Hvem, hvad, igen, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 28 nov. 2016
  • Status: Færdig
December er vendt tilbage, og i år skal det blive den bedste nogensinde. Sådan lyder det fra den 12-årige Ida, der er mere end klar til at holde en fantastisk jul, hvor hendes nysgerrighed ikke skal styre hende.
Juletid viser sig dog hurtigt at være lig med udfordringer, da en ny dreng dukker op i klassen med mystiske, men vigtige beskeder. På samme tid truer en stor chance og mange uenigheder med at spillet Ida og vennen Jonas. Og et sted derude er en gammel ven vendt tilbage - efter hævn.
En besked, en handling og en løgn fører til mange flere, og der er kun 24 dage til at få styr på alt, ellers betyder det, at der kun 24 dage tilbage overhovedet.
*2'er til "Hvem, hvad, jul, hvor?" Publicerede den før tid for at deltage i konkurrencen "Skriv forhistorien eller efterfølgeren" *

1Likes
0Kommentarer
358Visninger
AA

15. 15. december

Jonas

Efter sidste dansktime mødes jeg med Sofie i bag toiletterne ved fællesrummet. Det er vores første møde siden, vi aftalte at splitte Ida og Luke og forhindre dem i at tage til julefesten. Første tid til at høre, hvad den anden person har gang i og ændre det, hvis det bare går elendigt.

”Hvad sker der for dig?” Sofie får gjort det tydeligt, at hun ikke er sikker på, hvad jeg har gang i. Hun skulle bare vide, hvor godt styr, jeg har på det!

”Ida tror, jeg er sur på hende," fortæller jeg stolt om min indsats. Mod min forventning virker hun langt fra begejstret over det, jeg lige har sagt, så jeg skynder mig at fortsætte.

”Jeg lader som om, jeg er sur på hende over det, for så får hun det skidt, og hun vil skifte mening og tage med mig!” siger jeg stadig veltilfreds omkring min egen plan.

”Nej nej, det går slet ikke!” Sofie er langt fra enig i, at det er nogen god ide. ”Hvis Ida tror, du er sur på hende, vil hun jo tro, at du ikke vil med hende alligevel, og så bliver hun helt sikkert med Luke.” forklarer hun mig. Jeg venter på, at hun fortæller mig, hvad jeg så skal gøre, men det er som om, at hun også venter.

”Har du selv et bedre forslag?” spørge jeg efter at være løbet tør for tålmodighed.

”Du skal i hvert fald ikke gøre sådan," understreger hun endnu en gang. Hvad sker der for piger med at gentage alting og nedgøre andre uden selv at kunne noget bedre?

”Så fortæl mig, hvad jeg skal," siger jeg.

Hun holder en tænkepause. Overvejer sikkert, hvad piger egentlig vil have og mener samtidig, at jeg ingenting ved om piger.

”Du skal hellere vise hende, hvor ked af det, du er over, at hun har droppet dig,” begynder hun så på sin nye plan. ”Vær trist i stedet for sur og vis, at du stadigvæk gerne vil med hende. Så tager jeg mig af Luke. Se, hvordan jeg gør. Jeg lader som om, at jeg ikke ved noget og giver hende dårlig samvittighed. Det skal nok være en god taktik, skal du få at se." Hun klapper mig hurtigt på skulderen og går så uden varsel.

Jeg bliver stående tilbage og overvejer hendes befaling om, at jeg skal være mindre streng, derimod meget mere piget? Men hun må jo bevise, at det virker, ellers må jeg modbevise det. Det har vi jo også hele to dage til.

Jeg går hen mod udgangen for at komme hjem, men stopper straks, da jeg ser Luke komme gående lige forbi. Shit, bare han ikke har hørt noget!

Lynhurtigt hopper jeg i dækning og ser ham gå hen ad gangen. Da han ikke har muligheden for at opdage mig længere, går jeg frem igen. Jeg skal samme vej som ham, så jeg må følge ham hele vejen ud i kulden, der er blevet værre de sidste dage. Hver gang man kommer udenfor en dør, truer den med at bide hænderne af én, hvis ikke man har taget sine kæmpe luffer på.

Han går hurtigt og et godt stykke foran mig og ser ud til at have travlt. Tempoet han går i får ham til at ligne én, der virkelig skal nå noget.

Uden at tænke meget over det, sætter jeg i småløb efter ham ned ad stien og drejer efter ham op mod busvejen. Ved stoppestedet skifter han retning ned mod et lille træområde med en å, hvor vi i sommers ledte efter planter i naturtekniktimerne.

Jeg bliver stående er øjeblik og lader som om, jeg kigger den anden vej for ikke at blive opdaget. Så snart han er et stykke længere nede, løber jeg efter ham igen. Dog stopper han mig brat, da han selv står stille foran to træer. I ren panik for at blive opdaget, hopper jeg lynhurtigt om bag et træ, mens han kigger den anden vej. Det med at gemme sig bag et træ fungerer fint på film, så det kan vel også virke i virkeligheden.

