Hvem, hvad, igen, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 28 nov. 2016
  • Status: Færdig
December er vendt tilbage, og i år skal det blive den bedste nogensinde. Sådan lyder det fra den 12-årige Ida, der er mere end klar til at holde en fantastisk jul, hvor hendes nysgerrighed ikke skal styre hende.
Juletid viser sig dog hurtigt at være lig med udfordringer, da en ny dreng dukker op i klassen med mystiske, men vigtige beskeder. På samme tid truer en stor chance og mange uenigheder med at spillet Ida og vennen Jonas. Og et sted derude er en gammel ven vendt tilbage - efter hævn.
En besked, en handling og en løgn fører til mange flere, og der er kun 24 dage til at få styr på alt, ellers betyder det, at der kun 24 dage tilbage overhovedet.
*2'er til "Hvem, hvad, jul, hvor?" Publicerede den før tid for at deltage i konkurrencen "Skriv forhistorien eller efterfølgeren" *

1Likes
0Kommentarer
345Visninger
AA

14. 14. december

Ida

Der er nogle dage, hvor man med det samme kan fornemme, at det bliver en dårlig dag. Når man vågner kvart over seks og er ved at gå til af træthed, men ikke kan falde i søvn, så ved man, det er starten på en af dem. Tanken om at skulle i skole er det mindst overskuelige, jeg mindes at have haft med at gøre. Drengene er sikkert stadigvæk sure på hinanden, og Sofie vil stadig forgæves prøve at komme med Luke. Hun aner ikke en gang, at jeg skal med ham. Kort sagt er det umuligt ikke at komme til at gøre nogen fortræd, og jeg kan bare ikke klare en hel dag! Lektier, uvenner, lange pause mellem endnu længere og flere time. Hvis jeg bare kunne blive i sengen, så ville det være meget bedre. Hvis jeg bare kunne gå tilbage i seng og blive der, indtil ting løser sig selv.

Jeg trækker dynen op over hovedet for at nyde de sidste minutter, jeg kan blive i sengen. Ti værdifulde minutter.

Tankerne får lov til at strømme rundt i mit hoved, mens jeg stadig ligger. Belastning er trods alt nemmest, når man slapper af.

Jeg er næsten nødt til at fortælle Sofie det, som det er. Hun må få alle undskyldninger, der findes i verden, og jeg må love hende, at jeg vil gøre det godt igen en dag. Så må jeg undskylde ligeså mange gange over for Jonas og sige, at vi må klæde os på, ligesom vi har aftalt og være sammen til festen. Han og Sofie kan tage hinanden med, og så kan vi være sammen alle fire. Det skal nok gå.

Søvnen er faktisk ret tæt på mig, da lyset brager ind gennem min dør, og jeg bliver hevet op med et halvt friskt godmorgen.

Min store lampe bliver tændt, og jeg gnider øjnene. Nu begynder dagen.

”Jeg vil ikke i skole, mor," forsøger jeg mig frem. Hun sætter sig på min sengekant og stryger mig et par gange over håret.

”Nej, det ved jeg godt,” siger hun med medfølelse i stemmen. ”Men jeg er sikker på, at det nok skal gå, hvis bare du gør, som vi snakkede om.”

Jeg svarer ikke, håber bare, at hun har ret.

Meget langsomt får jeg sat mig op i sengen og vænnet mig til ikke at ligge under min bløde, varme dyne. Det bliver værre, da jeg sætter mine fødder på gulvet og bruger de få kræfter, jeg har, på at komme op at stå på benene. Det er nu, man for alvor kan mærke trætheden, og at det bliver en lang og slem dag.

Jeg får slæbt mig selv op af trappen, der føles meget længere i dag, end den normalt er. Stuen er koldere end i går og min stol ved spisebordet har ikke været så hård at sidde på i årevis.

Mens Mia bliver vækket, henter jeg pakken med cornflakes og nogle rosiner. Da jeg vil hente mælken, ser jeg, at der hænger et stykke papir på køleskabet. Endnu en besked til mig?

Uden at tænke over det griber min hånd fat om papiret og trækker det ned for at kunne læse de skæve bogstaver.

”Pas på, hvad du gør. Dine handlinger betyder meget mere, end du tror. Det gælder ikke kun i dag.

