Hvem, hvad, igen, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 28 nov. 2016
  • Status: Færdig
December er vendt tilbage, og i år skal det blive den bedste nogensinde. Sådan lyder det fra den 12-årige Ida, der er mere end klar til at holde en fantastisk jul, hvor hendes nysgerrighed ikke skal styre hende.
Juletid viser sig dog hurtigt at være lig med udfordringer, da en ny dreng dukker op i klassen med mystiske, men vigtige beskeder. På samme tid truer en stor chance og mange uenigheder med at spillet Ida og vennen Jonas. Og et sted derude er en gammel ven vendt tilbage - efter hævn.
En besked, en handling og en løgn fører til mange flere, og der er kun 24 dage til at få styr på alt, ellers betyder det, at der kun 24 dage tilbage overhovedet.
*2'er til "Hvem, hvad, jul, hvor?" Publicerede den før tid for at deltage i konkurrencen "Skriv forhistorien eller efterfølgeren" *

1Likes
0Kommentarer
347Visninger
AA

11. 11. december

Jonas

Den store spisepause om fredagen, når weekenden venter lige om hjørnet, er altid glad og actionfyldt. Det gælder bestemt også i dag, hvor der kun er en uge til juleferien. Så skal jeg bare æde slik på sofaen i to og en halv uge!

”Hvad skal I lave i weekenden?” spørger jeg resten af klassen, jeg har samlet mig med i sofahjørnet. På grund af den bidende, irriterende kulde, er det kun få, som har taget sig sammen og overtaget fodboldbanen i dag. For tiden nøjes jeg med at overvåge den gennem vinduet. Af og til er et kraftigt vindstød ved at kaste bolden væk, og det er vældig underholdende at se, hvordan de kæmper mod temperatuen.

”Mig og min mor skal ind og købe julegaver," siger Laura. Lige om lidt kunne hun godt tilføje noget med, at så kan der ingen aftaler laves med hende, for hun er den største shoppetosse.

”Jeg har faktisk en julebagningsdag i morgen, som jeg gerne må invitere mine venner med til,” siger Sofie og fanger opmærksomheden. ”Hvis I kan, kan I bare komme. Det starter klokken 12. Jeg skal nok skrive til jer på Messenger omkring det."

”Det kunne faktisk være sjovt!” siger Julie. ”Kommer I?”

Selv har jeg ingen planer, så jeg siger ja.

”Vi kan også lave vores vaniljekranse, så!" siger jeg til Ida med en forventning om, at hun bliver ret så vild. Det kommer som en skuffelse, da hun en smule ligeglad siger, at det kan vi måske godt, hvis ikke hun har planer.

”Skal jeg så også have vaniljekransearmbånd og skumfidusnissehue?” spørger Luke. Hvilken form for opmærksomhed vil han nu vinde? Han synes måske ikke, han har nok?

Ida åbner munden, men jeg er hurtigst.

”Hvad for dig til at tro det?” spørger jeg med armene over kors. Han griner over til Ida, og det får vreden ud i mine fingerspidser. Stjæl du bare mine ideer og opmærksomheden!

”Jeg skal da have det samme som min ledsager?” siger han som om, jeg var verdens største tumpe. Jeg ved ikke, om det er vrede, sorg eller forvirring, der skyder op i mig, da det går op for mig, hvad det var, han sagde. Han skal have det samme som sin ledsager? Skal jeg overhovedet tro noget? Det kan jo være, at der bare er flere, som har hørt det og er hoppet med op vognen.

”Og hvad får dig så til at tro, at du skal have vaniljekransearmbånd?” spørger jeg igen for at få mere at vide omkring, hvad han mener.

”Ja, dig og Ida har ligesom snakket om det hele ugen!” Nu får han mig til at lyde som en idiot, hvilket gør mig endnu mere sur. Vil han have slåskamp? Så skal han da nok få det!

”Det betyder ikke, at du skal efterligne det.” Jeg har sat et surt toneanfald i stemmen, og vi har tiltrukket alles opmærksomhed.

Ida ser igen ud til at ville sige noget. Hun ser faktisk ret desperat ud, men Luke, den nar, skynder sig at sige noget før hende.

”Jeg skal bare følges med Ida til festen, og jeg vil også have lov til at klæde mig på som hende. Det burde faktisk mig, der havde førsteret til at have det, for hun er min ledsager!” På det han siger lyder det til, at vi skændes mest om ideen med juleslik, men vi er begge udmærket klar over, at det andet har en ligeså vigtig betydning.

