Hvem, hvad, igen, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 28 nov. 2016
  • Status: Færdig
December er vendt tilbage, og i år skal det blive den bedste nogensinde. Sådan lyder det fra den 12-årige Ida, der er mere end klar til at holde en fantastisk jul, hvor hendes nysgerrighed ikke skal styre hende.
Juletid viser sig dog hurtigt at være lig med udfordringer, da en ny dreng dukker op i klassen med mystiske, men vigtige beskeder. På samme tid truer en stor chance og mange uenigheder med at spillet Ida og vennen Jonas. Og et sted derude er en gammel ven vendt tilbage - efter hævn.
En besked, en handling og en løgn fører til mange flere, og der er kun 24 dage til at få styr på alt, ellers betyder det, at der kun 24 dage tilbage overhovedet.
*2'er til "Hvem, hvad, jul, hvor?" Publicerede den før tid for at deltage i konkurrencen "Skriv forhistorien eller efterfølgeren" *

1Likes
0Kommentarer
398Visninger
AA

10. 10. december

Ida

Hvis ikke det var bælgravende mørkt, ville lyset have gravet sig ind under mine øjenlåg alt for tidligt. I stedet for lys er det den sorte farve, men mine øjne er åbne, så det gør ingen stor forskel.

Min hånd famler efter stikket til min sengelampe og når kontakten. Lyset er meget blændende, når jeg ind til videre har ligget i et totalt mørkt lokale. Jeg får fat i sedlen på mit sengebord, hvor jeg lagde den i går aftes efter at have læst den for 117. gang. Håbet for, at jeg kan forstå den bedre nu, er ikke forsvundet, selvom det er tæmmelig håbløst. Det kan jo være hvem som helst, der har skrevet det og lagt den der, og så alligevel ikke helt, for det er nok ikke hvem som helst, der kunne finde på det.

Ordene er ikke så tydlige på grund af skæret fra lampen, men de kan fornemmes.

”Du kan flygte, men ikke gemme dig. Jeg ved, hvor I er, og jeg kommer efter jer. Snart. – Din gamle ven” læser jeg mig til. Én ting er, at der er en, der er sur på mig, men når der ikke står ”dig”, derimod ”jer”

Selvfølgelig kan det være min far eller en anden bekendt, der ville lave sjov, men jeg kan ikke være helt sikker, før der er fundet ud af noget. Kan det måske hænge sammen den anden besked fra Facebook og teksten på cafeens menukort? Først kunne det godt lyde som en anmeldelse fra nogle, som var vilde med stedet og klart ville komme igen, men kan nu, jeg tænker over det, kan det godt have en sammenhæng. På Facebook fik jeg også at vide, at jeg aldrig ved, hvad der kan komme til at ske mig og, om jeg ville kunne lide det.

Opgivende lægger jeg sedlen ved siden af mig med et højlydt suk. Det, der ville ligne mig mest at gøre nu, ville nok være at finde min computer frem, læse den anden besked igennem en masse gange og slå op på cafeens hjemmeside for at lede efter en anmeldelse magen til det, jeg så. I et splitsekund er det det, jeg er ved at gøre, før jeg trækker hånden til mig igen. Fra starten har jeg lovet mig selv ikke at bekymre mig for meget, og at min nysgerrighed ikke får lov til at ødelægge min måned.

Lyset, som jeg ellers lige havde vænnet mig til, bliver slukket, og jeg trækker dynen op over hovedet. Forsøger at lukke alting ude og fokusere på, at jeg snart får juleferie efter den fest, som jeg skal til sammen med min bedste ven. Ham, jeg reddede en hel verden med sidste år.  Jeg får et uønsket tilbageblik fra den mystiske verden, hvor jeg mødte Pete, min gode ven, der nær splittede Jonas og mig. Den måde, jeg kunne hade ham og samtidig holde af ham, ved jeg ikke om var noget, han sørgede for, eller om det kom af sig selv.

Min ven, eller hvad hun var, der viste sig at være hende, der viste sig at være hende, katastrofen hovedsageligt drejede sig om. Cacli, eller Accil, som hun egentlig var. Hvor mon hun befinder sig nu?

