Hvem, hvad, igen, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 28 nov. 2016
  • Status: Færdig
December er vendt tilbage, og i år skal det blive den bedste nogensinde. Sådan lyder det fra den 12-årige Ida, der er mere end klar til at holde en fantastisk jul, hvor hendes nysgerrighed ikke skal styre hende.
Juletid viser sig dog hurtigt at være lig med udfordringer, da en ny dreng dukker op i klassen med mystiske, men vigtige beskeder. På samme tid truer en stor chance og mange uenigheder med at spillet Ida og vennen Jonas. Og et sted derude er en gammel ven vendt tilbage - efter hævn.
En besked, en handling og en løgn fører til mange flere, og der er kun 24 dage til at få styr på alt, ellers betyder det, at der kun 24 dage tilbage overhovedet.
*2'er til "Hvem, hvad, jul, hvor?" Publicerede den før tid for at deltage i konkurrencen "Skriv forhistorien eller efterfølgeren" *

1Likes
0Kommentarer
354Visninger
AA

13. 13. december

Ida

Jeg er tidligt oppe fra morgenstunden for at tænde op i adventskransen og se et afsnit af en af de mange julekalendere, mens jeg betragter juletræet, som vi hentede i går. Det er kommet ind i stuen, har fået sin gamle fod på og står nu på vores juletræstæppe med dansende nisser.

Mit eget elskede tæppe skal med i sofaen, og så kan jeg gnaske en mandarin og en brunkage, mens jeg kommer ind i stemningen. Man kan sagtens blive omringet af juleglæde og fantastisk stemning uden at inkludere andet eller andre. Det handler om at udelukke fejltagelser, man har gjort, mystiske, lidt skræmmende beskeder og skænderier, som man selv er skyld i og en del af. Og det kan jeg gøre i dag. I morgen må jeg tage, som den kommer, men i dag har jeg muligheden. Jeg behøver slet ikke at stresse over, at der kun er en uge til at få styr på tingene og vendt dem til noget godt, for der er en hel dag til mandag. Hvis jeg vil, kan jeg afvise alle Mias besynderlige ideer om lysekroner og hvide kjoler, som vi skal gå frem og tilbage på gangen med, mens vi synger. Vi gjorde det jo sidste år, så denne gang kan jeg springe over uden ballade.

Jeg finder en kalender på DR TV, jeg ikke fik set i går, og kryber ned under det bløde tæppe. Hver en tanke om venner, jeg har svigtet eller aftaler, jeg har brudt, skubber jeg væk. Efter en mindre god start er der brug for at gøre den næste halvdel af måneden bedre.

Der står en skål med mandariner fra i går foran mig, som jeg rækker ud efter. Allerede før jeg får fat i den runde frugt, glæder jeg mig til den julede duft og til at bide de små både over på midten for at kunne sidde og plukke de små, sjove stykker fra hinanden.

Duften af mandarin breder sig i hele stuen, og mens julemusikken fra fjernsynet strømmer ud og ind i mine ører, fordeler glæden sig på samtidig i hele kroppen. Det er den hyggelige og dejlige fornemmelse, alle elsker. Måske skal jeg senere ind efter nogle flere julegaver og rende rundt under den kæmpe lyskæde, som hænger i hele gågaden?

Kalenderen, jeg har fundet, er sjov, og jeg kan godt holde koncentrationen på den. Der er ikke som sådan en handling i den, men der er to, som konkurrerer mod hinanden gennem hele måneden. Føler Jonas og Luke også, at de konkurrerer?

Det gør ingen forskel.

Alt er useriøst, som jeg elsker, at det er i december. Det er ikke ligesom… Julefesten og ledsagere har ingen betydning! Det er først mandag i morgen, jeg skal have adventsgaver i dag, alting går, for det gør det altid, og jeg ved ikke, om der er nogen, som hader mig eller hinanden på grund af mig. Bevar roen, Ida! Nu gik det lige så godt.

Jeg tager fjernbetjeningen og skruer mere op, for hvis mor og Mia virkelig sover, så skal der mere end lidt lyd til at hive dem ud af sengen.

Musikken er dejlig, og jeg læner mig tilbage med lukkede øjne for at nyde den. Til festen på torsdag skal de altså også spille julemusik. Hvis bare jeg vidste, om jeg er til den fest og hvem, jeg har med. Skal jeg træde til for at komme med overhovedet? Hvis de begge to hader mig efter at have aftalt at komme med dem begge to, så er der nok ikke nogen, der vil med.

