Wasteland - The Hunger Games

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2015
  • Opdateret: 4 nov. 2015
  • Status: Igang
Quater Quell. Det 75. Dødsspil bliver ikke lige som alle de andre, og Terra ved det. Selvom det er hendes sidste år som potentiel deltager, føler hun sig mere bange end de andre år - som om hendes mave fortæller hende, at der er noget galt. Alligevel prøver hun at skubbe den dårlige følelse væk, da pigen Cornelia bliver trukket i puljen, og hun i stedet burde føle sig lettet. Hendes mor har fortalt om de andre Quater Quells, og Terra tør derfor ikke føle sig lettet endnu. Med god grund. De to deltagere der er blevet fundet, skal nemlig ikke selv deltage i Dødsspillet, men har i stedet fået en anden opgave. De skal vælge hvem der skal. Så da Terras navn bliver råbt højt, føler hun sig ikke bange, men forvirret. Hvem i alverden kan hade hende så meget, at de vil sende hende direkte i døden?

4Likes
3Kommentarer
255Visninger
AA

2. Kapitel 1

Jeg var godt på vej til at himle med øjnene, da sætningen faktisk ramte mig. Høstdagen? Det kunne da ikke passe… Shit. Min hjerne kørte på højtryk, mens jeg overvejede hvordan i alverden det kunne lade sig gøre at glemme høstdagen. 10 minutter, havde han sagt.

Jeg snublede ud af stolen, og var klar til at løbe mod Klokketårnet, hvor distriktet havde samlet sig til ære for høstdagens lodtrækning.  

”Terra!” – Var det sjette gang han havde kaldt på mig inden for fem minutter? Jeg vendte mig irriteret om, og han slog opgivende ud med armene.

”Du kan under ingen omstændigheder tage til høstdag i arbejdstøj,” mumlede han sammenbidt. Jeg kiggede ned af mig selv, og knyttede hidsigt mine hænder. Min hjerne, der stadig føltes tung efter min utilstrækkelige nattesøvn, havde svært ved at komme op i omdrejninger, og det tog mig længere tid end normalt, at komme op med en plan. Kjolen jeg havde været i gang med at sy, var en bestilling fra Capitol til en af de rige kunder, og var på trods af den kraftige røde farve, en mere diskret Capitol-kjole. Jeg kunne godt låne den til høstdagen, overbeviste jeg hurtigt mig selv om. Det ville trods alt kun tage et par timer. Og, tænkte jeg bittert, hvis jeg blev trukket kunne de alligevel ikke straffe mig for noget som at stjæle en kjole.

”Kig væk,” sagde jeg, og kastede min trøje til Cabel, der nervøst trippede, og konstant skævede mod døren.

”Jeg sværger, hvis vi kommer for sent og bliver sendt til en dommer, så tilgiver jeg dig aldrig,” mumlede han. Jeg kunne kun smile skævt, mens jeg pressede mig ned i den faktisk elegante kjole. Syningen under venstre arm var ikke helt færdig, men jeg regnede ikke med at skulle løfte den arm, så det var ligegyldigt. Heldigvis havde jeg ikke nået at sætte pailletter på, så den var stadig forholdsvist simpel. Folk fra Distrikt 8 var altid klædt i mere glade og kraftige farver end mange af de andre mere fattige distrikter, så jeg ville ikke skille mig sindssygt meget ud, selvom det var fint stof i forhold til det, jeg normalt gik i. Det havde sine fordele at leve i Distriktet for tekstil og tøj.

Jeg greb hurtigt en snor fra mit arbejdsbord, og satte mit hår op i en rodet knold midt på hovedet, og så var jeg klar til at løbe.

