Hvem, hvad, igen, hvor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 28 nov. 2016
  • Status: Færdig
December er vendt tilbage, og i år skal det blive den bedste nogensinde. Sådan lyder det fra den 12-årige Ida, der er mere end klar til at holde en fantastisk jul, hvor hendes nysgerrighed ikke skal styre hende.
Juletid viser sig dog hurtigt at være lig med udfordringer, da en ny dreng dukker op i klassen med mystiske, men vigtige beskeder. På samme tid truer en stor chance og mange uenigheder med at spillet Ida og vennen Jonas. Og et sted derude er en gammel ven vendt tilbage - efter hævn.
En besked, en handling og en løgn fører til mange flere, og der er kun 24 dage til at få styr på alt, ellers betyder det, at der kun 24 dage tilbage overhovedet.
*2'er til "Hvem, hvad, jul, hvor?" Publicerede den før tid for at deltage i konkurrencen "Skriv forhistorien eller efterfølgeren" *

1Likes
0Kommentarer
315Visninger
AA

1. 1. december

Ida

Tirsdag morgen klokken lidt i syv er folk for det meste triste og trætte. Ugen er lige startet, og man er allerede stresset og udkørt over hverdagen. Dog er i dag en undtagelse.

I dag kan jeg sidde glad og spise min sædvanlige havregryn med rosiner,med en chokoladekalender og et tændt kalenderlys foran mig, mens den silende regn udenfor giver en hyggelig stemning af december og vinter. Selvom alt ligner sig selv i dag, tirsdag den 1. december, er det alligevel anderledes og meget bedre.

Ikke en gang da min mor nedenunder råber, at jeg skal blive færdig med morgenmaden, kan jeg kende det fra oktober og de kedelige efterårsmåneder.

”Du er jo ikke så hurtig til at pakke taske, så godt kender jeg dig i hvert fald," lyder hendes sædvanlige, irriterende kommentar til mit knap så hurtige tempo.

”Jeg kommer nu, bare rolig!” lyder mit sædvanlige svar. Inden jeg går ned, tager jeg min kalender fra bordet, hvor jeg nær havde glemt den. Et godt stykke mælkechokolade til mens man pakker idrætstasken kan da kun være godt.

Tasken står så fint på mit gulv lige dér, hvor jeg satte den sidste tirsdag. Den er helt klar til at blive fyldt op med sko, hårelastikker og træningstøj, og til derefter at blive sat bag på cyklen og kørt hen til idrætshallen.

Idrætstøjet ligger i en rodet bunke på nederste hylde i mit skab. Hvor længe det så har ligget der, kan ikke huske. Så længe idræt kun er to timer om ugen,klarer jeg det nok.

Min mor stikker sit glade hoved ind til mig. ”Jeg arbejder sent i dag,” starter hun, og jeg ved, at hun lige om lidt vil spørge mig, hvad jeg vil. ”Jeg ved ikke, om du vil ned til far, eller om du selv laver en aftale?” bekræfter hun det.

Jeg er ikke i tvivl om, hvad en december eftermiddag skal bruges på. Uden. tøven svarer jeg: ”Jeg laver en aftale med Jonas,”

 ”Det sørger du bare selv for, ikke?”

Jeg nikker. Han laver aldrig noget efter skole, så det kræver blot at sende en hurtig besked, og så har jeg en aftale med ham!

”Kan vi tage i storcentret?” spørger jeg så, ligeså stille for at få lov til de planer, der allerede flyver rundt i mit hoved. Hendes bekymrede blik siger allerede: "Det er umuligt," , så jeg må skynde mig at finde på noget mere.

"Vi kan tage bussen oppe fra hallen, når vi har fri. Jeg ved godt, hvornår vi skal på og af, jeg har prøvet det før. Jeg kan sagtens finde noget mad og nogle gaver til jer tre fra mig." Når jeg siger "Til jer tre fra mig," ved hun, at jeg snakker om hende og Mia, og så far.