”Mig og Ida har altså allerede aftalt at følges til festen," siger jeg, fordi jeg håber, at det ændrer noget og for ikke at overgive mig til modstanderen.

”Det har du så ikke gjort særlig godt. Ny har vi altså en fast aftale, som vi begge to har lavet, og ikke bare den ene af os." nedgør han mig. Den boblende vrede er meget tæt på at overtage mig og sende ham med hovedet først ud af vinduet. Men vi bliver begge stående som forstenede med et ondt blik på hinanden. Vi venter begge på, at Ida skal blande sig og give ret til en af os, som hun mener at have en aftale med. Det sker ikke, for hun sidder mere stille, end vi gør og kigger ikke en gang op fra sine sko.

Da Lukes ord var de sidste, og hverken Ida eller jeg har noget at sige til det, må jeg modvilligt se i øjnene, at jeg ikke vinder. Han har tyvstjålet sejren, min ven og mulighed for at sige noget klogt resten af dagen og taget hele klassen med storm, mens jeg kan stå som en idiot. Jeg har mistet min festven og skal virkelig skynde mig, hvis jeg skal nå med.

Ida har svigtet mig.

 

 

 

~~~

 

 

 

”Hvem tror du, du er?” griber jeg fat i Luke med det samme efter skoleklokkens ringen, og læreren er forsvundet fra klassen.

”Den bedste til at tage Ida med til julefesten i næste uge," svarer han flabet.

Han får et hårdt skub ind i bordet, men jeg får hurtigt et igen.

”Du vidste udmærket godt, at vi havde planer om at tage derhen sammen, gjorde du ikke? Var det ikke derfor, det var så sjovt at ødelægge det?” hvæser jeg ad ham efter lynhurtigt at være på benene igen.

”Måske. Men hvis jeg er bedre end dig til at invitere, så er det bare mig, der vinder! Du kan bare ikke skjule, at du er vildt jaloux.” Hans ord skal uden tvivl genere mig, så det generer mig endnu mere, at hans ord går mig på.

”Det er kun fjolser, der bliver så vild med en pige på to dage, at han vil have hende med til en fest!” giver jeg ham igen. Han må ærgre sig over at have startet den samtale nu. Så kan han lære det!

”Jeg er fandeme ikke vild med Ida!” råber han og giver mig et skub mere.

”Jeg er fandeme heller ikke jaloux!” Jeg tager fat i ham og banker ham nogle gange ind i kanten af bordet, han står foran. Jeg er helt ligeglad med, at folk har samlet sig om os for at overvære kampen og måske henter læreren.

”Jo, du er så, og du er også vild med hende. Hvorfor skulle du ellers reagere sådan?” Det hånende er vendt tilbage til det flabede. Han prøver samtidig at banke mig, men jeg holder hans arme på plads.

”Hvorfor reagerer du sådan?" giver jeg igen.

”Du er så dårlig, at du ikke kan finde på noget selv at sige!” Han er åndsvagt fornærmet over, at jeg bruger nogle af hans fornærmelser igen. Det lykkedes ham at få sin højre arm fri og give mig et ordenligt slag i ansigtet.

Jeg trækker mig tilbage med et højt av og holder mig for næsen, hvor han ramte. Den sad virkelig! Smerten bliver ikke meget mindre af at stå, så jeg fjerner min hånd, der blevet helt blodig. Luke er stadig helt vild, og jeg må forsvare mig over for endnu et slag.

Hurtigt er jeg inde i kampen igen, slet ikke fokuseret på min blodtud, men på at give ham igen. Han bliver ramt på siden på hovedet, men ser irriterende ligeglad ud. Vreden får mig til at give han et spark over skinnebenet, der heldigvis ser ud til at gøre mere ondt.

Han giver mig igen ved at sætte sine skarpe negle i min arm og rive til, hvilket giver mig lyst til at skrige. Jeg vil sparke igen, men en lærer springer i samme øjeblik ind af døren sammen med to piger.

Vi bliver spjættende skilt fra hinanden med en hel masse beskeder om, at vi skal være rolige og falde ned.

”Han er så belastende!” skriger Luke, der bliver ved at slå ud efter mig.

”Du tog Ida fra mig!” Det var ikke det oplagte at råbe tilbage, når han er nedgjort mig med, at jeg kunne lide hende, men han skal have noget igen.

”Ro på drenge,” siger læreren, som jeg ikke kan huske navnet på. Det er også ligegyldigt. ”Hvad er det, der er sket her?”