Det kan også være, at de kun hader hinanden, men hvis jeg ødelægger julen for dem begge to, så er det også meget skidt.

Alt det burde jeg ikke bekymre mig om nu. Jeg har bestemt, at den her weekend skal være min, hvor jeg ikke bekymrer mig. I går kunne jeg springe over arrangementet hos Sofie og tage med ud og fælde juletræ, og i dag kan jeg hygge med mig selv og holde alle tanker væk fra skolen uden at få dårlig samvittighed. Hvis bare jeg kunne det, ville det være så rart. Hvorfor er jeg så bekymret?

Igen får jeg rystet de dårlige tanker af mig og griner lidt af nogle konkurrencer, de har gang i, i fjernsynet. Det er ikke mange dage siden, Jonas ville have siddet og grint med mig. Suk. Det er snart ikke til at holde ud længere. Skulle jeg alligevel gøre noget ved det hurtigst muligt?

Små trin lyder på trappen, og Mias ansigt dukker op. Hun bliver stående et øjeblik og følger med i fjernsynet, og tripper så hen i køkkenet, hvor hun henter cornflakespakken og tager den med om i sofaen. Jeg lader som om, hun ikke er der og giver hende lov til at sidde og gnaske flagerne ved siden af mig. Lige om lidt vil hun nok spørge om en masse, som jeg ikke behøver at svare på. Jeg skal kun svare mig selv på, hvad jeg virkelig vil.

Jeg udstøder en høj, irriteret lyd, da de dumme tanker igen piner mig. Mia bliver helt skræmt og rykker lidt væk fra mig.

”Hvad har jeg gjort?” spørger hendes lille og lidt bange stemme.

”Ikke noget," siger jeg surt, og hun tror, det er til hende, så hun løber nedenunder. På grund af fjernsynet kan jeg ikke høre hende ruske i vores mor, mens hun kalder højt på hende, men jeg kender hende godt nok til at vide, at det er det, hun gør. Nu bliver der flere problemer.

Ikke lang tid efter Mia er forsvundet, kommer hun slæbende tilbage på en træt mor, der modvilligt er fulgt med op, fordi hun tror, at jeg er sur på nogen, der ikke er mig selv.

”Hvad er der galt med dig?” spørger hun og lægger en hånd på min skulder. Jeg kunne finde på en lang forklaring eller sige noget, der ikke passer. Det handler om, hvad jeg selv vil, jeg tror bare, at det vil gøre lige meget dårligt.

”Det er bare irriterende, at hun kommer op uden at sige hej og bare sætter sig og æder cornflakes og forstyrrer," siger jeg, hvorefter jeg rejser mig fra sofaen for at vende ned mod mit værelse. De kan prøve at stoppe mig så meget, de vil, for det går mig ikke på. Vær skidesure. Tænk, hvad I vil. Få en dårlig dag. Det ændrer ikke på min.

 

 