En af mødrenes sædvanlige kommentarer bliver hendes svar: "Det lyder rigtig hyggeligt, søde skat, men er du nu sikker på, at Jonas kan tage med i byen med så kort varsel?"

Irritationen bobler løs rundt i min krop. Hvorfor kan hun ikke bare sige ja?

"Jonas har aldrig nogen planer," siger jeg så overbevisende, jeg kan, og prøver at holde det sure i stemmen tilbage. "Og hvis han så lige skulle have nogle i dag, så tager jeg da bare hjem.

Ansigtet skifter fra det ret så skeptiske til et, der i det mindste ser ud til at forstå mig.

"Så lad gå da," siger hun med et smil. "Men du skal love at sende en SMS om, hvad du gør."

Jeg kan mærke al ivrigheden komme ud, mens jeg nikker.

"Jamen, det kan vi godt aftale, så. Jeg finder lidt penge til dig.”

Med fuld tilfredshed vender jeg tilbage til pakning af idrætstasken. Jeg propper tøjet ned i tasken, der kun lige er stor nok til et sæt tøj, en drikkedunk og et håndklæde. Faktisk har jeg aldrig overvejet, om jeg skulle have en ny, men måske skal jeg ønske mig en her til jul, for jeg kommer ikke meget langt med sådan en minitaske, som jeg har. Det er heldigt, at det ikke kræver mere end et enkelt sæt idrætstøj for at være med i de to timer, vi har.

Mit blik søger rundt i værelset efter min skoletaske og falder på mit ur. Jeg er faktisk i bedre tid, end jeg lige havde regnet med, da klokken kun næsten er halv. Dejligt, så er der masser af tid!

Jeg tager min IPhone fra skrivebordet for at aftale noget med Jonas. Min besked bliver bare en af de hurtige: ”Vil du med i storcentret i eftermiddag? Jeg giver aftensmad og kakao :D”

Mor kommer igen ind på værelset med sin pung og et buskort.

”Her er 200 kroner. Tror du ikke, det er nok til jer begge to?” Hun står og vifter lidt med penge, inden jeg tager dem ud af hendes hånd og svarer, at det er fint

”I skal ikke være hjemme for sent. Og husk godt med overtøj!” understreger hun med et smil, inden hun forsvinder ud af døren igen. Jonas har allerede svaret på min besked: ”Det lyder godt. Min mor kan godt hente os”  Dermed har jeg officielt aftalt min allerførste juleshoppetur med min ven.

Med stadig næsten en halv time til at nå i skole, bestemmer jeg, at jeg vil køre nu, så der er ekstra tid til at sludre med vennerne i skolen. Der er nok at snakke om op mod juletid; Gaveønsker, juleferieaktiviteter, nyeste gaveindkøb, forventninger om årets julekalender i fjernsynet, kalender- og adventsgaver og muligvis flere ting. Stort set hvert år er der et eller anden nyt og spændende.

Jeg snupper min chokolade med på vejen og slæber mine tasker efter mig ud på gangen.

”Vi ses mor!” Det har jeg en vane med at råbe, når jeg tager af sted. 

Udenfor er det lidt koldere, end jeg havde regnet med. Selvfølgelig kan det godt være, fordi det er blevet vinter, men det er alligevel sjælendt, at det bliver vintervejr lige på dagen. På den anden side måde det jo ske ind i mellem.

Min cykel står som den yderste i skuret, da jeg henter den. Folk herhjemme er for dovne til at cykle i modsætning til mig.

Regnvejret har vendt sig til en svag dryppen, da jeg cykler ud på vejen. Modvind er der heller ikke meget af. Jeg er heldig i dag!

I mørke og med hyggelig stemning fra lyset i husene, jeg kører forbi, er skolevejen faktisk rigtig hyggelig. Selvom den ikke er så lang, er det et sjovt øjeblik at køre den så tidligt en decembermorgen og fornemme en stemning af juleglæde og vinter.