Kjoler havde aldrig været min yndlingsting. Misforstå mig ikke, jeg kunne da godt lide at se elegant og feminin ud, men jeg havde altid gået meget i mit arbejdstøj, og kjoler blev hurtigt upraktiske. Prøv for eksempel at løbe igennem en halv by på 5 minutter iført en halvstram kjole. Den var pencil-formet, og stoppede altså lige ved knæene. Ærmerne var korte, og halsen var høj, men stoffet sad heldigvis ikke helt stramt, og faldt i stedet blødt omkring kroppen, så jeg var ikke helt fanget, imens mig og Cabel prøvede vores bedste på at trodse tidens tikken.

På en eller anden måde, formåede vi at nå det. Uheldigvis var vi de to sidste der kom til registreringen, hvilket var dårligt af tre gode grunde. Eller dårlige grunde, om man vil.

Fredsvogterene var aldrig glade for folk, der nølede og snyltede igennem deres dage – et ungt par som mig og Cabel kunne let forveksles for et kærestepar, der havde haft gang i noget, og derfor havde glemt alt om registreringen. Det var en dårlig idé at komme på Fredsvogterenes dårlige side, for de styrede alt i distriktet, og kunne hurtigt få indført overarbejde til ens familie, eller gøre ens arbejde hårdere end det i forvejen var. Kameramændene og kameraerne var allerede sat på plads, og alle var klar til at sende live på skærmene, hvilket betød at det højest sandsynligt blev filmet. Det gjaldt om at holde sig væk fra radaren og ude af søgelyset – sådan fik du det mest stille liv – og det her betød unødvendig opmærksomhed fra ”topfolkene”. Hvis man kom sent eller for sent blev det registreret, og gjorde man det mere end én gang, fik man trukket i madrationerne eller blev nødt til at lægge et ekstra lod i puljen per minut man kom for sent.

Fredsvogteren sendte os begge to et strengt blik, for at minde os om vores manérer – på høstdagen skulle man trods alt være den bedste version af sig selv, som man kunne være – de stak os hurtigt i fingrene, tjekkede vores identiteter, og sendte os ind i menneskemængden med et puf, der gjorde det klart at vi var på nippet til at få en bøde. Cabel gav mig et klem på skulderen, og jeg nikkede sammenbidt farvel til ham.

Først nu mærkede jeg den velkendte uro, der lå som en tung sten i maven på mig. Mens jeg så høfligt som muligt skubbede mig forbi de 18-årige piger, og prøvede at bane mig vej til min plads blandt de 17-årige, mærkede jeg langsomt panikken varme mine kinder og gøre mine hænder urolige. Min ti-tolv minutters lange morgen havde været så kaotisk, at tanken om høstdagen slet ikke var kommet tæt nok ind på mig til at påvirke mig, men nu kom frygten for at blive trukket snigende.

Jeg havde 29 lodder med i år. Det var 8 mindre end jeg havde haft sidste år, og hele 10 mindre end Cabel. Mange af de meget fattige familier havde over 40 lodder med pr. barn, men efter min storebror havde fået fast arbejde, havde vi bedre overskud end sidste år, og jeg havde ikke behøvet at putte lige så mange lodder i som sidste år.

Jeg stoppede med at gå, da jeg følte, at jeg udelukkende var omringet af pigerne fra min egen årgang. Et par af os nikkede nervøst til hinanden, fordi vi alle sammen kunne fornemme at det skulle til at starte. Borgmesteren havde stadig ikke sat sig op på den store scene, der var bygget til den specielle dag, så kameraerne rullede ikke for alvor. Jeg kiggede tilbage mod forsamlingen, der ikke kunne blive trukket, for at prøve at finde min familie. Min mor, far og storebror ville stå der et eller andet sted.

Dér!

Til højre for tårnuret stod de. Min mor og far med armene om hinanden, og Devis med armene over kors og et hadfuldt blik rettet op mod en af kameraerne, som om han håbede på at det på magisk vis ville brænde sammen under hans onde blik. Jeg smilede skævt af hans blik.

”Psssst! Terra?”

