Hvem, hvad, igen, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 28 nov. 2016
  • Status: Færdig
December er vendt tilbage, og i år skal det blive den bedste nogensinde. Sådan lyder det fra den 12-årige Ida, der er mere end klar til at holde en fantastisk jul, hvor hendes nysgerrighed ikke skal styre hende.
Juletid viser sig dog hurtigt at være lig med udfordringer, da en ny dreng dukker op i klassen med mystiske, men vigtige beskeder. På samme tid truer en stor chance og mange uenigheder med at spillet Ida og vennen Jonas. Og et sted derude er en gammel ven vendt tilbage - efter hævn.
En besked, en handling og en løgn fører til mange flere, og der er kun 24 dage til at få styr på alt, ellers betyder det, at der kun 24 dage tilbage overhovedet.
*2'er til "Hvem, hvad, jul, hvor?" Publicerede den før tid for at deltage i konkurrencen "Skriv forhistorien eller efterfølgeren" *

1Likes
0Kommentarer
308Visninger
AA

12. 12. december

Jonas

Samtalen ved morgenbordet kan ikke ligefrem kaldes rar. Min mor er meget skuffet over gårsdagens skænderi, og min far fabler om, at man skal tage ud af skolen mindst ligeså godt, som man tager ind. Så flipper de begge to en smule overdrevet over, at jeg ikke har fortalt alle, at jeg skal til England og gå i skole indtil tiende, når vi er færdige med ferien.

”Hvad skete der mellem dig og Luke, der fik jer op at slås?” spørger min mor, der er langt fra vant til, at hendes søn deltager i slåskampe og store skænderier.

”Mig og Ida havde aftalt at følges til julefest på torsdag, men så tog han hende fra mig.” siger jeg, da det var sådan, jeg opfattede det. Så må andre selv om, de er enige, men det var altså sådan, det foregik.

”Hvad vil det sige, at han tog hende fra dig?” spørger hun og holder sit alvorlige blik på mig. ”Betyder det, at han har aftalt noget med hende?”

Jeg tager en bid af rundstykket, mens jeg nikker. Snyd og bedrag!

”Har du så ikke misforstået noget?” prøver hun forsigtigt at spørge. ”For hvis Ida vidste, at hun havde en aftale med dig, så ville hun jo nok ikke aftale at følges med ham.”

Før var jeg kun interesseret i maden, men nu flyver mit blik og mine arme op.

”Jeg har ikke misforstået noget! Det er bare ham, der er et røvhul.” Hverken far eller mor ser ud til at være tilfredse med den måde, jeg omtaler min ”kammerat” på.

”Hvad med Ida? Hvis hun havde en aftale med dig, er det så ikke også hende, der har brændt dig af?” blander min fars stemme sig.

”Lad være med at blande hende ind i det.” mumler jeg. Det kan være, at jeg i går var en bitte anelse irriteret over, at hun havde fundet en anden, men det er klart mest Luke.

”Men Ida ved jo ikke, at du så godt kan lide hende.” siger stadig forsigtige mor.

”Hold nu kæft.” mumler jeg irriteret og tager endnu en bid. De skal altid blande sig så meget i alting.

Fire overraskede øjne er rettet mod mig over min måde at snakke til dem. Jeg sukker højlydt, men tager mig ikke af øjnene og bider endnu en gang af brødet.

”Hvis du gerne vil med til julehygge i dag, så skal du til at have en anden tone på!” siger min mor nu ikke så roligt længere, faktisk tæmmelig skrapt.

”Ja ja.” mumler jeg. Hvis jeg gerne vil med. Det må jeg se, om jeg vil, når klokken er lidt i tolv. Resten af måltidet foregår i tavshed, der bliver ikke en gang snakket om lektier eller skoler i andre lande. Ikke en gang da jeg tager et ekstra stykke julesnegl, bliver der sagt noget til mig.

Efter maden vil jeg gå ind på mit værelse og tænde for noget sjovt i fjernsynet. Der må være en god julefilm eller et specielt juleafsnit af en serie. I går fik jeg ikke åbnet min ene chokoladekalender, så der er et ekstra stykke til nu.