- Din gamle ven”

 

 

 

~~~

 

 

 

I de første timer er det gået fint med at gemme sig under en kedelig afslutning på emne om dinosaurer, men i frikvarteret går den ikke længere. Her er alle frie til at gå rundt, hvor det passer dem, og både Luke, Sofie og Jonas har fri adgang til mig og hinanden.

Luke er den første til at nå hen til mig. Han springer op på min ryg, ligesom Jonas gjorde en gang, Luke ikke var her. Det er utroligt, at det ikke er mere end to uger siden.

”Hvad så?” råber han glad, som enhver anden drengerøv. Lysten til at spørge, hvorfor han tror, at vi er bedste venner for livet nu, prikker i hele kroppen. Jeg har ved en fejl sagt ja til at følges med én til en fest, og nu - det her.

”Hey," vælger jeg bare at sige, og han hopper ned ved siden af mig.

”Er der noget galt?” spørger han med en stor bekymring i stemmen.

”Næh," svarer jeg. Udelader beskeder fra en gammel ven, bekymringer omkring festen og venner og mangel på kontrol over noget.

Sofie går få meter bag os med sit bedrøvede ansigt på. Ikke så underligt, når den, hun gerne vil ud med, render på den måde op af hendes veninde.

”Glæder du dig til torsdag?”  spørger han. Jeg har lyst til at stikke af uden at svare, men jeg når at nikke. Koste hvad det vil, så må jeg forhindre, at Sofie finder ud af det her på en endnu mere ubehagelig måde.

”Jeg skal lige over og købe min mad," finder jeg på, hvorefter jeg skifter retning mod kantinen. Selv fortsætter han mod klassen, hvilket giver Sofie muligheden for at indhente ham og falde lidt i snak. 

Jeg står lidt foran kantinen, da Jonas kommer gående. Det går op for mig, at jeg ikke har snakket med ham i dagevis og ikke ved, om han er sur eller lidt ligeglad. Nu er det nok på tide at få kontakt til ham.

Da han får øje på mig, vender han sig straks væk og giver mig ikke et godt indtryk af, hvordan han har det. Alligevel prøver jeg mig frem og går forsigtigt hen til ham. Ikke noget med at springe ind foran ham eller hive ham pludseligt til side. Langsomt denne gang.

”Hej,” starter jeg stille, og det er i sig selv ikke godt. ”Er det okay alt det der med mig og Luke?”

Han svarer først ikke, men så stiller jeg mig i vejen for ham, så han ikke kan komme videre. Det tvinger ham til at svare mig.

”Nej, hvorfor skulle det være okay?” Han spørger på en sur måde, der direkte forskrækker mig. Det er klart, at han har al ret til at være sur, men helt ærligt, var jeg aldrig sikker på, at han var det.

”Det ved jeg ikke,” er jeg helt ærlig. ”Og du har ret til at være mega sur, men må jeg ikke lige forklare?” Jeg har ikke givet ham lov til at gå videre endnu, selvom han forsøger.

”Egentlig ikke," svarer han koldt. Han skubber mig til siden og går videre. Jeg vil gerne råbe efter ham, at han skal blive og høre på mig, at jeg ikke vil gøre nogen fortræd, men noget i mig vil ikke gøre det. Jeg kan kun stå måbende og se på, mens han forsvinder rundt om hjørnet og et andet sted hen.

Lige nu kunne jeg have meget brug for en hånd på skulderen bagfra af min mor, Sofie eller en anden, jeg stoler på. Én til at bakke mig en smule op, ville bare være så rart lige nu.

Med hængende hoved går jeg ind i klasseværelset, hvor de fleste opholder sig i de kolde pauser, der er blevet værre nu, hvor vi er længere henne på vinteren.

Festen er primært det, der er snak om i de forskellige grupper. Nogle har fundet den helt perfekte at tage med, og andre leder stadigvæk efter nogle, de gider. Luke og Sofie har en samtale kørende, men jeg kan ikke høre, hvad den er om. Håbet om at komme til fest sammen med ham kan ses på alle hendes træk, bevægelser og grin. Den dårlige samvittighed samler sig i maven på mig.

De bliver ladet være i fred, og jeg sætter mig på min plads med mobilen. Da jeg tænder den, får jeg straks øje på teksten.

”Så gør dog noget!”