En hviskende stemme til højre for mig, fik mig til at vende hovedet. En spinkel, blond pige med håret sat op i sirlige snoninger, stod en meter fra mig, og vinkede med et svagt smil.

”Tuls?” Jeg kunne ikke lade være med at klukke dæmpet. Hendes øjne lyste af glæde, så jeg kunne kun tænke at hendes lille date dagen forinden havde været en success.

Hun fik sig skubbet forbi nogle af pigerne, så hun kunne komme helt hen til mig. På trods af glæden i hendes øjne, mærkede jeg også hendes nervøsitet.

”Er du okay?” Spurgte jeg hviskende, og bøjede let i knæene, så jeg kom ned på hendes højde. Hun nikkede næsten med for meget energi til at jeg troede hende.

”Ja ja,” mumlede hun, og fjernede en løssluppen tot hår fra sit ansigt. ”Det er bare, du ved, hvad hvis jeg bliver trukket nu eller hvad hvis han bliver trukket nu, så – så ved jeg ikke helt, hvad jeg skal gøre, for jeg tror endelig at det her kunne blive, du ved … Godt.”

Jeg sendte hende et skævt, let sørgmodigt smil, og nikkede forstående. Jeg ville have haft det på samme måde, hvis jeg var forelsket i en, tænkte jeg, og kiggede over mod Cabel. Han var den eneste tilbage, som jeg virkelig var bange for ville blive trukket. Jeg fangede hans urolige blik, og sendte ham et opmuntrende smil. Han himlede med øjnene, men kunne ikke lade være med at smile tilbage, før han snakkede videre med fyren ved siden af sig. Jeg vendte mig om, for at svare Tuls, men før jeg nåede at åbne munden, gik borgmesteren på scenen, og Azo Buttercorn fulgte trop med sit sukkersøde smil. Azo havde været Capitols repræsentant i Distrikt 8 så lang tid som jeg kunne huske. Han var en høj mørk mand, og så havde han altid enten blåt eller grønt hår. I dag var det rødt, bemærkede jeg hurtigt. Selvfølgelig var det også en speciel anledning, nu det skulle være Quater Quell, men det var alligevel en smule mærkeligt at se ham med stort, rødt hår og guldglimmer i ansigtet, i stedet for hans klassiske blå og sølv kombination.

Bag ved Azo gik vores 7 tidligere vindere. Distrikt 8 havde ikke vundet imens jeg havde levet, så alle vinderene var 35 år eller ældre. Mange af dem var ældre, bemærkede jeg tavst. Det store tårnur bag os, slog 12, hvilket betød, at det hele skulle til at starte, og vores Borgmester rejste sig pligtskyldigt op fra sin stol, og bevægede sig mod mikrofonen midt på podiet.

Han fortalte den samme historie, jeg havde hørt utallige gange, om hvordan Panem blev til. Han fortalte om ’De Mørke Dage’, hvor oprørere fra distrikterne satte sig op imod den nye regering, og han fortalte sidst men ikke mindst, at det derfor indirekte var vores egen skyld, at dødsspillet blev opfundet. Som en påmindelse til, at vi ikke skulle sætte os imod regeringen igen.

Det var en historie vi alle sammen havde hørt før, men alligevel føltes den ekstra tyngende i dag. Specielt da Azo gik videre til at forklare om Quater Quells. Hver 25. år gjorde de noget ekstremt, og ingen af os vidste på forhånd hvad det var der skulle gøre vores 75. Dødsspil til noget specielt. Vi vidste dog alle sammen at det ville være dårlige nyheder.

Azo kiggede storsmilende op fra sine stikordskort, da han var færdig med at snakke, og gestikulerede teatralsk mod de to store, runde glasskåle, der var placeret i hver ende af platformen han stod på.

