Opmærksomhed|Novelle

I skolen spurgte alle mig om jeg var klar til eksamen, og hver gang træk jeg bare på skuldrene. Cristina havde været klar i flere uger, mens jeg gik rundt som en zombie.

Inde på hospitalet var alting hvidt, hvide vægge, hvidt tøj, hvide møbler. Kun nogle få skulpturer og billeder skilte sig ud. Lægerne tog en masse prøver og scanninger.

0Likes
0Kommentarer
237Visninger

1. Opmærksomhed.

Vinden blæste så meget at mit hår blev helt rodet, og Mille var lige ved at blæse væk. Hendes hvide pels var ikke længere tør og fyldig, nu var den helt gennemblødt og klistret. For at være helt ærlig klædte det hende ikke så godt. Jeg gik hen og tog hende op, hendes poter var også helt mudret.

Og vi løb hjem, jeg kendte en genvej gennem skoven, så vi var hjemme på ingen tid.  

Hjemme var alt som det plejede, de sad far med hans krydsord, og mor med sin bog om kunst. Og ingen tænkte på mig. Huset lignede sig selv, de kedelige hvide vægge. Mor som elskede malerier. Og far som var mest til det enkle. En god blanding mellem de to, sådan var huset stadigvæk.

"Jeg tager lige et bad" råbte jeg, men ingen svarede som sædvanlig.

Jeg gik ud og kiggede mig i spejlet, mit hår lignede noget der var løgn. Mit brune leverpostejs farvet hår klistrede sig til mig, og min maskere var helt tværet ud på grund af regnen. Mit hoved gjorde ondt, som om nogen stod og bankede på det. Jeg tændte for bruseren, jeg trængte virkelig til et langt og varmt karbad. Jeg havde brug for at slappe af, og få orden på alle mine tanker.

 

Næste morgen kunne jeg heller ikke rigtig tænke klart. I skolen spurgte alle mig om jeg var klar til eksamen, og hver gang træk jeg bare på skuldrene. Cristina havde været klar i flere uger, mens jeg gik rundt som en zombie.

Hver dag var det bare den samme rutine, ind i klasseværelset, lære så meget som muligt, og videre til næste time. Og når jeg så kom hjem, skulle jeg lufte Mille, lave lektier, lave aftensmad og i bad. Sådan gik alle mine dage. Og ingen lagde mærke til hvordan jeg havde det, eller hvor kedelig jeg synes mit liv var. I weekenderne var der altid fest et eller andet sted, for det meste var det Cristina der holdt dem. Men jeg kom næsten aldrig. Jeg brugte næsten altid den undskyldning, at jeg havde for travlt med lektier eller skulle noget andet. Min mormor var den eneste, der kunne se jeg ikke havde det godt. Hun synes jeg så syg ud, og burde tage til lægen. Men så afbrød min mor altid med, at det bare var eksamen der stressede. Og hun havde ret, min mor, det var eksamen men ikke kun eksamen. Det var også mit liv, der skete aldrig noget. Det var bare det samme dag ud og dag ind. Sådan havde jeg gået i flere måneder. Og for hver dag så jeg bare mere og mere syg ud. Da min mormor kom besøg, kunne hun ikke forstå at min mor ikke kunne se det. Hun syntes min mor skulle tage mig med til en læge omgående. Men min mor nægtede og mormor fik altid sin vilje, så min mormor tog mig med til lægen. Der var jo som altid lang ventetid ved lægen, men igen gav min mormor ikke op. Så hun fandt lægen i en af sine pauser, og fik ham til at undersøge mig.

Lægen gav min mormor ret i at jeg var syg, men hvor syg jeg var kunne han ikke sige. Han tog en blodprøve og vi tog hjem. Min mormor blev selvfølgelig og sov, og næste dag vækkede hun mig tidligt. Hun sagde at lægen havde ringet, og at vi skulle ind på sygehuset med det samme.

 

Inde på hospitalet var alting hvidt, hvide vægge, hvidt tøj, hvide møbler. Kun nogle få skulpturer og billeder skilte sig ud. Lægerne tog en masse prøver og scanninger. Og efter nogle timer fik vi af vide at jeg havde kræft i hjernen. For min mormor var det et chok, hun sad og græd hele aftenen. Det var det jo også for mig, men jeg græd indvendig. De ville operere mig næste dag, og vi skulle blive på hospitalet.

Operationen gik fint og mit liv blev næsten normalt igen. Jeg deltog i festerne og eksamen blev udskudt for min skyld. Men det var egentlig okay, så fik alle mere tid til forberedelse. Og min mor lærte at være mere opmærksom. Min mormor kommer tit på besøg, for at tjekke hvordan jeg har det. Og folk snakker meget mere med mig, om hvordan jeg har det. De har givet mig mere opmærksomhed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...