Han går lidt frem og tilbage, kigger så bag sig og til siden. Så trækker han en lille, hvidklar sten op af lommen og kaster den på jorden. Den forsvinder ud i den blå luft.

Jeg læner mig lidt frem, men trækker mig straks tilbage, da han stadig står der.

I noget tid står jeg helt mussestille og tør knap at trække vejret. Hvis Luke opdager, at jeg er fulgt efter ham helt fra skolen og nu står og spionerer ham, så skal jeg nok få slag og hvad, der er endnu værre.

Der er stille ved siden af mig. Er han gået, uden jeg har lagt mærke til det?

Igen læner jeg mig lidt frem. Han står der ikke, men jeg når at se hans sko gå et skridt, før den også er væk.

What?

Jeg går frem til dér, hvor kan kastede sin lille sten. Der er ikke noget at se, men der er en lille, summende lyd i luften. Forsigtigt rækker jeg armen frem, og den forsvinder foran mig. Usikkert trække jeg den til mig og nærstuderer den lidt. Den er stadig hel og uskadt. Men hvor er Luke og stenen, og hvor var det halve af min arm lige før? Er det en af de der forsvindningsbokse, man bruge i cirkus?

Min ene fod bliver sat der, hvor skoen fra Luke forsvandt ind. Den bliver også væk i et lille, næsten usynligt lysglimt. Jeg tøver lidt, men går så frem. Det næste skridt går nemt, og efter et lysglimt og et sum for ørerne, er kulden og den grå vinterhimmel også forsvundet, men hele min krop kan til gengæld ses.

Jeg kigger op og lidt omkring. Da mine øjne har vænnet sig til lyset og min krop til varmen, rammer chokket mig som et lyn.

Måske har jeg ikke den bedste hukommelse, men alt, jeg kan se, er genkendeligt. Både de pastelfarvede træer, søen med det lyseblå vand og den varme luft. Der er ingen tvivl om, at jeg har været her før, endda en del gange.

Luke har også været her før. Han må tage hertil hver dag efter skole, og det er helt klart, at han har store hemmeligheder. Måske har jeg ligefrem mødt ham før.

 

 