”Som en lille start på vores 3. Quater Quell vil vi gøre noget nyt, og tage drengene først,” annoncerede han. Jeg spændte uden at tænke over det min kæbe, og mine øjne søgte Cabel. Han kiggede sammenbidt mod scenen, men da Azo rakte ned for at trække et lod i skålen, vendte Cabel sig halvt og kiggede over mod mig. Jeg fik en klump i maven bare ved tanken om at Cabels navn stod på 41 af lodderne. Han sendte mig et skævt smil, som om det kunne overskygge nervøsiteten i hans øjne, og som om det ville kunne berolige mig. Jeg satte pris på forsøget, og nikkede tavst til ham. En tam og ligegyldig opmuntring, tænkte jeg tørt.

”Vores første kandidat – uha! Et godt navn, må jeg sige!” Sagde Azo dramatisk, mens han kiggede på den lille lap papir.

Grey Ashwood

Den mest forfærdelige følelse på hele høstdagen, var den jeg følte nu. Mit indre var altid i konstant kamp med mine følelser, efter et navn blev råbt op. Og selvom det altid var en forfærdelig ting, at en person blev trukket, så føltes min krop af varme, tilfredshed og ikke mindst udbrød jeg et suk af lettelse. Ikke Cabel. Ikke Cabel. Det var sidste år Cabel var med, og han var nu for altid i sikkerhed fra Dødsspillet. Min indre glæde, falmede umiddelbart derefter, da synet af Grey Ashwood nåede mig.

Spinkel.

Lille.

Højst 14 år gammel.

Alle stirrede forfærdet på den lille fyr, der rystende af frygt gik op mod platformen, og hver og en af os havde en dårlig smag i munden. Undtagen Azo selvfølgelig.

”Halløj, en lille spirrevip vi trak os! Kom her op, min ven, så alle kan se dig!” Azo smilede et smil der faktisk godt kunne se venligt ud, men alt glimmeret og det røde hår gjorde ham også en smule uhyggelig, og Grey trak sig let sammen som for at gøre sig endnu mindre. Et eller andet sted begyndte en kvinde at hulke ukontrolleret – mit gæt faldt på, at det nok var fyrens mor, og den dårlige smag i min mund blev stærkere. En anden ting der blev stærkere var hadet til Capitols regering og konceptet om Dødsspillet.

”Hvor gammel er du så, Grey?” Spurgte Azo, og satte sig på hug med en lille mikrofon. Grey kunne næsten ikke snakke, og da han gjorde var lyden så skrøbelig og spinkel, at den ville kunne knække midt over.

”12.”

Uroen blandt forsamlingen rykkede til nye højder, da et kor af gisp, suk og udråb spredte sig. 12 år. Knægten var bare 12 år. Azo så en smule befippet ud, men smilede tappert, og rejste sig op for at spankulere over i den anden ende af scenen, mod pigernes glasskål.

”Nå, tid til at finde endnu en kandidat,” sagde han, om end uden den normale entusiasme. Selv Azo havde åbenbart hjerte nok til at sørge over Greys unge alder. Men så igen kunne det hele jo være skuespil. Man vidste aldrig med folk fra Capitol.

Mine hænder knyttede sig automatisk sammen, men jeg stirrede på Azo’s hånd, der nærmede sig skålen. Han cirkulerede kort rundt med hånden, før han tog en af lodderne fra siden af skålen. Han foldede den ud med påtaget alvorlighed, og smilede så bredt ud til os alle sammen, som om han netop havde fundet vinderen af en stor gevinst.

Mit hjerte bankede så hårdt, at jeg kunne høre blodet suse for mine ører, og jeg havde nær ikke hørt navnet.

Cornille Roxen!”

Jeg stirrede lige frem for mig.

Folk omkring mig føltes tågede, mens navnet rungede for mit indre i flere sekunder. Cornille. Corny. Corn!?

Jeg kiggede panisk bagud, og forsøgte at finde min familie igen. Specifikt havde jeg behov for at finde Devis, og det hurtigst muligt. Min bror stod stadig med armene over kors, men stirrede tomt frem for sig, som om han ikke helt havde forstået at det var Corns navn de havde råbt op. Cornille og Devis havde datet i godt 3 år nu, og mor havde allerede halve planer om et bryllup med stor kjole til Corn og det hele. Det var også mor der græd.