Det må ikke ende på samme måde med, at jeg knap nok får en jul på grund af, at jeg ikke kan sørge for mig selv. Derfor må jeg for min egen skyld passe på.

Søvnen er langsom til at overtage mig igen, og jeg ligger længe, for jeg er tilbage i drømmeland. Det bliver en hård dag i skolen, men det endnu for tidligt at bekymre sig. Hvis jeg er frustreret over småproblemerne på forhånd, bliver det hele blot gjort endnu mere problematisk.  Før problemerne for alvor rammer, er de ikke betydende. Det må være det, jeg skal overbevise mig selv om som det næste.

 

 

 

~~~

 

 

 

Mod mine forventninger er jeg ikke fuldstændig flad og udmattet, da vi når til spisepausen. Min koncentration har været helt fin i de forrige fire timer, og min hjerne kan sagtens tænke klart. Julemiraklerne må være virkelige.

Snakken er faldet på ferien, der venter om bare otte dage, og den afsluttende festaften, vi er ved at planlægge at deltage i næste uge.  Det er helt vildt, at vi snart har gået i sjette klasse i et halvt år, kan vi alle blive enige om. Til min glæde er jeg heller ikke den eneste, der er helt oppe at køre over, at der kun er to uger til den 24!

”Har i fundet en til at tage med til fest?” spørger Laura, og hendes genertsmilende ansigt afslører, at det er der én, der har.

”Hvem har du fundet?” spørger Anna hoppende og ivrigt. Laura griner lidt og bliver fortsat hevet i. ”Hvem er det, hvem er det?”

”Benja.” siger hun så, hvilket for Anna, Sofie og mine øjne til at vokse sig til en størrelse som en tekop.

”Ham fra a-klassen?” spørger Sofie. Jeg er ikke den eneste, der ikke tror på det. Et lille nik fra Laura får os til at hvine højt, og selv et par stykker af de andre piger hopper med på vognen.

”Ej, jeg føler mig helt kedelig, at jeg bare kommer med min fætter på 7.” siger Anna efter at være faldet ned.

”Han kommer til at elske dig for det!” trøster jeg. Det er altså synd for de mindre, at de går glip af så meget sjov, men Annas fætter er heldig, han kommer med til årets fest på vores skole.

”Jeg ved det,” siger hun vanen tro. ”Hvad med dig, har du en?”

”Jeg regner helt klart med Jonas,” siger jeg som om, det var en selvfølge. ”Vi har allerede snakket om, hvordan vi skal klæde os på som bedste venner.”

De griner, da jeg prøver at vise med håndbevægelser, hvordan vi kommer med vaniljekranse og skumfiduser.

Sofie holder sig lidt i baggrunden og uddyber ikke noget, da hun bliver spurgt, om hun kommer. På udtrykket i hendes ansigt, kan man se, at hun er klar over udfordringen. Ny er det samme som populær, når det omhandler elever, specielt når det er en fyr, som ikke er grim. Sådan vil det altid være, og det er urimeligt. Det siger jeg til hende, når vi næste gang kommer ind på emnet.

”Vil I med i kantinen?” spørger Sofie, der har ventet for at undgå kø. De to andre følger med, da de også skal købe frokost, mens jeg må nøjes med mine spegepølsemadder. Stakkels outsider-Ida.

”Jeg venter bare her.” Dovenskab længe leve! Hvis jeg er heldig, køber de en julegave med tilbage til mig alligevel. En klemmentin eller kanelbolle, det er også en gave.

Jeg bliver siddende på bordet med min mobil. Frikvarteret er lige tid til at lægge et billede på Instagram eller søge lidt på julegaver og –aktiviteter.

”Du er meget juleglad, hva’?” Det er Luke igen. For at virke imødekommende, kigger jeg smilende op.

”Ja!” Og det samme er de tre piger, jeg altid hænger ud med samt min fjende og hendes efterfølgere, min bedste ven og hans vennekreds og faktisk resten af klassen. Flere af vores lærere er desuden altid gladere, når det nærmer sig juletid, og vores to parallelklasser er fuldstændig magen til. Det siger jeg dog ikke højt.