”Han begyndte bare lige pludselig at gå helt amok på mig," spiller Luke uskyldig, og selvom jeg ved, at hun ikke tror på det, så skal han ikke slippe af sted med det.

”Du tog min festven og min ide!” råber jeg, og vi starter endnu et skænderi op, der kun bliver et par sætninger frem og tilbage, før vi bliver stoppet igen.

”Er der nogen, der har set, hvad der foregik?”  spørger hun ud i klassen. Nogle af pigerne fortæller om vores skænderi i frikvarteret, og at vi stadigvæk var sure på hinanden efter timen. Og nu elsker jeg ham bare, ikke også?

Jeg prøver at sige noget til hendes kommentar, men jeg får ikke lov.

”Prøv at hør,” siger hun en af de kedeligste lærersætninger. ”Det lyder til, at det har været tale om en misforståelse. Er det ikke rigtigt?”

Hun må have forventet et ja, for da Luke svarer, at det ikke havde en skid med misforståelse at gøre, bliver hun sur igen.

”Jeg skriver hjem til jeres forældre,” siger hun og slipper grebet om min arm. ”Du piler af nu, og så må du gå lige om lidt.” Det sidste er henvendt til Luke, så jeg må bare håbe, at han får mere smæk. Nu havde hun ikke tænkt sig at gøre noget ved min stakkels blødende tud, så det må betyde, at hun har noget bedre at tage sig til.

På vej ud af døren, når jeg at til min fornøjelse at høre hende sige, at det ikke er en god start efter den første uge. Hun spørger også, hvad han havde gjort, som fik mig til at blive så sur, men jeg udelukker hans svar. Selvom det er fristende at vente udenfor og høre, hvad hun brokker sig over til ham, så må jeg videre. Jeg skal finde Ida.

Jeg tager et stykke papir til næsen på vej ud af døren og hiver så min telefon op af jakkelommen, mens jeg lukker blodhullet til.

Ida står under mine seneste kontakter, så et opkald til hende er blot et enkelt tryk. Den ringer op, mens jeg går hen mod udgangen. Biplyden kommer mange gange, men jeg lægger ikke på. Et opkald er måske ikke det bedste, men det er en hurtig måde at få fat i den på og måske finde ud af, hvor hun befinder sig.

Da jeg næsten er ude, og telefonen stadig bipper, kommer jeg frem til, at hun ikke hører den, eller også ignorerer hun den. Det er ulempen ved telefonopkald; Man kan ikke se, om de har set en ringe.

Hun får en direkte besked på Facebook. Jeg stopper indenfor døren for ikke at skulle vente i kulden på at finde ud af, hvor jeg skal gå hen. Der går knap to minutter, før Ida ser beskeden, så hun har telefon eller computer på sig, hvilket må sige, at hun har set mit opkald. Sandsynligheden for hun sidder ved sin computer uden sin mobil er alligevel ikke den største.

Ding-lyden afslører et svar. Hun havde alligevel ikke set mig ringe.

”Jeg er i klubben.” skriver hun. Jeg er lynhurtigt ude af døren og løber faktisk op mod klubben. Den ligger ikke mere end et par hundrede meter fra skolen, men der er grund til at skynde sig.

Luke er højst sandsynligt lige bag mig, og jo tættere han kommer på, jo mere lyst får jeg til at tvære ham ud. Og så bliver jeg smadret, hvis ikke jeg er hurtig nok, og så når jeg ikke op til Ida.

Forpustet når jeg frem og traver op ad trappen til bagindgangen. Jeg skubber døren op og får straks øje på Ida, der hyppigt er ved at tage sin anden støvle på.

”Hej,” siger jeg og vil til at fortsætte, men da hun får øje på mig, nupper hun sin taske og cykelhjelm på vejen og spæner ud af den anden dør med mig stående tilbage. Selvom jeg råber efter hende, vender hun sig ikke en gang. Hvad blev der af den glade Ida, der elskede at snakke med mig?

Jeg ved ikke, om jeg skal tage hjem nu, blive her eller følge efter hende. Jeg burde ikke give op, men alligevel er mine ben allerede slatne efter løbeturen fra skolen og har ikke brug for at tonse mere. Sulten generer mig igen, og der er pizza til eftermiddagsmad, og hvis Ida kommer i morgen, så er det fint. Det skal nok gå.

Problemet med skolen i England bliver løst, jeg vinder Ida tilbage fra Luke, og så kommer der ikke mere, der skal klares!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...