På stien, der fører op til det sidste sving mod skolen, er få folk så småt begyndt at komme gående, men der er ikke så mange endnu i forhold til hvor mange, der plejer at være, når jeg kommer om morgenen. Der er ingen cyklister ud over mig selv, hvilket også viser, at det er blevet vinter, og færre har lyst til at cykle.

Jeg parkerer cyklen og går hen mod indgangen, hvor der er hængt små julehjerter op. På gangen og i kantinen er der sat lys op, og andre steder er der også pyntet med små lyskæder i løbet weekenden og i går. For at sige det, er humøret godt på trods af, at det er tirsdag og hverdag.

 

 

 

~~~

 

 

 

Idræt har og vil altid være en dræber, så humøret er ikke så skidt, da jeg går tilbage til klassen sammen med Sofie og Jonas. Vi går og sludrer lidt, da Jonas pludselig afbryder ved at slå mig på armen og råbe: ”Tik!” Idrætstimen er åbenbart ikke helt ovre endnu. Og han er stadig barnlig.

Jeg vælger dog at lege med og sætter straks i løb efter ham. Han er allerede langt henne ad gangen og inde mellem de andre elever og vores idrætslærer, der lige om lidt skal have os til den sidste dansktime. Lige inden vi løber ind i klasseværelset, kan jeg nå ham og skynder mig at skubbe ham frem for at vise, at jeg har fanget ham. Så kan han lære det!

Ulla, vores lærer, ser ikke tilfreds ud med hensyn til vores leg på gangen. Da hun går ind i klassen med blikket på, begynder alle straks at falde på plads og være stille for ikke at komme i problemer. Jeg finder selv min plads ved siden af Sofies og dumper ned på stolen.

”Hvis I lige vil være stille, alle sammen!” afbryder Ulla den sidste småsnakken bagerst i klassen.  ”Først,” siger hun. ”Så har jeg en besked til jer. Nogle af jer ved det sikkert allerede, men det er sådan, så der kommer en ny elev her i klassen.”

Småsamtalerne begynder igen, og det ser ikke ud til, at der var nogen, der vidste det i forvejen.

”Lyder det ikke spændende?” hvisker Sofie til mig, og jeg nikker. ”Jeg håber, det er en flot fyr!" griner hun.

”Stille!” Ullas stemme runger ud i lokalet og får eleverne til at stoppe med at snakke.  ”Vi får en ny elev her i klassen. Han hedder Luke, og han starter på mandag," Hun har fanget opmærksomheden igen.

"Jeg har aftalt med hans mor, at han vil komme og hilse på klassen i løbet af ugen. Så jeg håber selvfølgelig, I vil tage rigtig godt i mod ham og får ham til at føle sig velkommen her i 6.c.” Der lyder en masse mumlen og kommentarer som ”Det skal vi nok.” og ”Ja ja.” Ingen tør sige noget højt eller spørge ind til det.

”Find jeres læsebøger frem,” afslutter hun kedeligt beskeden. ”Og så læser vi de næste 22 minutter, før I får jeres lektier til torsdag.”

Jeg hiver min helt nye læsebog op af tasken, som jeg har gemt i nogle uger til i dag. En julehistorie med et kapitel til hver dag i december, det kan jo næsten ikke passe bedre!

Med en hyggelig historie er den normale dansktime blevet helt sjov.

Det er en fantasyhistorie, jeg læser, og den minder mig om sidste år. Historien handler om to piger, der sammen rejser ind i en verden, hvor de bliver sat på en vigtig mission, som skal redde deres egen. Desværre bliver de uenige om fyren, de snakker med og ender med at blive uvenner.

Klassen er endnu ikke helt faldt til ro, de fleste elever finder alt omkring sig mere interessant end deres læsebog. Til sidst kommer jeg også helt væk fra historien og begynder en samtale med Sofie igen.

Lige pludselig lyder skoleklokken, og Ulla flyver forskrækket op fra stolen, da det går op for hende, at vi er gået over tid. Resten af klassen derimod er allerede begyndt at pakke bøger ned i deres tasker og lukke dem.

