi fik fri, og han er endnu ikke kommet ud. Plejer han at tage så lang tid om det, eller er det bare i dag? Drenge kan jo også tage lang tid om at pakke ting.

Min bedste tålmodighed bliver fundet frem, og jeg bider kulden i mig og ignorer mørket, der i jævnt tempo ligger sig over skolegården. Det er kun lidt tid, jeg skal stå her.

Lidt tid bliver dog til lidt længere, og både mørket og kulden bliver værre og værre.

Da mit ur viser 17:05, bestemmer jeg for, at der må være noget galt.

Jeg finder kontakten frem, som stadig ligger i min telefon, og trykker på opkaldsknappen. Det velkendte bip lyder et par gange, før en kvindelig stemme overrasker mig. En stemme, der fortæller mig, at nummeret ikke er i brug.

Ret undret fjerner jeg min mobil fra øret og ser en besked fra det samme nummer, som jeg lige har forsøgt at ringe op.

”Tiden går” står der bare.

 

 

 

~~~

 

 

 

To ord. To små, dumme ord. Det er alt, hvad der står på min skærm. De er fra et nummer, som ikke er i brug, men ligger i mine kontakter. Det siger ikke, at det har nogen vigtig mening. Dog virker de to små, dumme ord så betydningsfulde, så man skulle tro, det var løgn. Nu er der gået et minut siden, jeg sidst så på klokken, og der er et minut mindre tilbage af dagen, ugen og min levetid. Er der sådan, jeg skal tænke?

Det kan selvfølgelig være, at det er Jonas igen, men prøver han at fortælle mig noget,

Så vidt som muligt prøver jeg at glemme de to ord og fokusere på pakningen til i morgen. Der ligger en skål vaniljekranse på mit skrivebord, klar til at blive sat på et stykke elastiksnor og viklet rundt om min arm. De har stået der i et par dage, men jeg er aldrig kommet videre. Selvom Jonas og jeg ikke længere er partnere til julefesten, har det armbånd været en plan lige siden starten, så kun en enkelt proppes i min mund, før jeg bestemmer at komme videre.

Jeg finder elastikken og en saks i den ene skuffe og begynder at sætte kagerne på, mens min yndlingsjulesang, "All I want for Christmas" kører i baggrunden. Det tager ikke så lang tid at samle båndet, som jeg havde regnet med. Det ligger færdigt, inden jeg har hørt de to første sange på playlisten, og jeg må give mig til noget andet. Hvis det var Jonas, jeg skulle følges med, ville der foran mig ligge en lang liste over julede ting, vi skulle forberede, men med Luke, har jeg ikke noget, andet end vaniljekransene.

Nu er jeg efterhånden og alt for sent kommet frem til, at jeg skulle have bidt den sure fornemmelse i mig og afvist Luke. Ikke en gang en lille lyst til at komme med ham kan mærkes. Igen, igen har jeg dummet mig.

Jeg samler min telefon op fra bordet. Da jeg låser den op, er den allerede på Facebook, så jeg trykker på taleboblen. Jonas er stadig den øverste, da jeg kommer ind på Messenger. Den besked han får bliver bare det, jeg har i hovedet.

”Undskyld. Jeg gør det godt igen snart.”

Efter at have sendt, kan jeg ikke synes andet end, at han mangler at få meget at vide, men det er ikke til at finde på noget at skrive.

Den bliver slukket igen, og jeg nipper lidt til en kage på mit armbånd, mens musikken fortsætter. Min juleplayliste er lang, så hvis den skal spille fra start til slut, skal jeg sidde her længe. Tanken om at finde på noget at underholde mig selv bliver ved med at dukke op. Hver gang kommer jeg ingen vejene, men bliver siddende, mens musikken spiller.

Endnu en sang slutter, og den næste skal til at begynde. Men inden den gør det, er der et kort, men længere end normalt øjeblik, hvor musikken står stille.

Inden jeg får mig rejst for at se, hvad der sker, strømmer en helt anden stemme ud af hullerne i siden.

”Du har nu syv dage.”

Det er en mørkere kvindestemme, der taler, så det runger. Ordende er dobbelt så skræmmende som stemmen. Jeg har syv dage til hvad?

Panisk trykker jeg på oplås-knappen, men kun coveret til sangen kan ses. Da jeg trykker på knappen, der vil spole tilbage, er det kun den forrige sang, der kommer frem.

Hvad betyder alle de mærkelige beskeder? Jonas har nok ikke noget med dem at gøre alligevel, men hvem i alverden er det så?

Det her er klart noget, jeg snart skal begynde at bekymre mig om.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...