”Men altså,” Han klør sig i håret og gør sig klar på at sige noget svært. Ellers har jeg altid haft en ide om, at drenge altid siger ting ligeud. ”Vil du måske med til julefesten?” Dér blev den forestilling bekræftet.

En panisk følelse prikker til mig, da jeg modtager spørgsmålet. Lige præcis dét spørgsmål har været frygtet, og jeg burde have forberedt mig, som jeg i virkeligheden syntes, jeg havde, men det var så bare en indbildning.

Mine øjne flakker frem og tilbage mellem ham og Jonas, og jeg burde ikke tvivle et øjeblik på, hvad jeg skulle svare. Aftalen er en millimeter fra fast mellem Jonas og mig, og min bedste veninde prøver helt vildt på at få den fyr, der lige har inviteret mig, med til den fest.

”Altså,” starter jeg roligt ud, mens jeg kaster et blik over mod en lille drengeflok. ”Jeg havde egentlig aftalt at følges med Jonas.” Jeg prøver mig stille frem, har ikke afvist endnu, for det er aldrig rart at såre folk.

”Nå,” Hans øjne følger mine. ”Da du snakkede med Anna og Sofie sagde du ellers, at det ikke var helt sikkert endnu.”

Hvordan kan man redde sig smart ud af det her?

Et eller andet smart må jeg sige, men det er kun en forvirret, mærkelig lyd, der undslipper.

”Det er okay,” siger han og vender sig for at gå tilbage til der, han kom fra. ”Du behøver ikke at svare nu.” Måden han fortsætter vækker min følsomhed helt til livs.

”Nej, det er ikke fordi, jeg ikke vil!” udbryder jeg af mig selv. Jeg har tænkt, gjorde det bare meget hurtigt.

Der kan ses et gnist af håb i hans øjne, da han vender sig. ”Så vil du gerne?”

Spændingen er lang og pinende som i filmende, og de sekunder, der er stille, føles som flere timer. Min hjerne siger, at jeg teknisk set allerede har en aftale, mens den siger, at jeg skal sige ja til Luke, for det andet vil ødelægge hans dag, måske hele hans fest, og det er på en måde et julemirakel at blive inviteret ud. Helt specielt når det er klassens nye, populære dreng.

Jeg kan sige til ham, at jeg finder ud af det. Hverken nej eller ja, så jeg kan standse problemet, før det bliver et problem. Det er det rigtige!

”Vi skal nok finde ud af det.” Allerede da ordene forlader min mund, har jeg lyst til at gribe ud og trække dem ind igen. Hvorfor, hvordan i alverden kunne jeg få det vendt til det? Det var ”Jeg”, der skulle siges, ikke ”vi”!

Hans ansigt lyser op, og han overrasker med at slå sine arme om mig.

”Tak!” siger han mod min skulder. En meget lille smule glæde har blandet sig i den urolige fornemmelse, men på samme tid er både panikken og uroen vokset. Meget ved jeg ikke, men jeg ved, at det her bliver meget svært at rode sig ud af. Det kan være, at jeg brugte al det, jeg kunne tænke klart, i timen?

Pigerne kommer væltende ind af døren med deres pizzastykker og pølsehorn i hånden, mens de har en samtale kørende, som jeg tror, er ny. Luke slipper sit greb og sender et smil, før han vender tilbage til drengene. Sig gerne, at de ikke så os.

”Hvad handlede det lige om?” spørger Anna med det-kan-du-ikke-mene-seriøst-stemmen.

”Ikke noget særligt,” prøver jeg og hopper ned fra bordet. ”Hvad har I købt?”

Sofies bedrøvede ansigt bliver skjult, og hun viser mig sit pølsehorn, kanelbolle og æblejuice. De har alle tre købt kanelbollerne, som vi mener, smager endnu bedre i december. Igen bliver det på bordet, vi sidder, så det må bare have virket idiotisk at rejse sig. Jeg ved ikke, hvad der sker for mig og være dum i dag.

”Har dig og Jonas styr på de kager, I skal have på, på torsdag?” spørger Sofie. Den dårlige samvittighed skyller ind over mig, da jeg tyder, hvad hun fisker efter at vide.

”Ikke endnu.” svarer jeg ærligt. For en gangs skyld kommer jeg ikke med et men. Jeg skal passe på med at sige for meget mere, for hvad som helst kan blive hørt og have en betydning.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...