Endnu engang var jeg fyldt med modstridende, splittede følelser. Jeg var glad for at det ikke var mig, der var trukket, men ked af at det var Cornille.

”Pis,” mumlede jeg, og kiggede fortabt over på Tulls. Tulls nikkede en smule opgivende. Cornille var en vellidt pige i byen, sjov og sød og næsten altid i godt humør. Lidt en kort lunte, men aldrig en voldsom person, og stort set alle kendte hende. Alle vidste også at hun højest ville holde 12 timer i Arenaen. Eller mindre end det.

Cornille rystede på sine hænder, der normalt var rolige og perfekte til at sy sarte tekstiler. Jeg mærkede en klump i maven, da jeg betragtede Corn stå på podiet. Frygten i hendes øjne kunne føles i luften.

En skarp pivende lyd skar igennem stilheden, da Azos mikrofon kom for tæt på en højtaler, og han trådte klukkende et skridt bagud. Hvordan noget menneske kunne klukgrine på høstdagen var ufatteligt svært at forstå.

”Nå, sikke da et par kønne hoveder, vi har fået her op i dag,” sagde han muntert, som om han præsenterede et stykke kunst eller en smuk blomst. Han lagde hovedet på skrå, og satte sig endnu engang på hug foran Grey Ashwood, der så ud som om, han var på nippet til at bryde grædende sammen. Den unge dreng havde et panisk blik rettet mod en bestemt person i mængden af mennesker, og det gav et sæt i ham, da den spraglede mand, gik ind foran ham.

”Grey, min ven,” sagde Azo, og sendte ham et bredt smil. ”Jeg har en god og en dårlig nyhed til dig – hvilken vil du have først?”

Grey stirrede på ham, som om han ikke forstod hvad der lige var blevet sagt. Folk omkring mig begyndte at mumle, men stilheden lagde sig hurtigt over menneskemængden, da Azo igen talte.

”Hvad siger du? God eller dårlig først?”

”G-god?” Stammede Grey usikkert. Jeg kiggede forvirret mod højre, hvor alle drengene stod, og søgte efter Cabels øjne, som for at sikre mig, at jeg ikke var alene i at være forvirret. Dét her var aldrig sket før. Cabel kiggede fast op mod scenen, med et undrende blik og sammenrynkede øjenbryn.

”God nyhed først siger du?” Spurgte Azo igen, og rejste sig op med en dramatisk armbevægelse mod Cornille. ”Og hvad siger du, min kære?”

”God.” Hendes stemme rystede ikke nær så meget som Greys, men hun stod med knyttede hænder. Det var klart at hun ikke turde håbe på gode nyheder. Det gjorde ingen af os. Specielt ikke når det var det 3. Quarter Quell. Jeg havde aldrig oplevet et Quarter Quell før, men min mor havde fortalt mig om de to forrige. Til det 25. Dødsspil havde folk været nødt til at stemme om, hvem der skulle ind i arenaen. Min mor havde været for lille til at være med i spillet, men fortalte stadig om, hvordan det havde skabt mistillid i distriktet. Anden Quater Quell havde været så brutal, at min mor havde nægtet at snakke om det, men jeg havde hørt historier. Der var blevet trukket 4 fra hvert distrikt, og det havde været et af de mest voldsomme dødsspil nogensinde. Netop derfor var Cornilles chance for en god nyhed minimal. Quater Quells var altid 20 gange slemmere end de normale dødsspil.

”Jamen, så bliver det den gode nyhed!” Annoncerede Azo, og brød derved ind i mine paniske tanker, der var ved at stikke helt af.

”Vis filmen!”