Jeg smider mig oven i dynen, tænder for mit fjernsyn og åbner computeren, der ligger foran mine fødder. Et øjeblik efter at være logget på, overvejer jeg at skrive til Ida, men jeg lader være. Hvis hun kommer i dag, kan vi tage en samtale dér, og hun vil nok ikke gå glip af et sjovt julearrangement med sine venner medmindre, der kommer noget vigtigere i vejen. Og hun vil nok stadig ignorere det, hvis jeg opsøger hende. Det vil nok også gøre chancen for, at hun dukker op, mindre, for jeg ved, hvordan det er at blive mindet om noget ubehageligt eller noget, man gerne vil undgå eller glemme.

Luke hopper op i mit hoved, da jeg bliver mindet om ting, man helst vil glemme. Suk, han kommer sikkert også til hyggedagen og vil charmere Ida med sit ”Jeg er så pæn og populær, og jeg kan få det, jeg vil.”  

Det er måske ikke en god ide at tage derhen, nu når jeg i mindste er i en smule julehumør og har lyst til at lave noget julet og sjovt. Om en time eller to har jeg kun lyst til at blive liggende på sengen og glo fjerner, for det er lørdag.

Jeg må snart stoppe! Planen om at få Ida tilbage skal holde. Jeg siger det ganske nok hver gang, men det er alvor nu. Min sidste chance for at tage hende til en god fest og gøre en smule indtryk, har jeg nu. Den skal ikke ødelægges af en dum, ny elev.

 

 