Et skjult nummer har skrevet, så jeg sletter SMS’sen og går ud fra mine beskeder igen. Det er som at trykke på en fremkaldelsesknap, for den samme besked popper op med det samme igen efterfulgt af: ”Du ved ikke, hvad der er det rigtige. Gør ikke, som du selv vil.”

Denne gang ignorerer jeg den og slukker telefonen. Alligevel overvejer jeg et øjeblik, om jeg skal gøre noget, når det egentlig ikke er det, jeg har tænkt mig. Den tanke bliver dog straks skubbet væk igen. Hvor tåbeligt!

Sofie griner højt af noget, Luke siger. Det er ikke til ar høre, hvad deres samtale handler om, men jeg håber, at den vil føre dem tættere på hinanden. Bliver han mere interesseret i hende end i mig, vil han sikkert droppe mig til den fest, og alle får deres ønskede at følges med. Så enkelt skal det gå.

For at virke uinteresseret i omverdenen, tænder jeg for min mobil igen og går ind på et tilfældigt spil på min hjemskærm med tanken om, at kedelige folk i den grad ikke er interessante for normale folk.

Ud af øjenkrogen kan jeg fornemme Luke og Sofie sidde og kigge på den samme mobil, mens de af og til udstøder en høj latter. De er nok ved at se nogle sjove klip på nettet. Jeg kunne sende noget over til dem for at underholde den længere tid. Dog lader jeg være. Hvis jeg sender det, vil de kunne se, at det er mig og undre sig over, at jeg blander mig. Luke ville også føle, at jeg opsøger ham.

”Tænk dig om.” siger en besked nu. De to griner igen, og jeg drejer hovedet mod dem. Jeg ser Luke skrive noget på tasteturet, og Sofie holder interesseret og underholdt øje. Ingen af dem koncentrerer sig om andet end det, og de har ikke bemærket, at jeg holder øje med dem.

”Så prøv det der," kan jeg høre Sofie sige med en arm hen over Lukes. Hun er ved at finde eller ændre noget.

”Ja, det er godt!” siger Luke og trykker på skærmen. Efter det, vibrerer min egen mobil igen og trækker min opmærksomhed tilbage. Jeg forventer at se endnu en mystisk besked med skjult betydning. Der er kommet en besked fra en gammel kontakt, jeg ikke vidste, jeg havde.

”Kig bag dig”

Som beskeden siger, drejer jeg en halv omgang på stolen. Jeg giver et lille, hurtigt skrig fra mig, da Laura står få centimeter bag min ryg med et kæmpe rensdyrhoved på. Luke og Sofie er færdige af grin, mens jeg forpustet tager mig til hjertet. Hovedet er uhyggeligt, men værre er, om hun har set mig bekymre mig om de mystiske beskeder og betragte Sofie og Luke, mens de sidder sammen.

”Undskyld,” siger Laura grinende og tage sit hoved af. ”Men er det ikke fedt? Det er en del af mit festoutfit.”

Jeg roser det.

”Har du spioneret mig?” spørger jeg bagefter for en sikkerhedsskyld, men hun ryster blot på hovedet og går med sit rensdyr ud for at skræmme nogle flere.

Jeg vender mig igen mod bordet og ser på mobilen. Lukes navn står skrevet på displayet over SMS’sen fra ham, men hvor har jeg hans nummer fra? Har de også haft fat i min telefon, inden jeg var kommet tilbage fra naturteknik? Men så længe før mig, synes jeg alligevel ikke, de kom.

Jeg har aldrig haft givet ham min telefon eller bedt ham om telefonnummer, og han kan ikke selv have gjort det, for de eneste, som kender min kode, er Sofie og Jonas. Da jeg faktisk kan udelukke Sofie, er der én mulighed tilbage: Jonas har haft fat i den. Han har sat Luke ind som  en af mine kontakter. Det må også være ham, der har sat de mystiske beskeder til at poppe op, når jeg sletter dem, og når jeg undrer mig. Sådan noget har han altid haft god forstand på.

Efterhånden falder brikkerne som på plads for mig. Det være Jonas. Han har fået de mystiske beskeder sendt til min telefon og computer. Han har været jaloux siden vi mødte Luke første gang og har givet mig små besked som min gamle ven. Om at jeg ikke kan gemme mig, og mine handlinger har betydning for alt.

Men et spørgsmål leder jeg,mere end andet, efter svar på: Hvorfor har han gjort det?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...