Hvor vi for få minutter siden havde set den samme film, der blev vist hver eneste år, imens Azo forklarede hvorfor Dødsspillet var til, blinkede skærmen og viste to ansigter. Det ene tilhørte Azalea Fairfall, der altid var værtinde i Dødsspillet og den anden tilhørte en mand, jeg aldrig havde set før.

Azaleas kvidrende, optimistiske stemme flød rungende ud igennem højtalerene.  

”75 år,” startede hun, og sendte et bredt smil i retning af manden ved sin side. ”75 år, så derfor skal der ske noget specielt, skal der ikke Rhye?”

Manden, Rhye, nikkede sigende.

”Det er det jeg er her for, søde Azalea.” Den sætning fastslog hans job som en Gamemaker. Han var med til at designe dødsspillets arena, og med til at planlægge det hele. Jeg hadede ham allerede. ”Så skal vi ikke starte ud med en god nyhed, til de to unge deltagere, de er blevet trukket til høstdagen?”

”Det synes jeg lyder skønt, Rhye! Kære børn, I får en meget speciel opgave i dag.”

Grey og Cornille rykkede en smule tættere på hinanden, mens de stirrede op på skærmen. Jeg lod mærke til at Cornille kiggede ned mod Devis op til flere gange, men da jeg kiggede tilbage mod min bror, stirrede han ned i jorden, mens mor knugede hans arm til sig.

”I kan roligt slappe af i skuldrene,” formanede Rhye, og smilede ind i kameraet. ”De to kandidater, der står på podiet skal ikke sendes ind i Arenaen, men –”

Jeg kunne ikke lade være med at hvine af glæde. Cornille skulle ikke dø alligevel. Jeg kiggede over på Tuls og smilede triumferende, uden at tænke over, at der selvfølgelig var en bagside af nyheden. Tuls blegnede, og greb min hånd.

Det gik langsomt op for mig, at jeg ikke havde hørt den sidste del af sætningen, mens folk omkring mig var begyndt at hviske, og jeg selv havde jublet over min brors kærestes sikkerhed. Med rynkede øjenbryn prøvede jeg at tænke tilbage på, hvad der var blevet sagt, for selvom jeg ikke umiddelbart havde hørt det, havde min hjerne højest sandsynligt opfanget det alligevel.

Det slog klik for mig, og jeg stivnede ligesom Tuls.

”- skal ikke sendes ind i Arenaen, men i stedet vælge dem, der skal.”  

Cornille skulle vælge pigen, der skulle sendes ind i arenaen? Jeg kiggede undskyldende op mod Corn, der nu stod og kiggede ud over menneskemængden med øjne, der om muligt var endnu mere forvirrede og paniske end før. Hun skulle praktisk talt sende én pige i døden. Meget få af pigerne i vores distrikt kunne slås. Vi var gode med nåle og tråd, men på ingen måde med sværd og økser, og da slet ikke med nærkamp. Jeg kendte ikke en eneste pige, som jeg ville tro kunne vinde over Ambisonerne. Ikke. En. Eneste.

Panikken i Cornilles øjne, faldt på en eller anden måde ned, og blev erstattet af… Jeg kneb øjnene sammen, for bedre at kunne se. Var det vrede? Had?

Hendes øjne var fast rettet et sted bag mig, og jeg gættede på at hun havde øjenkontakt med Devis. Endnu engang kiggede jeg tilbage for at se min chokerede familie, og denne gang kiggede Devis op på Cornille, og ikke ned i jorden. Hans øjne var skræmte. Jeg havde aldrig set min bror være rigtig bange før, kun for sjov, da jeg var mindre og prøvede på at skræmme ham, men lige nu så han dybt forfærdet ud. Blodet i hans kinder var væk, hans hænder var knyttede og hans krop spændt i alle muskler. Han rystede advarede på hovedet, som om han havde forudset lige præcis hvad der ville ske der efter.

Terra Hayes,” sagde hun koldt med en snerrende stemme, som dryppede af had. ”Jeg vælger Terra.”

 

Min verden eksploderede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...