 

~~~

 

 

 

Begge mine knyttede hænder hamrer på trædøren. Hvis jeg havde været en smule mere sikker, havde jeg sparket den ind og givet Luke et par på hovedet.

Luke bør jeg ikke en gang kalde ham.

Det er en kæmpe underdrivelse at sige, at et meget overrasket ansigt lukker op.

”Hvad fanden laver du her?” Han vil til at sige en hel masse, men jeg er hurtigst.

”Du er ikke ny i klassen! Du hedder ikke Luke og kommer fra Sjælland, eller hvor satan det var. Hvad er din mening med det her?” Kun en lille brøkdel af det, jeg tænker, når at komme ud. Alt i mit hoved bobler over og får alle tanker til at vælte rundt på fuldt drøn. Resten af spørgsmålene må han få, hvis jeg køler lidt af.

Han stirrer på mig med sine væmmelige øjne. Han ved, at jeg har gennemskuet ham. Jeg har fundet ud af hemmeligheden om, at han kommer fra en fremmed verden for at vinde Ida tilbage fra mig.

”Nej,” siger han og stritter på ingen måde imod. Nu vil han vise sig stolt frem og nedgøre mig, mens jeg ved, han gør det. ”Jeg er ikke en tilfældig, ny elev i jeres klasse. Jeg kom ikke bare ind. Det hele har været planlagt i månedsvis.” siger hans kolde stemme. Den lyder ikke som Lukes, men selvfølgelig er han også i forklædning, når han er på jorden.

”Hvordan…” starter jeg, men er helt forbavset og mundlam. Han forstår alligevel, hvad jeg vil spørge om.

”Jeg har søgt efter en metode at vende tilbage på lige siden Ida forlod mig frem for dig,” begynder han sin forklaring og får mig fra start til at mærke, hvor jeg hader ham. ”Lige da hun nævnte dit navn, vidste jeg, at jeg på et tidspunkt måtte komme tilbage og hævne mig. For en måned siden fik jeg færdigtænkt en måde, hvor min amulet kunne bringe mig til jeres verden, dog kun i en begrænset tidsperiode ad gangen.” Han går lidt frem og tilbage, mens han sikrer sig, at jeg lytter med på hans forklaring.

”Og din far tillader det?” spørger jeg.

”Min far ved ingenting,” svarer han stolt. ”Og min kære ven her hjælper mig med alt, jeg har brug for: Sender informationer om mig til nye skoler, hypnotiserer unge mennesker til at tro, de er mine forældre og alt, hvad jeg ønsker at få den til.” Mens han siger det, kommer han til at både at ligne og lyde som en skurk. I mine øjne holder det klart stik. Han får problemer efter, jeg har fundet ud af alt det her.

”Når Ida finder ud af der her...” Jeg prøver at sige noget, der vil skræmme ham, men i ren raseri er det slet ikke til at finde på noget.

”Og du tror, Ida vil tro på alt det, du nu kommer og siger, sådan som du har behandlet hende i dag?” spørge han hånligt. Det her kan sagtens ende op som i sidste uge.

”Du er den værste, Luke,” siger min iskolde stemme. ”Hvis altså skal kalde dig det.” Vi stirrer er øjeblik på hinanden. Hadet i hans øjne er ligeså stort som det, jeg føler til ham.

”Du kan godt bare kalde mig Pete," siger han. Selvom jeg vidste det, rammer det mig som et chok at høre sandheden fra ham. Jeg føler mig helt forvirret og rundt på gulvet, som om jeg bare kunne falde om og skrige op mod himlen. Den nye elev i min klasse er drengen, der nær havde dræbt mig for et år siden. Ham jeg troede, jeg havde vundet over, da Ida valgte mig frem for ham. Jeg troede aldrig, at jeg skulle se ham, og selvom jeg på daværende tidspunkt ikke hadede ham længere, var det en lettelse at vide. Nu står han dér som om, han altid har været der og altid vil være der.

”Jeg siger det til Ida nu!” siger jeg helt panisk. Det onde og kolde kan ikke findes frem igen. ”Jeg fortæller hende det hele, og hun vil forstå det, for hun kan også godt huske, hvad der skete sidste år, og hun vil tro på mig frem for dig, for vi er bedste venner, og hun valgte mig sidste år.” Jeg kan slet ikke stoppe og plaprer bare løs, mens jeg prøver at finde tilbage til der, jeg kom fra.

”Du glemmer vist noget,” stopper Pete mig og får mig til at vende om mod ham. ”Jeg er søn af det her lands overhoved. Jeg har magt. Jeg kan gøre dig, hvad der passer mig, og du har vel ikke lyst til at genopleve sidste år, har du?” Han siger hvert sætning meget tydeligt og blærer sig rigtigt over, hvor meget han kan.

”Hvad har du tænkt dig at gøre?” snakker jeg udenom. Jeg ved, hvad han kan finde på, for det er kun lige under et år siden, jeg sidst var tæt på ham.

”Det ved du udmærket godt," siger han. Han står med en amulet i hånden, som han kaster lidt rundt med, mens der svæver et drabeligt lys om den. Det ligner en forbandelse, hvilket det garanteret også er. Måske noget lignende den, han besatte mig med for et år siden, men den kender jeg nogenlunde til, så hvad er der at være bange for? Det går også over.

”Og hvad så?” spørger jeg slet ikke skræmt over hans trusler. ”Du kan forbande mig. Og hvad sker der ved det? Det har du gjort en gang før, og ser jeg særlig berørt ud over det?”

Han laver surt en kastende bevægelse, så lysstrålen rammer mig med det ordenligt stød, og jeg vælter om med hovedet i jorden. Da jeg løfter det, kan der føles en smertende dunken i hele min krop, og verden om mig er som en karrusel.

”Av!" klynker jeg ned i jorden og har glemt alt om Pete, der står to meter bag mig.

”Så er det svar på mit spørgsmål?” spørger han, mens hans blik endnu er låst fast til mig. ”Har du lyst til at genopleve sidste års handlinger?”

”Nej!” indrømmer jeg lidt for desperat og giver han et veltilfreds udtryk i ansigtet, før han i en ny bevægelse trækker en lysstråle tilbage til amuletten. Den dunkende fornemmelse og smerten siver ud af min krop sammen med, og jeg kommer på benene.

”Så holder du din kæft,” truer han, mens han kaster lidt rundt med amuletten. ”Og hvad Ida angår, så skal jeg nok sørge for, at hun bliver med mig til festen, og du behøver ikke at gøre noget for at forhindre det. Jeg er ligeså meget mig i jeres verden.” Med den besked forsvinder han ind i sin fars palads.

En klump har lagt sig i maven på mig, og jeg rør mig ikke ud af flækken i lang tid, men bliver stående og stirrer på den afvisende trædør. Så bobler vreden over.

Hvor er han bare pisseurimelig! Så kommer han bare rendende tilbage for at lave kaos i almindelige menneskers hverdag! Bare for at hævne sig over én, som han følte var ond over for ham sidste år. Han prøver at ødelægge Idas og mit venskab og tage hende fra mig, samtidig med at han charmerer sig ind på en masse andre piger, som han også sårer.

Jeg kan umuligt overgive mig til ham. Hvis verden skal ende op som et godt sted at være, må jeg kæmpe i mod ham. Ikke noget spørgsmål om jeg tør, jeg gå i mod ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...