”Vi bliver nødt til at gemme arket til i morgen, og så må vi springe læsning over dér.” Ullas besked når kun lige ind i mit ene øre. Det er vigtigere at komme i byen!

Jonas venter allerede på mig i døren, da jeg ellers kommer ret hurtigt, synes jeg selv.

Vi skynder os ud af bagindgangen til vores fællesrum, der går ud i skolegården og ned mod hallen, hvor busstoppestedet ligger. Det regner lidt igen, men det er ikke så slemt, som det har været tidligere på efteråret.

Mens vi venter på bussen, starter diskussionen om, hvad vi skal, når vi kommer til centeret.

”Det passede da meget godt” Jonas er også hurtig til at kommentere. Det er noget af det, jeg virkelig elsker ham for.

”Gjorde det?” er jeg nødt til at sige til hans kommentar om, at det passede godt. Min overraskede stemme får os begge to til at grine, da vi stiger på bussen.

Vi tager to sæder ved siden af hinanden midt i bussen, hvor vi kan se ud på vejen, hvor der er pyntet op med lyskæder på butikker og huse. På supermarkedet er der sat små grantræer med lys op på taget. I vinduet kan man se reklamer for kalendere og juleslik på tilbud.  Jeg bliver helt glad af at se julestemningen, der allerede har lagt sig over byen.

”Hvordan tror du, den nye elev er?” Jonas får hevet mig ud af mine tanker.

”Det ved jeg ikke. Jeg tror da, han kan være fin nok,” siger jeg og tænker lidt videre. ”Det kan godt være, han er meget sød. Hvad med dig?”

Han trækker på skuldrene. ”Jeg ved ikke rigtigt. Jeg har aldrig været specielt meget for at få nye elever i klassen. De kommer altid ind og tager al opmærksomheden, fordi de er nye, og så er det dem, man bare vil være sammen med.” Det er faktisk rigtig nok, hvad han siger, da jeg tænker over det. Det er tit dem, der får opmærksomheden, når de lige startet. Alt andet ville alligevel næsten være synd.

”Jeg tror nu, jeg vil give ham en chance alligevel.” siger jeg, og så varer den samtale ikke meget længere. I stedet begynder vi at diskutere, hvad vi skal i storcentret.

”Hvad har du tænkt dig at købe?” er igen et af hans første spørgsmål.

”Noget til Mia, tror jeg. En barbiedukke eller sådan noget.” Vi griner begge to.  ”Vi skal altså også ind og have noget kage. De har byens bedste på caféen lige ved siden af!” Jeg tænker tilbage på foråret, hvor jeg sidst var der, og de havde varm chokoladekage med hjemmelavet vaniljeis.

”Så skal vi have aftensmad på Burger King!” siger han ivrigt. Nu må vi se, om vi ikke nok skal finde noget bedre. Jeg ved, hvordan man overtaler!

Vi når frem til Århus Storcenter og står af bussen ved stoppestedet udenfor.

”Skal vi tage kage og kakao først?” spørger jeg, da vi står på gaden. Han nikker, og jeg viser ham hen til caféen.

En duft af brunkager og æbleskiver slår os i møde, da jeg åbner døren. På stolene ved vinduerne sidder folk og nyder en stor kakaokop med masser af flødeskum og et stykke af deres bedste kager.

”Helle for æbleskiverne!” råber Jonas straks og løber hen mod et bord, som tegn på, at jeg bestiller.  Først vil jeg have menukortet med ned og vise det, for der er meget at vælge i mellem, og jeg skal også have valgt min kage.

Jeg sætter mig overfor ham ved det lille bord, han har fundet til os, der står i et vindue pyntet med julelys og gran. Det er et perfekt sted at side og få julens første kage med kakao og skumfiduser.

Da jeg åbner menukortet, overrasker en tekst mig. ”Jeg kommer tilbage!” står der. Der må være noget galt med mine øjne. De blinker et par gange, men det står der stadig. Det er sikkert en anmeldelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...