 

~~~

 

 

 

 

Klokken præcis tolv banker jeg på Sofies hoveddør. Den bliver åbnet af hende, Anna og Laura, hvilket allerede irriterer mig gevaldigt. De stormer sikkert ud alle tre for at se, om Luke kommer, For mit indre syn kan jeg se ham komme ind af døren med sit falske smil på. Han sætter sig ind i stuen og blærer sig ved at fortælle en eller anden stor, fed løgn for at sætte sig i godt lys, mens Ida hopper i fælden med begge ben. Stakkels hende!

”Kom ind!” hiver Sofie mig ind i varmen og lukker døren efter os. En duft af brunkager og mandariner hiver straks mit humør en smule op igen.  Der er lang vej til konflikterne endnu, når der venter middagskaffe. Var der egentlig også frokost med i arrangementet?

”Du kan lægge din jakke på bordet," siger Sofie og peger ud i entréen. Jeg går derud for at hænge min jakke, da mit blik fanger en åben notesbog på bordet. Den burde måske ikke komme mig ved, men alligevel tager jeg den op. Det er Sofies, kan jeg se på håndskriften og de ting, der er skrevet. Det er kun små og lidt hemmelighedsfulde sætninger og ord, men jeg forstår, at der står mit, Lukes og Idas navn og noget om festen. Interessant.

En streg er sat hen over midten på siden, og nedenunder er der skrevet ord til noget andet. På det, der står skrevet, lyder det til, at hun vil have noget at gøre med Ida og Luke til festen. Skulle jeg spørge hende om det?

Der bliver i samme øjeblik kaldt på os, så jeg når ikke længere. Det kan vel også nås på et andet tidspunkt.

Da forskellige af mine kammerater løber op ad trappen og larmer på øverste etage, får jeg et indblik i, hvem der er her. Ærgerligvis er Luke iblandt dem, men Ida er ikke set endnu. Det ligner hende ikke at være forsinket, når der sker sjove ting.

”Velkommen alle sammen, I må gerne sætte jer ved bordet,” siger Sofie og peger på spisebordet, der er fyldt med nissetallerkner, stjernepailletter i forskellige farver og små julekugler. ”Hvis der ikke er plads til jer, må I sige til, så finder vi en stol mere.”

Jeg dumper ned på den første stol, jeg får fat i og nupper en brunkage fra fadet. Det samme gør faktisk alle andre, og Sofie tager også en i hånden, som hun gumler på, mens hun fortæller om eftermiddagen.Vi skal lave kager magen til dem, der er på bordet samt flere, vi har lyst til at prøve, og der kan laves julepynt, mens kagerne er i ovnen. Når de er færdigbagte, vil der være banko med præmier og sidegevinst. Udover det vil der være flere små snacks til i løbet af eftermiddagen. Det er godt klaret at stable alt det her op uden at vide, hvor mange der kommer! Det er vel bare sådan noget, piger kan finde ud af.

”Ved du, om der kommer flere?” spørger Luke og får Sofies smil til at blive endnu større.

”Det tror jeg ikke, for det startede klokken tolv," svarer hun, mens hun kigger på uret, der kun viser lidt mere end fem minutter over.

”Det kunne jo godt være, at der var nogen, der blev forsinkede.”

Så tager han også lige lidt opmærksomhed fra en andens meget flotte arrangement, der lige er blevet sat op for at skabe lidt hyggestemning en eftermiddag, hvor man ligeså godt kunne have siddet derhjemme uden sine venner.

”De kan bare blive sat ind i det, når de kommer, så.” Sofie lader sig på ingen måde irritere, men sætter et glas pebernødder og en stor kurv med mandariner på bordet. Hendes mor kommer med en kande saftevand, og så er det frokosttid.

Jeg falder ikke i snak med drengene ved siden af mig, ligesom jeg normalt ville. De virker ikke interesseret hverken i mig eller hinanden. Pigerne er dem, der plaprer løs, og det er ikke til at høre, om det er sko, tøj, julegaver eller det næste projekt, de vil i gang med, som omhandler stof og symaskiner. Kager og saftevand er også fint til mig.

Så kommer jeg helt tilfældigt i tanke om Sofies notesbog, der lå på bordet nedenunder. Godt nok er jeg ikke klog, men at det lige er os tre, der er stående, må betyde noget.

Jeg rejser mig fra bordet, går hen og river hende til side.

”Det tager bare et øjeblik," siger jeg og får hende til at følge med nedenunder.

”Jeg vil altså også gerne nå at få nogle brunkager,” siger hun modvilligt til min afbrydelse. ”Kan det ikke vente bare lidt?”

I princippet kunne det godt vente, men alle siger, at ting skal ud af verden hurtigst muligt. Jeg glemmer det også igen, hvis der går alt for længe.

Vi står nu i entréen.

”Jeg fandt din lille… notesbog," siger jeg og vifter lidt med den. Hun får et irriteret udtryk i ansigtet og flår den ud af min hånd.

”Et: Hvad har det med sagen at gøre? To: Min notesbog kommer ikke dig ved.” Hun er tydeligvis sur over, at jeg snager i hendes ting og bagefter hiver hende væk fra kagebordet med vennerne.

”Hvad betyder det, du har skrevet?” bliver jeg ved uden at tage mig af hendes knap så gode humør. Hun sukker højt og vender sig om med bogen, som hun lægger fra sig på en hylde, jeg ikke kan nå op til.

”Vent!” siger jeg, om så hun har tænkt sig at gøre det eller ej. ”Jeg siger det ikke til nogen, jeg vil bare gerne vide, hvad det betyder.” forklarer jeg, men siger endnu ikke, hvad jeg skal bruge det til. Inden hun har sagt okay, er hun ikke til at stole på.

”Hvorfor vil du det?” spørger hun utålmodigt med armene over kors.

”Jeg skal bruge det til noget," siger jeg bare. Lige nu er hun lidt sur, så det er farligt at fortælle hende det, for hun siger det højst sandsynligt videre til Ida eller Luke.

”Fortæl mig hvad, du skal bruge det til, så kan jeg fortælle dig det," siger hun.

Hun får ”come on”-blikket, som jeg får igen, og så sukker jeg. Hvorfor skal hun også være stædig, kunne det ikke være ligeså nemt, hvis hun bare sagde det? Så vigtigt kan det da ikke være, at holde det hemmeligt.

”Okay,” overgiver jeg mig i håbet om, at hun forstår det. ”Men du vover på at sige det til nogen!"

Hun venter med sit utydelige blik. Jeg må bare ud med det.

"Jeg vil ikke have, at Ida tager til fest med Luke, så jeg vil prøve at få hende til at ville med mig igen. Og jeg vil bare gerne vide, hvorfor vores navne står i din bog, og om det har noget at gøre med det.”

Hendes udtryk skifter meget hurtigt. Sekundet efter har hun lagt armene om mig, mens hun siger: ”Hvor er jeg glad for, at du siger det!”

Glad?

”Hvad mener du med det?” spørger jeg undrende.

”Nå undskyld,” siger hun, da hun kommer i tanke om, at jeg ikke ved det. ”Det er fordi, jeg er på samme mission, hvis man kan kalde det det. Jeg vil gerne til den fest med Luke, men det er bare lidt svært, når han har den aftale med Ida. Men jeg ville ikke sige det til nogen, for det er så tarveligt.” Hendes blik retter sig mod gulvet, som om det går op for hende, mens hun står og siger det.

Vi bliver enige om, at det er super tarveligt at splitte to personer for at komme til julefest med den ene.

Det er vores tarvelige fællesmission.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...