 

~~~

 

 

 

Selvom jeg havde sagt det så mange gange, at jeg ikke har overblikket, fik min computer ikke lov til at ligge længe på bordet, før jeg fik den taget. Har Luke eller Jonas skrevet noget til mig? Eller kan jeg se noget, de har skrevet til hinanden? Er der nogle opslag, jeg er nødt til at se? Man kan aldrig være sikker, før man har tjekket det.

På trods af mit stressede og knap så gode humør, har jeg haft overskud til at sætte min julemusik-CD på min gamle radio og finde en pose skumjulemænd i skabet, så jeg ikke har brudt min aftale med at julehygge lidt selv hele weekenden.

Alle opslag, jeg kan finde på min startside, var også skrevet i går. Det kan, hvis jeg er heldig, også betyde, at det går okay. Jeg burde måske også se på Instagram, om der er lagt noget op, som jeg har brug for at se. De kan have skrevet noget på en chat eller lagt nogle betydningsfulde billeder op. Alt kan have en skjult betydning, ligesom de beskeder, jeg har fået i løbet af den første tid af måneden. Dem skal jeg også bekymre mig om! På den anden side, hvem siger, at der er en betydning i alt?

Opgivende lukker jeg låget i og læner mig tilbage i sengen. Jeg har ikke været ude af værelset siden i formiddags, og nu er klokken snart fem. Burde jeg ikke gøre et eller andet? Gå op og undskylde for mor og Mia over mit humør og gå det luciaoptog med hende, som hun sikker gerne vil? Skrive eller ringe til drengene og få afklaret det her, inden der starter en ny, problematisk uge? Gemme mig for min gamle ven, der måske også er den mystiske person bag de andre beskeder og englen i min drøm?Hvis ikke jeg skal gemme mig, skal jeg måske prøve at finde tilbage til den gamle ven? På et tidspunkt var jeg sikker på, at det var for sjov, men nu tror jeg faktisk, at der er en gammel ven, der har skrevet til mig.

Døren åbner, og min mor kommer ind med en kop i hånden. Hun ved, at jeg er i dårligt humør, for hun har ladt mig være helt ind til nu og på hendes ansigt, er det tydeligt, at hun bekymrer sig.

Koppen sætter hun på bordet, og hun sætter sig selv ved siden af mig i sengen.

”Hvad er der galt med dig i dag?” spørger hun. Spørgsmålet lyder i sig selv ikke så venligt, men stemmen, hun spørger med, er blid og bekymrende. Den lyder som om, den på en måde har ondt af mig.

Det er uudholdeligt at gå rundt med følelserne selv længere, så jeg er helt ærlig nu.

”Det går dårligt i skolen.” På det her tidspunkt ville jeg sikkert være brudt sammen og ikke kunne stoppe med at tude, men jeg er helt stille og føler ingenting.

”Hvad da?” spørger hun bekymret og knuger mig ind til sig.

”Jonas og Luke, ham den nye, er kommet op at skændes over mig, fordi jeg kom til at sige til Luke i torsdags, at jeg gerne ville med ham til festen. Men det var ikke sådan, jeg mente det, jeg ville bare ikke afvise ham. Jeg afviste ham bare ikke tydeligt nok.” Jeg bliver ikke afbrudt på noget tidspunkt, men får lov til at tale ud. Hun ser heller ikke sur ud, men heller ikke glad.

”Ville han gerne have dig med?” spørger hun, og jeg nikker.

”De vil gerne have mig med begge to, og det er det, der er problemet,” forklarer jeg lidt mere præcist denne gang. At sige det ville egentlig ikke ændre på noget, men det er ligesom, at det går helt op for mig nu. Der er to drenge, som er interesserede i mig, eller hvad de er, på samme tid. Det havde nær kostet min bedste ven sit liv, og mig alt, hvad der kunne kaldes glæde, for et år siden. Hvor blev der af den dejlige måned, som alle glædede sig til, og hvor man aldrig gik ned? Det var december en gang. Det kunne have været december, hvis jeg ikke havde været så dum den gang og fulgt den lyd fra kælderen, der vækkede min nysgerrighed. Nysgerrigheden lyder til at være problemet, men jeg tror ikke længere, at det er den, der er noget galt med. Var jeg virkelig god nok, kunne jeg sagtens styre den.

Stilheden har hængt sig i luften og gør for alvor stemningen trist. Ingen har noget at sige, og selvom jeg leder efter noget, er der ikke noget, der virker. Hun skal ikke bekymre sig om min gamle ven, så beskederne nævner jeg ikke noget om. Hun vil nok, som jeg også gjorde, bare tro, at nogen prøver at lave sjov eller skræmme mig.

”Du må bare snakke lidt med dem begge to oppe i skolen i morgen og aftale det med dem. Kan du ikke have dem begge med til festen?” Hendes forslag er ret godt, genialt faktisk, men skolen tillader kun én ledsager. Det kunne ellers have løst det hele, hvis man fik lov.

Jeg ryster på hovedet som svar på spørgsmålet. ”Det er bare typisk skolen," mumler jeg hentydende til skolens dumme regler. Jeg er både sur over regler, trist for ikke at vide, hvad jeg skal gøre og opgivende.

”Men så må du jo vælge en af dem at følges med og så bare være sammen med dem begge til festen. Kan du ikke det?” foreslår hun så, hvilket også er det, jeg har tænkt mig. Tror bare ikke, det er tilfredsstillende nok.

”Sofie vil også rigtig gerne med Luke, men ham er jeg jo kommet til at love det nu," siger jeg så, da jeg selv kommer i tanke om det. Den udfordring gør det hele endnu værre, men det betyder ikke meget nu. Allerede er det så slemt, at den smule ikke gør den store forskel længere. Nu vi er i gang, kan vi ligeså godt blive ved.

Min mors råd når ind gennem mine ører, men forbi mit hoved uden at sætte sig fast. De er bare ord uden betydning. Pludselig har alt mistet sin betydning, og det er blevet en kold, kedelig dag midt i februar. Jeg har ligegyldige problemer med mine ligegyldige venner, og verden er ligegyldig.

Ingenting betyder noget længere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...